Sikkerhedsvagterne viser rundt i murbrokkerne med deres pumpguns nonchalant slænget over skuldrene. Over bjerget af brokker kan åbenbarede værelser stadig beskues med væggene fjernet som rummene i et dukkehus, fritlagt af jordskælvet. Indenfor står et enkelt uspoleret glasskab, tømt for sit indhold. Udenfor stikker et forrevet, kulørt stykke lærred op af murbrokkerne, stadigvæk spændt fast på et stykke splintret træramme - lidt derfra ligger resterne af en metalskulptur, med dens udbankede scrapmetal banket endnu mere ud af form af vægten af et kollapset hus.
Der er ikke meget tilbage af Centre d´Art - galleriet og værkstedet, der dannede ramme om en eksplosion i haitiansk kunst i efterkrigsårene, hvor en lang række kunstnere trådte ud af fattigdommen og ind på den internationale kunstverdens store scene med en naiv og ekspressiv kunst, der inspirerede en lang række kunstnere.
Synet er ikke mere opmuntrende, når man bevæger sig de få hundrede meter videre forbi det sammensunkne præsidentpalads, teltlejrene på Champs de Mars-pladsen og over til Sainte Trinité-kirken, det måske største monument over den haitianske kunst med dets farvestrålende vægmalerier af Jesus og hans sorte disciple, malet af en gruppe af de bedste haitianske malere.
En enkelt og farvestrålende havareret mur er, hvad der står tilbage af Haitis måske vigtigste mentale eksportvare ud over billeder af uro, sult og politisk kaos: En kunstnerisk tradition, der fungerer som et modbillede til elendigheden.
Voodoopræstens pensel
Selv i et Port-au-Prince, hvor håbløsheden ind imellem kan synes endeløs, og hele kvarterer snarere ligger ned end står op, er lokalbefolkningens behov for at udtrykke sig kunstnerisk umulig at undgå. Slaggerdyngerne ligger stadig ud over gaderne, mens cementlagkagerne, der engang var huse, stadig rummer jordskælvets tragedier, indkapslet under ton af brokker.
Alligevel er gaderne fyldt med spraglede malerier, der ofte hænger over ruinerne i den naive stil, der kendetegner det meste haitianske maleri. Mens billederne er af en anden karat end de værker, der har fundet vej til samlere rundt om i verden, har de det tilfælles med dem, at de kommer ud af en folkelig tradition, hvor kunsten ofte er kommet fra de fattigste dele af samfundet, og hvor motiverne som regel enten er simpelt hverdagsliv eller mere abstrakte billeder med motiver fra voodooen med dens ånder og symboler. Afrikansk ånd sprøjtet ind i en eksplosiv caribisk setting, mystiske ansigter placeret i en kontekst af bedragende kulørt harmoni.
Faktisk er flere af de mest succesrige kunstnere kommet fra en baggrund som houngan'er - voodoopræster. Det var for eksempel tilfældet med den måske mest anerkendte kunstner fra Haiti, Hector Hyppolite. Hyppolite var en daglejer med en mystisk baggrund, der hævdede at have rejst rundt i Afrika i fem år og arbejdede med at skære sukkerrør og male huse, indtil han i en sen alder blev opdaget af den amerikanske lærer og kunstentusiast Dewitt Peters og i løbet af tre korte år, før han døde, skabte en vigtig del af den haitianske kulturarv med sine ekskursioner ud i haitiansk historie, dagligliv og sit eget univers med voodooens ånder og symboler.
Kunsten gennemgik i det hele taget en kreativ eksplosion i efterkrigsårene. I en årrække oplevede den plagede nation flere ledere, der tillod fremskridt og en slags kortvarig guldalder, og resultatet var, at notabiliteter og internationale kunstnere begyndte at strømme til Haiti, hvor mange opdagede den rige kunstneriske tradition, bl.a. den franske surrealist og kunstnervisionær André Breton, som blev inspireret af den haitianske udtryks-form, advokerede for bl.a. Hyppolite og skrev om den haitianske kunst, mens en række kunstnere og kunstsamlere begyndte at opkøbe en række haitianske kunstnere i stor stil.
Forfærdeligt tab
Dewitt Peters var også med til at grundlægge Centre d'Art i centrum af Port-au-Prince, der kom til at spille en vigtig rolle og formede en række af de vigtigste kunstnere ved at give fattige kunstnere adgang til materialer og lave kunstworkshops for fattige bønder og håndværkere. Blandt andet kom Saint Soleil-bevægelsen ud af centret, med et bestemt udtryk, spækket med symboler, som befolkningen ofte ikke kunne udtrykke andre steder - særligt da Duvalier-familien indledte et restriktivt diktatur.
»Haitiansk kunst er meget distinkt, den er naiv og primitiv og virkelig en folkelig kunst, som har dybe rødder i alle dele af det haitianske samfund på en måde, som man ikke ser i mange andre kulturer,« forklarer George Nader, en gallerist, hvis galleri slap stort set uberørt fra jordskælvet, og hvor alle væggene bugner af billeder af loa'er - voodooånder - folkelige tableauer, abstrakte billeder og portrætter - med to billeder af Hyppolite som trækplastre på væggen i hans kontor.
