Læsetid: 7 min.

Den lille fede mod manden med beatleshåret

I skyggen af den største skandale ved et VM i mange år mødes Argentina og Tyskland i dag i en kamp, der har alle muligheder for at blive slutrundens første klassiker
Egoer. Når Maradona er i topform giver han altid et verdensmesterskab et ekstra løft, både inden for og uden for kridtstregerne. Også hans tyske modpart, træner Joachim Löw har de neutrale beskuere meget at takke for. Den afdæmpede fodboldstrateg med Beatleshåret er måske Maradonas modpart på det personlige plan, men rent spillemæssigt deler de samme filosofi. I dag skal de mødes.

Egoer. Når Maradona er i topform giver han altid et verdensmesterskab et ekstra løft, både inden for og uden for kridtstregerne. Også hans tyske modpart, træner Joachim Löw har de neutrale beskuere meget at takke for. Den afdæmpede fodboldstrateg med Beatleshåret er måske Maradonas modpart på det personlige plan, men rent spillemæssigt deler de samme filosofi. I dag skal de mødes.

Daniel Garcia

3. juli 2010

Ikke siden Brasilien og Frankrig tørnede sammen i kvartfinalen ved VM i Mexico i 1986 har man siddet med den samme fornemmelse af, at to nationer mødes for tidligt, som man gør op til dagens opgør mellem Tyskland og Argentina; de to lande, der med afstand har vist det bedste og mest målsøgende spil under denne slutrunde. Vurderet på baggrund af deres hidtidige præstationer fortjener holdene faktisk at få en finale mod hinanden, men nu parres de altså allerede i tredjesidste spillerunde, og for den neutrale observatør er der blot at håbe, at opgøret bliver lige så underholdende, som dengang franskmændene og brasilianerne i Guadalajara i det vestlige Mexico udkæmpede en af firsernes legendariske landskampe - som i øvrigt endte med, at Frankrig vandt 4-3 efter forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Forudsætningerne er i hvert fald til stede, for ingen af dagens kombattanter har demonstreret den mindste villighed til at fire på deres offensive spillestil hidtil i slutrunden, hvor især Argentina har sammensat en sejrsrække, der kun kan betegnes som en veritabel oprejsning for den trinde magiker på sidelinjen, Diego Armando Maradona.

El Gordito, som han kaldes (den lille fede, red.) vanærede sig selv, da han efter Argentinas slingrende men dog succesfulde kvalifikation til VM, inviterede sine kritikere til at betjene ham seksuelt med det organ, man almindeligvis bruger til at spise med, og han blev op til selve slutrunden afskrevet af en nærmest enig klodes fodboldkommentatorer som en ren vittighed på landstrænerposten; en opfarende og humørsyg tumling med en psyke, der er ødelagt af mange års stofmisbrug, og en totalt fraværende indsigt i fodboldens taktiske finesser.

Ham folk vil se

Hvilket comeback, dette VM har været for Maradona, der er mødt frem i spidsen for et angrebsivrigt og sprudlende argentinsk mandskab, og som undervejs i kampene har demonstreret overskud til at assistere dommerne, instruere spillerne i den korrekte måde at afvikle indkast på og lave en hurtig James Brown-rutine, hver gang hans mandskab scorer.

Og så ligner han jo nærmest en statsmand, sådan som han fremtræder i jakkesæt og med det velplejede fuldskæg, der er anlagt for at skjule arrene, efter han blev angrebet af en af sine egne kamphunde.

Vi er langt fra den underskudsramte og aggressive Maradona, der for et par måneder siden kørte hen over benet på en kameramand i Buenos Aires og derefter rullede bilruden ned for at råbe røvhul efter ham.

Og tak for det. Når den lille fede er i topform, giver han altid et verdensmesterskab et ekstra løft, hvad enten han agerer inden for eller uden for kridtstregerne. Og så blæse være med de onde tunger, der hævder, at det i virkeligheden er den tidligere mestertræner Carlos Bilardo, der lægger taktikken. Det er Maradona, der er truppens samlingspunkt. Det er ham, der er indpiskeren under kampene. Det er ham, folk kommer for at se. Og han er alle pengene værd.

Også hans tyske modpart, Joachim Löw har de neutrale beskuere meget at takke for. Den afdæmpede fodboldstrateg med Beatleshåret og den flot svungne charmeklud, er på mange måder Maradonas modpart på det personlige plan, men rent spillemæssigt deler de samme filosofi.

Löw - der i sin tid blev tilknyttet die Nationalelf som assistent for Jürgen Klinsmann - har videreført den offensive spillestil, som hans forgænger implementerede, og derudover har han styrket holdet ved at tilføre det en lille håndfuld af spillerne fra det talentfulde mandskab, der sidste år vandt VM for U/21-spillere ved at smadre England 4-0 i finalen. Hans nøgleaktør - i hvert fald i det offensive arbejde - er kantspilleren med Marty Feldman-ansigtet, den kun 21-årige Mesut Özil, der indtil videre har gjort sig bemærket med nogle præstationer, der gør ham til et varmt bud på titlen som turneringens bedste spiller.

Özil, der er søn af tyrkiske indvandrere, og som reciterer Koranen før hver kamp, er dog ikke blot en strålende spiller. Han fremtræder også som selve personificeringen på det moderne, tyske landhold; et multikulturelt mandskab, der bæres oppe af aktører med rødder i så forskellige nationer som Polen, Ghana, Tyrkiet og Brasilien. Og hvis man accepterer præmissen om, at landshold i høj grad afspejler de nationer, som de repræsenterer, så må man sige, at Löws hvidklædte tropper aftegner billedet af det moderne og fremgangsrige Tyskland, der har kastet fortidens skam og skyld af sig.

Ingen teutonisk tonserbold her!

Hvad der dog ikke må glemmes er, at denne kamp udspiller sig i skyggen af den største skandale, der har været ved et VM i mange år, nemlig Englands underkendte mål mod Tyskland i ottendedels-finalen.

Kun guderne kan vide, hvordan den kamp havde formet sig, hvis Lampards mål var blevet anerkendt, og England dermed havde trukket sig op på uafgjort lige før pause-theen. Men alle de kommentatorer, der med stor sikkerhed i stemmen har hævdet, at episoden i realiteten ikke havde den store betydning, eftersom tyskerne var klart bedst og alligevel ville have vundet i sidste ende, kan i hvert fald godt pakke sammen.

Ganske vist er der gået sport i at håne det engelske landshold, og ganske vist havde three lions ikke spillet nogen imponerende slutrunde - men man kan ikke tage fra englænderne, at de i løbet af blot 54 sekunder løftede sig fra 0-2 til 2-2 mod deres germanske arvefjender; og ingen kan seriøst hævde, at netop dette vanvittige minut ikke ville have givet de erfarne engelske spillere - hvoraf flere havde mange års erfaring fra højspændte Champions League-kampe i bagagen - det psykologiske overtag mod et talentfuldt men også forholdsvis ungt og urutineret tysk mandskab.

Det er små ting, der får selv de største kampe til at dreje rundt, og var Lampards udligning blevet ført til protokols, havde den - ud over at svinge momentum over på englændernes side - også tilladt Capellos tropper at spille 2. halvleg på deres egne præmisser, altså ud fra en kontrolleret offensiv med afskærmning bagude. Nu blev de i stedet tvunget frem på banen i en alt-eller-intet satsning, hvorefter de løb direkte ind i kontrakniven, og den skæbne fortjener ingen. Ikke engang englænderne.

Så det første, FIFA bør gøre - når de altså er færdige med at skamme sig over, at de ikke har gjort det for længst - er at indføre elektronisk målregistrering, så vi undgår den slags skandaløse episoder i fremtiden. Derudover kan resten af verden ikke gøre andet end at overlade englænderne til den sorgfulde bearbejdning af endnu en mislykket slutrunde; den slags har de efterhånden en vis erfaring for i spillets moderland ...

Tyskernes giftige fløjspil

Og mens englænderne gør deres private regnskab op, kan vi andre glæde os til braget mellem Tyskland og Argentina i eftermiddag; en kamp, der - til trods for, at den står mellem turneringens mest angrebsivrige mandskaber - meget vel kan blive afgjort af holdenes defensive kvaliteter. Og på dette felt ser ikke mindst Albiceleste noget sprøde ud. Et hold, der har folk som Demichelis og Otamendi i forsvaret overbeviser ingen om, at det har kvaliteterne til at vinde verdensmesterskabet. Hidtil har det været argentinernes held, at de ikke for alvor er blevet testet af modstandere, der har evnet at sætte deres defensiv under pres, men det bliver de nu, og kampens udfald kan udmærket afhænge af, om det lykkes sydamerikanerne at dæmme op for tyskernes giftige fløjspil. Især den direkte duel mellem Mesut Özil og Gabriel Heinze på tyskernes højrekant bliver uhyre spændende at følge.

I den anden ende af banen kommer det for Tyskland især til at dreje sig om at lukke ned for argentinernes lille styrmand, Lionel Messi. Ikke fordi han er holdets største scoringstrussel - faktisk har han endnu ikke lavet eneste mål - men fordi det er ham, der sætter stort set alle de sydamerikanske angreb i scene. Hvis Löws tropper kan afskærme ham, så han ikke får mulighed for at slå sine skarpe stikninger ned gennem germanernes midterforsvar, vil de automatisk afmontere en stor del af truslen fra argentinernes deciderede frontløbere, Tevez og Higuan.

Forhåbentlig lykkes det dog kun delvis for begge defensiver at dæmme op for modstandernes angrebsspil, for vi skulle nødig havne i en situation, hvor disse to pragtfulde mandskaber nulstiller hinanden i en taktisk affære.

Lad hellere håbet være, at Tyskland og Argentina i eftermiddag giver os den klassiker, som vi endnu har til gode ved dette VM. Måske endda efterfulgt af et godt gammeldags masseslagsmål i stil med det, der udviklede sig, da tyskerne og argentinerne tørnede sammen ved VM i Tyskland i 2006, og hvor tyskerne gik videre efter straffesparkskonkurrence - hvorefter de to mandskaber fór i flæsket på hinanden inde på grønsværen. Oplever vi de samme dramatiske scener i dag - og det er slet ikke utænkeligt, eftersom et par af de tyske nøglespillere på forhånd har skruet op for temperaturen ved at svine argentinerne til på de seneste dages pressemøder - så kan man for alvor sige, at vi har fået en fodboldfest for både feinschmeckerne og husar-erne.

Og det vil hjælpe på ærgrelsen over, at slutrundens to mest attraktive hold tørner sammen allerede i kvartfinalen. Sådan er vilkårene jo i turneringsfodbold: Mens hold som Paraguay, Holland og Brasilien fedter sig videre uden at levere mere end det absolut nødvendige, er et af de mest seværdige mandskaber nødt til at lade livet i dag.

Forhåbentlig bliver det en død i skønhed!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu