Læsetid: 2 min.

At dø er lidt som at tage afsked

Ligesom døden er klicheer i sidste ende ikke til at undgå. Derfor kan man lige så godt lære at grine ad dem, anbefaler Umberto Eco
17. juli 2010

Kan man undgå at bruge klicheer? Nej, svarer den italienske semiotiker og forfatter Umberto Eco og forklarer, at klicheer og faste vendinger er en del af sprogets sociale eller såkaldt fatiske funktion: »Sprogets fatiske funktion (siger jeg til dem, der ikke kan Roman Jakobson på fingrene) er at opretholde kontakten, selvom man ikke udveksler informationer, anmodninger eller ordrer.«

Faste vendinger som dejlig dag, hvordan går det, det var en fornøjelse, hej osv. har en fatisk funktion, når vi mødes eller skilles. Men det har de klicheer, der i realiteten ikke siger noget, samtalepartneren ikke ved i forvejen (man kan godt mærke, det er juni, årstiderne er ikke som før i tiden), netop også, for de fortæller, at vi agter at etablere en høflighedsrelation (ganske uforpligtende), og at vi tænker det samme som ham eller hende,« skriver Eco i ugemagasinet Lespresso.

Hver dag bruger vi tonsvis af klicheer »først og fremmest fordi de ofte afspejler en indlysende sandhed, og der er ikke noget galt i at sige sandheden,« påpeger Umberto Eco. For at more sig med de uundgåelige klicheer kan man gøre som Stefano Bartezzaghi, der er forlagsredaktør på Einaudi og netop har udgivet antologien Scusa lanticipo, ma ho trovato tutti verdi (Undskyld, jeg kommer for tidligt, men der var grønt hele vejen). Bartezzeghis projekt går kort sagt ud på at vende fraserne på hovedet.

Skal vi være Des

For at illustrere hvordan »fantasien nogle gange overgår virkeligheden«, er her en række eksempler: »Skal vi ikke være Des? Hellere 100 dage som løve end én dag som lam. Se fåret, det ligner en sky! Vi fik kun øl og pizza, men det var meget billigt. Man skal huske at spise frugt under måltiderne. Jeg kan ikke tabe mig, selvom jeg spiser meget. Hårde stoffer fører til hashrygning. Læremesteren har overgået sin elev. Succesen har forandret mig. Mussolini gjorde også meget ondt. Mafiaen findes. Engang var det hele by. I Rom er der flere parkeringspladser end biler. Tyskerne er uorganiserede. Paris er grim, men franskmændene er søde. Hvis der er heteroseksuelle i professionel fodbold, har jeg aldrig set dem. At dø er lidt som at tage afsked. Hjernen gør dig dum i fjernsynet. Jeg går ikke med mobiltelefon, jeg ser på mit ur. Jeg kunne godt finde på at bruge Linux, men det er for nemt. Svenske biler går altid i stykker. En pc har et flottere design end en Mac.«

Perlen i Stefano Bartezzeghis samling, som også indeholder præmissen »jeg vil først lige sige, at jeg er racist«, er dog: »Albinoer har musik i blodet«. Man kan selv fortsætte legen i sommervarmen (det er ikke luftfugtigheden, men varmen). Godnat og sov dårligt.

Stefano Bartezzeghi (red.): Scusa lanticipo, ma ho trovato tutti verdi e altri 499 loughi communi al contrario, Einaudi 2010, 98 s., 12.50 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

mariann offersen

Agurketid!

Det var den mest vrøvlede klumme Umberto Eco længe har skrevet i l' Espesso, og den blir' ikke mindre vrøvlet af at blive oversat til dansk.

Lanticipo?? mon ikke der skulle stå l'anticipo.