Læsetid: 5 min.

Hollywoods bedste holdspiller

Jeff Bridges blev født ind i filmbranchen og har haft 40 års succes. Alligevel er han en atypisk filmstjerne. En fan tegner her et småbenovet portræt i anledning af Bridges' Oscar-vindende præstation i den dvd-aktuelle 'Crazy Heart'
Jeff Bridges blev født ind i filmbranchen og har haft 40 års succes. Alligevel er han en atypisk filmstjerne. En fan tegner her et småbenovet portræt i anledning af Bridges' Oscar-vindende præstation i den dvd-aktuelle 'Crazy Heart'
29. juli 2010

»Tre akkorder og sandheden,« lyder Harlan Howards berømte definition af et godt countrynummer. Countrydramaet Crazy Heartsslaglinje formår dog på næsten lige så elegant vis at indfange kernen i denne med stolthed uelitære musikgenre: »The harder the life, the sweeter the song«. Livet skal ligesom gøre ondt for at være noget ved.

Hvis Crazy Heartlyder som en corny titel, er det kun helt på sin plads, da countrymusik jo i høj grad handler om at få banaliteter (Oh, it's shameful and it's sad, I lost the only pal I had) til at funkle. Og funkler gør de skam i Scott Coopers fine og uprætentiøse film.

Jeff Bridges spiller den 57-årige countrymusiker Bad Blake, hvis kunstnernavn passende nok næsten rimer på bad shape. I selskab med en tom tegnedreng, et livstruende alkoholmisbrug og minderne om fire forliste ægteskaber kører han landevejene tynde om dagen. Og om aftenen leverer han tragikomiske optrædener på tredjerangs spillesteder.

Intet hastværk

Med sit tætte korpus og grånende fuldskæg ligner Blake en hjemløs udgave af Kris Kristofferson. Men skønt stemmen er rusten, er Blakes kvindetække omtrent intakt, og det samme er hans professionelle stolthed: »
Son, I've played sick, drunk, divorced and on the run,« lyder hans sublime irettesættelse da en ung medmusikant udtrykker en ellers ret forståelig skepsis omkring den stakåndede veterans driftsikkerhed.

Crazy Hearter en af den slags film, der tør give sig god tid. Cooper tager sit stikord fra de øde, solbeskinnede sydstatslandskaber, som Blake kører sin baldrede bil igennem, mens skyerne dovent driver over en nærmest ufatteligt blå himmel. Således går der 40 minutter, før vi faktisk ser den markant yngre kollega (spillet af Colin Farrell), vi forstår, har stjålet Blakes rampelys ved at sætte countrymusik på en poppet og flashyformel. Den anden halvspinkle handlingstråd drejer sig om en ung journalist og enlig mor (Maggie Gyllenhaal), der muligvis er mere forgabt i (resterne af) Blakes sangskrivertalent end i manden selv.

Aldrig egotrip

Pauline Kael kaldte Bridges »den måske mest naturlige og mindst selvbevidste skuespiller nogensinde«. Gennem fire solidt succesfulde årtier har han bevist, at han kan indgå i snart sagt hvilken som helst sammenhæng ved at samarbejde med filmskabere så forskelligartede som Peter Bogdanovich, Francis Ford Coppola, John Huston, Michael Cimino, Terry Gilliam, Peter Weir, John Carpenter og Coen-brødrene.

Selv om Bridges er begavet med et flot ydre, er der akkurat nok everymanover ham til, at det er let at identificere sig med ham. Hans helt store styrke er da også evnen til at gå i ét med sin figur, hvilket også skyldes, at han tilsyneladende intet ego har - hverken på eller udenfor skærmen. Faktisk ligner Bridges' stabile og nedtonede livsførelse en hån mod alt, hvad Hollywood står for. Eksempelvis har han været gift med den samme - ikke-berømte! - kvinde i 33 år. At han virker komplet uinteresseret i berømmelsen i sig selv, afspejler sig afgjort i hans saglige spillestil.

Man har altid fornemmelsen af, at Bridges ønsker, at hans præstation skal være underordnet filmens udtryk og målsætning. Intet kunne ligge ham fjernere end at forsøge at stjæle billedet med teatralske tics, selvtilfredse grin og grimasser og anden anstrengt 'se mig'-pyroteknik som visse unavngivne (Tom Cruise og Matthew McConaughey) kolleger har for uvane.

