Læsetid: 2 min.

Lånepulje sikrer ikke udkants-biograferne

Socialdemokraterne foreslår, at en lånepulje skal redde de 75 biografer i yderområderne, der er i fare for at lukke som følge af digitaliseringen. Men branchen mener, at det blot vil være med til at lægge udkantsbiograferne hurtigere i graven. I stedet skal der laves en støtteordning
23. juli 2010

Omkring 75 biografer i det såkaldte Udkantsdanmark er i fare for at lukke, fordi de ikke har penge til at anskaffe det digitale udstyr, som nye film i fremtiden udelukkende vil kunne blive vist med. Derfor foreslog Socialdemokraterne i går, at staten laver en lånepulje, som kan finansiere digitaliseringen i de små biografer her og nu.

Men det forslag bliver ikke godt modtaget i biografbranchen. Her mener man, at lånefinansieringen blot vil »grave udkantsbiografernes grav dybere«:

»Vi bliver aldrig i stand til at tilbagebetale de penge, og det er her, at Socialdemokraternes regnestykke går galt,« siger Jane Lykke, der er formand for Foreningen af Mindre og Mellemstore Biografer og som blandt andre styrer Vig Bio i Odsherred.

De 75 biografer står nemlig kun for cirka fire procent af biografomsætningen i Danmark, og det koster mellem 800.000 kroner og en million kroner for digitalt udstyr til bare én biograf.

Og den regning får man ikke andre dele af branchen til at tage sig af, mener Kim Pedersen, formand for brancheforeningen Danske Biografer.

»Hverken de danske producenter eller de amerikanske studier vil finansiere det her. Derfor skal hjælpen til de udsatte biografer laves som en støtteordning og ikke en låneordning,« siger han.

Tilbagebetales over 30 år

Men hos Socialdemokraterne mener man stadig, at det er muligt at løse opgaven med lån.

»Det vil jo blive en lempelig aftale, så biograferne for eksempel får lov til at tilbagebetale lånet uden renter over 20 til 30 år. Så må det være muligt for selv de mindste biografer at være med. Den konkrete model skal aftales mellem distributørerne, men det er vigtigt for Danmark at bibeholde et vidt forgrenet biografnet, fordi biograferne i de små byer ofte er den eneste kulturinstitution i området,« siger kulturordfører Mogens Jensen (S).

Han mener, at det er »ufrugtbart at afvise forslaget helt up front«.

»De burde være glade for initiativet, netop fordi vi har lagt op til, at der skal forhandles om det,« siger Mogens Jensen.

Men Jane Lykke fastholder, at selv om lånet tilbagebetales over 30 år, så vil det stadig ikke være alle biografer, der har penge til det.

»En låneordning er ikke vejen frem. Vi laver et stort stykke arbejde i de små byer, og det må man se i øjnene, at man skal støtte,« siger hun.

Kim Pedersen medgiver, at det ikke er profitabelt at støtte en digitalisering af kun fire procent af omsætningen, men hvis man vil opretholde Udkantsdanmark, så er støtte en nødvendighed:

»Det handler ikke om penge, men om kulturpolitik. En million tilskuere står til at miste biografen som kulturtilbud, og hvis man vil have folk til at blive boende eller flytte til områderne, så skal der være det kulturtilbud.«

Kulturordfører Troels Christensen (V) er åben over for at finde en løsning på problemet, men han vil ikke lægge sig fast på noget:

»Hvis der er et stort ønske om, at staten skal involvere sig, så vil jeg tage det med, når vi forhandler filmaftalen til efteråret. Men det skal være en ordning, som branchen selv synes, er en god idé.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu