Læsetid: 3 min.

Tre millioner til Får 302

Teater Får 302 har netop vundet Nordisk Kulturfonds konkurrence om Årets Nordiske Scenekunstbegivenhed 2011-12. Med prisen følger tre millioner danske kroner, som skal gå til det cross-nordiske projekt 'Udvandrerne'.
7. juni 2010

Der er fest i de små lokaler hos teater Får 302 i København. Med en enstemmig bestyrelse hos Nordisk Kulturfond er teatrets projekt Udvandrerne blevet valgt ud af 23 ansøgere fra hele Norden og har fået tildelt tre millioner danske kroner. Trods teatrets beskedne størrelse har Får 302 bevist, at store tanker og storslåede ideer ikke afhænger af et stort produktionsapparat eller af arkitekttegnede publikumsrækker. Charlotte Rindom, der er teaterchef på Får 302 forklarer, at ideen til Udvandrerne voksede frem i takt med, at Får 302 i anden anledning opsøgte samarbejdspartnere i Skandinavien:

»Louise Hassing, der er vores dramaturg, og jeg har drømt projektet frem. Gennem vores initiativ til 'Ny Nordisk Scenekunst & Dialog' har vi taget kontakt til en masse teatre i Norden, blandt andet Malmö Stadsteater, der ligger lige ved siden af os.« Malmø foreslog en svensk dramatiker, mens Får 302 foreslog at inddrage det islandske teater Vesturpurt og sammen lave en forestilling. Udvandrerne skal derfor instrueres af islandske Gísli Örn Gararsson:

»Vi har derfor valgt at ansætte den svenske manuskriptforfatter Lucas Svensson som husdramatiker næste sæson, dels for at han kan udvikle Udvandrerne, men også fordi det er vores erfaring, at det giver en god kunstnerisk sammenhæng, at have en fast dramatiker tilknyttet over en periode.«

Tilsammans i Norden

Inspirationen til at skabe et netværk mellem de nordiske lande har Charlotte Rindom fået gennem sit kendskab til Benelux-landene:

»Dernede har de et turné-netværk, hvor man får støtte gennem dét, at man turnerer. Man spiller måske fem-seks stationære forestillinger og så kommer forestillingen næsten automatisk rundt i et turnénetværk «

Får 302's indledende øvelser med at lave et sådant skandinavisk teaternetværk var i gang, da Nordisk Kulturfond udskrev konkurrencen. Derfor lå det lige for at kaste sig ud i et storstilet projekt. Karina Lykkesborg, der er presseansvarlig på teatret forklarer, at der med forestillingen Dværgen har været en naturlig optakt:

»Den er en nordisk samproduktion, der til efteråret skal på turné rundt i Norden til mange af de samarbejdspartnere, vi har fået gennem 'Ny Nordisk Scenekunst & Dialog'.« Både Karina Lykkesborg og Charlotte Rindom undrer sig over, at der er så lidt udveksling og så lidt mobilitet mellem nordiske scener, når der både historisk, kulturelt og sprogligt er så store ligheder. Begge roser Nordisk Kulturfond for initiativet til at udskrive konkurrencen:

»Man kan sige, at ligegyldig hvad så er der udover vores projekt etableret 22 nye samarbejder i Norden. Jeg håber, at rigtig mange af dem, alligevel bliver til noget - der er i hvert fald rigtig mange af dem, der snakker sammen nu«, siger Charlotte Rindom.

Udvandrerne

Selv om projektet stadig er under udvikling, afslører Charlotte Rindom gerne, at der er tale om en stor forestilling, der alene på grund af de fysiske rammer kræver mere plads, end Får 302 har i de små lokaler ved Nyhavn:

»Det er meningen, at Udvandrerne skal spilles i et udendørs rotunde-teater af containere, der skal bygges til lejligheden. Så må vi finde et sted, hvor vi kan spille det,« forklarer Rindom og tilføjer, at der stadig mangler penge til at realisere projektet i den form, det er tænkt i.

Containerscenografien, der er inspireret af det gamle The Globe Theatre, skal fungere både som publikumsopbygning, scenografi og spillested. Forestillingen kommer til at handle om udvandring og migration, og den betydning det har for vores samfund. Det bliver containerne, der bevæger sig på fragtskibe mellem alverdens havne et billede på, siger Rindom:

»Det er vandet mellem landene, der adskiller os, og det er vandet, der fører os sammen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer