At male det kjære Danmark

Skal det være, så skal det være! Her skal det være guldaldermaleri i sin reneste form: Johan Thomas Lundbyes maleri Gåsetårnet i Vordingborg. Frankrig har sine impressionister, vi har Skagens-malerne og guldaldermalerne. Alle tilhører de en eventyrlig kategori, som folk elsker. Man kommer i godt humør af at se på deres værker, simpelthen. Jeg har altid lagt vejen om ad guldalderen, når jeg har besøgt Statens Museum for Kunst, og især glædet mig over tårnmaleriet.

Indrømmet: en barnlig glæde, men sådan en er altså ikke ulovlig. Den deles, ved jeg, af billedkunstneren Kenn André Stilling, som også føler sig draget af tårne. Det har han skrevet om. Hvad fascinationen analytisk består i, er ikke helt til at sige, men det er vel størrelsen og det himmelstræbende samt nostalgien, der fører tilbage til drengebøgernes ridderborge, Ivanhoe, og hvad de ellers hed.

Desuden er det simpelthen blæret, at mange tårne ikke har anden funktion end at være tårne og stå og se pæne ud - i dag, hvor man ikke mere bruger dem til at holde udkig efter fjendtlige styrker fra. Det har vi elektronik til.

Kun mænd malede

Der skal nok være kunstkendere, der nedsættende vil kalde Lundbyes maleri af Gåsetårnet for temmelig kulørt og fladt, men det er just det, jeg godt kan lide.

Det er, hvad man ser - uden hemmeligheder og dikkedarer. Så dansk, så dansk - som en ung blond pige.

Lundbyes maleri er fra den uskyldige tid, hvor maleren - oh, vandringsmand! - gik ud i landskabet, stillede sit staffeli op og fra malerkassen fremdrog alle penslerne og tuberne med skønne farver, som han trykkede ud på paletten. Den forestilling hører også med til oplevelsen af billedet, selv om man ikke ser maleren i det. Man ser ham ikke desto mindre for sig. En og anden har nok været henne og kigge kunstneren over skulderen dengang, det blev malet, og så har de fået sig en hyggelig sludder. Især hvis det var en ung blond kvinde. Guldaldermalerne var alle sammen mænd. Sådan var det dengang.

Komøg i næsen

Det var dengang, solen altid skinnede om sommeren, og naturen virkelig var natur, uspoleret og uden forureninger. Man fornemmer fuglenes kvidren og biernes summen, for der har ellers været en velsignet stilhed i de danske landskaber dengang. Iblandt har køernes muh'en og fårenes brægen brudt stilheden.

Jeg drømmer mig tilbage til min egen landsby og den atmosfære, der ikke er der på samme måde mere.

Johan Thomas Lundbye har også et program for sin kunst. Det lød sådan:

»Hvad jeg som Maler har sat som mit Livsmaal er: at male det kjære Danmark, men med al den Simpelhed og Beskedenhed, som er saa characteristisk for det ...«

Den var ikke gået på Kunstakademiet i dag, hvor de konceptuelle hoveder forlanger anderledes teoretiske overbygninger, men det var Johan Thomas lykkeligt uvidende om, så han gik lige til sagen, hvad enten han malede kæmpehøje eller de stejle lerskrænter ved de danske strande, som han også yndede. Motiver fra Kastellet inde i København overlod han til Købke, der malede dem igen og igen.

Nu skulle man tro, at alle kunne lide billederne ude fra landet, men ikke helt. Således rynkede kongen og hans hof på næsen ad et maleri inde fra en kostald. Det var da virkelig ikke noget at male! Man ville jo få komøg i næsen, hvis det hang på ens væg.

Smukt og skønt skulle det være. Ud med malerne, ud på markerne, hvis det skulle være et landbrugsmaleri!

Til spot

Til selve motivet har jeg et tæt forhold. I Vordingborg, fodboldtræner Morten Olsens hjemby, boede et kært familiemedlem i mange år vis-a-vis Gåsetårnet, så man dagligt kunne kigge over på hele herligheden.