Slubbert-trilogien

Bridges' superbt nuancerede præstation som Blake må have gjort det glasklart for Oscar-akademiets medlemmer, at det ikke just var for tidligt at smide en statuette i hans favn. Langsomt, men med vanlig sikkerhed, løfter han sløret for mennesket bag den kliché, Blake er blevet til - og meget vel kunne være forblevet med et mindre talent i rollen. Præstationen lyser derudover langt væk af et andet af Bridges' karakteristika, nemlig hans stærke solidaritet med den figur, han spiller. Crazy Heartkan siges at udgøre tredje del i en aldeles uofficiel slubbert-trilogi, som begyndte, da Bridges i 1998 formentlig uforvarende befandt sig i centrum af et vaskeægte kultfænomen. Med sin pragtpræstation som delstaten Californiens dovneste og værst klædte mand 'The Dude' i Coen-brødrenes Den store Lebowskiskabte han en af de mest mindeværdige smukke tabere i nyere filmhistorie. Ifølge Bridges selv er det den af hans roller, som hans mor er mindst stolt af, og nøjagtigt som Blake-rollen krævede den da også, at han måtte lægge sig ud og generelt give fanden i al forfængelighed. Den midterste slubbert er så den midaldrende kussetyv, kunstmaler og børnebogsforfatter i John Irving-filmatiseringenThe Door in the Floor(2004). Nogle skitser, som figurerer i filmen (forestiller kusser), havde Bridges i øvrigt selv kreeret, ligesom han selv synger Crazy Hearts udmærkede countrysange (ørehængeren har det umiskendeligt countryske refræn »Funny how falling feels like flying - for a little while«). Som søn af to skuespillere var Bridges' navlestreng praktisk talt gjort af celluloid, da han blev født i Los Angeles i december 1949.

Tidligt gennembrud

Faren var den berømte Lloyd Bridges (1913-1998), og at nepotisme spillede en rolle i Bridges' tidlige gennembrud, er der næppe tvivl om. Der er dog heller ingen tvivl om, at han for længst har fyldt farens sko ud og mere til. Bridges var kun akkurat gammel nok til at drikke alkohol med loven på sin side, da han blev Hollywoods hotte unge leading man. Fra debuten i Sidste forestilling(1971) fulgte lovende præstationer i stærke film som Fat City(1972), Thunderbolt and Lightfoot(1974) og
Hearts of the West(1975). Han var god som ung, men blev eminent som midaldrende, hvor hans ansigt for alvor fik karakter. I den oversete Mord avler morder 31-årige Bridges faktisk undtagelsesvist tæt på at blive spillet ud af skærmen af John Heard, der er fænomenal som en lemlæstet og fordrukken, men stadig skarpsindig, Vietnam-veteran. Hans otte år ældre bror, Beau, udviste i øvrigt samme fantasiforladthed, hvad levevej angår, og i 1988 spillede Bridges over for begge familiemedlemmer: Broren i De fabelagtige Baker Boysog faren i Tucker: The Man and His Dream. Bridges har altså ret ubesværet skiftet mellem mainstream og mere smalle film, skønt det sker, at han er lovlig generøs med sit talent, og medvirker i film, som egentlig ikke fortjener ham.

Eneste svage punkt

Den sløje genindspilning af King Kongfra 1976 og det rodede Bob Dylan-projekt Masked and Anonymous(2003) ringer her i hu. Karrierens vel nok mest utaknemmelige tjans blev ham til del i science fiction-romancen Starman(1984), hvor Bridges i rollen som Kristus-agtigt rumvæsen måtte bevæge sig som en epileptisk electric boogie-danser og aflevere sine replikker i et utilsigtet komisk mekanisk tonefald. Men hvis dømmekraften lader lidt tilbage at ønske, giver Bridges aldrig indtryk af at føle sig hævet over det projekt, han er en del af. Han giver sig med andre ord fuldt ud hver gang. Han var castet mod type i fuldtonede skurkeroller i Kniven er det eneste vidne(1985) og Iron Man, (2008), men allerbedst er han i denne fans øjne i slubbert-trilogien samt i Terry Gilliams billedpoetiske storbyfabel The Fisher King, hvor han spiller en arrogant og kynisk radiovært, der med ét indhentes af sine egne verbale ugerninger. En del tyder altså på, at sympatiske og tillidsvækkende Jeff Bridges ironisk nok mest af alt vil blive husket for sin dybe forståelse for moralsk flossede figurers psykologi.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Arthur Schopenhauer

Tron og The Big Lebowski er to af de bedste film, der nogensinde er lavet, og idet Bridges spiller hovedrollen i begge, er hans status som verdens bedste skuespiller jo en matematisk kendsgerning.