Baggrund
Læsetid: 5 min.

Jeg forsøger at finde det stærke i mit køn

Hun er kvinden, der både designer eksklusivt undertøj og arbejder intenst med kønnet som billedkunstner. Mød Evren Tekinoktay med de mange identiter
'Kunst handler i høj grad også om at være sin egen autoritet og være sig selv tro. Det tager tid at modnes og komme dertil, hvor man kan stå inde for det, man laver. I al fald for mig', siger Evren Tekinoktay, der ud over at være kunstner også er mor, kvinde og indehaver af en lingeriforretning på Østerbro.

'Kunst handler i høj grad også om at være sin egen autoritet og være sig selv tro. Det tager tid at modnes og komme dertil, hvor man kan stå inde for det, man laver. I al fald for mig', siger Evren Tekinoktay, der ud over at være kunstner også er mor, kvinde og indehaver af en lingeriforretning på Østerbro.

Kultur
21. juli 2010

Evren Tekinoktay er en sammensætning af mange forskellige identiteter. Hun har tyrkisk baggrund, men er født og opvokset på Østerbro og har tilbragt en ække år i Holland. Evren Tekinoktay er ikke bare kunstner. Hun er mor, kvinde og indehaver af en succesfuld lingeriforretning i det indre København. Men trods de mange titler synes hun stadig, det er mærkeligt at blive spurgt ind til sin karriere.

»Jeg laver en slags malerier med en masse materialer, jeg klipper ud. Det kan være detaljer fra blade, bøger eller malede flader. Jeg starter med at arbejde med farverne. Efterhånden tror jeg godt, jeg tør kalde det collagemaleri, fordi der er så meget malet,« forklarer hun.

Det er kvinden og farverne, der er i centrum.

»Det at være kvinde rummer mange elementer der er kvinden i hjemmet, i forretningslivet, i kunstverdenen. Jeg arbejder ikke ud fra noget klart mål eller en politisk agenda. Jeg forsøger at finde det stærke i mit køn,« siger hun.

Køn og undertøj

Det er snart syv år siden, at Evren Tekinoktay åbnede lingeributikken Tekinoktay Finest Lingerie. At valget faldt på undertøj er ikke tilfældigt.

»Der skulle være en forbindelse til min kunst. Jeg er ikke interesseret i at sælge kopper eller tøj. Derfor var det oplagt at tage fat på undertøjet, for der en del kønslighed forbundet med det. Kønnet er et tema, der er central for mig i kunsten. Derfor gav det mening at åbne denne her butik og proppe mine kunstneriske tanker i den, men stadig få den til at fungere som en kommerciel butik. Meningen er ikke, at det skal ses udelukkende som et kunstprojekt,« forklarer hun og tilføjer:

»Der er mange grunde til at starte noget. For mig handlede det ikke om at åbne en butik. Drivkraften var at synliggøre mit arbejde.«

Evren Tekinoktays interesse for køn hænger måske sammen med fascinationen af musikeren Prince, som hun synes balancerer mellem det mandlige og kvindelige.

»Jeg elsker ham. Det er noget med hans seksualitet. Han er meget dobbelt, fordi han besidder så stor en feminin maskulinitet.«

I det hele taget er musikken en stor inspirationskil- de for Evren Tekinoktay. Det kan både være en rytme eller en tekst, der sætter noget i gang.

Collager

Allerede som barn startede Evren Tekinoktay med at lave collager. Da hun var færdig med gymnasiet stod det lige for at kaste sig ud i kunstverdenen. Som 19-årig rejste hun til Holland for at studere på Gerrit Rietveld Academie og kunstakademiet Jan van Eyck Akademie, hvor hun var i seks år.

Først og fremmest gav opholdet en introduktion til kunst, men samtidig gav den også en meget stærk bevidsthed om, at Evren Tekinoktay hørte til i Danmark.

