Baggrund
Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Næste år holder vi med Contador

Når vi ser Tour de France, har vi brug for en helt. Og helten skal gerne have noget med Bjarne Riis at gøre. I år er det Andy Schleck, men næste år er det formentlig dette års skurk, Contador, som rygterne sender i retning af Bjarne Riis. For vi støtter Bjarne, selv om han lyver, var dopet og sponsoreres af en bank, som er meldt til politiet
Alberto Contador er upopulær i Danmark lige nu - men er han også det næste år, hvis han kører for Riis?

Alberto Contador er upopulær i Danmark lige nu - men er han også det næste år, hvis han kører for Riis?

Lionel Bonaventure

Kultur
21. juli 2010

Af en eller anden grund er vi danskere vilde med Bjarne Riis - dengang han stadig selv kørte på cykel, var det måske logisk nok. Han repræsenterede landet med flot cykling, og man kunne endnu akkurat bilde sig selv ind, at han ikke var dopet. Siden har danskerne støttet Bjarnes hold, for så lugter det da lidt af noget dansk - og man vil jo gerne have én at holde med, når man sidder foran fjern- synet hver eftermiddag.

Vi har gennem årene trofast heppet på tvivlsomme typer som amerikaneren Tyler Hamilton, italieneren Ivan Basso og spanieren Carlos Sastre. Det havde heller ikke den store betydning, da Bjarne Riis indrømmede, at han selv var dopet, da han vandt Touren i 1996 - og dermed også, at han har løjet talrige gange op gennem årene. Det afskrækker heller ikke danskerne, at holdet er sponsoreret af Saxo Bank, som Finanstilsynet netop har meldt til bagmandspolitiet. Vi støtter stadig Bjarne Riis.

I år er det Andy Schleck fra Luxemburg, der er helten. Det var synd, at kæden hoppede af - og at Contador, den bandit, benyttede chancen til at stikke af og snuppe den gule trøje. Andy, Andy, Andy, råber vi - måske inde i os selv - men alligevel.

Andy, Andy, Andy

I går kom det så frem, at den i år onde Alberto Contador muligvis skal køre for Bjarne Riis til næste år, når Schleck-brødrene - de banditter - har forladt ham. Så kan Andy passende indtage rollen som skurk. Manden, der forlod Bjarne Riis, ligesom hans egentlige gennembrud stod for døren. Den utaknemmelige, som Riis har støttet, men som ikke var trofast, da det gjaldt. Man kan næsten høre TV 2's kommentatorhold for sig.

Riis var i går ude at afvise, at han har en aftale med Alberto Contador, og med Riis' generelle forhold til at fortælle sandheden, kan det jo nærmest betragtes som en bekræftelse af historien. Og så er der kun én ting at gøre for en ægte dansk cykelsport-fan i 2011. Man bakker op om spanieren Contador. Vi har så desperat brug for en helt med et dansk islæt, at vi bakker op om alt, hvad Bjarne Riis stiller med. At vi godt kan se, at det efterhånden er svært at finde noget, der blot kan minde om en helt i miles omkreds af Bjarne Riis - og måske i Touren i det hele taget - er mindre vigtigt. Vi kan nøjes med illusionen, og vi støtter Bjarnes drenge. Og næste år hepper vi som det naturligste i verden på Contador.

Læs også Tour de France-reportagen på side 11

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Preben Michelsen

Syndebukke er me get menneskeligt at markedsføre. Hold kæft med at køre hetzen mod Bjarne Riis. Som om Han var den eneste der var dopet. Naivt at tro det. Hvad med Kim Andersen? Han er tidligere dopingdømt. Så Han opfylder sikkert dine krav om "at holde med". Han må jo så være endnu mere kvalificeret I dine øjne.

Og blande en sponsor ind I det, en sponsor som Liberal Alliance forsvarer med hud og hår, det er topmålet af irrationalitet. Skulle Riis opsige aftalen med øjeblikkelig virkning - eller hvad har du lige tænkt dig?

Ketilbjørn Jonsen

Jeg forstår ikke meningen med en sådan artikel..bortset fra at den er ligegyldig. Men det er måske det Information er blevet?