Læsetid: 5 min.

Oranje uden farve

Uden at vinde nogen nye venner har Holland spekuleret sig frem til semifinalen, hvor de himmelblå opportunister fra Uruguay venter
Det hollandske fodboldlandshold møder i dag Uruguay i semifinalen ved VM, men spillemæssigt har holdet ikke imponeret indtil videre. Her er det Robin van Persie (bagest), Wesley Sneijder og Gregory van der Wiel, der fejrer kvartfinalesejren over Brasilien.

Det hollandske fodboldlandshold møder i dag Uruguay i semifinalen ved VM, men spillemæssigt har holdet ikke imponeret indtil videre. Her er det Robin van Persie (bagest), Wesley Sneijder og Gregory van der Wiel, der fejrer kvartfinalesejren over Brasilien.

Koen Van Weel

6. juli 2010

Det er på mange måder overraskende, at lige netop Uruguay er Sydamerikas sidste overlevende deltager ved dette VM. Før turneringen gik i gang, blev de himmelblå fra det sydøstlige hjørne af det fodboldgale kontinent af mange betragtet som sydamerikanernes svageste deltager, men nu står de altså i semifinalen som et eksempel på det fænomen, man oplever ved de fleste slutrunder - nemlig at et undervurderet hold fra kredsen af de ydre outsidere pludselig rammer formen og spiller sig frem til de medaljegivende kampe.

Ved VM i 1998 var det Kroatien, der havde denne rolle; fire år senere blev den indtaget af Sydkorea, og denne gang er den altså overladt til Uruguay; et velorganiseret og kombinationsstærkt mandskab, der råder over to af slutrundens skarpeste afsluttere i Luis Suarez og Diego Forlan, og som i sin natur er langt fra det kyniske benbrækkerbold, Celeste har diverteret med i tidligere verdensmesterskaber.

Det lyseblå nationalmandskab udgør dermed - ud over at være en solskinshistorie i sig selv - en glimrende illustration af den styrke, der har præget de sydamerikanske hold ved dette VM. For ganske vist slap kun et af kontinentets mandskaber videre til semifinalerne, men det kan ikke skjule, at hele fire af kvartfinalisterne kom fra Sydamerika, og denne præstation har affødt mange spekulationer om, hvorfor netop de sydamerikanske deltagere har vist sig så stærke i denne omgang.

Et af svarene må være, at de simpelthen afspejler det meget høje niveau, hele Sydamerika holder rent fodboldmæssigt lige for tiden. Hvis man kigger på den sydamerikanske kvalifikationspulje - der afvikles ved, at alle ti lande spiller ude og hjemme mod hinanden - ser man således, at sidstepladsen blev besat af Peru; en nation, der p.t. ligger nummer 53 på FIFA's verdensrangliste.

Til sammenligning lå kun to af modstanderne i Danmarks kvalifikationspulje over dette niveau, nemlig Sverige og Portugal. Resten af holdene lå under - og i visse tilfælde langt under - Peru på ranglisten, hvilket viser, at mens de stærke europæiske mandskaber spiller mange kampe mod hold, der er klart ringere end dem selv, så er der ingen nemme opgør i den sydamerikanske kvalifikationsturnering. Holdene presser hinanden hele tiden i en række kampe, der er med til at løfte deres fælles niveau.

Parkeret på tribunen

Samtidig har den stigende tilstrømning af sydamerikanske spillere til Europa også haft den effekt, at sydamerikanerne har erhvervet sig en større taktisk forståelse og disciplin ved at spille i de europæiske ligaer. Det kan have sine negative konsekvenser - som når Brasilien begynder at spille ansigtsløst og anti-brasiliansk resultatfodbold; men det kan også manifestere sig positivt - som når Paraguay spiller nærmest lige op med de spanske europamestre.

Hvad angår de sydamerikanere, der skal i ilden i dag, Uruguay, så mangler de endegyldigt at bevise, at de hører til på dette niveau, altså blandt de fire bedste nationer i verden. Hidtil i turneringen har de været velsignet af et lodtrækningsheld, der har parret dem med Sydkorea og Ghana i play off-kampene, og deres plads i semifinalen kan i realiteten tilskrives det faktum, at deres frontangriber, Luis Suarez i opgøret mod Ghana tiltog sig rollen som en af VM-historiens fremtrædende skurke ved på kynisk vis at parere bolden med armen i sidste minut af den forlængede spilletid - og derefter prale af det i medierne.

Denne misgerning betyder, at Suarez i dag er parkeret på tribunen, hvor han afsoner én spilledags karantæne. I hans fravær står holdet uden en stor del af sin vanlige ildkraft med den konsekvens, at de himmelblå i endnu højere grad end vanligt må sætte deres lid til, at forsvaret - med assistance fra den effektive oprydder på den defensive midtbane, Diego Lugano - kan holde hollænderne stangen. Man skal i hvert fald ikke forvente, at det vil være sydamerikanerne, der tager teten offensivt i dag. Den rolle vil være overladt til hollænderne - og den bør de også være stærke nok til at løfte, selv om det er et underligt charmeforladt mandskab, der indtil videre har repræsenteret lavlandet i denne turnering.

Fodboldfilosofien ofret

Traditionelt har hollandsk nationalfodbold været forbundet med forskellige seværdige variationer af totaalvoetbal (totalfodbold, red.) og det er såmænd ikke længere end to år siden, at Oranje tog hele Europa med storm og leverede nogle fejende flotte opvisninger ved EM. Men to år er meget længe i moderne fodbold. Og det nuværende hollandske mandskab har i hvert fald ikke taget nogen som helst med storm. Ledet af den erfarne ligatræner Bert van Marwijk har holdet kun lige præsteret det nødvendige for at overleve fra runde til runde, og de orangeklædte har reelt kun leveret én ordentlig halvleg undervejs i turneringen. Det var mod Brasilien - og udelukkende fordi de var tvunget til det. Nu har kampprogrammet imidlertid foræret dem alle tiders chance for at komme i finalen, for mens Tyskland og Spanien mødes i en slags moralsk finale, skal hollænderne 'blot' besejre Uruguay for at stå i slutkampen for første gang siden 1978.

Sker det, vil det utvivlsomt glæde alle fodboldinteresserede sjæle i Holland - men det vil samtidig beklages af de evige romantikere overalt på kloden, der mener, at et hollandsk landshold, som har ofret totalfodboldfilosofien på pragmatismens alter, i realiteten ikke er værd at samle på. Det er bare endnu et profilløst mandskab pakket med topprofessionelle, der kan spille et hvilket som helst system, træneren kræver af dem, uden at give deres præstationer nogen som helst form for national farve. Og det er ikke godt nok til slutrunden i Sydafrika. Et VM er jo ikke bare en tilfældig turnering. Et VM henter netop sin fascinationskraft i historikken, traditionerne og de forskellige stilarters møde med hinanden. Og et hollandsk hold, der ikke spiller hollandsk, er i realiteten ikke noget hollandsk hold. Det er 11 tilfældige atleter, der er blevet proppet ned i samme landsholdsdragt og instrueret i at spille en fælleseuropæisk konsensusfodbold, der hverken har smag eller kant.

Hollænderne skylder resten af verden en fodboldmæssig oplevelse. Og den kunne passende komme i dag, mod de undertippede og offensivt amputerede
sydamerikanere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu