Læsetid: 5 min.

Mozart vælder, gynger, flyder og drypper

Daniel Barenboims koncert-søsætning af Mozarts Elvira Madigan i Salzburg 1977 bragte en 27-årig dansk tilhører til snøftende at kappe alle trosser og flyde med
Også 33 år efter sin førstegangsoplevelse af Mozart lader David Rehling sig rive med af komponistens tonestrøm.

Også 33 år efter sin førstegangsoplevelse af Mozart lader David Rehling sig rive med af komponistens tonestrøm.

Kirstine Kiilerich

30. juli 2010

Musikken bruser ud af stolesædet foran. Den vælder ind fra begge armlæn. Den drypper ned fra loftet. Den bruser op fra scenen. Hele koncertsalen gynger og driver med noderne.

Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Selvfølgelig har jeg i mit 27-årige liv hørt klassisk musik. Og det kunne da lyde vældigt pænt. Men det kom altid et bestemt sted fra i rummet. En højttaler, en kilde, der kunne identificeres. Og skrues op og ned for, så musikken kunne kontrolleres.

Men det, der sker nu, i koncertsalen i Salzburg, i det herrens år 1977, er fuldstændigt ukontrollabelt. Mozart har magten. Hans klaverkoncert nr. 21 fylder lokalet som en flod af musik.

Det er Daniel Barenboim, der spiller klaveret. Egentlig skulle det have været et andet og finere navn, men det kunne alligevel ikke lade sig gøre. På det øvrige publikums bifald, da Barenboim bliver introduceret som den, der er sprunget til, kan jeg forstå, at Barenboim ikke er det ringeste bytte.

Måske er det også Barenboim, der dirigerer. Det er jeg for henført til at fæstne mig ved og kan intet huske om bagefter. Jeg kan bare huske musikken.

Ethvert forsvarsværk, enhver ironisk distance bliver skyllet væk af tonestrømmen i koncertens anden sats den langsomt drivende. Oplevelsen af skønhedens umiddelbare nærhed bliver så overvældende, at det er umuligt at holde tårer tilbage. Hvad ligner det at en 27-årig, voksen mand sidder i et offentligt rum og snøfter? Mozart skulle skamme sig.

Kursus på rokoko

Jeg er på et kursus i Salzburg. Det foregår på intet mindre end et rokoko-slot, Schloss Leopoldskron. Slottet blev efter Første Verdenskrig overtaget og istandsat af den tyske teaterinstruktør Max Reinhardt, der i 1920 var medstifter af Salzburgs festspil. Reinhardt gjorde slottet til et verdenscentrum for musik. Efter at nazisterne tog magten i Østrig, måtte Reinhardt i 1938 flygte til USA, hvorpå Gestapo satte sig på slottet, der efter krigen blev overtaget af amerikanske tropper. Reinhardt døde i 1943 i landflygtighed, og da hans enke fik godset tilbage, overdrog hun det til en selvejende institution til fremme af forståelsen mellem USA og resten af verden. Jeg er på kursus i amerikansk byplanlægning.

Slottets historie er en del af Salzburgs drama og musik, og vi kursister har forlods fine pladser ved byens koncerter. Det er derfor, jeg sidder og hører Mozart.

Hans 21. klaverkoncert bærer tilnavnet Elvira Madigan. Det er lidt spøjst, for koncerten skrev Mozart i 1785, og Elvira Madigan er en film lavet af den svenske instruktør Bo Widerberg i 1967. Koblingen er, at Widerberg bruger koncertens anden sats som lydbillede på sin elskovshistories lykke og tra-giske ende. Widerberg har netop øre for andensatsens vandstrømmende billeddannelse, og han bruger den til at svinge sin kameraføring ud over søen, hvor hans elskende driver i en båd.

Sluser åbnet

Det er jeg uvidende om i Salzburg i 1977, for jeg har slet ikke set filmen. Jeg mener heller ikke, at jeg har hørt Mozarts 21. klaverkoncert før. I hvert fald ikke ænset den. Og nu har den oversvømmet mig.

Jeg har plasket i Mozart lige siden. Den aften i Salzburg åbnede sluser, jeg aldrig ønsker lukket igen, fordi de fylder mit liv med en strøm, der får alt til at løfte sig.

Fra Mozart er jeg flydt videre til andre komponister, til Bach, Vivaldi og Chopin. Men Mozart svømmer jeg tilbage til igen og igen. Han kan noget, som ingen andre kan. Han er en slags musikkens Shakespeare. Intet menneskeligt er ham ubekendt. Han kan udtrykke det hele også det uudsigelige.

Ved Mozart er der let- heden og tragedien. Både i hans toner og i hans liv. Det blev så helt uacceptabelt kort. Han døde som 35-årig efter en periode af armod og miskendthed. Hvordan kan mennesker tillade at behandle en velgører sådan? Og hvordan kan Salzburg og Wien tillade sig at platte så usselt på Mozart? Med Mozart-kugler og det hele.

Man kan søge trøst i, at Mozarts produktivitet var så stor. Hans hoved må uafladeligt have summet af musik. Den 21. klaverkoncert er skrevet inden for samme måned som hans 20. klaverkoncert.

Først den dag, man har hørt alle Mozarts musikværker til ulidelighed, kan man tillade sig at brokke sig over, at han ikke fik skrevet flere.

Fredsmusiker

Daniel Barenboim har sidenhen fået et respektaftvingende globalt karriereforløb, både som dirigent og pianist. Respekten øges af, at han også har viet sit liv til at fremme fred og forståelse i Mellemøsten. Han var i 1999 medstifter af Vest-Øst Divan Orkesteret, der består af lovende unge musikere fra Israel og de arabiske lande. Efter en 2008-koncert i Ramallah på Vestbredden modtog Barenboim et palæstinensisk æresborgerskab. Det fik israelske højrefløjspolitikere til at forlange, at han til straf skulle fratages sit israelske statsborgerskab. Barenboim har også haft modet til at insistere på at spille Wagner for et israelsk publikum. Forinden fritstillede han salen. De, der kunne udholde de associationer, som Wagner giver til nazismen, kunne forlade rummet. 50 gik, 1.000 blev.

I vor samtid er den klassiske musik ikke et museumsstykke. Den rykker stadig sindene. Også i samfund, der i udgangspunktet står klassisk musik fjernt. Under en rejse i Peru frydede jeg mig over, at landet har en national radio, der sender den lifligste klassiske musik 24 timer i døgnet. Dér sad vi oppe i Andesbjergene blandt inkaer og Mozart bruste omkring os.

Dansk smålighed hærger

Når Peru mener at have råd til en sådan en national radiostation, skulle man jo tro, at Danmark også havde det.

Men nej, den smålighed, som hærger, fører nu til, at den danske statsradio, der har fået en milliarddyr koncertsal at lave klassisk musik i, ikke længere vil opretholde en selvstændig kanal til at formidle denne musik.

Der er ingen grund til at godtage argumentet om, at P2 må ofres, for at Danmarks Radio kan fastholde P3, der har fat i unge lyttere. Netop unge lyttere skal da have et public service-tilbud om at blive lukket ind den klassiske musiks rigdom.

Ude på nettets YouTube, hvor en udgave af Mozarts 21. klaverkoncert ligger, har en ung lytter kommenteret:

»Om der så var 1.000 supercomputere, der arbejdede parallelt, kunne de ikke nå frem til noget så smukt, uanset om de blev ved og ved.«

En anden skriver:

»Mozart rocker!«

En tredje skriver:

»Hvis en avanceret civilisation fra det ydre rum ankom til Jorden og sagde All right, hvis disse jordboere ikke kan vise os én værdig bedrift, sprænger vi denne lille sørgelige planet i luften så spil bare denne her musik for dem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lene Timmermann

Afsnittet "Fredsmusiker":
"De der kunne udholde de associationer, som Wagner giver til nazismen, kunne forlade rummet. 50 gik, 1.000 blev."

Øh - gik Barenboim så ud sammen med de 50 og spillede for dem? Eller torturerede han de 1.000?

»Hvis en avanceret civilisation fra det ydre rum ankom til Jorden og sagde All right, hvis disse jordboere ikke kan vise os én værdig bedrift, sprænger vi denne lille sørgelige planet i luften så spil bare denne her musik for dem.«

Ah, personligt ville jeg nu præsentere de besøgende for Bach, grundet det kontrapunktiske element er så udtryksfuldt sublimt.

Romantikken forfølger en lineær form, hvor klangen understøtter et melodisk forløb. I barokken er alt, ja, barokt. Nu vi er ved Bach dynastiet, så glem ej at en J. Christian. Bach ikke kan have gået Mozarts øre forbi.

Kan man ane en Mozart her, ja, det skulle jeg mene.

http://www.youtube.com/watch?v=qMU9ZoPiVV0&feature=related

Leve musikken, lad dens atomer splitte enhver politikers magtmisbrug.

Marianne Mandoe

@ Sonja

Og jeg ville til enhver tid anbefale Beethoven.
men sådan er vi så forskellige. :-)

Mozart er ikke lige min kop te. For lidt passion, og for meget perfektion.

Beethoven rocks, Marianne, no doubt.

Manden havde bare så satans meget temperament, at man bliver tre år ældre af at spille et af hans stykker.

Så hvis du en dag oplever en fremførelse, så læg en femmer i hatten bagefter til musikerne, det er fuldt ud fortjent. ; )

Marianne Mandoe

@ Sonja

Jeg spiller selv fortrinsvis Beethoven når jeg sætte mig til klaveret. ;-)
Selv finder jeg det umådeligt opløftende når det virkeligt LYKKES.

Tom W. Petersen

Er det dog ikke utroligt lidt, omtale og anmeldelser af cd-udgivelser og koncerter med de omtalte komponisters musik fylder sammenlignet med så megen anden musik, når deres musik nu er så vidunderlig?