Interview
Læsetid: 6 min.

Actionhelt forvandler sig til finkulturelt ikon

En baggrund som stjerne i voldsmættede B-film forekommer ikke som det oplagte springbræt til fransk filmkunst, men for Christopher Lambert har den usædvanlige genoptagelse af en karriere, han forlod med 'Subway' i 1985, fungeret optimalt
Christopher Lambert (t.h.) ved siden af skuespillerinden Isabelle Huppert og instruktør Claire Denis og skuespiller William Nadylam ved premieren på filmen 'White Material'.

Christopher Lambert (t.h.) ved siden af skuespillerinden Isabelle Huppert og instruktør Claire Denis og skuespiller William Nadylam ved premieren på filmen 'White Material'.

Alessandra Benedetti

Kultur
8. juli 2010

Som han tripper over marmorgulvet med sin Blackberry i hånden og hen til bordet, hvor en Coke Zero og en pakke Marlboro venter på ham, ligner Christopher Lambert nøjagtig, hvad han er: en amerikaner i Paris. I de højfornemme, lysekroneilluminerede omgivelser i Hotel de Crillons forhal virker hans tøjstil - jeans, gummisko og sort sweatshirt rullet op til albuerne - nærmest provokerende ufransk. Men hvem behøver chic, når man har Hollywood?

Skønt auraen om Lambert således er beroligende velkendt, er han dog på ingen måde den samme Lambert med den pjuskede blonde manke og det gennemborende blå blik, som gjorde ham til stjerne i Greystoke: Legenden om Tarzan, Abernes herre i 1984 og Highlander i 1986. Hans hår er nu glatkæmmet og gråt, og han ser ud gennem et par tykke brilleglas. Faktisk er han nærsynethed så alvorlig, at hans ofte har svært ved at se ret meget, når han optræder foran filmkameraet.

Men er ændringerne i hans udseende markante, er de for intet at regne med Lamberts seneste og opsigtsvækkende karriereskred. Den mand, som i en stor del af 1980'erne og 1990'erne var selvskreven til rollen som helten i futuristiske actionfilm - i tiltagende grad i den B-film genre, som floppede i biffen, men appellerede til video- og dvd-publikummet - er blevet tildelt et godkendelsens kys af Claire Denis, en af Frankrigs mest respekterede instruktører.

Så nu er han ikke længere Christopher Lambert, blockbusterstjerne, kritiker-aversion og ekspert i spektakulært absurde accenter, han er Christophe, ny kæledægge i fransk film, og film med kunstneriske ambitioner er hans nye hjem.

»Jeg fik lyst til at medvirke i nogle andre slags. I dybere film,« siger den 53-årige skuespiller.

»I mere menneskelige film baseret på menneskelige følelser.«

Et filmisk kup

I den seneste film fra Claire Denis, den uforglemmelige White Material (2009), spiller Christopher Lambert en hvid landmand på en afrikansk kaffeplantage, som i modsætning til sin stædige ekskone (Isabelle Huppert) indser, at familien er nødt til at opgive sin jord, før borgerkrigen tvinger dem væk fra den eller dræber den.

Verden kan undre sig over denne nye kombination af skuespiller og instruktør, og ingen er mere overrasket end Lambert selv.

»Jeg er ret begejstret, for, som du ved, kommer jeg fra actionfilm, thrillers og sci-fi og alt det der. Så på en måde er jeg den stik modsatte skue-spiller af, hvad Claire normalt ville vælge til sine film,« siger han.

Hun har aldrig givet ham nogen forklaring på, hvorfor hun ønskede lige netop ham - kun har hun givet udtryk for, at hun har fulgt ham som skuespiller »i mange, mange år.«

Deri ligger nøglen måsketil dette filmiske kup. For mens et engelsksproget publikum næsten udelukkende kender Lambert som et navn, der garanterer voldsmættet action, trak han sig mere eller mindre ud af denne genre for omkring fem år siden.

Og mens de mere perfide kritikere mere end antydede, at dette skridt nok snarere skete ud fra nødvendighed end af fri vilje (film som Fortress II, Adrenalin: Fear the Rush og hele tre svage Highlander-fortsættelser styrkede ikke hans ry). Men selv insisterer Christopher Lambert på, at det var en helt bevidst beslutning, som udelukkende var motiveret af hans ønske om at vende tilbage til film i den europæiske stil.

»Det var et behov, jeg følte meget stærkt. At komme tilbage til noget, der virkelig betyder noget, og ikke bare være del af en fabrik eller en del af en maskine,« siger han.

