Blå time på Bovbjerg

Rejsen mod mit yndlingsbillede af Jens Søndergaard svarer til rejsen inden i billedet: Man skal vestpå og vestpå, gennem plantager og heder og klitter. Man skal forlade de brede veje. Man skal helt til Ferring, hvor rutebilen kun går hver anden time og endda er gratis. Men så står man også pludselig i Bovbjerg - i den allersidste sandknold på skrænten. Derude hvor himlen møder havet, og sjælen måske møder længslen.

Billedet er Sct. Hans Aften fra 1955. Stort som en væg og lokkende som en virkelighed.

Jens Søndergaard byggede sit eget atelier her på denne dramatiske skrænt - og efter hans død i 1957 knoklede andre videre, så museet allerede kunne åbne året efter. Modernister eller ej. De lokale forstod, at denne malerkunst havde værdi. Og i dag holder Lemvig Museum hånden og ånden over stedet.

Ord er der også kommet til. Gertrud Købke Sutton skrev den afgørende biografi i 1996. Sidste år blev et udvalg af Jens Søndergaards egne digte trykt - og en spændende Søndergaard-udstilling vandrede fra Tønder over Kastrupgårdsamlingen til Vejle Kunstmuseum under titlen Pastorale. Men Bovbjerg er ikke noget med landlig idyl. Bovbjerg er noget med eksistens.

Sorte øjne

Maleriet af Sankthans-bålet suger mig til sig. Jeg har set det flere gange, men nu måtte jeg altså endnu engang lade mig drage på tværs af landet for et fornyet blik. Jeg er helt alene på museet. Der er helt stille. Jeg bilder mig ind, at jeg kan høre Jens Søndergaards ur.

Eller er det hans fløjte? Henne på maleriet Mennesker ved Havet sidder manden og spiller på fløjte. Jens Søndergaard har malet billedet i mindst to versioner. I denne her holder han fløjten tæt til kroppen, men alligevel magnetiserer han kvinden i den lyseblå kjole, så hun bliver hans muse. Min kjole er sort, men alligevel mærker jeg tonernes effekt.

Skråt bag mig stirrer han mig også i ryggen fra maleriet af Ferring Kirke. Her kommer en mand gående så resolut mod mig, så jeg er lige ved at træde til side. Hans øjne er helt sorte af ensomhed eller sorg - eller noget, der ikke kommer mig ved. Så lader jeg ringriderens hest på det andet maleri være aldeles orange, og koen på græs må være så blå, som den vil. Nu vil jeg ikke lade mig distrahere mere: Jeg skal til midsommerfest!

Grå vrængemasker

Bålet er allerede tændt. De fleste fra landsbyen står rundt om flammerne. Tre skikkelser iler foran mig, og et kærestepar stjæler en diskret omfavnelse på vejen derhen. Ellers stirrer alle ind i ilden. Flammerne er gule forneden, men opefter bliver de orange. Og så forvandler de sig til grå røgbuldren hen langs skrænten. I røgen anes ansigter ridset ind i den grå sod - som luftudskårne vrængemasker fra en krænket heks.

Alligevel kan jeg ikke få øjnene væk fra skrænten; fra manden på kanten. Han har sat sig ned, så benene dingler - med ryggen mod bålet og de andre. Egentlig er menneskene bare duppede som små silhuetklatter: To streger for ben, en bred streg for krop og en rund prik foroven.

Manden skutter sig lidt, sådan som han sidder dér i skumringen og ser ud over havet. Månen lader ikke til at optage ham. Den hænger ellers pligtskyldigt oppe i sit hjørne og lyser i gullig halvperfektion. Næ, det er havet, han stirrer på. Strømmen, der hvirvler rundt og rundt i iltre skumhvirvler lige ind mod stranden. Og horisontlinjen, der strækker sig helt blågrøn, dér hvor den møder himlens blålilla skumringsfarve: Blå time på Bovbjerg.

Var det den horisontlinje, Jens Søndergaard søgte på Bovbjerg? Var det lyset, der hvert forår fik ham til at forlade København og drage vestpå?

Fåmælte jyder

Eller var det menneskene - de fåmælte vestjyder i medgang og modgang?

Nuvel, malervennen Niels Bjerre var der i forvejen; det var ham, der første gang inviterede Jens Søndergaard til Bovbjerg i 1928. To år efter købte Jens Søndergaard så sit eget hus, og her kom andre malerkolleger også på besøg af og til. Ikke mindst Erik Hoppe og Niels Lergaard, som ellers endte på Bornholm.

Fotografier af Jens Søndergaard viser en flot fyr med et aflangt ansigt og et godt grin. Også som gammel knark har han en umiskendelig charme i sin brovtende fremturen. Hans autodidakte tilgang til maleriet har måske også præget hans liv i øvrigt. Kone og datter Anelise eller ej.

Der er herlige fotografier i munter stemning. Men malerierne er godt nok ikke ligefrem præget af fest. Noget er sket undervejs. Alvoren har sneget sig ind.

Sankthans har velsagtens været et af de mest løsslupne ritualer på Bovbjerg - med sin rest af hedensk hævntørst og sommernattens frivolitet.

Men de sorttegnede mennesker rundt om bålet lader ikke umiddelbart til at blive vilde. Måske bare en kende blidere i konturerne.

Lukket inde

Jeg lader bålet brænde ud for mit indre blik og går ud foran huset. En cementskulptur af en mand står og stirrer ud over havet. Alt for høj og netop helt rigtig i højde til horisontlinjen. Bag ham ligger Ferring med ferielejlighedernes 'Til salg'-skilte og den udbrændte kiosk. Fyret står stovt og rødt i det fjerne.

Men kirken er upåvirket af tid og blæst. Faktisk har Jens Søndergaard malet kirkens tårn helt turkis. Virkelighedens tårn er bare gråt zink. Jeg går indenfor. Der er helt svalt. Et vildt kalkmaleri opfordrer til mareridt, og i en niche smiler en glemt Madonnafigur.

Jeg tænker, at Jens Søndergaard nok ikke har været her så tit, som de lokale måske tænkte, at han skulle. Nyder de skråsikre bibelcitater. Så vil jeg ud til Jens Søndergaards høje vesterhavshimmel igen.

Men hvad? Døren er låst. Døren til kirken har ikke noget håndtag indefra! Kun en gammel klinke, der er knækket. Og her står jeg med alle mine kunst-euforiske tanker og er godt, gammeldags låst inde. Det er temmelig komisk. Og der er trods alt fire dage, til der er gudstjeneste igen.

Jeg finder en stol og sætter den op foran det laveste vindue oppe i koret. Kalken fra væggen gør mig helt hvid på maven. Men vinduet er for smalt, og der er for langt ned.

Så jeg begynder at råbe. Ingen reaktion. Folk går rundt ude på den lille, svungne vej, der fører ud af byen, akkurat som på Jens Søndergaards malerier. Ingen siger noget, og ingen kan høre mig. Så kan jeg lære det. Jeg bliver hæs. Så lyder der pludselig et par spinkle pigestemmer: »Hvad er der?« De to, små piger var bare løbet hen over kirkegården på vejen hjem. Men de er stærke nok til at åbne kirkedøren og få mig ud. De forsvinder lyshårede videre ud ad vejen, der bugter sig. Ud under himlen. Den himmel, der netop i Bovbjerg bliver lillablå til Skt. Hans.

'Sct. Hans Aften'. 1955. Maleri af Jens Søndergaard (1895-1957). 175 x 200 cm. Jens Søndergaard Museet ved Bovbjerg, sydvest for Lemvig. jenssoendergaard.dk