Læsetid: 6 min.

Et hul i himlen

Fodbold æder kulturen, men fængsler os kompromisløst. Og selvom grønsværen ikke byder på andet end kosmisk meningsløshed, er fodbold også tegn, der bevæger og bevæges
Fodbold er, som Umberto Eco skriver, en negativ filosofi, hvor Gud er forvandlet til et hul i himlen. Her en fan af det spanske landshold til finalekampen mod Holland søndag.

Fodbold er, som Umberto Eco skriver, en negativ filosofi, hvor Gud er forvandlet til et hul i himlen. Her en fan af det spanske landshold til finalekampen mod Holland søndag.

13. juli 2010

Spanien vandt VM i søndags. Intet kunne vel være større, også selvom fodbold kannibaliserer kulturen, æder dens indhold og efterlader den som et nøgent tegn. I de øjeblikke, der virkelig tæller, er der kun bolden, banen og manden.

Men fodbold er samtidig en hyldest til karnevallet. Her er der plads til flamboyante prinser og Iker Casillas, der græder af lykke. En tilskuer råber »4-3-3« og hævder, at der bør spilles mere på fløjene, og en anden er mindst lige så optændt og hisser »4-4-2«. Han mener nemlig, at holdet skal pakke sig bedre sammen på midten. Det er libidoens matematik.

Således kan man fastholde fodboldens attitude, som kompromisløst fængsler os. Når fodbold er allerbedst og allermest vild, bliver den et drama på liv og død, hvor de yderste poler i følelsesregistret gennemspilles. Herregud, livet går da videre. Gu' gør det ej!

Den er svær at tale om, fodboldens inderste væsen, fordi den tænder nogle grundvilkår, der kører i ethvert menneskes liv, også selvom de bliver reduceret til sure opstød og uartige refræner i lænestolen. Den fodbold, som Sydafrika har været vært for i den sidste måned, er et spejl for vores livsforløb, og den er direkte aflæselig i vores humør.

At bruge tal og diskutere indforståede geometrier er også en fiks måde at distancere denne glødende identifikation og måske ligefrem et middel til at undgå, at lidenskaben brænder os op. Vi skulle jo gerne møde friske på arbejde i morgen.

Drifterne flyder

Den starter i volden og kultiveres løbende. Mob Football, hvor hele byer udkæmpede drabelige slag med hinanden, foregik i Østengland i det tredje århundrede, muligvis for at fejre sejren over romerne og måske med det afhuggede hoved af en dansk prins som bold.

I 1580 skrev Giovanni Bardi om de 'spark' - calcio - der gik for sig på Piazza della Novere i Firenze under navnet Giuoco del Calcio Fiorentino.

Og således flyder drifterne stadig, mange hundreder år senere, i en pirrende balance mellem den brutale dyst til døden og civilisationens rituelle forlystelse. »Vind publikum«, siger Senatets snu hund. Danner fodbold mennesket gennem en belærende alfaderlighed?

»Her er en læderkugle, dér er målet, og prøv så, lille Bo, om du kan få den ind mellem stængerne«. Eller forarmer fodbold vores indre konduite og stempler os for evigt som lalleglade homo sportiva?

Jeg hang oppe i lygtepælen i 1978, elleve år gammel, fordi der ikke var flere pladser på stadion i Bolbro.

Imens kastede byrivalerne OB og B1909 tørvetotter efter hinanden, og jeg spildte remoulade ned ad min vindjakke i frustration over en »9'er«, der truede med at kapre mit udsyn.

Midt i min imbecile transcendens kunne jeg selvfølgelig ikke spå, at jeg 32 år senere ville bruge den slags ord i en essayistisk tirade, som dybest set blot skal camouflere min sorg over dengang at blive vraget fra Odense Boldklubs Fjerde Ynglinge.

Det ér Jesu legeme

Dér sidder vi så, nogle med jubilani og vuvuzela og trutter med på en tullet freudianisme, andre med intellektuel revolverjournalistik. Her kan vi lege krig, uden at det gør alt for ondt.

Ikke fordi, at det er på arenaen, at politik bliver til krig med andre midler, for fodbold er fundamentalt apolitisk. Den trives bedst som nationalideologisk satire eller som en bondsk urbanitet, hvis sådan noget findes: Danskere er middelmådige fløjfræsere, brasilianere spiller med babes og bastskørter, og tyskere er autoritetstro Duracell-kaniner, som løber solen sort. Indtil de vel at mærke lærte at spille offensivt og med ungdom og multikultur. B1909'ere lugter som bekendt af toilet.

Jeg havde håbet, argentinerne kom meget længere. For mange af dem er Maradonas scoring med hånden mod England i VM 1986 ikke ugudeligt bluff. Nej, nej, den var god nok, siger de.

Vi andre ved godt, at den vævre kokainmisbruger snød og pakkede løgnen ind i en reference til det guddommelige. Men dén forklaring er der altså mange Maradona-troende, der ikke vil være med til. For dem er det lige som med alterbrødet og vinen.

Det ér Jesu legeme og blod. Det er ikke noget, der ligner.

På samme måde med Maradonas hånd. Her er der ikke tale om en behændig sammenligning med 'Guds hånd'.

Nej, Maradonas hånd var simpelthen ført. Det var Gud, der scorede. Og det kan man ikke argumentere sig ud af. Det skal man tro på.

Gud på midtbanen

Fodbold er tomme stikord, der plastres til med maskulin pragt. Vi svajer i takt med dunsten fra pommes fritter og fadøl og kan sågar føle en em af noget sakralt ved at krydse ingenmandslandet fra gaden og ind i arenaen. Måske mærker fodboldspillere det enorme stadion lige før kickoff på samme måde som Van Gogh så det tomme lærred sekundet inden det allerførste penselstrøg: ængstelig og fuld af frydefuld forventning. Når matchen fløjtes i gang, forenes vi i noget, der burde være global kærlighed, nemlig den fælles forvisning om, at vi elsker dem, der, lige som os selv, hader de andre.

Lige dér kan jeg bilde mig ind, at fodbold er højt hævet over enhver homofobi, at den er smukkere end den fascistoide logik, som lurer i dens sprækker som en obskøn grimasse, og at den beviser, hvorfor Gud ikke residerer i Vatikanet, men løber rundt på Romas midtbane. Og jeg ved, at fodbold er en skulptur, som fryser tiden og betvinger dens unænsomme dynamik. Det er sejrrige øjeblikke, hvor kroppen udstiller sig selv som statue midt i strømmen af tid. Det er mål for sportsfotografernes tålmodige venten. Det er øjeblikke, vi lagrer i en erindring, vi kan dele med andre, og som dermed fungerer som lyriske portaler til kampenes episke dynamik. Fodbold er vores park, hvor man godt må skide i busken.

Zinedine Zidane

Douglas Gordon og Philippe Parrenos film Zidane - A 21st Century Portrait er optaget på Estadio Santiago Bernabéu og viser i realtime en kamp mellem Real Madrid og Villareal fra 2005. Vi følger Zinedine Zidane i alle hans bevægelser, de fleste uden bold. Vi ser ham svede, småsnakke, gestikulere, og som en rituel signatur i denne ordløse forestilling får vi efterhånden skabt en database over Zidanes magiske idiosynkrasier: de præcise tæmninger, de lange bens balletdansende trin og ikke mindst den gentagne banken i grønsværen med spidsen af støvlerne. Zidane er en væddeløbshest, der skridter sin arena af.

I denne arena mister vi orienteringen. I Zidane-kroppens flow demonteres vores delagtiggørelse i fodboldens formskønhed. Pludselig er der frispark. Men hvor kom dét fra? Er vi ved Villareals mål? Hvilken halvleg er det nu? Hvor lang tid er der gået?

Som en konsekvens af dette tab af strategisk herredømme mister vi gradvist evnen til at italesætte den traditionelle forførelse, som er bolden, banen, holdet, individet, rummet og tiden. Vi mister det sprog, vi normalt benytter til at dramatisere kampens momenter, og dermed mister vi midtbanen. Og uden dén er der ingen fodbold.

Zidane har selv sagt, at han gerne ville have spillet »sit livs kamp«. Det gjorde han ikke. Alligevel stråler filmen om ham som et korrektiv til action og det overblik, som tillader os at lege guder i en ophøjet synsvinkel. Zidane - A 21st Century Portrait handler om skrøbelig koncentration, om et øje for bolden - ikke manden - hvorved publikum som frådende masse i al stilhed glider i baggrunden til fordel for den på én gang lokkende og tomme ihærdighed i den sidste sande '10'eres' arbejde.

Hvad der er værd at vide

Da Umberto Eco var teenager, tog hans far ham med på stadion. Fra da af åbnede der sig en verden af beåndet afsky for den spirende akademiker. Fodbold er, som han skriver, en negativ filosofi, hvor Gud er forvandlet til et hul i himlen. På grønsværen er der ikke andet end ubegrundet fiktion og kosmisk meningsløshed.

Et lille glimt af Zidane på tribunen i Cape Town og en kort hovedrysten fortæller alt, hvad der er værd at vide om Raymond Domenechs franske floskler. Fodbold er tegn, der bevæger og bevæges, kan jeg se. Også fra min lille lygtepæl og en pludselig erindring om, at det hold, jeg kom på som elleveårig, ikke var »noget særligt«, som jeg troede, og som træneren venligt bildte mig ind, men en fejebakke for uregerlige unger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Blaabjerg

Jeg hører til de, der ligesom Karsten Johansen (ovenfor) rent ud sagt hader fodbold-showbiz-cirkus'et (ikke sportsudøvelsen som motion og leg som sådan!), og ser det, med samt hele mediehysteriet omkring fænomenet som én stor syg moderne form for barbari. Noget lignende gælder (efter min mening) forresten også "tour'en", der aktuelt kører på højeste gear i medierne.