»Jeg var meget ung, da jeg flyttede til Holland, og flyttede ind i et helvede af et bofællesskab med nogle ulækre, usoignerede typer. Det var et kulturchok af dimensioner, og jeg savnede København voldsomt. Det efterlod mig uden tvivl om, at jeg skulle hjem. Det var meget lærerigt og handlede om, at jeg i seks år skulle undersøge, hvad kunst er«, forklarer hun.

God kunst er ifølge Evren Tekinoktay, når det er oprigtigt. Den dårlige kunst er ligesom en dårlig sang, hvor musikken faker.

»Kunst handler i høj grad også om at være sin egen autoritet og være sig selv tro. Det tager tid at modnes og komme dertil, hvor man kan stå inde for det, man laver. I al fald for mig.«

I dag synes hun, at hendes kunst har sin berettigelse.

»Jeg har haft flere perioder, blandt andet var der et år, hvor jeg slet ikke lavede noget, fordi jeg hadede alt, hvad jeg rørte ved. Det var, som at kæmpe mod sin egen håndskrift. Blandt andet lavede jeg oliemalerier, og jeg kunne ikke få det til at fungere. Jeg var ikke glad for mit arbejde. I dag har jeg fundet en måde at arbejde på, så jeg selv kan holde ud at se på det,« fortæller hun.

I dag bor hun i København med sine to børn og sin mand kunstneren Tal R.

»For mig ville det være hårdere at leve med én, som ikke er kunstner. Der er ingen af os, der har et ni-fire-job, men det ville være rigtig svært at leve med én, som havde det. Når en kunstnerisk proces begynder, skal man gennem en tankerække, som man ikke kan gøre noget ved. Den tilstand kender vi begge to, så det giver en større forståelse for den anden,« siger hun og fortæller, at hun ikke anser livet som kunster for specielt hårdt, men hun føler aldrig, at hun har fri,

»Egentlig synes jeg ikke, det er hårdt at være kunster, men jeg kender ikke til ordet arbejdsro. Det siger man om arbejdsstipendiatet at det giver arbejdsro. Jeg ved ikke, hvad det betyder og hvis det skete for mig, ville jeg blive skrækslagen. Jeg er vant til, at der er gang i den, og i hverdagen kræver det en del logistik. Vi har mange forskellige planer på skæve tidspunkter. Jeg kan arbejde hvor som helst og hele tiden også når jeg er på ferie,« forklarer hun.

»Jeg kan se en ting, og så begynder min hjerne at lave en melodi, og det er ikke til at styre. Så plejer jeg at tage nogle billeder eller tegne det, jeg ser. Når jeg så kigger på det, starter melodien igen.«

Mikset identitet

Evren Tekinoktays forældre er fra Istanbul i Tyrkiet, og langt det meste af hendes familie bor der stadig. Hun er netop hjemvendt fra en lang ferie. Selvom hun er født i Danmark, bliver hun hver gang, hun har været afsted mindet om, at hun er to steder fra.

»Hver gang jeg er i Tyrkiet, går det op for mig, hvor skizofren min hjerne i virkeligheden er måske den følelse bliver stærkere, jo ældre man bliver. Det handler om at være to steder fra. Selvom det kan lyde klichéagtigt, men det gør, at man ikke hører til nogen steder. Jeg er vokset op på Østerbro, mine barndomsminder er herfra, og det er steder, hvor jeg føler mig samlet, og det er en vigtig tilstand i mit liv.«

Til marts har hun sin første soloudstilling i Danmark i galleriet IMO, men efter det ved hun ikke helt, hvad der skal ske, udover at levere til sine gallerier i Istanbul og London. Hun ved bare, at hun skal en nå en masse.

»Hele livet er i virkeligheden bare til låns. Det er en stor drivkraft for mig. Jeg vil gerne nå en masse ting. Jeg har ikke ambitioner om at nå et bestemt mål med min kunst, men mit arbejde skal give mening for mig, ellers er det ligegyldigt. Så betyder det ikke så meget, hvor det ender.«

Serie

De treårige

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her