Baggrund
Læsetid: 9 min.

'Kurset har været den sidste pind til ligkisten'

Det kan være skrap kost at få kritik af sine skriverier - men også nødvendigt for at udvikle sig. Ude i sommerlandet sidder folk og skriver på livet løs. Information tog på skriveskole, hvor 13 ud af 14 deltagere var kvinder
Dy Plambeck, der afholder skrivekurser på Testrup Højskole, mener, at 'amatørskribenter' lærer bedst under faste rammer frem for med frie opgaver.

Dy Plambeck, der afholder skrivekurser på Testrup Højskole, mener, at 'amatørskribenter' lærer bedst under faste rammer frem for med frie opgaver.

Kultur
16. juli 2010

Når man selv lever af at skrive, skulle man da være et skarn, hvis man ikke forstod folks trang til at udtrykke sig på skrift, men derfor kan man jo godt være nysgerrig efter at finde ud af hvorfor. Så bevæbnet med blok, kuglepen og en passende portion videbegær tager jeg til Ry Højskole, hvor forfatteren Dy Plambeck underviser.

Ry er en stationsby, og højskolen ligger lige ved stationen, togenes gang skanderer døgnet. Først går bommene ned, akkompagneret af 18 ding, ding, ding ... Så er der et lille ophold, og så følger 'ding, dong gå ikke over sporet ...' osv. Og så kommer Arriva. Tre bump på skinnerne ved ankomst og et højt og to lavere, når den hidsigt turkisfarvede ting fortsætter.

Det er torsdag, og skriveholdet har været i gang siden mandag. Denne formiddag har de været 'i marken' i Ry. De har trukket lod om steder i stationsbyen - dens bænke, bodegaen, banken, badebroen, ejendomsmægleren, genbrugsbutikken, kirkegården, Kvickly, kirken, marinaen - og stationen. Her har der været to på opgaven, Inger, der er forhenværende apoteker, og Gundborg, holdets alderspræsident på 81.

»Næste tog kører 10.54«, har hun noteret, »her kan man også se, at Lars Lilholt spiller på Grøn Koncert, og man kan drikke sig en grøn Tuborg«. »Der«, har hun tilføjet.

Inger har bemærket, at der »ved siden af stationen er en tørresnor. Så den 1. dag, stadig det samme, der hænger der, mon det skal være kunst, lange hvide strimler og et enkelt par damebenklæder i overstørrelse«.

»Man kan ikke kalde den facon for trusser«, forklarer hun, da holdet mødes efter middagspausen.

En broget flok

Deltagerne udgør en broget flok, ældst er som nævnt Gundborg, den yngste er Agnete på 18.

På den anden led er kursisterne dog meget homogene: 13 ud af 14 deltagere er kvinder. Men her hører ligheden også op. Der er Inger, som har været apoteker i 50 år, Heidi er sygeplejerske, Agnete gymnasieelev, Else kontoransat, flere er pensionister, Eileen er udlænding, irer, men dansk gift og har boet i Danmark i ni år. Hun taler glimrende dansk. Kun en er professionel skribent, Jørn, som er tekstforfatter og har sin egen virksomhed.

Kursisterne har blandt andet skullet beskrive en ting, skrive ud fra et postkort og beskrive en kendt person. Desuden har de set relevante film og er blevet præsenteret for litteratur, der faldt ind i deres temaer.

Det er næstsidste dag på kurset, og af kommentarerne kan man høre, at deltagerne har lært at være konkrete, detaljerede, spare på adjektiverne og gå videre med en beskrivelse, hvis man kan spørge 'hv', altså 'hvordan', 'hvorfor', 'hvad' osv. »Kan det ikke blive meget banalt, hvis man er meget præcis og tæt nede i detaljerne,« indvender en enkelt.

Fordi folk er amatører, er det vigtigt at give dem nogle rammer, som de kan skrive indenfor, forklarer Dy Plambeck. Det giver bedre resultater end en fri opgave. Nogle af de bedste resultater har hun haft med at lade folk skrive 'leksikalsk', altså arrangere deres erindringer under A, B, C, osv. som i Kristen Bjørnkjærs Min landbrugsleksikalske barndom eller lade dem begynde hver erindring med 'Jeg kan huske'.

»Jo mere defineret formen er, jo bedre går det,« siger hun. »Når de får en fri opgave, går de tilbage til, hvordan de troede, litteratur var, da de ankom. Noget med måne, vind, engle og dæmoner.«

Og dén er Dy Plambeck ikke med på. Hun har på forhånd erklæret, at hun ikke vil have science fiction og fantasy, »ikke noget med talende æsler,« som hun siger. »Vi er mennesker på planeten Jorden, og kursets tema er 'Verden vi er i'.«

En nøglehistorie

Sprog og konkret sansning står i centrum. Og vist har deltagerne lært noget. Eileen kommer for at låne en nøgle af Dy Plambeck, »pas på dem,« siger hun, »de er hele mit liv,« og udpeger hoved- og køkkendørsnøgle, cykelnøgle osv. Eileen udbryder spontant: »Det kunne man skrive en god historie om!«

»Folk vil vildt gerne skrive,« fortæller Dy Plambeck. »Det er rigtigt, at de kommer med en idé om, hvad litteratur er, men ofte viser det sig, at det er noget helt andet, end de har forestillet sig, som de er gode til. Mange mødte op med en forestilling om, at litteratur var noget meget højtideligt, men der udviklede sig hurtigt en humoristisk, løssluppen stemning på holdet. Tonen blev slået an, da folk som det første blev sat til at lege surrealisten André Bretons selskabsleg: Skriv ti sætninger, der starter med 'hvis', fold det skrevne sammen, så man ikke kan se, hvad der står, byt med de andre, og fortsæt så med ti sætninger, der begynder med 'så'. Resultatet bliver ret sjovt.«

Flere af kursisterne erkender også, at de er glade for, at de har skullet læse deres tekster højt for hinanden. Først havde de bestemt ikke lyst, men de kan se, at man lærer af, hvad andre har fået ud af samme opgave, og at man lægger mere mærke til de svage punkter i sin egen tekst.

Dy Plambeck forklarer, at hun er flinkere på de korte kurser. Forfatterspirerne kommer snarere på de længerevarende kurser, og her går hun mere til dem, siger hun. »Også på et sommerferiekursus skal folk have at vide, hvad der er galt, ellers ville det jo være omsonst at komme. Men opmuntringen er ekstremt vigtig,« understreger hun.

»Jeg kan blive fantastisk glad over en god sætning. Jeg vil gerne give dem fornemmelsen af, hvad et godt sprog er, få dem til at forelske sig i sproget og gøre det til deres eget.«

Go'morgen Danmark

Ry Højskole har to sider. Den, der ikke vender mod stationen, vender mod parken, som går lige ned til Guden-åen, og om aftenen er hele højskolen på udflugt med båd til Himmelbjerget. Solen har gemt sig, men det gør ikke så meget. Jeg er enig med dem fra billedholdet, der fryder sig over myriaderne af grønne nuancer, som de spejler sig i åen i det bløde gråvejr.

Jeg sidder og snakker med Rita. Hun er på skriveholdet, fordi hun vil skrive sine erindringer til børn og børnebørn. Rita har udviklet et fleksibelt ringbindsystem, hvor hun kan sætte billeder ind og udvide de enkelte afsnit eller skrive mere til, alt efter hvilket af børnene eller børnebørnene, der er modtageren.

Men der er mange begrundelser for at melde sig til sådan et skrivehold. Nogle er her af familiære grunde. Kirsten og Gerda er søstre og tager hvert år på højskole sammen med faster Gundborg og Gerdas mand, som går på skuespilholdet.

Det er højskoleopholdet - og maden! - der er det primære.

Sygeplejerske Heidi har set et indslag om et skrivekursus i 'Go'morgen Danmark'.

»Man kan altid blive bedre til at skrive, og jeg har ikke skrevet stile siden gymnasiet,« forklarer hun, »og når det kun var en uge, så kunne der ikke ske noget ved det.« Men hun havde alligevel været lidt bange for, at holdet var 'fuldt af forfatterspirer', som hun udtrykker det.

Heidis er uddannet for nogle år siden. I dag er uddannelsen akademiseret - man tage en bachelor skrive en stor tremåneders opgave, og hvis Heidi gerne vil til udlandet, er det en fordel, at hun har denne grad, fortæller hun.

Hun har lært ikke at strø om sig med tillægsord, siger hun, og desuden har det været rart at få bedømt, hvad hun har skrevet. »Til hverdag skriver jeg jo mest forkortelser og medicinske udtryk.«

Agnete skal i 3. g efter sommerferien og have dansk på højniveau. Hun synes, hun har lært en masse om detaljer, sansninger, dufte og lyde, om at være konkret.

»Det er en helt anden tilgang end i gymnasiet. Dy kan ikke lide teknikker, men det får man jo alligevel,« mener hun, »såsom 'don't tell it, show it'

Agnete kan også godt lide folks forskellighed og aldersspredningen. Både hun og Heidi er overraskede over, 'hvor gode de gamle er til at formulere sig'.

Else er kommet for at få inspiration. Hun er uddannet pædagog og arbejder på et kontor for pædagogisk-psykologisk rådgivning, men hun har altid skrevet digte og været glad for at lege med ord, fortæller hun. Hun vil gerne have en fornemmelse af, 'om det er noget, hun skal gøre mere ved'. Så er der Eileen. Hun er her, fordi hun har fået skrivekurset af sin danske mand i 40-års fødselsdagsgave. Hun havde brug for at komme i gang med alt det, der er inde i hende, og som gerne vil ud, forklarer hun.

Jørn, holdets eneste professionelle, har meldt sig til skriveholdet for at holde en uges ferie 'med indhold'. Holdets store spredning, men højst ensidige kønsfordeling 'var dog lige ved at tage pusten fra ham'.

»Men det er blevet ligegyldigt, alle har leveret guldkorn. Det har været en stor berigelse at opdage, at alle har noget at give.«

Jørn vil gerne skrive en roman, og han har da også fået redskaber til at vurdere sine egne ting, mener han. Nu vil han tage hjem og totalt kassere noget, han har skrevet.

»Det var en blindgyde. Kurset har været den sidste pind til ligkisten.«

Dada

Sidste dag, fredag, består den daglige opvarmningsøvelse i at klippe ord ud af avissider, ryste dem i en pose og derefter lægge dem op i vilkårlig rækkefølge. Jeg får lov at være med og slår mig sammen med Gerda. Vores fælles dada-digt kommer i udpluk til at lyde:

Hjertelig pension europæer/straffeattester gigantbonus investeringsforeninger/øl-stop plager boom grauballe/hjælpsomhed irritation meninger/bryllup murermester klager fransk ... /kriseramte elskende os udramatisk blå/komiske nyforlovet indregistreret fred//

Dy Plambeck fortæller, at metoden er opfundet af den rumænsk-franske digter Tristan Tzara, der ledsager den med ordene:

»Nu er du en overordentlig original digter med en indtagende følsomhed, endnu ikke forstået af hoben.«

Det kan man godt leve sig ind i.

Ellers står dagen i evalueringens tegn. Dy Plambeck går fra den ene til den næste og gennemgår deres tekster, og imens skriver alle en historie over tre ord, som de enten elsker eller hader - tilfældigt udvalgt af læreren fra deres lister over ti hade- og ti elskeord.

Arriva kører forbi.

Trods samtalerne hviler der en koncentreret ro over lokalet. Ord trænger igennem:

'Lange bordeauxfarvede frakker. Dameskrå. Chatollet'. 'Jeg har altid troet, at digte skulle rime.' Kirstens figur, Susanne, giver faste håndtryk, fordi hun hjemmefra har lært, »at folk med et slattent håndtryk er svage, upålidelige og har en dårlig økonomi«.

Elses prosatekster er bedre end hendes digte. 'En ostemad med ost.' Hv-spørgsmålet gælder, når mormor er sød, »hvordan er hun sød?«, men når legen hedder Hansemand lugter, behøver man ikke spørge, hvad han lugter af.

Jeg falder over en begynderbog i dansk for udlændinge. »Hvilket sprog taller du,« står der, og der svares: »Jeg taller kinassisk, taiwansk og engelsk«.

Der er historier overalt.

Heidi læser op: » ... nogen kalder nede på gaden. Jeg kigger ned og ser, at det er det talende æsel,« slutter hun til forsamlingens jubel.

»Har du tømmermænd, Jørn,« spørger Dy Plambeck. »Jeg er lidt slidt,« erkender Jørn.

De diskuterer hans portræt af Tom Waits. Jørn vil ikke af med et afsnit, som Dy Plambeck vil have ud. »Man må gerne være uenig med mig, man skal bare lytte til, hvad jeg siger,« konkluderer hun.

I dagens anledning er hun iført stram, antik, mintgrøn kjole med asymmetrisk udskåret krave - umuligt at spare på adjektiverne her! - og slangeskindssko. Der skal være afslutning. Otte på holdet har meldt sig til at læse deres tekster op. Jeg har lige tid til at overvære deres generalprøve i skolens bibliotek.

Og så er det mig, der skal nå Arriva.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vibeke Nielsen

Her kommer jeg til at tænke på min gamle mor, der var højskolelærer og underviste i bl. a. keramik. Hun var meget overrasket over, at hendes elever fra Iran var helt vilde med glimmerglasur. Efter hendes mening var det dårlig smag. Men okay, hun skulle ikke bestemme over den æstetiske smag eller signalværdierne, men blot undervise i håndværk, så hun gjorde lige nøjagtigt det modsatte af Plambeck og lod eleverne folde deres æstetiske idealer ud, så længe teknikken var i orden.

