BERLIN Havde det været enhver anden forfatter, ville begivenhedsforløbet forleden i en anonym bankboks i Zürich kunne betegnes som kafkask. Men den seneste udvikling i det juridiske slagsmål mellem Franz Kafkas arvinger fortjener nok nogle andre tillægsord. Fire depotkasser blev brækket op. I dem lå den tjekkiske forfatters manuskripter, tegninger og breve, som har været låst inde i mere end 50 år, mens Kafka-eksperter over hele verden har ventet med tilbageholdt åndedræt. Men de forventningsfulde Kafka-entusiaster, historikere og kritikere må vente lidt længere, da de to israelske søstre, som hævder, at de er papirernes ejere efter at have arvet dem fra deres mor, forbød alle rapporter om boksenes indhold.
De blev åbnet efter ordre fra Talia Koppelman, en dommer fra Tel Avivs familiedomstol. I sidste uge beordrede hun også seks israelske bankbokse, som indeholder andre Kafka værker, åbnet. Åbningen af boksene i UBS Bank i Zürich, som har været lukket siden 1956, blev overværet af Eve og Ruth Hoffes advokater og Det Tyske Litteraturarkiv, og, på den anden side, staten Israel og dens nationalbibliotek. Litteraturprofessor Itta Shedletzky, som er ekspert i Kafka, var også til stede og vil udarbejde en oversigt over indholdet af kasserne.
Brods brudte løfte
Hvis den jødiske forfatter, som skrev på tysk og boede i Prag, havde fået det som han ville, ville kasserne slet ikke eksistere. Kort inden Kafkas død af tuberkulose i 1924 skrev han til vennen Max Brod: »Kære Max, en sidste anmodning: Alt, hvad jeg efterlader mig i form af dagbøger, manuskripter og breve skal brændes i ulæst stand.«
Max Brod nægtede at imødekomme sin døende vens ønske og sagde, at det havde forvirret ham. I 1939, kort inden den nazistiske invasion, smuglede han to kufferter fyldt med papirer til Palæstina. Under Suez-krisen i 1956 flyttede han dele af arkivet til Schweiz. Hans indsats reddede manuskripterne til Slottet, Dommen og Amerika.
Litterære perler
Efter Brods død tilfaldt papirerne og manuskripterne Esther Hoffe, som havde været hans sekretær og elskerinde og boede i Tel Aviv til sin død for tre år siden. Hoffe afviste adskillige anmodninger om at aflevere papirerne til den israelske stat. På et tidspunkt blev hun sågar anholdt efter mistanke om, at hun forsøgte at smugle noget ud af landet. Efter hendes død har Hoffes døtre, Eva Hoffe og Ruti Wisler, stædigt insisteret på, at dokumenterne tilfalder dem. De har allerede solgt nogle af dem, bl.a. det håndskrevne manuskript til Dommen, til det tyske litteraturarkiv.
Selv om åbningen af kasserne fandt sted i hemmelighed, taler de, der har fulgt striden, om, at der vil blive åbenbaret »litterære perler«. Man ved f.eks., at nogle af siderne fra brevet »Kære Far, forstå mig ret«, en såret og vred tekst fra 1919, der betragtes som nøglen til at forstå forfatterens sind, er blandt indholdet. Blandt de andre manuskripter fra Kafkas hånd er En Landlæge, Bryllupsforberedelser på landet og En Drøm. De vurderes til at være flere millioner kroner værd. Da dokumenter, som tidligere har været i Esther Hoffes besiddelse, i 2009 blev solgt på auktion i Basel, fik man et forjættende glimt af, hvad der måske er i kasserne. Der var et brev til Brod, hvor Kafka skrev: »Jeg kender til ensomhedens rædsler. Ikke så meget ensomheden, når man er alene, men snarere når man er blandt mennesker.« Klaus Wagenbach, en tysk forlægger og en nær ven af Brod, har beskrevet brevet som »et af Kafkas smukkeste nogensinde«.
Meir Heller, som er advokat for Israels nationalbibliotek, siger, at depotfundet i Zürich er intet mindre end en national kulturskat: »Dokumenterne skal gøres tilgængelige for offentligheden i Israel,« siger han. Han hævder, at en passage i Brods testamente fastslår, at de efter hans død skulle gå tilfalde en israelsk institution. Familien Hoffe har været opsat på at »skjule den bagvedliggende sandhed, detaljerne i Brods testamente«, hævder han.
Mens tvisten står på, er søstrene Hoffe blevet nægtet adgang til alle dele af deres mors ejendom, herunder hendes penge og smykker. Søstrene siger, at staten antaster deres ret til at sælge privat ejendom, og hævder, at Israel og israelerne aldrig haft nogen særlig anknytning til Kafka, der aldrig boede i Israel, selvom han dog havde udtrykt ønske om at gøre det, og at staten Israel ikke engang har opkaldt en gade efter ham. Deres advokat, Oded Hacohen, siger, at åbningen af kasserne vil »skade mine kunders privatliv« og begrænse deres mulighed for senere at sælge indholdet. Dommer Talia Koppelman ventes snart at afsige en kendelse om, hvorvidt dokumenterne skal offentliggøres.
© Guardian og Information 2010 Oversat af Mads Frese
