Læsetid: 4 min.

Lysets stille formæling med datterkroppen

Intet rum kan være mere eget end den blå stue, hvor Anna Ancher har malet sin datter med et håndarbejde
Intet rum kan være mere eget end den blå stue, hvor Anna Ancher har malet sin datter  med et håndarbejde
17. juli 2010

Én og kun én gang er det hændt, at et maleri har fået mig til at græde. Anna Anchers Solskin i den blå stue. Jeg har set det mange gange, med års mellemrum, og da jeg sidste sommer havde en stund for mig selv på Skagens Museum, styrede jeg direkte hen mod det, med bankende hjerte, som når man skal møde en elsket person efter lang tids adskillelse. Affekten udeblev ikke jeg forglemte både mig selv og min taske, og på Skagens museum må man ikke svinge med selv det mindste stykke håndbagage, så hulkende fortabt i Anchers blå stue modtog jeg en reprimande fra kustoden.

Portræt af lyset

Solskin i den blå stue er, som Anchers billeder generelt, et portræt af lyset. Det er lyset, der er hovedpersonen: Maleriets centrale motiv er de ruder af reflekser, sollyset gennem vinduet kaster på væggen. Og Ancher behandler lyset som ingen anden maler, jeg kender, hun behandler det groft, tværer det ud på lærredet som pastøse plamager. Efterhånden som man kommer tættere på billedet, kan man opleve en voldsom og overraskende fryd ved at opdage, at det lette og legende lys er et tykt påført lag af de vildeste farver som om lyset her har ladet sig indfange, ladet sig materialisere. En oplevelse, man naturligvis kun kan have med originalen den går tabt i enhver reproduktion. Men når man står over for Anna Anchers originaler, indser man at hun er langt den største af Skagens-malerne, og at hun for så vidt endnu venter på sit store, internationale gennembrud selv om hun ikke manglede anerkendelse i sin samtid, heller ikke fra sin malermand, Michael, der regnede sig selv for at være en mindre kunstner end hun.

Hos Ancher er lyset ikke medium, men motiv; ikke dimension, men materie. Et særtræk, som er med hendes værk helt fra starten. Rudernes solrefleks på væggen ses eksempelvis også i det tidligere billede, hvis titel gør blå til et ekko af blind, Solskin i den blindes stue. Her er der en voldsomt virkningsfuld kontrast mellem det stærke sollys og den gamle blinde kvinde, der sidder i det. Det kan lyde som en tragisk eller næsten ondskabsfuld skildring: en velsignelse af lys, som den gamle blinde aldrig får del i. Men snarere sker der det, at lyset bliver til at tage og føle på at den taktile kvalitet, som Ancher giver det i penselføringen, understreges af, at kvinden ikke har adgang til det gennem synet. Hun er så meget mere badet i det, som hun ikke kan se det. Gennem en stærk appel til vores synssans gør billedet os opmærksom på, at synet ikke er den eneste sans.

Madonna-aksen

Om end lyset kan siges at være hovedpersonen i Solskin i den blå stue, er der også personer i menneskeskikkelse til stede. Lysrefleksen er kraftfeltet i en stærk diagonal, der løber mellem to skikkelser: Forneden Anchers lyshårede datter Helga, fravendt og opslugt af et håndarbejde, foroven et ophængt billede af et ansigt, der ligner en madonna. Madonnaens træk er udtværede, umarkerede, men ansigtets drejning lader os forstå, at hun kigger velsignende ned på pigen. For mig har den madonna altid, eller siden jeg som ung så billedet første gang, været billedet på en moderlig, velvillig vågen, som holder den rette balance mellem nærhed og afstand: beskyttende uden at være anmassende, kærlig uden at være sentimental. Med madonnaens blik har Ancher malet sit eget moderlige blik ind i billedet, for den, der kan male sin datter sådan, må netop have et sådant blik.

På sin vis bæres hele rummet omkring pigen af det moderlige bliks akse; fra denne akse udgår rummet og lysets velsignelse og er der diskret omkring datteren; uden at forstyrre og omklamre hende, lader det hende bare være.

På denne moder-datter-akse bliver lysfeltet en slags Helligånd. Eller måske er det madonnaen, der er Helligånden, mens lysfeltet er englen og så bliver Helga jomfru Maria i en diskret bebudelses øjeblik. Rollerne er udskiftelige, men den bærende akse er lysets stille formæling med datterkroppen.

Det ideelle rum

For mig er Anchers blå stue det ideelle rum, det rum jeg altid har længtes efter. Jeg har malet vægge blå og syet kobberfarvede gardiner for at prøve at skabe dets lys. I ensomme lykkestunder har jeg tænkt, at nu har jeg det som Helga. I angstfyldte stunder har jeg hidkaldt madonnaen i hjørnet til at våge over mig. Jeg har opsøgt det rum, maleriet forestiller, på Brøndums hotel. Jeg har ønsket at have det blik på mine børn, som jeg tænker mig, at madonnaen og den malende mor har på Helga: et blik, som hverken er for anmassende eller for fjernt en vågen, som ikke er overvågning.

Billede lægger sig på billede. Tekst lægger sig på tekst. Tekst lægger sig på billede på tekst. Når jeg betragter Solskin i den blå stue, hører jeg sentenser fra vigtige tekster i mit liv.

Fra Virginia Woolf lyder A Room of Ones Own«, fordi ikke noget rum kan være mere eget end Helgas.

Fra Nathalie Sarraute lyder udtrykket »la simple bienveillance«, simpel velvillig vågen, hvormed hun i sine barndomserindringer beskriver den moderlige opmærksomhed, som hun får fra sin lærerinde og barnepige, og som redder hende fra hendes bortrejste mors kærlighedserklærende breve, på én gang alt for fjerne og alt for invaderende.

Og nu har tilfældet villet, at jeg læser Karl Ove Knausgård, samtidig med at jeg skriver om Anna Ancher. Så nu har en Knausgård-sætning lejret sig i Anchers blå stue: »Jeg får tårer i øjnene, når jeg ser på et smukt maleri, men ikke når jeg ser på mine børn.«

Fik Anna Ancher tårer i øjnene, når hun så på Helga? Nej, det tror jeg ikke. Men den, der står foran Solskin i den blå stue, risikerer at få det.

Serie

Seneste artikler

  • At male det kjære Danmark

    31. juli 2010
    Sådan lød maleren Johan Thomas Lundbyes programerklæring, når han med staffeli og malerkasse drog ud i sommerlandet for at afbilde motiver som 'Gåsetårnet i Vordingborg'. Den var ikke gået på Kunstakademiet i dag
  • Blå time på Bovbjerg

    28. juli 2010
    Min drøm er at holde Sankthans med Jens Søndergaard. Så jeg drager vestpå. Til Bovbjerg - og med ind i maleriet af bålet og den sorte skikkelse på kanten af skrænten
  • Vandmoderen lokker

    20. juli 2010
    Kai Nielsens skulptur i Ny Carlsberg Glyptotek formulerer selve livets skabelse og skaber en helt særlig og fortryllende ro midt i byens stormliv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu