Læsetid: 4 min.

En festlig fredag

Hvor torsdagen må betegnes som en fuser, kom der musikalsk helt anderledes form over tingene fredag, hvor der både var tuba-punk og alternative fristelser
Kultur
5. juli 2010
Hvor torsdagen må betegnes som en fuser, kom der musikalsk helt anderledes form over tingene fredag, hvor der både var tuba-punk og alternative fristelser

Der var mange kritisable punkter ved dette års Roskilde Festival, og Deres udsendte havde sådan en torsdag, som satte alle de negative ting i relief; bare at få udleveret adgangsbånd var således en farce. Efter fem kvarter i kø i dræbende hede viste det sig, at jeg slet ikke var tastet ind i systemet, hvilket afstedkom, at tre voksne mænd løb rundt som kyllinger uden hoved. Da jeg endelig - efter endeløs palaver - fik båndet, stæsede jeg over til Cosmopol for at opleve LCD Soundsystem. Yeah right - som det sker hvert år, udviste arrangørerne endnu en gang manglende fingerspidsfornemmelse mellem et givet navns popularitet og pågældende scenes kapacitet (som det i øvrigt også var tilfældet dagen efter, da Florence & The Machine spillede på Odeon), og da jeg ikke var i lad-os-vove-pelsen-humør, nøjedes jeg med at lytte til et par numre, indtil det blev for absurd uden visuel kontakt.

Om de der fejlplaceringer skyldes inkompetence eller idiosynkrasier er i og for sig ligegyldigt, forpulet irriterende er de. Og Gorillaz, som det hele handlede om (og så Wild Beasts, men da de gik på samtidig, måtte der jo tages et valg) ja, der var den helt gal med lyden - i hvert fald der hvor jeg og en 8-10.000 andre stod. Og så var torsdagen slut - inden den rigtig var kommet i gang, sådan musikalsk. Det havde ellers været flot tænkt, om man der ved midnat havde fået LCD Soundsystem til at stille op på Orange, bare sådan for at get the party started ... som med Trentemøller sidste år. Men så langt rakte visionen ikke. Men det er måske ikke så mærkeligt, når energien i stigende grad bruges på forbud, kontrol og (dårlig) planlægning. Årets lyse idé var således den med, at folk ikke måtte have drikkevarer med ind på pladsen, da dette jo ville forstyrre profitmaksimeringen. For inde på pladsen koster en fadøl 40 kroner, hvilket også er et greb i lommen for enhver studerende ... føj, en sur torsdag.

Op- og nedture

Fredag tog jeg en rask beslutning om at gå så lidt som muligt. Ikke for det - inden for transportsektoren er det så absolut min favoritmåde at nå frem på, bare ikke i 30 graders varme på en dyrskueplads, navigerende mellem 75.000 sjæle. Forstå mig ret, jeg er udmærket klar over, at for mange er Roskilde først og fremmest en social begivenhed, der ind i mellem afbrydes af lidt musik, men personligt har jeg det lige omvendt. Jeg får rigelig mit sociale behov dækket af den ugentlige samtale med min tilsynsværge og den der med at møde nye mennesker, det er efter min mening noget opreklameret bæ.

Nå, men jeg valgte (med en enkelt afstikker) at holde mig til den scene, der hedder Odeon. Der får man såvel festivalens bedste is som kaffe, og da mine laster p.t. kan opsummeres med ordene sukker og koffein, er det tungtvejende argumenter. Og så kan jeg bedre lide de små scener med plads til en 4-5.000 mennesker frem for den som tommelfingerregel skuffende massepsykose på Orange. Vil jeg glo på tv, har jeg et glimrende et derhjemme. Dagen begyndte med norske John Olav Nilsen & Gjengen, en på alle måder positiv overraskelse og et helt igennem behageligt og humørfyldt bekendtskab. Det er prunkløs hverdagsrock, underspillet og på overfladen legende let. Men det er nu engang en kunst at skrive gode, enkle sange med bred appel, og den behersker Nilsen altså. At han så også ejer scenenærvær og karisma, gør kun sagen dobbelt bøf. Men så var det ned på jorden igen med svenske Casiokids, som har masser af energi og udadvendthed, men hvis materiale ikke rigtig formår at fastholde interessen. Det var den gode gamle blanding af rock og electronica, men det er som om, gruppen ikke rigtig ejer den tyngde, der skal til. Deres publikum elsker dem ubetinget, hvilket sikkert er en glimrende hovedpude, men giv dem tid, og de skal nok blive til noget. Som nu f.eks. Boban Markovich, hvis slagkraftige hornbaserede balkanmusik brændte igennem, så vi alle stod i flammer. Med sønnen Marko som fast inventar er det et af Europas bedste orkestre uanset genre, og så tilgav vi gerne en noget voldsom flirten med laveste fællesnævner i festivalens hellige navn. Afslutningsvist fusionerede artrockere Dirty Projectors amerikansk rock med afrikanske toner på en facon, som kun kan kaldes original. Der er en stadig stor travlhed på spil i kompositionerne, og det swinger ikke altid lige godt, men det er ikke desto mindre kolossalt lovende. Og så var det tid til en kaffe og stor portion is.

John Olav Nilsen & Gjengen; Casiokids; Boban i Marko Markovich Orkestar; Dirty Projectors, Alle Odeon, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her