Læsetid: 4 min.

Maleriets moder

Den flamske mester Vermeer van Delfts bedste billede hænger i Wien. Mesterværket 'Malerkunsten' rummer al den kunnen og viden, der skal til, før et billede er værd at tale om og gå i dybden med
Med ål i sokkerne og røde underbukserne maler Vermeer van Delft sig her bagfra ind i kunsthistorien ved dette mesterværk der har sin blivende plads i Wiens Kunsthistorische Museum -

Med ål i sokkerne og røde underbukserne maler Vermeer van Delft sig her bagfra ind i kunsthistorien ved dette mesterværk der har sin blivende plads i Wiens Kunsthistorische Museum -

9. juli 2010

Kunsthistorische Museum i Wien maner i forvejen den besøgende til andagt og underdanighed. Det vældige museumskompleks ved Hofburg og det akkurat så voluminøse Naturhistorische Museum, der ligger over for, tvinger folk i knæ. Bygninger, der i al deres imperiale potens berettiger Østrig til at dvæle ved landets status som verdensomspændende stormagt. Forhenværende ganske vist - men selvbevidst endda.

Få år efter opførelsen af stenmastodonterne langs den majestætiske Ringstrasse brød kejserdømmet sammen, men det er en anden historie.

Indendørs i Kunsthistoriches granitgigant findes et righoldigt udvalg. Værker af den art, der får gæsten til at konstatere, at det altså er her, det hænger. Rubens svulmende damer, Rembrandts illusionsfattige selvportrætter, Brueghels genrebilleder: jægerne i vinterlandskab, Babelstårnet, bondebrylluppet, børnenes leg.

Og så klimaks (Rembrandt ufortalt): Vermeer.

Vermeer van Delft (1632-75). Eller Johannes van der Meer, almindeligvis kaldt Vermeer. Denne geniale flamske mester malede synd at sige ikke mange billeder. 50 i alt er den kvalificerede opgørelse. Af disse 50 kendte eksisterer i dag 36. Eller nærmere 35. Koncerten fra 1663-65 blev stjålet for 20 år siden, og maleriet er måske gået til grunde. Den slags sker ved kunstrøverier.

Hvad Vermeers bedste billede er for ét kan diskuteres: Pigen med perleøreringen, det stjålne musikbillede, pigen med mælkekanden, damen med den røde hat, den lille gyde, kavaleren med smilende dame - inden man ser sig om, har man nævnt de fleste som det bedste af Vermeer.

Det bedste

I Wien er det sådan set ikke så svært. Der hænger det nemlig: kunstneren med sin model, Malerkunsten (De Schilderkonst). Og det er det bedste. Endnu engang sker dette valg, når man betages og forundres over et medie, hvis teknik så at sige går i ét med motiv og udførelse. Strøgene, det malede, kan ikke erkendes uden mikroskop og røntgen, billedet er et splitsekunds fastholdt virkelighed. Kultur og natur, Historie og fortælling indfanget som et insekt i rav.

Gensynet med billedet foregår i nakken på syv japanske turister og deres turistfører, iført en lille dukke på en lang pind højt hævet over hovedet, så de ikke bliver væk. Som var de i mobil kontakt med de store mestre, har de audioguide for øret.

Tidens museumsbesøg er som en æggedans mellem zombier. Hypnotiseret af den elektroniske guide vader de rundt som i en dyne med øjne ude af fokus og forsøger at få det hele med og lære frem for at se. De arbejder på at indhente det forsømte. En enkelt har med turistens selvfølelse placeret sig på en medbragt jagtstol med næsen helt inde i Vermeers billede, der dog er bag glas. Hvordan vælter man et styks japansk overvægtig dame foran De Schilderkonst uden, at det opfattes som hævn for Pearl Harbor?

Vermeer har dog ikke samme star-quality som Mona Lisa. Salen tynder ud. Man har Vermeer set bagfra med ål i sokkerne, røde underbukser og model og allegorisk indhold i motivet nogenlunde for sig selv.

Naboens datter

Billedet blev til i 1666 - 68. Det måler forholdsvis beskedne 100 gange 120 cm og forestiller en maler - som sagt bagfra - i færd med at male sin model angiveligt i forklædning som Clio, Historiens muse. Modellen kan være the girl next door. Måske Vermeers kone eller en helt anden end hans kone. Kostumet hæver hende over hverdagen. Bog i hånd, trompet i den anden. Bogen antyder de flamske kunstneres krav om at blive opfattet som andet og mere end håndværkere. Snarere - og i aristotelisk forstand - kunsten som pendant til videnskaben.

Synspunktets triumferende karakter understreges af instrumentet, modellen holder foran sig. En basun er det nu. På hovedet bærer Clio - naboens datter - en slags tiara af laurbær, hvilket igen understreger fordringen på triumf og ophøjelse. Men tidens maleri var nok så meget investeringsobjekt. Også almindelige borgere i De Syv Provinser spekulerede i tulipanløg på børsen, hvor lige så almindelige mennesker var villige til at løbe en risiko med malerierne. Nogen ser dette som forklaring på flamsk guldalder.

Hvad enten Vermeers billede gik i datidens investeringsmølle eller ej, står De Schilderkonst for denne skribent som alle maleriers moder, og svarer i den forstand til Schuberts An die Musik. Vermeers billede rummer som hos Schubert de færdigheder, den teknik, al den kunnen og viden, der skal til, før det er værd at tale om og gå i dybden med. Fordringens opfyldelse er simpelthen det fænomen - her billedkunsten - som værket ved sin titel ønsker at fremstille. Og gør det.

Alle, der selv tumler med blok og blyant, er i nærkontakten med Vermeer klar over, at det, der her står på spil, er det vanskeligste af alt i en billedskabende bestræbelse. Alene flisegulvets perspektiv. Den slags gulve var ikke almindelige, som man skulle tro fra billederne, men blev malet sådan, fordi det var så svært. Ligedan draperingen i forgrunden. Ligedan lysekronen, som er umulig at se bort fra, fordi det er sådan set ikke en lysekrone, men Vermeer van Delfts billede af blandt andet en lysekrone. I Wien.

Serie

Seneste artikler

  • At male det kjære Danmark

    31. juli 2010
    Sådan lød maleren Johan Thomas Lundbyes programerklæring, når han med staffeli og malerkasse drog ud i sommerlandet for at afbilde motiver som 'Gåsetårnet i Vordingborg'. Den var ikke gået på Kunstakademiet i dag
  • Blå time på Bovbjerg

    28. juli 2010
    Min drøm er at holde Sankthans med Jens Søndergaard. Så jeg drager vestpå. Til Bovbjerg - og med ind i maleriet af bålet og den sorte skikkelse på kanten af skrænten
  • Vandmoderen lokker

    20. juli 2010
    Kai Nielsens skulptur i Ny Carlsberg Glyptotek formulerer selve livets skabelse og skaber en helt særlig og fortryllende ro midt i byens stormliv
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frederik Magle

Det er muligt jeg ikke altid er enig med Georg Metz i de holdninger han giver udtryk for her på information, men jeg kan ikke andet end fuldstændig tilslutte mig respekten og begejstringen for Vermeer og hans værker - ikke mindst "Malerkunsten"!

Et andet - mindre kendt - billede, som jeg personligt har en svaghed for er "Den lille gade". Så simpelt, og så alligevel...