Dy Plambeck kan ikke lide teknik. Til gengæld kan hun godt lide ideologi, viser det sig. Ingen sci-fi og fantasy. Ingen dæmoner, engle, troldmænd og enhjørninger, som man ser dem på plakaterne på væggene ude i betonblokkene. Ingen glimmer som sydpå. Nej, god ren Danish Design som hjemme hos lægen. Lidt avantgarde-leg af den simple og ufarlige slags. Vestlige modernistiske idealer skrabet fri for patos, adjektiver og andet blingbling.

Hvorfor er der så mange skrivekurser i Danmark, der netop ikke har håndværket i fokus, men i stedet forsøger at give kursisterne en bestemt smag?

Søren Hjort Larsen

Hvis man tager til skrivekursus hos en forfatter, så har det naturligvis en æstetisk retning. Alt andet ville da være skuffende. Det er jo netop det man forventer at kunne få af en forfatter, i stedet for en dansklærer.

Vibeke Nielsen

Dansklærere underviser generelt ikke i at skrive skønlitteratur.

Vibeke Nielsen

Misforstå mig ikke. Mit sure opstød skyldes vel først og fremmest, at jeg synes den mest kræsne smag, der finder udtryk i tommelfingerregler a la "show it, don't tell it" osv. er kedelig. Jeg kunne godt drømme om en mere rummelig verden - også i undervisningssammenhænge.

Søren Hjort Larsen

Du er velkommen til at stryge de sidste fem ord jeg skrev, og læse igen, hvis du har lyst til at kommentere på indholdet af min kommentar

Søren Hjort Larsen

Ok, men så skal du vel bare finde et skrivekursus af en anden forfatter.

Vibeke Nielsen

Nu har jeg jo ingen planer om at tage på skrivekursus.

Hvis du læser min kommentar igen, så taler jeg om det generelle billede af skrivekurser i Danmark. Så bare at finde andre kurser, der er mere rummelige, hævder jeg lige fra starten, er ret svært.

Lige præcis de æstetiske idealer, de små avantgarde lege og de tommelfingerregler, der beskrives i kurset ovenfor, er ud over det hele skrivekursusDanmark i en grad, at jeg tvivler på at underviseren har taget selvstændig stilling til, om de holder. Det vil sige, spørgsmålet er om hun har reflekteret særligt - det tror jeg ikke. Jeg vil oven i købet stille mig tvivlende overfor, om der reelt er udtryk for noget, som hun helt personligt er nået frem til og står for, på baggrund af en reflekteret overbevisning. Eller om hun bare tager det hele på det pædagogiske frihjul og lærer det videre, som andre har lært hende.

Søren Hjort Larsen

Jeg kender ikke noget til det generelle kursusudbud.

Det der udløste min kommentar var at du eftersøgte et kursus med håndværket i fokus, som ikke forsøgte at give kursisterne en bestemt smag.

Og min pointe var, at et skrivekursus med en forfatter der ikke har en holdning til hvad der er god og dårlig æstetik når det kommer til skønlitteratur, det ville ikke være meget værd.

Vibeke Nielsen

Til dels har du ret i, at holdningsløse lærere er lidt ligegyldige. Men lærere, der rummelige er de bedste, mener jeg. Det skulle nødigt gå hen og blive autoritært.
Eksempelvis: "Glimmer er dårlig smag - fjern den glasur!" eller "Man KAN IKKE skrive god litteratur medmindre man holder sig til "Hemmingwayske" idealer".

Der er feltet mellem det holdningsstærke (baseret på selvstændig omtanke og refleksion) og det rummelige, som skal fyldes ud. Og det savner jeg.

Søren Hjort Larsen

Jo, kursisterne skal jo i hver fald skrive det de gerne vil, ikke det Dy vil have - når de kommer hjem!

Men på et kursus som det her, som er et møde med en forfatter, så synes jeg klart det er mere interessant at blive skubbet ind i hendes æstetiske idealer, og blive målt efter hendes subjektive parametre. Det ville for mig være en del af oplevelsen og det lærerige ved at gå til undervisning hos en forfatter.

Jeg vil gerne have rummelighed i gymnasiet, det her er noget andet.

Vibeke Nielsen

Vi er nok grundlæggende uenige om, hvad god højskole- og kunstpædagogik er, så. Det må være det, som debatten falder med.

Dy på nye eventyr.

1: Dy på storvildtsjagt.
2: Dy står til søs.
3: Dy tager på højskole.
4: Dy på pilgrimstur.
5: Dy i den flyvende tallerken.
6: Dy i den femte dimension.
7: Dy til bryllup med Mr. Mxyzptlk.

osv.

8. Dy beames ned.
9. Dy i Avedøre Stationsby.
10.Dy og det magiske Black Cobra sværd.
11.Dy og den flyvende kamphund.
12.Dy savner Mr. Mxyzptlk.
13.Dy beames op.