Luis Suárez og Asamoah Gyan spillede hovedrollerne i fredagens sensationelle kvartfinale mellem Uruguay og Ghana. Den ene med en redning med hænderne på stregen og efterfølgende rødt kort i overtidens døende sekunder, og den anden med et straffespark, der burde have afgjort kampen til Ghanas fordel, men i stedet tordnede op på overlæggeren. Og så vandt coolness over nerver. Uruguay gik sejrrigt ud af straffesparkkonkurrencen med 4-2 efter 1-1 i den ordinære spilletid.
»Shakespeare, Wordsworth og Dickens ville kæmpe med ordene. Giv mig et øjeblik,« skrev Kristian Walsh på sin Telegraph-blog.
Lad os fryse momentet. Det står 1-1 på to flotte mål, et af Sulleyman Muntari, som i lang tid skabte knas i den uruguayanske organisation, og et af Diego Forlan på et eminent frispark.
Der er spillet 120 minutter, og der er trængsel foran keeper Fernando Muslera, som til daglig spiller i Lazio. Det ligner baryler fra drengeårene. Jabulani'en sejler rundt. Uruguay clearer. Én gang til.
Og til sidst er der ikke andet tilbage end kemiske hulemandsinstinkter i fødderne. Ren overlevelse. Så header Dominic Adiyiah. Muslera kan ikke nå den, men Suárez slår kuglen væk med armene. Ghaneserne er ved at vride kroppene af led, sådan som de gestikulerer til den portugisiske dommer Olegário Benquerença.
Nu skal Uruguay møde Holland i semifinalen i morgen aften. Men har Oscar Tabárez' mandskab fortjent matchen mod Oranje?
Er Suárez en synder eller en helt? Kan man kalde det 'Guds hånd', som Suárez hævdede på pressekonferencen bagefter, mens adrenalinen og den isnende tavshed fra 80.000 sønderknuste afrikanere på Soccer City Stadium i Johannesburg stadig rumlede i hjernen?
»Vi led mod slutningen, men nu er Guds hånd min,« sagde Suárez.
Ghana kan i hvert fald bryste sig af at dele skæbne med supermagter som Brasilien og Argentina. El Diegos mandskab blev simpelthen overspillet af Joachim Löws unge elleve, som ikke blot stod fantastisk i kæderne, men diskede op med den ene perlekontra efter den anden.
Og hvad skal man mene om Brasilien? Dunga fyrede sig selv kort tid efter slutfløjt og 1-2-nederlag, og tilbage står billedet af Seleção, som totalt kollapsede indefra i anden halvleg. Nu mangler vi bare, at Pelé og andre romantikere får ret og magt. Sambafodbold? Jovist, fedt nok, hvis man altså for altid vil tabe til stålhold som Holland og Tyskland.
Nej, så virker Ghana-supporternes tårer - og de mærkes langt, langt ud over landets grænser - mere heroiske. Ghana har præsteret at komme længere i en VM-turnering end noget andet afrikansk hold nogensinde.
Meritterne fra Cameroun og Senegal, der ligeledes kæmpede sig til en kvartfinaleplads i 1990 og 2002, rakte ikke til ubønhørlig straffesparkkonkurrence.
Ghanas træner, serbiske Milovan Rajevac, havde hovedet hævet efter det spinkle nederlag:
»Dette resultat gør os meget stolte. Vi har en glorværdig fremtid for os og herlige unge spillere. Det hér er en sportslig uretfærdighed, men i dag lykønsker jeg Uruguay.«
Óscar Tabárez, Uruguays træner, havde nok at gøre med at forsvare Luis Suárez. Forwarden havde jo trods alt givet tre en halv million neglebidende fans hjemme i Uruguay et liv til, et lillebitte mirakel, da han afværgede Adiyiahs header: »Når man tager med hænder i målområdet, giver det rødt kort, og der dømmes straffe. Jeg synes, at 'snyd' er alt for hårdt. Jeg bryder mig ikke om det ord 'snyd',« sagde Tabárez.
Men hvad var det så? Drop 'Guds hånd'. Den bemærkning kom fra en speedet Suárez, som med ét hug håbede på discount-katolicisme og Maradona version 2.0.
Ifølge Tabárez - El Maestro, som han kaldes i Uruguay - var der ingen tvivl. Det er sådan noget, der sker. Det er en del af gamet, og vi urugyanere »gør, hvad der skal til,« sagde Tabárez og fortsatte:
»Det var instinktivt. Og nu har Suárez betalt konsekvenserne for sin gerning. Han kunne da ikke vide, at Ghana bagefter ville brænde deres straffe. Det er ikke fair at påstå, at vi snød os til sejr«.
Og faktum er, hvor kynisk det end lyder, at maestroen har ret. Det var ikke snyd. Det var en foreteelse, noget strafbart. Det var et brud på de FIFA-regler, som jo netop skal udfordres, for at vi kan se, de virker.
Også selv om de får kontinenter i kog og påkalder sig religiøs torden. Og også selv om vi i kampens hede slet ikke kan skelne moral og regler fra hinanden.
Suárez er hverken helt eller synder. Han er en fodboldspiller, som får et rødt kort, og som er så svineheldig, at hybris i form af en overlægger og en knaldgod keeper er med ham dén dag.
Problemet er bare, at fodbold er et teater, der ikke kan leve uden sit publikum. På blogs verden over bemærkedes det, at Suárez foregav delirisk gråd, da han modvilligt blev slæbt væk fra banen, mens Asamoah Gyan tog tilløb til straffe.
Latterligt måske, men ikke snyd. Beregnende, helt sikkert, men ikke strafbart i sig selv.
Det samme gælder den overophedede allusion til El Diegos stunt fra 1986. Opulent muligvis, men Suárez' udtalelse vidner mere om folkeånd og fodboldmytologi end om en tyv, der praler af at ikke at blive opdaget.
Sand heltemod viste Gyan derimod. Efter sin skæbnesvangre afbrænder var han den første, der sparkede, da kun han og Muslera var tilbage på grønsværen. Og denne gang placerede han læderkuglen rigtigt. Helt ude i højre side. Da det hele var forbi, græd Gyan som pisket, mens en euforisk Suárez gav kindkys og skreg mod den sydafrikanske aftenhimmel.
kultur @information.dk
