Baggrund
Læsetid: 1 min.

CU this PM

Preben Wilhjelm og www’s søn rykker på forløberne for nutidens sms-beskeder
Kultur
16. juli 2010

Vi havde engang en praktikant, som med glimt i øjet formulerede denne iagttagelse: »Når folk på venstrefløjen er rådvilde, er der altid en, som siger: ’Lad os ringe til Preben Wilhjelm og spørge ham!’« Sandt er det, at atomfysikeren Wilhjelm i årene omkring 1980 var venstrefløjens ukronede konge. Som MF for VS var han knivskarp på især retspolitik og dertil højt respekteret langt ind i de andre partier. Nu er han på banen igen i et helt andet ærinde.

Det drejer sig om det, vi i sidste På banen kaldte en forløber for sms-sprog, hvor Frederik den Store inviterede Voltaire til Sanssouci med denne rebus:

... p ... à .. ci
venez .... sans

Hvilket betyder venez a souper à Sanssouci – kom til middag på Sanssouci. Sous, det franske ord for nedenunder, er nøglen. At stregen ved et teknisk uheld havde forskubbet sig, forhindrede ikke Wilhjelm 59 år efter at erindre en endnu mere elegant AC version, som fransklærer Tage Bruël præsenterede:

... p ... à .. 6
Venez ... 100

Militært sprog

En anden læser, Stephen Wessels, voksede op i USA. I hans hjem brugte man også korte meddelelser, fortæller han. F. eks. på en seddel, hans mor lagde til ham i skoleferien i 1958, før hun tog på arbejde, fordi den 10-årige sov længe. I hast havde hun griflet: CU this PM. I’ll be home @5, hvilket betød: »Vi ses i eftermiddag. Jeg er hjemme ved femtiden«. Snabel a kendtes allerede dengang som ligatur for ’at’ i betydningen ’ved’.

Faderen gav ham huslige pligter med militære forkortelser (short-message-service) som ASAP (as soon as possible), PDQ (pretty damned quick), oo (over and out) eller eom (end of message). William Wallace Wessels hed faderen, som derfor blev kaldt www af en kæreste. Før dennes død i 1994 nåede børnene at underholde ham med, at navnet var helt på forkant med moderne computere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her