Kommentar
Læsetid: 5 min.

Bødlens lærling

Emir Kusturicas film er en slags kunstnerisk fortsættelse af krigen på Balkan og præges af et stereotypt billede af balkanborgeren, der retfærdiggør overgreb, skriver forfatteren Jens-Martin Eriksen, der mener, at filmene reelt er et tilsløret angreb på Serbiens demokratiske opposition
Filminstruktøren Emir Kusturicas film efter den jugoslaviske borgerkrig er ikke så svære at tolke, mener forfatteren Jens-Martin Eriksen: De er en slags fortsættelse af krigen og en retfærdiggørelse af serbernes rolle i den.   Her er er instruktøren selv fotograferet under optagelsen af en scene i 'Underground', hvor hans ene serbiske protagonist foretager en blodig etnisk udrensning i en landsby, og hans mænd myrder den anden serbiske hovedperson: En skruppelløs, bedragende våbenhandler.

Filminstruktøren Emir Kusturicas film efter den jugoslaviske borgerkrig er ikke så svære at tolke, mener forfatteren Jens-Martin Eriksen: De er en slags fortsættelse af krigen og en retfærdiggørelse af serbernes rolle i den. Her er er instruktøren selv fotograferet under optagelsen af en scene i 'Underground', hvor hans ene serbiske protagonist foretager en blodig etnisk udrensning i en landsby, og hans mænd myrder den anden serbiske hovedperson: En skruppelløs, bedragende våbenhandler.

Kultur
13. juli 2010

Lederen af den serbiske Helsinki komité Sonja Biserko har ved en lejlighed formuleret, at relativiseringen af krigen er krigsførelsens sidste fase: dér slettes sporene af, hvem der var aggressor, og hvem der var ofre. Det er nødvendigvis ikke et forhold, der i denne fase kan gøres til genstand for en juridisk afgørelse, men er snarere et kulturelt og politisk spørgsmål. Og som sådan må det også behandles: det er igennem kulturen og kunsten og politikken, at vi undersøger, diskuterer og til syvende og sidst konstruerer en fortælling, som afspejler en historisk sandhed om krigen, vi vil arve.

I forbindelse med de film, der er kommet ud af krigene i halvfemserne, og som i et eller andet forhold fortolker den historiske sandhed, er det uden sammenligning Emir Kusturicas Underground og Livet er et mirakel, der har haft den største gennemslagskraft - også udenfor Balkan. Underground vandt som bekendt De Gyldne Palmer ved Cannesfestivalen i 1995 og Livet er et mirakel fra 2004 har vundet adskillige priser i Vesten, bl.a. i København.

Det forhold, at internationalt prisvindende film har været kontroversielle og skabt en heftig diskussion er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Det ligger nærmest i deres natur, som refleksioner over de dramatiske begivenheder, de begge to behandler. Det virkelig prekære ligger derimod i, at kritikken anklager instruktøren for med sine værker at agere håndlanger for et folkemordsregime med den første film, og for med sin anden af de to film at konstruere en fortælling om Republika Srpska, der fornægter Milosevic' regimets aggression og folkemord i Bosnien overfor de bosniske muslimer. Seriøsiteten i kritikken skærpes naturligvis af, at dette ikke længere er et forhold, der kun vedrører interne forhold på Balkan. Filmene er set af et begejstret publikum, berømmet af kritikere og begunstiget af festival- juryer med priser i Europa udenfor Balkanlandene. Den politiske kritik kommer derimod fra Balkan og fra enkelte intellektuelle i det øvrige Europa.

Kriminelle stereotyper

Efter Underground vandt De Gyldne Palmer ved filmfestivalen i Cannes i maj, 1995, skrev den franske filosof Alain Finkelkraut en kritik af denne disposition i Le Monde den 2. juni, og sluttede artiklen med disse ord om juryens dømmekraft:

»Ved at give prisen til Underground har Cannes-juryen forestillet sig, at den har belønnet en kunstner med en rig fantasi. Men i realiteten, så har den æret en servil illustrator med en film fyldt med klicheer om kriminelle stereotyper; det er en postmoderne, rock'n'roll, amerikaniseret version af løgnagtig serbisk propaganda, optaget i Beograd. Djævelen selv kunne ikke have undfanget en mere brutal krænkelse af Bosnien og ej heller en så grotesk epilog, som denne vestlige overfladiskhed og inkompetence er udtryk for.«

Den slovenske kritiker Slavoj Zizek karakteriserede Underground, og mere specifikt dens modtagelse i Vesten med ordene:

»Hvad vi finder her, er et eksemplarisk tilfælde af 'Balkanisme', der fungerer på samme måde som Edward Saïds begreb om 'Orientalisme': Balkan som det tidløse rum hvor ind i Vesten projicerer dets fantasmagoriske forestillinger [...] Underground er således det ultimative ideologiske produkt af venstreorienteret multikulturalisme i Vesten: hvad [filmen] tilbyder det vestlige blik er præcist, hvad dette blik ønsker at se i den balkanske krig - et masseoptog af en tidløs, uforståelig, mytisk cyklus af lidenskaber, i kontrast til et dekadent og anæmisk vestligt liv.« (The Plague of Fantasies, 1997.)

Underground er en fascinerende, postmoderne fresco over det kommunistiske Jugoslaviens historie, skabt i en altmodisch surrealistisk skabelon, der leder frem til dets uudgrundelige splittelse og krig. Men med den essentielle sandhed, at det er det lille land, der kaldes Jugoslavien - reelt Serbien - der falder som offer for udlandets konspiration, således som det første Jugoslavien faldt for Nazitysklands aggression. Altså den samme sandhed, som blev kolporteret af Milosevic-regimet, og siden hen af bl.a. forfatteren Peter Handke i bogen Rejse til floderne, hvor han politisk allierede sig med Slobodan Milosevic. Filmen gør sig ingen ambitioner om at ville forholde sig til den konkrete historie, således som den udfoldede sig med de serbiske angrebsplaner mod Bosnien og anneksioner af landområder. Man kan derfor ikke kritisere filmen for at bestride konkrete fakta, men som Finkielkraut og Zizek peger på, for at fordreje hele konfliktens fokus til et imaginært rum, hvor kun det vestlige blik hersker.

Emir Kusturica spiller bevidst på en form for såkaldt 'tokenisme', altså en opvisning af karakterer og scenarier, der tilbyder sig for det vestlige blik, som det ønsker at se Balkan: en munter og brutal folkekomedie, der ender i sin naturgivne tragedie. Men fuld af lidenskab og virkelig autentisk liv, hvor der hores, drikkes, klovnes, danses og dræbes i én uudgrundelig cyklus. Det er den samme skueplads, han tilbyder med den anden film, Livet er et mirakel, hvor erobringskrigen i Bosnien skrues ned i et melodrama med en mand, der nærmest tilfældigt bliver den kærlige bevogter af en kidnappet muslimsk kvinde, som skal udveksles med hans søn, som holdes i fangenskab på den mus-limske side af fronten.

Det spøgelse, der hedder 'det internationale samfund' optræder som en ung, stupid amerikansk journalist fra CNN, der uvidende om filmens og Balkans dybe sandhed og rigdom plaprer løs om, hvad hun tror, hun ved, og hvad hun tror, hun ser.

En anden sandhed

Selv om filmene skal tale for sig selv, så har Emir Kusturica ved sine udtalelser, bl.a. citeret i Goran Gocic' The Cinema of Emir Kusturica og i et interview som er inkluderet i DVD'en Underground, ikke givet anledning til at formode, at dette ikke også rent faktisk er den skabelon, som hans fortællinger er konstrueret efter: Underground skal fortælle, at der også er en anden sandhed om krigen, end den, det internationale samfund anklager Serbien for ved bl.a. domstolen i Haag - aggression mod Bosnien. Og tillige mener Kusturica, at folk, der anklager Serbien for medvirken til massakren ved Srebrenica, kun gør det af opportunistiske grunde, med den hensigt at tækkes det internationale samfund i en art konspiratorisk serbofobi.

Det kan meget svært forstås som andet end en anklage mod Serbiens egen demokratiske opposition, bl.a. Helsinki komiteens Sonja Biserko, der står som ikonet for kritikken af nationalismen og folkemordsforbrydelsen i Bosnien.

Men ikke desto mindre har Emir Kusturica med sine film konstrueret en slags historisk sandhed om krigene - nogen vil sige: fortsat krigene med sine filmiske mytologiseringer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Benjamin Bach

I disse dage markeres femårsdagen for folkedrabet i Srebrenica

Der er tale om femtenårsdagen.

Jeg har selv kun set Black Cat, White Cat -- som jeg dog mener var et fantastisk god, og hvis den blegner så meget i forhold til hans andre film, at den ikke engang bliver nævnt i artiklen, må jeg straks have set de andre :)