Det er for mif ufatteligt, at så mange, selv relativt intelligente mennesker åbenbart, kan se noget som helst sympatisk eller fascinerende ved dise former for antikultur - alias "opium for folket".

Gissi Gadekat

Rolig nu, det er jo bare fodbold og den fælleskabs følelse som blive genereret på arenaen. Der er selvfølgelig nogen som går ud i ekstremerene, men jeg vil tørre og sige at de fleste som ser fodbold er for spændingen skyld og når kampen er slut fortsætter livet videre.

Med fælleskabs følelse er det ikke kun for sigt eget hold men for begge sider, da der blive dannet gensidigt respekt for hinanden. At hade det andet hold? Det vel kun hooligans der kan stå inden for det.

Det er lige lovligt groft at påstå at fodbold æde kulturen, for den er lige så meget en del af kulturen som Van Gogh. Kultur er ikke ens med underholdning og kunst i alle dens udtryk, men er en betegnelse for en større og mindre gruppe mennesker og dens interne og eksterne forhold.

Og det er trist at læse at der er stadig akademiker og intellektuelle som går rundt med en ide om lav kultur (fodbold, sport generelt) og høj kultur (vælg selv)
Det er jo underholdning, så tag en slapper!

Jakob Piero Ganz

"Et hul i himlen" er et produkt af den sportsjournalistiske skole, der med et beklageligt lavt elevtal og med ryggen mod muren konstant trues af lukning, men som for "Guds hånds skyld" ikke må glemmes. Om ikke af andre grunde, så blot for sin placering som opposition til den herskende pomade-litteratur sporten ellers bliver beskrevet via.

Artiklen er da spændende nok, en masse ting kan bindes og frigøres ved en sport som fodbold, men jeg synes alligevel, at der foran al mytologiseringen er al mulig grund til at pege på den forsætlige vold, hollænderne i deres fordboldmæssige afmagt måtte ty til for overhovedet at være synlige på banen. det er en skændsel, at det kunne finde sted. tort set har hollænderne ikke præsteret andet end at tro, de ved hjælp at fagter og tilråb til dommere og linjevogtere kunne bliver mestre. godt de ikke blev det og noget skidt, de kom i finalen

Kan ikke huske hvornår jeg hat læst noget der er så intet sigende som denne artikel.

Magen til vrøvl om hvad Van Gogh tænkte og følte før sit første penselstrøg på et nyt lærred og så at kæde det sammen med fodbold. Hvad aner du om hvad Van Gogh tænkte og følte når han malede.

Hvad ved du om Zidane og Maradonna?

Fodbold er jo blot en sport, hvor unge mænd kan udleve deres kropslige talent og hvis de er dygtige nok hertil oven i købet kan tjene fedt på det. Og for mig er det helt fint. De giver os så god underholdning og drama og i hold som Tyskland, Spanien og Argentina oven i købet en opvisning i hvordan et stort talent kan tryllebinde os tilskuere med deres helt sublime evne til at arbejde med en bold

@BK Walther:
Måtte jeg anbefale "Fodbold - Forfattere om fænomenet Fodbold", Frederik Stjernfelt, Peter Christensen (red)...... ville gøre dig (og flere) godt i forståelsen af fascination af legen med den lille runde

Heinrich R. Jørgensen

Jeg har aldrig fattet fodboldhysteriet, og altid betragtet det som et udtryk for kollektivt vanvid, eller måske primitiv ritualer.

Det lykkes Bo Kampmann Walther er sætte ord på fænomenet, der gør det noget mere forståeligt. Altså at forstå den kollektive vanvids natur.

Heinrich R. Jørgensen

Tak for forslaget Tom, men jeg foretrækker anden lekture -- jeg har et bugnede bibliotek, og er håbløst bagefter med læsningen...

I øvrigt synes jeg det er ganske fornøjeligt at sparke til bolde, ligesom megen anden sport og konkurrencer kan være det -- men fascinationen, hadet til de andre, racismen, gruppefællesskabet osv. fatter jeg ikke.

Der er mange år siden jeg sidst gad se en fodboldkamp (det var vist Danmark-Brasilien 1998), men dengang jublede jeg over godt fodboldspil, herunder flotte mål -- hvilket hold der stod bag den æstetiske nydelse var mig derimod underordning. Jeg jublede fem gange under den kamp, mens alle andre vistnok ærgrede sig gentagne gange.

Der må være noget, de andre ikke fattede, siden det var så dårlig en oplevelse for dem ;-)

Per Jongberg

Det er ordene " ... fængsler os kompromisløst ...", der fanger mig.

Må det være mig tilladt at melde fra. Jeg er ikke med i "os".