»Men det betyder så omvendt ikke, at jeg aldrig vil lave actionfilm, thrillere, eller science fiction-film igen. Som skuespiller havde jeg bare brug for at vende tilbage til mindre produktioner, og når man har medvirket i 60 eller 70 film, har man efterhånden købt sig råd til den luksus selv at vælge, hvad man vil. Længere er den ikke.«

En tikkende bombe

Det tog ikke Christopher Lambert lang tid at vælge at sige ja tak til det manuskript, som Claire Denis præsenterede ham for. Det blev til i samarbejde med sidste års vinder af den litterære Goncourtpris, Marie NDiaye, en fransk-senegalesisk forfatter, hvis ordkunst formår at fremmane samme sanselighed som instruktørens billeder.

I White Material danner Lamberts karakter, André, modvægt til Hupperts forblændede Maria. André er realisten, der ved, at spillet er ude. I sin vilje til at indrette sig efter de givne omstændigheder fremstår han som et forvirrende miks af heltemod og - i Marias øjne - fejhed. Lambert mener, at filmens store styrke ligger i dens udforskning af arven fra kolonitiden.

»For mig at se sidder An-dré og Maria på en tikkende bombe, for man kan ikke tage alt fra et land uden at give noget tilbage,« siger han. »Før eller siden vil man få problemerne på nakken.«

Lamberts præstation er blevet lovprist af de franske kritikere, hvilket markerer et nyt højdepunkt for hans anseelse i det parisiske film-establishment. For han har jo været der før, nemlig i midten af 1980'erne, da han spillede over for Catherine Deneuve i Elie Chouraquis Paroles et Musique, og da han vandt en César for sin rolle i Luc Bessons Subway.

Figurens følelsesliv

Christopher Lambert er ikke for fastholdere og synes aldrig at være blevet fuldt integreret i hverken Hollywood eller fransk film, men i det mindste var han udmærket bekendt med den franske livsstil, før han blev en amerikansk skuespiller.

Han blev født i USA som søn af en fransk diplomat, voksede op i Genève og flyttede til Paris som oprørsk teenager. I dag lever han »for det meste på en flyvemaskine« og bliver ikke noget sted i længere tid ad gangen end et par måneder.

Han har dog en »fast bopæl« i Schweiz, en vingård i Provence og en 16-årig datter - fra sit ægteskab med skue-spillerinden Diane Lane - i Los Angeles. For at fuldende dette eksotiske miks har han i de seneste tre og et halvt år haft et forhold til en af Frankrigs mest elskede skuespillere, Sophie Marceau. (Hun instruerede ham og spillede sammen med ham i 2007-thrilleren La Disparue de Deauville - og derefter blomstrede erotikken.)

For tiden er det dog i Europa, at han har valgt at bruge det meste af sin tid, og selv om det amerikanske massepublikum næppe vil vide at goutere hans nye højpandede image, insisterer han selv på, at han ikke har ændret sig grundlæggende.

»Jeg forsøger altid, også i rene actionfilm, at finde ind til min figurs inderste følelsesliv. Hvad driver ham ud over viljen til at handle,« siger han.

»Da jeg læste manuskriptet til Highlander, var det, som vakte min interesse, figurens ulykkelige kærlighed. Al hans smerte ved ikke at være i stand til at dø og skulle se alle de mennesker, han elskede, falde bort.«

En form for udødelighed

Åh ja, Highlander. 24 år efter premieren (og et årti efter fortællingen sluttede med Highlander III: The Final Dimension, der kun var marginalt bedre end den rædsomme toer: Highlander II: The Quickening, møder Christopher Lambert stadig folk på gaden, der hilser på ham som på hans karakter, Connor MacLeod.

Men han har ikke planer om at genoptage figuren. Highlander, siger han, var »visuelt forud for sin tid« og er gået videre fra en generation til en ny som en sand kultfilm. Han er da også stadig loyal over for filmen og dens legendariske Queen-soundtrack og var inde at se musicalen We Will Rock You i London sidste år.

Irriterer det ham, at han i alle interview med journalister eller samtaler med fans vedblivende må vende tilbage til den glansrolle, han spillede for over to årtier siden? Føler han sig hjemsøgt af Highlander?

»Nej,« siger han med eftertryk.

»Ville Clint Eastwood blive irriteret, fordi folk altid nævner Dirty Harry? Eller Mel Gibson, fordi de taler om Mad Max eller Harrison Ford, fordi de taler om Indiana Jones? Jeg tror, at på en vis måde er det nok meget godt at have lavet mindst én ting, som kan give en eller anden form for udødelighed, hvis du forstår, hvad jeg mener?«

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her