Nyhed
Læsetid: 3 min.

En duft af gamle dage

Det var en duel af de sjældne, Schleck og Contador udkæmpede på Tourmalet
Rigtige venner i tågen: Efter knubbede ord og hårde stunder fandt Andy Schleck og Alberto Contador, Tour'en etter og toer, igen hinanden, på vej opad Tormalet-bjerget.

Rigtige venner i tågen: Efter knubbede ord og hårde stunder fandt Andy Schleck og Alberto Contador, Tour'en etter og toer, igen hinanden, på vej opad Tormalet-bjerget.

Frederic Mons

Kultur
23. juli 2010

Hjemme på min væg har jeg et billede hængende af Gino Bartali og Fausto Coppi på vej op ad et bjerg, kun de to, og de italienske ærkerivaler rækker hinanden en flaske. Hinanden, fordi det ikke er til at se hvem, der giver, og hvem, der modtager den. Originalen er 60-70 år gammel.

Et andet billede, dette er fra 1964, har jeg ikke på væggen men i hovedet. Billedet er af Jacque Anquetil og Raymond Poulidor skulder ved skulder kæmpende sig opad, uden at vige en cykellængde fra hinanden og på grænsen til sammenbrud.

Hvad vi så i går i opgøret mellem Alberto Contador og Andy Schleck var et billede, der glider ind blandt billederne af nogle af de største øjeblikke i 70 års Tour-historie, hvor to rivaler gennem tre uger udkæmper den sidste og afgørende duel. Lige stærke i hovedet og i benene, lige stædige og uden angst for at blotte sig.

Træt hold

Bagud med otte sekunder skulle Andy Schleck jo angribe og var tvunget til at gøre det tidligt på opstigningen af Tourmalet. Forudsætningen var, at hans hold kunne kontrollere løbet fra front indtil det rette moment for angrebet, og på forhånd kunne man have stærk tvivl om, hvorvidt Saxo Bank var i stand til det. De har brugt mange kræfter på at forsvare først Cancellaras og siden Schlecks gule trøje, for mange, og Contadors folk har været klart stærkere i Pyrenæerne end det danske hold, som i tirsdags gik i opløsning fra første bjerg.

Men holdets arbejde var perfekt uden svage led i kæden, og ryttere som Matti Breschel og Fabian Cancellara, der ikke har haft gode dage i Pyrenæerne, var virkeligt værdifulde, da de på skift tog fronten på de første ramper af Tourmalet og afleverede stafetten til først Chris Anker Sørensen og siden Jakob Fuglsang, der begge var i stand til at tage meget længere og meget mere ødelæggende føringer end tidligere i dette løb.

Chris Anker vil altid selv kunne huske, at det var hans tempo, der skrællede Contadors vigtigste hjælper, Vinokourov, af favoritgruppen, og Fuglsangs føring gjorde simpelthen kål på resten af Contadors ellers så solide bjergfolk.

Store mestre

Den gule trøje var isoleret. Det er altid et mål at isolere modstanderens kaptajn på et bjerg. Det er aldrig lykkedes for nogen at isolere Indurain og Armstrong i deres sammenlagt tolv regeringsår, men i går lykkedes det for to unge jyder at give de afgørende tråd til isoleringen af Contador. Med perfekt timing.

10 kilometer fra toppen var Fuglsang slidt op og kunne vige fronten for Andys angreb. Det skulle hverken være sat ind 500 meter tidligere eller 500 meter senere.

Et angreb ti kilometer fra mål på et så brutalt bjerg som Tourmalet er en sjældenhed i moderne cykelsport, og det vi blev vidne til havde en duft af gamle dage. Væk var øjeblikkeligt Menchov, Sanchez, Van den Broeck, og hvem der ellers har bejlet til podiet, efter Schlecks angreb og Contadors lige så øjeblikkelige svar. Kun de to på bjerget. Andy forrest, Alberto skråt forskudt til højre som hans skygge. Først opslidningsforsøg, så rytmeskift for at ryste spanieren af - og så dennes forventede, giftige kontraangreb. Andy ikke til at ryste, og så opslidningsslaget igen til mål, hvor Contador som kvittering for Andys arbejde og sit eget vellykkede trøjeforsvar undlader at træde igennem i spurten. Sådan gør store mestre, hvad enten man bryder sig om det eller ej, men det er sjældent, at duellanterne ligefrem krammer hinanden, som det skete i går.

Sølle otte sekunder

I dag er der små 200 muligvis vindblæste kilometer på flad vej til Bordeaux. Det kunne være utraditionelt angrebsterræn for Andy Schleck og Saxo Bank, om end ikke sandsynligt.

Og i morgen den afsluttende enkeltstart, hvor Contador er stor favorit til at vinde, og Schleck ikke har den ønskede sikkerhedsmargin, men tvært imod er handicappet med de sølle otte sekunder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her