Læsetid: 5 min.

Den mand, der kaldte sig Hans-Jørgen Nielsen

Forfatternes gravsteder: Forfatteren havde ideer om, at den menneskelige identitet er flydende og uden fast kerne, en forløber for vore dages zapperkultur, og hans modernistiske gravsten lyser op på Holmens Kirkegård, hvis det er tilladt at sige sådan
Forfatternes gravsteder: Forfatteren havde ideer om, at den menneskelige identitet er flydende og uden fast kerne, en forløber for vore dages zapperkultur, og hans modernistiske gravsten lyser op på Holmens Kirkegård, hvis det er tilladt at sige sådan
3. juli 2010

En dag, da jeg sad i bussen, mens den kørte gennem Dag Hammarskjölds Allé, så jeg pludselig i et hastigt glimt en mand gå inde på fortovet. »Der går Hans-Jørgen,« nåede jeg lige at tænke. I sig selv var der intet mærkeligt i dette. Selv i en stor by, løber man af og til på nogen, man kender. Alligevel var der noget, der var helt galt.

Det, der var galt, var, at det ikke var mere end nogle få måneder siden, jeg havde været med til hans begravelse, og vi stod en ganske stor flok mennesker rundt om kisten, mens den blev sænket ned i jorden.

Jeg husker, at en af Hans-Jørgens kolleger fra Information, hvor han var ansat, holdt en tale ved gravøllet bagefter. På det tidspunkt vidste jeg endnu ikke, hvem denne var, dvs. jeg kendte navnet Ejvind Larsen, men jeg havde aldrig set ham på tv, hvor han har været en sjælden gæst. Husker det, som var der en trykket stemning under gravøllet og ikke en befriende og munter, som der nogle gange er. Hans-Jørgen Nielsen - det fulde navn - døde alt for tidligt, 49 år. Han faldt og slog sig i sin lejlighed, og det døde han af. Det kom ganske pludseligt. Ikke noget med, at han var 'sovet stille ind' efter 'længere tids sygdom'. Faktisk kom det som et chok for alle, der kendte ham.

Selvfølgelig var det ikke ham, jeg havde set fra bussen, men en, der i konturerne havde en vis lighed med ham. Det mærkelige var, at jeg et kort øjeblik havde syntes, det var helt naturligt, han gik der. Som om han slet ikke var død, og det bare var noget, vi legede. Selvfølgelig gad en så sprudlende og livskraftig mand da ikke ligge på Holmens Kirkegård, hvad skulle han der?

Et konceptuelt kunstværk?

Fantasien arbejdede videre. Det, jeg oplevede, kunne være plottet i en roman: Mand iscenesætter sammen med nogle venner sin egen død og begravelse og starter forfra på et nyt liv. Eller det kunne være et konceptuelt kunstværk, de således havde planlagt.Desværre var det ikke sådan. Det var en mand, der bare lignede ham lidt. Ellers var der ikke mange, der lignede ham.

Forfatteren Hans-Jørgen Nielsen har skrevet en roman, som hedder Den mand, der kalder sig Alvard. Allerede titlen mere end antyder en leg med identitet. Man er ikke nødvendigvis den, man hedder, eller plejer at være. Man har en vifte af muligheder, og man forrykker sin identitet alt efter, hvilke sammenhæng, man indgår i. Det er sådan, man gør, uanset hvilke teorier man i øvrigt har om eksistensen. Det moderne menneske er uden fast kerne, i hvert fald har man ikke en sådan på samme måde som f.eks. det religiøse menneske havde i tidligere tider og har, et universelt system at hænge sit jeg op på. Identiteten er flydende, hvilket Nielsen så som en kvalitet: Du er den, du vælger at være i dag. Attituderelativisme, kaldte han det i sit mest berømte essay. Han blev kritiseret for at være værdinihilist, hvilket han ikke var. Hans teori kan ses som en forløber for nutidens zapperkultur.

Nielsen, der var født i Herlufmagle, havde indledt sin litterære karriere med at oversætte og gendigte japanske haiku-digte til en fin, lille bog, som han fik mange anerkendende ord for. Den japanske enkelhed og klarhed tog han med over i sine hyper-minimalistiske digte, der fik navnet konkretlyrik. Ofte bestod de af ganske få ord, som der til gengæld blev leget med. Bedst kom de til deres ret, når de blev læst op sammen med hans anden hustru, Tania Ørum, i bearbejdet form, udsat for duo i et verbal-musikalsk arrangement.

Han sluttede sig til kredsen omkring Per Kirkeby og Den Eksperimenterende Kunstskole som teoretiker og praktiker. Happenings eller hybridkunst hed det, de optrådte med, og som var grænseoverskridende mellem billedkunst, litteratur og teater. Tania har siden på forskellig måde æret hans litterære minde og den bevægelse i kunsten, som hun oplevede på allernærmeste hold.

