Læsetid: 4 min.

Mediefolk hvidvasker Armadillo

Filmholdet bag Armadillo har rekonstrueret og arrangeret flere af scenerne i den prisbelønnede krigsdokumentar, men de færreste mediefolk vil kritisere metoderne
17. juli 2010

Rekonstruerede scener, arrangerede dialoger og sammenklipning af udtalelser. Er det acceptable virkemidler i en moderne dokumentarfilm?

Spørgsmålet er blevet aktuelt, efter det er kommet frem, at filmholdet bag den prisbelønnede krigsdokumentar Armadillo bl.a. har hyret en stripper for at genskabe en afskedsfest, de ikke havde været med til, rekonstrueret og arrangeret flere af dialogerne mellem filmens hovedpersoner samt klippet udtalelser sammen som er faldet på forskellige tidspunkter.

Metoderne er blevet kritiseret fra flere sider, senest af Berlingske-journalist Mads Kastrup, der på sin blog beskylder filminstruktør Janus Metz for at manipulere med virkeligheden og føre de mere end 100.000 danskere, som efterhånden har set filmen, bag lyset.

Fluen på væggen

Han skælder især ud over, at filmen giver sine seere det indtryk, at filmholdet har været fluen på væggen, der blot registrerer, hvad der sker for soldaterne før, under og efter de er i krig. På intet tidspunkt fortæller instruktør Janus Metz publikum, at flere scener er rekonstrueret eller arrangeret for at få soldaterne til at tale om det, instruktøren mener, er vigtigt.

»Den slags er forbudt i journalistik. Fotografer er blevet fyret for at opstille billeder. Journalister er blevet anvist både svingdøre og skammekroge for at konstruere eller påvirke virkelighed. Også for at rekonstruere virkelighed, når læseren, lytteren, seeren ikke samtidig indvies i tricket,« skriver han på sin blog.

»I journalistikken uddeles der trods alt stadig fyresedler, hvis nogen gribes i manipulationer. I filmdokumentarismen har man efterhånden indtryk af, at det mest vidner om instruktørens kunstneriske stræben og uangribelige originalitet.«

Instruktør Janus Metz afviser kritikken og fastholder, at hans film viser et autentisk billede af begivenheder og dialoger, som har fundet sted.

Information har imidlertid spurgt en række dokumentarister, journalister og forskere, hvor grænsen egentlig går, når det handler om at redigere virkeligheden uden at fortælle publikum om det.

Intet at komme efter

Dansk dokumentarfilms grand old man Poul Martinsen, der har lavet dokumentarfilm siden 1960erne mener ikke, der er noget at komme efter.

»Det er helt almindelige virkemidler, der er brugt i Armadillo. Rekonstruktion af begivenheden, der vitterligt har fundet sted, såsom den omdiskuterede stripper-scene, er helt normal praksis og det samme gælder rekonstruktion af dialoger, der har fundet sted,« siger han.

»Der er ikke noget galt i at rekonstruere scener eller samtaler, som tidligere har fundet sted. Desuden kunne soldaterne og deres familier jo bare have sagt nej, hvis de synes, at deres grænser blev overskredet,« mener han.

Men er det ikke at vildlede publikum, når filmholdet lader som om, scenerne er autentiske?

»De kunne godt have vist et lille, diskret skilt med rekonstruktion, f.eks. under stripperscenen eller de kunne have ladet det fremgå af rulleteksterne efter filmen, at enkelte scener er rekonstrueret ud fra begivenheder, der har fundet sted. Bare for at dække deres røv.«

Ville du selv have gjort det?

»Nej, jeg ville nok have gjort præcis det samme som Armadillo-folkene har gjort.«

Til grænsen

Heidi Philipsen, lektor i medievidenskab på Syddansk Universitet er stort set enig med Poul Martinsen.

»I den bedste af alle verdener burde der stå rekonstruktion under de rekonstruerede scener, men jeg synes ikke det er noget stort problem i Armadillo, fordi filmen så tydeligt signalerer, at der er tale om en fortolkning af sandheden,« siger hun.

Hvordan gør den det?

»Det gør den bl.a. ved hele vejen igennem at bruge elementer fra fiktionen, den er både filmet og klippet som en spillefilm, så publikum kan ikke være i tvivl om, at der er tale om en redigeret version af virkeligheden.«

Men publikum kan jo ikke se, at flere scener og dialoger er rekonstrueret eller direkte arrangeret?

»Man skal ikke undervurdere det moderne publikum, danske biografgængere er udmærket i stand til at vurdere Armadillos troværdighed. De er vant til at være kildekritiske og selv tage stilling til det materiale, de bliver præsenteret for,« siger hun og konkluderer, at den redigering og rekonstruktion, som Armadillo-instruktør Janus Metz gør brug af »ikke har et omfang, der giver grund til bekymring«.

»Filmen gør fra starten opmærksom på, at den er et bud på virkeligheden og på intet tidspunkt får publikum at vide, at sådan og sådan er forholdene. Der er hele vejen igennem lagt op til, at det skal tilskueren selv tage stilling til«.

De rigtige billeder

Kim Hundevadt, forfatter til den dokumentaristiske krigsskildring I morgen angriber vi igen og forlagschef på JP/Politikens Forlag har også svært ved at hidse sig op over rekonstruktionerne i Armadillo.

»De har stort set gjort det samme som skrivende journalister gør, når de rekonstruerer begivenheder, som tidligere har fundet sted. Hvis Armadillo havde været en bog, vil den aldrig være blevet kritiseret,« siger han.

I sin bog om krigen i Af-ghanistan rekonstruerer Hundevadt selv mange begivenheder, som har fundet sted uden at han selv var til stede.

»Jeg har som udgangspunkt en old school-tilgang til dokumentarisme og mener, at man bør holde sig til det materiale, der er. Men at rekonstruere en begivenhed er et helt almindeligt journalistisk værktøj. Grænsen går, hvis man begynder at konstruere en virkelighed, som ikke findes,« siger Hundevadt.

Han gør i øvrigt opmærksom på, at de særlige vilkår for filmproduktion betyder, at filmproducenterne er meget afhængige af at have de rigtige billeder. For hvis der ikke er billeder, er der heller ikke nogen historie, som han siger.

»Det vigtige er, at man ikke skaber situationer og billeder for at opfylde en bestemt forhåndshensigt.«

Gør Armadillo det?

»Det er svært at sige. Ambitionen har helt tydeligt været at lave en dansk version af Apocalypse Now, en rejse ind i mørkets hjerte, hvor man følger de unge soldater og oplever den forråelse, der sker, mens de er krig. Og det må man jo sige er lykkedes.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Hvis en film udgives som dokumentarfilm, og den indeholder afsnit, der ikke er dokumentariske, men arrangerede, og tilskuerne ikke gøres opmærksom på, hvilke afsnit, det er, så er tilskuerne blevet ført bag lyset.
Og jo mere overbevisende, de arrangerede scener virker, i jo højere grad føres publikum bag lyset.
Men bemærk: Det rokker ikke på nogen måde ved, om filmens udsagn er rimeligt eller nødvendigt.

Dorte Sørensen

Jeg kan ikke forarges over at nogle scener er arrangerede efter ”virkelige” begivenheder – selvfølgelig burde det ha¨ stået i filmens efterskrifter – men set i lyset af alle Fogh –regeringernes fiflerier og ændrede forklaringer bare alene i forbindelse med Irak krigen , så er det i mine øjne små ting.

Peter Pedersen

Charlotte Aagaards research lever her ikke op til hendes sædvanlige standard.

Den omtalte stripperscene er ikke en "rekonstruktion", da soldaterne iflg. eget udsagn på intet tidspunkt selv havde tænkt på at hyre nogen stripper,
hvis ikke Metz, havde købt og betalt hende, hvormed det utvivlsomt skete, udelukkende af hensyn til reklame-trailerne i biograferne.

Dette fortæller soldaterne om, der deltog i "Armadillo" I bladet "Hæren",
hvor de tillige oplyser, at de kan dokumentere ved hjælp at deres egne film fra deres personligt indkøbte hjelm-camaraer,
at en del af den dialog, der foregår i den såkaldte "dokumentar-film" "Armadillo" aldrig har fundet sted, men er klippet sammen af lydklip, som er optaget i nogle helt andre sammenhænge:

http://viewer.zmags.com/publication/21f43926#/21f43926/12

Yderligere er der mange andre scener i filmen, der er klippet på en sådan måde, at soldaterne kommer til virke uberettiget kyniske og amatøragtige - blma. en scene med en forhandling om kompensation.

For nyligt oplevede vi jo alle den ihærdige kampagne af propaganda og spin fra Metz' side om den sk. henrettelsesscene, hvilket "Armadillo" jo selv viser slet ikke var nogen "henrettelse", men derimod en humanitær-retlig fuld legitim kamphandling.

Da dette ligeledes var fastslået af bla. Dansk Røde Kors, fulgte filmselskabet op med påstande om at militæret havde forsøgt at true dem til at udlevere den samme scene,
hvilket det viste sig, der heller var hold i.

Med andre ord kan vi konstatere, at "førende" danske mediefolk, "dokumentarfilms"-folk og journalister, ubetinget arbejder ud fra den gamle folkelige værtshus-mundheld :
"Sk... -være med, at det hele er løgn, - bare det er en go´ historie".

"Armadillo" er er underholdende film, der giver et nogenlunde indikation af, hvordan soldatens hverdag er i Afghanistan, og har dermed en fin berettigelse,
men noget tilnærmelsesvist dækkende billede af en indsats, der består af 750 mands arbejde pr. hold, på baggrund af, at en cameramand lidt af tiden, går bagefter en gruppe, ved den yderste front-zone,
får man på ingen måde, og den "dokumenterer" overhovedet ikke ret meget.

Mads Kastrups blog kan i øvrigt ses her:
http://kastrup.blogs.berlingske.dk/2010/07/14/armadillo-patter-pa-journa...

100.000 danskere har set Armadillo - 1.169.000 danskere har set Hollywoods opreklamerede film Avatar, om blå rumvæsener...

Jeg forstår de soldater, der mener at offentligheden bare skal blande sig uden om deres krig...

De der kører rund med den gule løkke med "Støt de danske soldater" burde istedet have en strips hvor der stod "Sæt dig ind i krigens vilkår".