Læsetid: 4 min.

Ensomhedens sejrsdans

'Omstigning til Paradis' gav John Neumeiers balletfestival i Hamburg et uventet erotisk sus, der bekræftede hans status som en af verdens største danseoverraskere
6. juli 2010

HAMBURG - John Neumeier har altid skabt balletter om ensomhed. Et besøg ved hans 36. Hamburger Ballett- Tage bekræftede myten om en mand, der skaber den ene underskønne kærlighedsballet efter den anden, men som vel at mærke altid lader kærlighedsballetterne ende med, at den elskede forsvinder eller dør.

Selv lyser John Neumeier op på scenen, når han træder frem til applaus foran sit store, trofaste publikum i Hamborg. Under festivalen kom det næsten til besvimelsesscener blandt de hvinende beundrere. Neumeier har givet Hamborg en kropslig skønhed, som på mærkelig vis både matcher byens businessarkitektur og dens smukke flodbredder. Selv står den nu 68-årige Neumeier i skræddersyet jaket med kinaflip og smiler. Med det grå hår som en mistænkelig mild glorie.

Festivalprogrammet har været et maraton: Ni helaftensballetter på 14 dage, et udenlandsk gæstespil (Tokyo Ballet) - og så den legendariske femtimers galla til slut. Danset med Schwung og Schmerz. Neumeiers japanske ballet fra 1989, Seven Haiku of the Moon, blev genopført. Som en kuriositet havde Neumeier inviteret tre japanske dansere, nemlig de tre solister, der som purunge dansede urpremieren hos Tokyo Ballet for 21 år siden. Særligt den japanske ballerina Yukari Saito fascinerede. Hun dansede, som om hun stod midt i lyset og tiden, overjordisk og netop del af den smertefulde månemetaforik, som de bagvedliggende haiku-digte kredsede om - og som Neumeier instinktivt har forstået.

Pigelette muskler

For er der en koreograf, der dyrker skønheden, så er det Neumeier. Mandekroppen beundres for muskler i kraftfulde blødhedsbevægelser, mens kvindekroppens skønhed udgår fra pigelette muskler og langt hår, der strejfer over lige skuldre. Mændene danser ofte med bar overkrop, måske med en frakke over, måske ikke. Og kvinderne er i kjoler, jo længere, desto bedre. Helt tætsiddende kjoler, der viser smalle taljer og flade mavemuskler, men som lader lårene gemme sig under skørterne. Men altid med præcise tåsko forneden. Jo, Neumeier ved nok, hvordan kvinder skal se ud.

Neumeier ved også, hvordan han skal præsentere drenge, der er blevet til mænd. Den 'danske' danser Lloyd Riggins kom til Hamburgballetten allerede i 1995, og han har siden danset roller i alle Neumeiers balletter. Fra at være en splejset knægt med ualmindeligt harmoniske bevægelser er han blevet til en moden mand med bred brystkasse og garvet blik. Under festivalen dansede han hovedpersonen i Seasons - the Colors of Time fra 2000. Her stod han som manden, der så tilbage på sit liv med stor undren, uden egentlig evne til at holde fast på den kærlighed, han havde mødt undervejs.

Alligevel blev det endnu mere rystende at opleve Lloyd Riggins i birollen som den gamle bokser Mitch i Omstigning til Paradis. Næsten uden ydre bevægelser fik han skildret den gamle, lidt kiksede bokser, der går på frierbesøg hos den tidligere luder Blanche - uden at fatte hendes mærkelige spil af flirt og afvisning. Riggins viste den ædle fantasts oprigtighed bag blomsterbuketten, men også den afviste bejlers sårethed, der blev sluppet løs bagefter over for boksebolden. Stærkt og mærkeligt.

Stanley i boxershorts

Omstigning til Paradis blev festivalens store Neumeier-oplevelse. Han skabte balletten over Tennessee Williams' ballet allerede i 1983 til Stuttgart Ballet, men den blev efter sigende ikke nogen stor succes. Så satte han den op i Hamburg i 1987, også uden synderligt held. Men nu er den så genoptaget i Hamburg - og for nogle måneder siden i Oslo - og nu funkler balletten.

Måske var tiden bare ikke moden til så erotisk en Neumeier dengang i 1980'erne. Endstation Sehnsucht, som titlen lyder på tysk, er i hvert fald hans allermest heftige ballet. Ikke noget med at forblive i det symbolske erotiksprog med kroppen, nej, her er alle bevægelser noget så sensuelle, at man hurtigt glemmer, at der faktisk er et par boxershorts og en kjole i vejen. En chokeret kritiker fra San Francisco var overbevist om, at den ballet aldrig vil kunne danses i USA ...

Tyskeren Carsten Jung dansede Stanley, så man næsten ikke troede, at det var muligt at bevæge sig så lynhurtigt omkring med så mange muskler. Han smed rundt med italieneren Silva Azzoni Blanche i en voldtægt på et kvarters tid. Eller var det bare forførelse? Hos Neumeier er Blanche blevet til en romantisk heltinde. Hun er ikke bare opslugt af snavset på bordellet af liderlighed eller social nød. Nej, hun er i virkeligheden fortabt i sin forelskelse i sin allerførste kærlighed - ham, der svigtede hende til fordel for en mand.

Blanche som heltinde

Dét svigt løfter Neumeiers tolkning over i den romantiske skæbnefortælling, som han har gjort til sit vilde speciale: Balletten om mennesket, der længes, og som aldrig kan blive lykkeligt. Her gennem løft, der er endnu vildere end løbeløftene i Romeo og Julie - og med drabelige kast rundt om en jernseng, så selv de vildeste nycirkusfolk godt kan gå hjem og sove til middag. Man forstod næsten ikke, at denne Blanche overlevede. Og det gjorde hun vel sådan set næsten heller ikke. Og dog blev hun ved med at strække sine fødder og dreje sine ankler, så hun fik lige akkurat det schwung i sine lægge, som gør Neumeier ustyrlig.

Neumeiers nyeste værk er den lyriske forestilling Orpheus. Her var det den tjekkiske tvillingedanser Otto Bubenícek, der dansede violinisten, der ledte efter sin døde Eurydike, danset af den franske Hélène Bouchet. Neumeier havde valgt Stravinskijs musik til Apollon Musagetes, og dermed skabte han samtidig en interessant ballethistoriekommentar til Balanchines ballettolkning af netop denne musik. Drilsk og sørgmodig - og uden den allerheftigste erotik.

Men som skæbnefortælling lagde Orpheus sig smukt som Neumeiers seneste fortolkning af den kærlighed, der alligevel altid viser sig at være umulig. Og dermed den kærlighed, der uundgåeligt fører til menneskets ensomhed.

36. Hamburger Ballett-Tage: Fliessende Welten. Orpheus. Endstation Sehnsucht. Koreo-grafi: John Neumeier. Hamburg Ballett. Dirigent: Simon Hewett. Philharmoniker Hamburg. www.hamburgballett.de

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu