Læsetid: 4 min.

Mordets melodier

Dostojevskijs psykologiske krimigyser ’Forbrydelse og straf’ er oplagt interaktiv ferielæsning
21. juli 2010

Godt halvandet hundred år er gået siden Dostojevskij i 1866 udgav sin filosofiske kriminalroman Forbrydelse og straf, den første af de helt store værker fra hans hånd, hvis skrift til stadighed tryllebinder den læsende verden.

Den fulgtes to-tre år efter af Idioten, nu begge genudgivet i Rosinantes klassikerserie og i Jan Hansens fremragende og teksttro version på dansk i modsætning til Ejnar Thomassens personlige og Georg Sarauws alt for frie oversættelser.

Denne gang er de forsynet med forord af henholdsvis Leif Davidsen, der understreger den førstes totale overlegenhed i forhold til den verserende krimigalskab i Skandinavien, og Bent Vinn Nielsen, der erindrer hovedpersonen i Idioten som en slags urhippie for ungdomsoprørets romantikere.

Napoleonkompleks

Forbryderen, den besatte morder, bærer navnet Raskolnikov, der indeholder ordet for splid og splittelse, raskol. Den 23-årige student har skrevet en afhandling om det ualmindelige menneske, der i modsætning til hoben ejer en tvivlløs, suveræn handlekraft hinsides godt og ondt, og skønt han selvironisk leger med et Napoleon-image, tiltror han sig evnen til at slå ihjel i et højere formåls ærinde.

Meget passende udser han sig en nederdrægtig pantelånerske, han står i gæld til, og bevæbnet med en økse opsøger han hende og slår til. Uheldigvis dukker hendes yngre, yndige søster op. Hun får samme behandling, skildret med blodig omhu ud fra forfatterens uudtømmelige lager af lidelsernes detaljer.

Rodion Raskolnikov har det mirakuløse held at få fjernet sporene og undgå opdagelse i det ellers myldrende fattigkvarter, der danner de skræmmende, uhyggeladede kulisser for hele handlingen, og hvor dramaets personer belejligt møder hinanden i det klaustrofobiske Sankt Petersborg. På gaden, i cafeer, i det ene elendige værelse og kontor efter det andet.

I en kreds af stinkende fattigdom og kontrasterende rigdom ser man så de personer, der griber ind i hans liv. Hans mor og søsteren Dunja, som han ville hjælpe med stjålne penge, dem han alligevel ikke gad eje, hendes forføreriske arbejdsgiver Svidrigajlov, fuld af lusk, vennen Razumikhin, fordrukken og behjertet samt lidenskabeligt forelsket i Dunja, der også efterstræbes af den intrigante velhaver Luzjin, den alkoholiserede Marmeladov, der dræbes i trafikken og ekspederes af hans enke med en vidunderligt skildret, grotesk gravølskomsammen, hvor han møder datteren Sonja, en spinkel, blåøjet 18-årig, der prostituerer sig for at redde familien fra kollaps.

Dertil kommer politifolkene, som efterforsker dobbeltmordet, med undersøgelsesdommeren Porfirij i spidsen.

Resultatet er otte års tugthus og strafarbejde i Sibirien, da han omsider har meldt sig selv.

Dialoger

Forbrydelsen er klarlagt i de mindste detaljer og benægtet, gættet eller bekendt for de fleste. Handlingsforløbet er det psykologiske mønster, der udfolder sig i endeløse monologer og dialoger, i en tanke- og talestrøm uden lige, i en nervøs selvrefleksion gennem alle lidelsens stadier hos Rodion, i selvhævdelse og rædsel, i et betagende psykisk register.

Umuligt for læseren ikke at fastholdes i gyset foran afgrunde af sjælelig nød, af udspekuleret svig, af spontan humanitet, af venskab og kærlighed, solidt had og retfærdighedstrang, lutter forbløffende ekskursioner i sindets labyrint og i samtalens mærkværdighed, tvetydighed og tydelighed.

Et højdepunkt er den ældre, dvs. 35-årige politimand Porfirijs tvetydige forhør af Raskolnikov, der vakler mellem til- ståelse og forhærdelse. En kattens leg med musen i en art gensidig verbal nydelse og uimodståelig sympati og erkendelseslyst.

Dialogen er overhovedet det centrale æstetiske virkemiddel, her med funktion af ensomhedens nødvendige modstykke i tanken om den anden, om de andre, i en stor interaktivitet. Det virker som en mærkværdig nyskabelse i romankunsten. Der lides som kun russere kan lide, der tales og tales i stadig uddybende og varierede kredsninger, man indfanger og afviser hinanden med en stædig insisteren som en beruselse både uden og med alkohol.

Humoren

Siger man lidelse, må man tilføje fænomenet humor. Forbrydelse og straf er på flere måder et humoristisk værk, opnået gennem konfrontationer og overdrivelser i samtalernes gåpåmod, udskældninger og fornærmelser, i temaets udspændthed mellem forhærdelse og forløsning og titlens dobbeltgreb og så dilemmaets mange vadesteder.

Raskolnikov må gennem alle lidelsens stationer på vejen til hovmodets nedbrydning som kommer til allersidst og kun som en epilog. I det sibiriske tugthus foragter han medfangerne og behandler den uselvisk elskende Sonja med koldsindighed, selv om hun opofrende er fulgt med og besøger og søger at trøste ham. I en pludselig indgivelse finder han da en frelse ved i et syn at se hende som den, der påtager sig hans lidelse, og han falder på knæ.

Altså ingen tvivl om en kristen forsoningstanke, men kompositorisk nærmest en passant: her er begyndelsen til en ny historie, som den ellers diskrete og dog allestedsnærværende fortæller bemærker. Den egentlige historie er dialogen, splittelsen, tilværelsens ulidelige udsathed, udsat for et flerstemmigt kor, mens budskabet er forseglet.

At indholdslæse Dostojevskij som en opbyggelig forfatter er i høj grad muligt og kan ses af så mange fortolkninger, som dermed risikerer at underkende musikken, ikke bare de melankolske melodier, men tvivlens uophørlige plageånd og dialektikken bag de fastslåede sandheder. Polyfoni, taler man om i så henseende med kritikeren Mikhail Bakhtin. Orkesterlyd. Han har også lanceret karnevalismen som litterært begreb, dér hvor normerne degraderes og musikken skramler. Hos Dostojevskij arbejdes det sammen i kakofonisk vellyd.

Den bebudede ny historie kom i en hel anden skikkelse med Idioten, en endnu større og noget mindre stram fortælling om det gode menneske, den kristuslignende fyrst Mysjkin, som figur den både naive og vise dåre. Hvis Raskolnikov lider af viljen til magt, er idioten den, der inkarnerer magtafkaldet.

Forbrydelse og straf er oplagt interaktiv ferielæsning, hvor man har tid at tage sig sammen til at gå løs på ordentlig litteratur.

Fjodor Dostojevskij: Forbrydelse og straf. Oversat af Jan Hansen. 678 s. 200 kr. Rosinante.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu