Læsetid: 5 min.

Fænomenal fransk patriark

Martial Solal overstrålede Herbie Hancock ved polemisk ladet jazzfestival-start
Pianisten Martial Solal, her sammen med den danske bassist Mads Vinding, er, i ordets mest oprindelige betydning, en fænomenal musiker. Med sin djævleblændte teknik og sit ærkegalliske temperament skaber han musik, som ikke kan høres noget andet sted, mener Informations anmelder.

Pianisten Martial Solal, her sammen med den danske bassist Mads Vinding, er, i ordets mest oprindelige betydning, en fænomenal musiker. Med sin djævleblændte teknik og sit ærkegalliske temperament skaber han musik, som ikke kan høres noget andet sted, mener Informations anmelder.

Peter Elmholt

5. juli 2010

Efter trompetisten Henrik Bolberg var blevet begavet med Palæ Bars Jazzpris, og efter billedkunstneren Mogens Gyllings maskevæg i Jazzhus Montmartre var blevet geninstalleret, og kulturministeren fra en ydmyg plads mellem Domkirkens og Universitetets høje mure havde talt venligt om jazzen (men ikke helt var blevet udstyret med udtalevejledning af sin taleskriver), kom Copenhagen Jazz Festival i gang.

Denne iagttager valgte - efter fredag eftermiddag at have forsikret sig i Jazz Cup i Gothersgade om, at der også kan komme stor og, især, veloplagt musik fra de lokale tenorsaxofonister, man ikke hører så ofte i hverdagen - Pelle Fridell, Henrik Sveidahl og Niels 'Flipper' Stuart - at tilbringe førsteaftenen ret langt borte fra den folkefest, som festivalen blandt meget andet også har udviklet sig til: i Montmartre og i selskab med et halvt hundrede andre samt festivalens måske mest eksklusive gæst (i hvert fald til den mest eksklusive billetpris: 485 kr.) - den nu snart 83-årige franske pianist, Martial Solal.

Solal, her sat sammen med en fast musikalsk partner fra de senere år, den danske bassist Mads Vinding, er, i ordets mest oprindelige betydning, en fænomenal musiker. Med sin djævleblændte teknik og sit ærkegalliske temperament skaber han musik, som ikke kan høres noget andet sted. Man kan betegne hele hans over 60-årige musikalske karriere som én lang, drilsk Erroll Garner-introduktion, eller man kan forsøge at få ham til at ligne nogle moderne europæiske eller amerikanske klaverkomponister, men intet navn - og slet ikke Bud Powells eller Bill Evans' - vil melde sig som en brugbar karakteristik af ham over for dem, der aldrig har hørt ham, andet end: Martial Solal.

Overrumplende indfald

At hans spil til overmål synes at mangle dén 'vandrette' melodiske bredde, som wienerklassikken og den amerikanske populærmusik næsten har fået skrevet ind i Menneskerettighedserklæringen, har ført til indvendinger om, at han 'akademiserer' jazzen, og han betragtes almindeligvis som en meget avanceret musiker. Men dybest set er der ikke ét eneste af Solals mange kneb - inklusive hans harmoniopløsninger - der ikke er fuldstændigt logisk i forhold til oplægget, som fredag aften, med et par egne numre som undtagelsen, var jazzens mest klassiske standardnumre. Solal tænker blot så meget hurtigere end de fleste af os andre, at et simpelt akkordskift hos ham kan eksplodere i talrige opløsninger og heftigt markerede forsiringer og alligevel være slut sekundet efter, hvor et nyt overrumplende indfald får os til at tabe underkæben.

Mads Vinding tabte ikke kæben, men udover at konstatere, at det er en velfortjent cadeau til danskeren at få lov at ledsage den gamle franske patriark, kan man nu godt undre sig over, at Solal brugte ham så lidt, som det var tilfældet. Med de få egentlige soli til den jo lige så virtuose Vinding og med Solals åbenlyse insisteren på at spille langt de fleste forløb, som var de uledsagede, kom man til at tænke på, hvorfor Solals samarbejde i 70'erne med NHØP blev betegnet som 'Klodernes kamp'. Vinding kunne ha' spillet simplere, vil man sige. Joh, men det var ikke dét, han blev bedt om.

Kontrasten fra Solals af ydre enkle, stramme, men musikalsk blomstrende form i Montmartre til Herbie Hancocks show og store udtræk i Operaen lørdag var næsten surrealistisk - visuelt, naturligvis, men sandelig også kunstnerisk. For mig var det i hvert fald næsten patetisk at opleve så meget isenkram og ydre iscenesættelse og så lidt vilje til at skabe jazzmusik fra dens mest umiddelbare og altid tilgængelige kilde: selvet.

Meget lidt Hancock

Hancock har udviklet en pleasende måde at servere sin musik på, der desværre effektivt bremser for, at vi kan opleve hans klaverspil i fuldt flor. Det gælder først og fremmest om at holde de hårdtpumpede grooves og det store isenkram i gang, og da han i første afdelings medley over sin egen Blue Note-musik fra 60'erne først præsenterede Maiden Voyage á la Ravel og siden bremsede sig selv, næsten, før han var kommet i gang i »Cantaloupe Island«, var det slut med min tålmodighed. Anden afdeling, musik fra Hancocks seneste udgivelse, Imagine Project, havde jeg allerede hørt hjemme: Et kludetæppe af mellemfolkelig forståelse - afrikansk, brasiliansk, colombiansk, reggae, ørkenrock, Lennon & McCartney, Dylan og Peter Gabriel - noget nævnt, en del glemt - men, under alle omstændigheder: meget lidt Herbie Hancock.

Én, der modsat undlader at drukne i sine egne projekter, er den danske altsaxofonist Benjamin Koppel, hvis indforskrivning af stjerner i metermål til at ledsage sig selv ved en slags 'festival i festivalen' i Prøvehallen i Valby allerede er et varmt emne, foreløbig dog mest for festivalens påstået lunkne måde at modtage initiativet på.

Ved den sene koncert lørdag kunne man opleve en uinteresseret John Abercrombie, en fejlplaceret Al Foster, en glædeligt determineret Scott Colley, en - som altid - sangvinsk 'syngende' Kenny Werner og en godt og pågående spillende Koppel i en række numre af de medvirkende.

Trods den umiddelbarhed og de lysende øjeblikke, der altid kommer fra sådan en blowing session med musikere på sådan et niveau, kunne det samlebåndsagtige i projektet - musikerne ind én dag til prøve, to koncerter næste dag og ud igen før næste hold kommer - ikke skjules, men da Koppel søndag eftermiddag i Kgs. Have ved Niels Jørgen Steens traditionelle A-Team-koncert for sit initiativ modtog en portion af Ben Webster-prisen (den anden gik fortjent til en anden musiker & storentreprenør, Kresten Osgood), blev det klart for mig, at jeg måske står alene med min betænkelighed ved, at Koppel ikke selv mener, det er påtrængende at finde ud af, om der kan - og bør - drages en sondring mellem hans rolle som kunstner og musiker og hans rolle som eventskaber.

Prisen blev således en polemisk udfordring for festivalformand Anders Laursen, der ved samme lejlighed uddelte en Musikerforbundets hæderspris til Jesper Thilo. Mere om Thilo i avisen i morgen.

Jazz Cup fredag: De tre tenorer

Jazzhus Montmartre fredag: Martial Solal & Mads Vinding

Operaen, lørdag: Herbie Hancock

Herbie Hancock: 'Imagine Project', cd (Sony Music)

Prøvehallen, Valby, lørdag Jazz Masters

Kgs. Have, søndag: Prisregn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu