Læsetid: 5 min.

'Når jeg hører ordet projekt, tænker jeg på Goebbels'

Nysgerrighed er udgangspunktet for kunstneren Christian Vind. Han er en af de 10 kunstnere, som har modtaget det tre-årige arbejdsstipendiat fra Kunststyrelsen i år
'Min drivkraft er nysgerrighed og er funderet af den omstændighed, at jeg ikke   altid ved, hvad der sker.Det interesserer mig', siger multikunstneren Christian Vind.

'Min drivkraft er nysgerrighed og er funderet af den omstændighed, at jeg ikke altid ved, hvad der sker.Det interesserer mig', siger multikunstneren Christian Vind.

Jonathan Bjerg Møller

20. juli 2010

En multikunstner, der laver artbooks, vægmalerier, grafiske tryk, papirgåder, collager og gouacher. Man kan blive ved. Og man kunne sige, at Christian Vind har gang i mange projekter. Det mener han ikke selv. Faktisk har han en aversion mod ordet projekt.

»Når jeg hører ordet projekt, så tænker jeg på Goebbels. Han sagde: Når jeg hører ordet kultur, så spænder jeg hanen på min revolver. Sådan har jeg det med projekter. Måske det er lidt farligt at sige, når man lever i en tidsalder, der bliver kaldt projektsamfundet, men mit kunstneriske projekt er lidt ude af syne, og dukker undertiden op til overfladen. Men min drivkraft er nysgerrighed og er funderet af den omstændighed, at jeg ikke altid ved, hvad der sker. Det interesserer mig. Det felt jeg arbejder i, er en undersøgelse af mine begrænsninger og muligheder,« forklarer han og tilføjer, »I det øjeblik, jeg bliver klar over, hvad det handler om, mister jeg interessen og går i gang med noget nyt. Det er hårdt, men også enormt dejligt at starte på en frisk igen.«

De forskellige udfoldelser i kunstarter afspejler Vinds interesse. Han er fascineret af, hvordan billeder aflæses i en tid, hvor han mener, man bliver bombarderet med visuelle indtryk.

»Det er afgørende for mig at navigere i billedstrømmen i en tid, hvor vi bliver heavy centrifugeret. Hvordan af-læser vi de billeder og hvordan reflekterer billeder kulturen, og bliver bestemmende? I mit arbejde har jeg været meget interesseret i at grave ned, lave en slags arkæologisk arbejde i et billede, dele det, gentage det og sætte det ind i en ny, forandret forbindelse,« siger han.

Kan sige alt

Christian Vind er nervøs. Han synes, det er svært at tale om kunsten om det, han laver. Ikke fordi, det er uinteressant, men fordi det er svært at navigere i sit eget,

»Jeg interesserer mig naturligvis meget for kunst og det at italesætte det. Men billeder har også en anden form en slags sprogløshed. Jeg laver billeder og så er beskueren velkommen til at reflektere over det. Men når jeg sidder her, bliver jeg en slags advokat over for klienten, som skal forklare hvad jeg mener og det er vanskeligt,« siger han.

Han udtrykker en vis betænkelighed ved diktafonen, som ligger på bænken uden for hans værksted på Østerbro. Her er rart. Der er træer, og vinduerne i lejlighederne er store. Inde i en krog i en kælder ligger værkstedet. Det meste er dækket til med gråt pap.

Christian Vind mener godt, at man kan nærme sig kunsten gennem ord.

»Man kan tale rundt om kunsten og nærme sig den, men visse ting kan være svære at formulere. Det er lettest at tale om en konkret genstand, hvor jeg kan fortælle, hvordan jeg har arbejdet med den. Jeg har skrevet flere ting om kunst og kurateret andres kunst,« forklarer han.

»Men når jeg taler om mit eget, har jeg frihed til at sige hvad som helst. Gennem kunsten er jeg interesseret i at grave lag frem, at lave en slags arkæologisk lagdeling, men når jeg sidder her, kan jeg også sige alt muligt andet.«

Christian Vind bruger begrebet pseudoarkæologi. Det forklarer, hvordan hverdagskunst kan være verdenskunst, f.eks. ved at en keltisk offerskål bliver til et moderne askebæger. Christian Vind eksperimenterer selv med at blande ældre kunst med hverdagen og nutiden. F.eks. ved billedet af tilskuerne, som sidder og sover med hovedet vendt fra maleriet i bogen Bøf er stegt, mens andre sider er reklamer fra et pizzeria.

»Der var en, der for nylig sagde til mig, at ironi er ligesom beroligende medikamenter. Det er et spørgsmål om dosis, før løsningen bliver en del af problemet. Det tror jeg er rigtigt. Mine bøger er et miks af alle mulige typer billeder. Jeg ved ikke, om det findes en high-and-low culture mere men jeg er interesseret i alle mulige slags billeder,« siger han.

Christian Vind har i år fået Kunststyrelsens treårige stipendiat sammen med ni andre billedkunstnere. Han er uddannet fra Statens Kunstakademi, hvor han kom ind i tredje forsøg. Han er glad for, at det lykkes. Han ved ikke, hvad han ellers skulle foretage sig.

»Jeg ved ikke helt, om det har været et valg for mit vedkommende at blive kunstner. Det har det vel, men så alligevel ikke. Der er selvfølgelig forskellige komponenter, der har spillet ind. En vedholdende insisteren er en væsentlig del med en kombination af momenter af tilfældighed. Måske har det også noget med min kejthåndethed at gøre. Derudover aner jeg virkelig ikke, hvad jeg ellers skulle lave. Det er ikke for at sige, at jeg er en undtagelse jeg tror, det gør sig gældende for mange,« siger han.

Tiltrukket af bogformen

Trods alsidigheden har Christian Vind en forkærlighed for bøger. Han har blandt andet udgivet Tegn og gerninger. En silkeborgfortolkning og Bøf er stegt. Vind er tiltrukket af bogformen, fordi det giver anden form for fordybelse end at stå på en galleri eller museum.

»Det er en meget ideel form, fordi du kan tage den med dig. Som en lommebog. Du kan sidde med den derhjemme i en stol. Formatet gør, at bøgerne er gode til fordybelse. Til gengæld mister man fysikaliteten som et stort billede har, og man får på en museum eller galleri. Men man får og har den tid, man har brug for. Bogen er et slags komtemplativt rum, hvor man får lov at tænke med den andens bevidsthed. Men jeg tror også, at man får noget at vide om sig selv og hvordan man tænker. Mine bøger er en slags fremadskreden collage, hvor en række billeder sættes i tilhørsforhold,« forklarer han.

Værkstedet hvor han arbejder, har været hans siden vinter. »Jeg forsøger at få en art regelmæssighed i mit arbejde. Men mine dage kan se meget forskellige ud. Jeg forsøger at gå i værkstedet hver dag. Ellers sidder jeg et sted og læser, tegner eller skriver. Jeg mødes også tit med andre,« siger han og forklarer, at inspirationen til arbejdet kommer mange steder fra.

»Det er på en måde fuldstændig uhåndgribeligt at svare på, hvad der inspirerer mig. Om det er fortløbende, hvor det ene billede afføder det næste, fordi værket tages til et punkt, hvor det ikke kan tages længere, og tanken følges over i en nyt billede som en dominoeffekt; om det er impulsivt, inspirationen opstår, hvor det er svært at gennemskue, hvor det kommer fra, eller om det gennembearbejder ideer fra mine notesbøger, som genaktiveres på en ny måde, hvis jeg læser avisen eller taler med folk, er helt forskelligt,« fortæller han.

De tre-årige
Information har opsøgt en række af de billedkunstnere, der i år har modtaget det tre-årige arbejdsstipendiat fra Kunststyrelsen og tegner et portræt af dem, og hvad de vil med deres kunst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter H. Olesen

Herlige betragtninger om ordet "projekt"!

Det er Statens Kunstfond, som står for de 3-årige arbejdslegater og ikke Kunststyrelsen. Og der er ikke noget, som hedder Statens Kunstakademi eller Det danske Kongelige Kunstakademi. Det hedder Det Kongelige Danske Kunstakademi.

God sommer!

Gaspard Winckler

Ja-jo, nu vi er i gang med rettelser, kan jeg tilføje at bogen der bliver nævnt hedder "Tegn og underlige gerninger - en Silkeborgfortolkning" og er et katalog fra den ens betitlede udstilling på Silkeborg Kunstmuseum for et par år siden.