Kulturjournalist

Hans-Jørgen Nielsen interesserede sig for alt i kulturen dengang, beatmusik, kompositionsmusik, arkitektur, mode, filosofi, politik, spil, sport, finkultur såvel som massekultur, og som den formidable kulturjournalist, han var, tolkede han tidsånden i 1960'erne i sine essays og artikler i Information, hvor skrev fast i et par årtier. Han blev udsendt medarbejder til De Olympiske Lege i Los Angeles i 1984, og én ting kunne man være vis på: Hans reportager lignede ikke sportsjournalisternes.

Da havde han allerede fem år før fået sit store gennembrud til en større læserskare med romanen Fodboldenglen, som bragede igennem og fik prædikatet generationsroman. Om to venner, hvoraf den ene gik den professionelle fodboldvej, den anden den intellektuelles vej. Deres veje krydsedes igen mange år senere med dramatiske konsekvenser omkring en kvinde. Ingen minimalisme her.

Jeg var til brylluppet, da Hans-Jørgen blev gift en tredje gang med journalisten og feministen Pia Fris, senere Pia Fris Laneth, der som redaktør af Politisk Revy og international skønhedsdronning udgjorde det perfekte match for ham. Sammen drog de to nygifte på en rejse ud i verden, 'den hvide verden', som han med et ordspil kaldte den i en bogtitel. Han skrev rejseessays hjem fra blandt andet Indien, Kina og Japan, hvor han analyserede en berømt stenhave i Kyoto. Også den japanske havekunst er minimalisme. Det var i årene med Den Eksperimenterende Kunstskole, at jeg lærte ham at kende. Han blev en mentor for Charlotte Strandgård og mig, to debuterende digtere fra Århus, og han var særdeles skarp som kritisk førstelæser. Da jeg sendte ham en række nostalgiske digte og tekster sådan lidt hulter til bulter, sagde han: »Hvorfor stiller du dem ikke bare op som et leksikon under forskellige bogstaver?« Den form inspirerede til nye tekster, tilsat billeder, og det blev til bogen Min landbrugsleksikalske barndom. Jeg skylder ham meget.

Den lyser op

I min nærmeste familie har vi aldrig været gode til at dyrke kirkegårde. Min fars gravsted i Århus fik lov at ligge stille hen. End ikke min mor ønskede efter kort tid at besøge det mere, og på et tidspunkt fik vi det sløjfet. De erindringer, vi havde inde i hovedet, betød mere.

Men Hans-Jørgens på Holmens Kirkegård har jeg besøgt flere gange siden, og forleden gik jeg derhen igen. Lidt ligesom når folk opsøger Jim Morrisons grav i Paris, tror jeg, men også for at gense den modernistiske gravsten i tre 'etager', som vennen Bjørn Nørgaard har udformet. Den er så anderledes, at den lyser op på kirkegården, hvis det må være tilladt at sige sådan. Jeg synes stadig, det er sært, at han er død. »Han, der ellers var så levende,« som Benny Andersen - ikke møntet på nogen bestemt - engang formulerede sig i et digt.

Serie

Seneste artikler

  • 'Der ligger en ø i det klare hav'

    14. august 2010
    Forfatterne Thorkild Bjørnvig og Thorkild Hansen boede på tilstødende grunde på Samsø og ligger i dag begravet side om side på øen. De holdt af Nietzsche og af naturen, men så hører lighederne også op. For hvor den ene i Samsø fandt et sted at høre hjemme, fandt den anden et sted for sin hjemløshed
  • Når tilværelsen bliver utæt i fugerne

    7. august 2010
    Syg skrift. Forfatteren J.P. Jacobsen er internationalt anerkendt for sin sproglige originalitet og ligger begravet som en fyrste. Af venner og kritikere blev han beskrevet som noget nær ren ånd. Men det var hans syge krop, der tvang ham til at blive forfatter og betingede hans skrivestil. Tuberkulose gjorde J.P. Jacobsens lunger utætte og hans skrift dødsmærket
  • 'Jeg vil forfærdelig nødig dø'

    31. juli 2010
    Forfatterskab. Jeg havde længe haft en fornemmelse af, at der var noget i mig, jeg bar rundt på, en længsel, som man bærer rundt på lyskebrok, den sad som en lille udposning, som et skred, i min krop. Den var en udefinerlig klump, jeg ikke kunne gribe om, men efter at have læst 'Den afrikanske farm' kunne jeg ligesom se, hvordan jeg kunne sætte ord på den længsel, skriver forfatter Dy Plambeck om sit møde med Karen Blixen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu