Læsetid: 2 min.

'Man forestiller sig at kunsten er fritaget'

Kunstverdenen har fået skabt sig en særstatus i ligestillingsdebatten, hvor man ser sig fritaget fra at tage socialt ansvar med det argument, at det kan gå ud over kvaliteten. Det mener en række forskere kan være en af grundene til, at store dele af kunstbranchen i høj grad stadig er mandsdomineret
31. juli 2010

Tidligere på ugen meddelte den svenske musikfestival, Arvika Festival, at halvdelen af de optrædende musikere næste år skal være kvinder.

Men i gårsdagens Information afviste arrangørerne bag både Roskilde Festival og Smukfest at bruge kønskvoter, når de booker musikere for at fremme en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder på musikscenen.

Argumentet gik på, at det kunne gå ud over »kvaliteten af musikprogrammerne - og at det desuden ikke var festivalernes direkte ansvar at fremme ligestillingen,« som musikchef for Roskilde Festival, Rikke Øxner, formulerede det.

Og ifølge Karen Sjørup, kønsforsker og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, er Rikke Øxner langt fra den eneste i kunstverdenen, der ser det på den måde.

»Kvaliteten af kunsten ses generelt som værende vigtigere end at ændre på nogle samfundsstrukturer, netop fordi det er en verden, der er bygget op omkring æstetik, ånd og vurdering,« siger hun.

Og på den måde har kunstverden fået skabt sig en særstatus i ligestillingsdebatten, mener Rune Gade, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet:

»Det ses som mere legitimt at påberåbe sig kvalitet som argument, fordi det ligger i selve kunstbegrebet, at der er tale om æstetik og åndelig genialitet - og det kan ikke vurderes i forhold til køn,« siger han.

Fritaget fra samfundet

Forestillingen om, at »kunsten har en autonomi i forhold til resten af samfundet« gør det også sværere for kunstfolk at tænke ligestilling ind i området, mener Rune Gade.

»Man forestiller sig, at man er fritaget, fordi kunsten reelt bliver anset som uafhængig af samfundet. Der gælder ikke de samme regler, som i resten af samfundet,« siger han.

Og det resulterer i, at man er tilbageholdende med italesætte ligestillingsproblemet, mener Fabian Holt, ph.d. i musik ved Roskilde Universitet.

»Det samme gælder etnicitet - det er heller ikke så stort et samtaleemne i kunstverdenen, som det er i det øvrige samfund,« siger han.

Og når tingene ikke italesættes, så går udviklingen langsomt, pointerer Rune Gade.

»Bevidstheden omkring problemet er altafgørende, hvis strukturer skal ændres.«

Ifølge Karen Sjørup skal man dog holde fast i opfattelsen af, at »kunst er noget, man tilføjer en særlig sjæl«.

Det er derimod opfattelsen af kvinderne, der skal ændres.

»Det er klart, at når man skal holde fast i kvalitetsprincippet, hvilket jeg synes, man skal - så kan man ikke bare sige: Nå, nu er det hendes tur. Den kunstneriske værdi skal altid betragtes. Man skal bare væk fra at betragte kvindernes arbejde som værende af lavere kvalitet - og glemme mandens rolle som eneste leverandør af genialitet,« siger Karen Sjørup.

Spillerum skal udnyttes

Ifølge Rune Gade er det derfor vigtigt, at kunstverdenen ikke melder sig ud af ligestillingskampen.

»Selvfølgelig skal man ikke acceptere dårlig kunst i ligestillingens navn, men man kan skabe mere ligeværdige produktionsvilkår og forandre traditionerne, så for eksempel musik- og billedkunstverdenen ikke forbliver så mandsdomineret. Der er allerede inden for billedkunstområdet kommet en noget større bevidsthed omkring køn de seneste 10-15 år, men der kan gøres endnu mere,« siger Rune Gade.

Det er Fabian Holt enig i:

»Mellem de professionelle målsætninger og det kommercielle pres er der et spillerum for social ansvarlighed, som kan udnyttes endnu bedre.«

s

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Her er tanken om ligestilling gået for vidt.

I et musikband vil der typisk være ca. 4 mandlige musikere, og en kvindelig forsanger. For at rette op på skævheden, skal halvdelen af bandene så være lige modsatte - med 4 kvindelige musikere og en mandlig forsanger?! Eller også skal bandet med 4 mandlige musikere have 4 kvindelige forsangere. Tjah . . Nogle musiknumre handler f.eks. om politiske uretfærdigheder, men mon ikke 80-90 % handler om kærlighed og forelskelse? Numrene er populære, hvis de appellerer til publikums følelser. De optrædende skal vise bestemte hhv. maskuline og feminine attituder for at numrene "går ind". En gruppe med fire kvindelige musikere og en mandlig forsanger får meget svært ved at demonstrere de attituder, der taler til folk. Ligestillings-fortalerne ønsker givetvis, at begreber om maskuline og feminine attituder bliver ophævet; sandsynligheden for at dét lykkes, er lige så stor som sandsynligheden for at forelskelser kan blomstre i et univers af unisex - altså temmelig lille. For de fleste mennesker er forskellene mellem kønnene en forudsætning for, at de kan forelske sig - og dermed er forskelle på mandlige og kvindelige aktørers attituder en forudsætning for, at musikken kan tolke folks følelser.

Hvad angår billedkunst - så som maleri - spiller de mentale forskelle på mænd og kvinder en rolle. Nogle personers hjerner er gode til at sondre mellem ens egen person, og andre personer. Andre personer har hjerner der har svært ved at fastlægge grænsen mellem hvor min egen person hører op, og den anden person begynder. De to typer af hjerne forekommer langt fra med samme andel hos de to køn. Den sidste type er mest udbredt hos kvinder. Personer med den sidste type hjerne har sværere end andre ved at lave billeder (tegninger, malerier) der giver en naturtro fremstilling af personer. Det kan være én blandt flere grunde til, at mandlige kunstnere oftere end kvinder producerer billeder som vurderes at have høj kvalitet. Kunst afspejler så fine forskelle i opfattelsen af omverdenen, at selv små forskelle mellem de to køns opfattelse kan få store konsekvenser for hvordan deres kunst vurderes.
Der findes en del rigtig gode kvindelige billedkunstnere - men der er nu ret langt imellem dem. Megen billedkunst af kvindelige kunstnere har efter min umiddelbare, primitive vurdering ikke ret meget kunstnerisk kvalitet - f.eks. derved, at personfremstillingen er underligt ubehjælpsom. Det kan være at disse billeder afspejler særlige psykiske problemstillinger, som appellerer til en del kvindelige beskuere, men for mig personligt virker de ofte direkte dårlige. Jeg er som regel for høflig til at sige det, for disse billeder skal vel vurderes ud fra deres egen forudsætning - altså af andre kvinder. Så jeg skal vel som mand bare holde mund og lade være med at have en mening. Men her kom min mening altså ud alligevel.
Jeg kender også til rigtig gode kvindelige billedkunstnere; jeg tror bare ikke, at der er lige så mange af dem, som der af mænd.