Den allerstørste del af samlingen befinder sig imidlertid bag lukkede døre et par etager længere oppe, hvor smadrede rammer, deformerede statuer og hullede lærreder i stakkevis vidner om, hvad det lykkedes at få ud af det kollapsede Musée Nader, verdens største privatejede samling af haitiansk kunst, som blev startet af hans far i starten af 60'erne, og som kollapsede under jordskælvet ligesom de andre store museer med haitiansk kunst.
»Alt, hvad der hang på væggene, er ødelagt, og det var naturligvis de mest værdifulde værker, men det lykkedes os at redde en del ud af depoterne,« forklarer han, mens han beklemt viser rundt mellem stakkene.
»Uden at kunne vide det præcist vil jeg tro, at 30-40 procent af kunsten i Haiti er blevet ødelagt, og hvis man måler det i værdi meget mere,« fortæller han.
»Hvis man lægger Sainte Trinité-kirken oveni, som jeg tog hen til, før jeg overhovedet tog hen til mit eget museum, er tabet fuldstændig forfærdeligt,« forklarer George Nader og viser et fuldstændig sønderrevet lærred frem og derefter et andet af Saint Soleil- og houngan-maleren Prosper Pierre-Louis, hvor kun et par hvide pletter endnu markerer, hvor det blev sprættet op:
»Det positive er, at næsten alting kan repareres, hvis bare man gør noget.«
Hjælp fra Smithsonian
Og det ser faktisk ud til, at der bliver gjort noget. Nader var en af flere, der tog kontakt til den amerikanske kunstinstitution Smithsonian, der selv har en større samling af haitiansk kunst. I første omgang for at få dem til at hjælpe med at restaurere nogle af de ødelagte værker i Washington. Da Smithsonians udsendinge så, hvor stort behovet for hjælp var, indså de imidlertid, at der var behov for assistance på et andet plan.
Derfor har den store amerikanske institution i samarbejde med den haitianske regering og det franske kulturministerium indledt et projekt, hvor en række konservatorer i den næste tid vil komme til Haiti for at arbejde med at restaurere de ødelagte kunstværker som en del af Haiti Cultural Recovery Project.
Arkitekten Olsen Jean-Louis viser rundt i en gammel FN-bygning, som restaureringsprojektet netop har overtaget, da Information besøger projektet. Med en myndig mine afpatruljerer staben de tomme lokaler, som blev forladt, da jordskælvet fik FN-hovedkvarteret få hundrede meter væk til at kollapse over en stor del af personalet, inklusiv chefen, Hedi Annabi.
Projektlederen gennemgår nøgternt og lidt forhastet projektets udformning og donorerne, men tør op, da han skal forklare den haitianske kunsts natur.
»For mig er kulturen og kunsten det vigtigste i Haiti. Kreativiteten findes alle steder i samfundet, og det er måske det, der får os til at hænge sammen som nation,« siger han og nævner yndlingskunstneren Hector Hippolyte som eksempel:
»Han var en voodoopræst, som lærte at male meget sent i livet, som 40-årig. Han er ikke akademisk, han var ikke en stor tekniker, men et eksempel på, at kreativiteten findes de mest usandsynlige steder i samfundet,« forklarer han.
»Man kan ikke genopbygge uden kulturen. Hvis vi taber den, har vi allerede tabt kampen. For mig er det utrolig vigtigt at give befolkningen håb ved at vise, at vi stadig kan skabe, og at vi kan hæve os over elendigheden.«
Et fælles sprog
»Det her er også en chance,« siger Axelle Liautaud, en gallerist ud af en kunstnerfamilie, som er en del af bestyrelsen bag det sammenstyrtede Centre d'Art, som har været i stand til at redde noget af den beskadigede kunst ud. Kunst, som nu står og sveder i fire containere foran det ødelagte galleri.
»Den haitianske stat har aldrig rigtig gjort en indsats for at styrke kunsten og for at hjælpe kunstnerne. Jeg håber, at der i sidste ende vil komme en bevidsthed ud af det om, hvor vigtig kunsten er for Haiti, og at man f.eks. vil støtte unge kunstnere, uddanne dem og skabe rammerne for kunsten,« siger hun og behøver kun kort tids betænkning ved et spørgsmål om, hvorfor det netop er så vigtigt at redde kunsten, når så meget andet er tabt.
»Det enkle svar er, at man må bidrage med, hvad man kan; hvis jeg var læge, ville jeg have reddet liv i stedet. Det mere komplekse svar er, kunst er, hvad der får civilisationen til at hænge sammen. Det er det, der definerer os som folk, og det er det bedste, vi har, og det er vores fælles erindring og vores sprog. Derfor er det vigtigt at redde den.«
Informations rejse til Haiti er støttet af Danida
