Læsetid: 4 min.

Vatikanet bandlyser José Saramagos bøger

Den portugisiske forfatter José Saramago døde forleden i en alder af 87 år i sit hjem på Lanzarote. Pavens officielle dagblad mindes nobelprismodtageren med en yderst kritisk nekrolog
José Saramago døde i sidste uge, og den portugusiske forfatter får ikke en pæn karakteristik med på sin himmelfart fra pavens avis.

José Saramago døde i sidste uge, og den portugusiske forfatter får ikke en pæn karakteristik med på sin himmelfart fra pavens avis.

Mauricio LIMA

25. juni 2010

Når en stor forfatter dør, står værket tilbage. Den nekrolog, som Vatikanets avis, L'Osservatore Romano, skænker den netop afdøde José Saramago, er et stykke litteraturkritik eller måske snarere en pavebulle:

»En ekstremistisk populist som ham, der var optaget af spørgsmålet om, hvorfor verden er ond, burde have belyst problemet med alle de forskruede menneskelige strukturer, fra de historisk-politiske til de socioøkonomiske, i stedet for at springe til det i øvrigt foragtede metafysiske plan og alt for bekvemt give en almægtig, alvidende og altseende Gud, som han aldrig har troet på, skylden,« skriver Claudio Toscani i en kritisk gennemgang af den portugisiske nobelprismodtagers værk.

Man kunne indvende, at José Saramagos forfatterskab og politiske engagement netop handlede om at belyse »de forskruede menneskelige strukturer«. Siden 1969 var han medlem af Portugals kommunistparti. Den chilenske forfatter, filminstruktør og aktivist Luis Sepúlveda har påpeget, at Saramago betragtede kommunismen som en etisk holdning »i det forvirrede 21. århundrede«. Det var ikke et spørgsmål om ideologi, mener Sepúlveda, men om »solidaritet som uløseligt forbundet med det at leve«.

For L'Osservatore Romano er problemet imidlertid, at forfatteren ikke bekymrede sig om »at bruge fantasien til at skjule den evige marxists ideologiske aftryk«. Avisen mener, at hele værket er »præget af en tone af uundgåelig apokalypse, hvor det foruroligende varsel er ment som en hyldest til Skaberens og det skabtes fallit«:

»På den evangeliske kornmark stillede han sig bevidst på ukrudtplantens side og erklærede, at alene tanken om korstogene eller Inkvisitionen kunne få ham til at ligge søvnløs, men han glemte alt om lejrene i Gulag, udrensningerne, folkedrabene og de kulturelle og religiøse dissidenter,« skriver Vatikanets dagblad.

Tingen Berlusconi

I slutningen af sit liv oplevede Saramago, der modtog nobelprisen i 1998, at blive droppet af sit italienske forlag, det hæderkronede Einaudi, som nu ejes af Berlusconi-familiens forlagskoncern. Saramagos sidste bog, O Caderno (Notesbogen), er en samling af forfatterens blogindlæg og indeholder flere angreb på Italiens ministerpræsident, som altså også var Saramagos italienske forlægger og benævnes som »Tingen Berlusconi«:

»Jeg kan ikke se, hvilket andet navn, jeg kan give ham. Det er en ting, der minder faretruende meget om et menneske, en ting, der holder fester, organiserer orgier og regerer i et land, som kaldes Italien. Denne ting, denne sygdom, denne virus risikerer at blive årsagen til Verdis hjemlands moralske død, hvis ikke et opkastningsanfald fjerner ham fra italienernes samvittighed, før giften fordærver deres vener og knuser en af de rigeste europæiske kulturers hjerte,« skev Saramago, som også påpegede, at Vatikanet har opnået store økonomiske fordele gennem en strategisk alliance med Berlusconi.

Teologisk forenkling

Det er dog navnlig romanen Jesusevangeliet, der vækker L'Osservatore Romanos mishag.

Allerede ved udgivelsen i 1991 vakte romanen stor forargelse blandt katolikker. I Saramagos fortælling opdager Josef, at Herodes vil slå alle nyfødte i Betlehem ihjel. For at redde sin nyfødte søn flygter han uden at underrette de andre familier. Livet igennem bøder Josef for denne synd med mareridt, men soner til sidst sin brøde. I sidste ende er det dog Gud, der bærer ansvaret for nedslagtningen af de små børn, for Gud lod kun Josef advare, »og måske ville han [Jesus] en dag driste sig til at spørge, Herre, hvornår oprinder den dag da du vil nedstige til os og indrømme dine fejl over for menneskene«. Men Jesus begår større fejl end Josef og er lige så hårdnakket som Gud.

Saramagos fortælling er ifølge L'Osservatore Romano ikke blot »uærbødig«:

»Den logiske og teologiske sterilitet i disse narrative præmisser frembringer ikke den tilstræbte ontologiske dekonstruktion, men bliver til en dialektisk sekterisme, der er så indlysende, at den står i vejen for ethvert troværdig formål,« skriver Claudio Toscani og tilføjer: »Hvad religion angår, und-slog Saramago, hvis sind altid var kroget af en destabiliserende banalisering af det hellige og af en libertær materialisme, der blev stadig mere radikal med alderen, sig aldrig for en nedslående teologisk forenkling: Hvis Gud er altings oprindelse, er Han enhver virknings årsag og enhver årsags virkning.«

Had eller ros?

I avisen Il Fatto Quotidiano kommer filosoffen Paolo Flores D'Arcais sin afdøde ven til undsætning og påpeger, at den kritiske nekrolog i L'Osservatore Romano er skrevet med en påfaldende germansk syntaks:

»På italiensk skaber ordet 'kroget' især associationer til 'et kroget kors' (hagekors, red.). Det er en selvdestruktiv lapsus, for når paven i sin ungdom bar Hitlerjugends uniform, bør dette adjektiv omhyggeligt undgås i hans avis. Men når man er grebet af det teologiske hads raseri, kan man ikke styre, hvad man siger,« skriver Flores D'Arcais og spørger: »Mener artiklens forfatter, at Saramagos hjerne var destabiliseret af en banalisering af det hellige (på hverdagssprog: at han var skør eller en idiot), eller at han med denne banalisering, som er smedet sammen med hans libertære materialisme, destabiliserede læsernes tro? For i sidstnævnte tilfælde er der tale om en ros.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Oreskov

At påkalde sig Vatikanets vrede og raseri er et adelsmærke som man ikke kan side overhørt. Så for mig er Vatikanets udgydelser, en direkte anbefaling til af José Saramagos forfatterskab.

Henrik Andersen:

"Er der nogen som tager en gammel mand som går rundt i en verden for sig selv alvorligt?"

Ja, det er der en del katolikker der gør.