Jeg har såmænd været med til at drikke champagne i et lokale midtvejs oppe i tårnet i en festlig anledning. Gåsetårnet er 26 meter højt, 10 meter mindre end et andet flot tårn, Rundetårn.

Det var Valdemar den Store, der lod Vordingborg Slot bygge på det sted i 1100-tallet, men det var Valdemar Atterdag, som tilføjede Gåsetårnet som det største af i alt ni tårne et par hundrede år senere. Vordingborg var krigshavn for flåden, da hansestæderne, et forbund af 77 europæiske handelsbyer, raslede med våbnene og erklærede krig. Ifølge overleveringen besejrede Valdemar tyskerne i et slag ved Helsingborg og tvang dem til at betale en mindre formue i løsepenge, 170 lübecker-mark. Nogle af pengene blev brugt på guldgåsen, som blev sat på toppen af tårnet som en spottefugl, der skulle erindre tyskerne om, at de var en flok på 77 gæs, som nok kunne skræppe, men i øvrigt var ufarlige.

Gåsens triumf

Vordingborgerne elsker deres gås, den nuværende er fra 1871.

Da Nationalmuseet i 1971 ville forny taget, men ikke havde råd til også at give gåsen ny forgyldning, iværksattes en indsamling hos de lokale, der gerne spyttede i bøssen til det formål.

Gåsen blev kørt til forgyldning i Pandrup i Jylland, og da den blev hjemført på en pick-up, formede det sig som et sandt triumftog ned gennem Jylland, hvor borgmestre og turistchefer dannede modtagelseskomiteer, og de lokale aviser beskrev begivenheden.

En omvej til Lübeck blev det også til med fornem modtagelse med presseopbud, tv- og filmfolk, et besøg som skulle betegne, at der i dag er fred mellem de to byer. Gåsen var to timer forsinket, da tolderne ikke vidste, hvad de skulle stille op, alligevel var 5.000 glade tyskere mødt op for at se gåsen, der åbenbart var tilgivet for sin spot.

Hvis en lille dreng ved synet af gengivelsen af Lundbyes tårn, malet i 1842, vil udbryde:

»Jamen, den har jo ingen gås på!«, så er forklaringen nok, at den er fløjet sig en tur. Den er nemlig en vildgås.

En mere prosaisk forklaring er, at den ifølge overleveringen blev stjålet af Erik af Pommern, og at han droppede den i havet mellem Fejø og Femø, hvor fiskere stadig håber at få guldfuglen i deres garn.

Vådeskuddet

Johan Thomas Lundbyes maleri emmer af Danmarkshistorie. Pia Kjærsgaard ville sikkert give en arm for at låne maleriet til ophængning i gruppeværelset på Christiansborg, som er tapetseret med guldaldermotiver, alle som en med et Dannebrogs-flag i synsfeltet, men både maleriet og danmarkshistorien tilhører os alle.

Selv blev den unge Johan Thomas Lundbye også en del af danmarkshistorien, da han meldte sig som frivillig i Den Første Slesvigske Krig 1848-50.

Det blev hans død. Han døde ikke under kamphandlinger, men ved et vådeskud, mens han var ved at male en dragon, sovende på sin hest. En anden soldat kom til at vælte nogle geværer, som var stillet i pyramideform. Et af dem gik af og ramte krigsmaleren. Der var ikke tid til en ordentlig begravelse, så hans legeme blev svøbt i et Dannebrogsflag og gravet ned på stedet.

Den fortælling er blevet anfægtet af andre, som mener, han døde ved selvmord, fordi han var mismodig, men den dur ikke. Hjertet elsker historien om dannebrogsflaget.

Forleden gik jeg igen på Statens Museum for Kunst, men ak, maleriet af Gåsetårnet var der ikke. Det var stillet på lager, forklarede kustoden.

Hent det frem igen, høje museumsdirektør, og jo før, des bedre!