Læsetid: 5 min.

Pasningens perfektion

En overvejelse over lidenskabeligheden kontra skakspillet og en ydmyg tilståelse
Det kan betvivles, at de spektakulære  målmandsdrop var målmandsdrop. Både Thomas Sørensen (billedet) og Hollands Maarten Stekelenburg lignede mere ofre for Jabulani-boldens aparte svæv, der gør bedømmelsen af dens bane umulig.

Det kan betvivles, at de spektakulære målmandsdrop var målmandsdrop. Både Thomas Sørensen (billedet) og Hollands Maarten Stekelenburg lignede mere ofre for Jabulani-boldens aparte svæv, der gør bedømmelsen af dens bane umulig.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

8. juli 2010

Det eneste genkendelige er ansigterne: gladiator-kontrafejer i kameraets panorering under nationalhymnerne, blikke indadvendte mod opgaven lige om lidt, nogle mimer med, andre ikke Mesut Özil for eksempel. Det er ikke hans melodi. Men ellers har denne slutrunde vist sig radikalt anderledes end forventet, uanset hvem der vil møde Holland i finalen, hvilket vides når dette læses Niclas Jensens gættede tirsdag aften på Spanien, mit gæt er stadig Tyskland, men alt kan ske i fodbold, som Morten Olsen siger hver gang hans hold taber.

Hvilket er én grund til, at spillet fængsler, men langt fra den eneste. En anden faktor er den fælles dagsorden. I fire uger hænger verden sammen i en mere end en milliard menneskers hoveder, der får samme fortælling på de forskellige sprog. Som spillerne er vi andre ude i tilskuer-rummet forenede i den tilstand, Tage Skou Hansen har kaldt midlertidige fællesskaber, med licens til at give lidenskaben frit løb. Genlæs f.eks. Peter Laugesen her i avisen i lørdags den fik ikke for lidt da den vripne digter og Hull-supporter i Brabrand hånede det brasilianske tøsehold af simulanter i øvrigt rykkede Hull ned i år.

Hovedrollernes svigt

Men det er en helt anden historie. Historien her har bl.a. været de prædestinerede hovedrollers angivelige svigt af sig selv og af et globalt publikum, der forventede afrikanske mirakler af stjerner, der forgylder klubhold som Inter og Chelsea, så frem til Messis VM og skuffedes over, at Ronaldo kun scorede mod Nordkorea, Rooney kiksede, hvilket hans mentor Alex Ferguson har forklaret med forventningspres, og hvad angår Brasiliens superstjerne, Kaka, veg vor mand i Brabrand ikke tilbage fra at gøre opmærksom på, at hans navn betyder bæ på fransk.

Det blev så andenviolinernes slutrunde, hvis man ser bort fra maestroen Maradona, der levede op til forventningerne som showmand, og viste sig at være netop så taktisk inkompetent, som man mistænkte ham for. Bl.a. undlod han at bruge Inters Diego Milito, der har scoret 30 mål i afvigte sæson, i knald-eller-fald-kampene. Han fik sammenlagt 91 minutter i den indledende runde.

Men det kan diskuteres, om superstjernerne svigte-de jeg så både Kaka og Messi spille formidabelt, men på hold, der ikke var synkrone med deres niveau og løbemønstre. En sidebemærkning: Det kan i øvrigt også betvivles, at de spektakulære målmandsdrop var målmandsdrop. Engelske Greens fumlen i USA-matchen så sådan ud, men både Thomas Sørensen og Hollands Maarten Stekelenburg lignede mere ofre for Jabulani-boldens aparte svæv, der gør bedømmelsen af dens bane umulig.

Begge målmænd (og Green) fik halve hænder på de langskudsmål, der blev stemplet som fæle personlige fejl. Men en bold, der er for let til et normalt skruet skud og derfor propellerer opad som en superflex (en plasticbold til gadefodbold i 50erne) vil prisgive enhver målmand. Måske lige med undtagelse af den tyske jeg læste et sted, at Adidas Jabulani-bold blev anvendt i Bundes-ligaen sidste sæson.

Det smukke spils fallit?

Nuvel, hvad jeg vil frem til er, at denne slutrunde på sæt og vis markerer det smukke spils fallit fremtiden tilhører kølige rationalister, hvor individuelle temperamenter (og færdigheder) underordnes helhedssynet, kollektivet, systemerne, om man vil, og hvor begreber som kampånd som det engelske hold beskyldtes for at svigte og lidenskab, som Maradona hævdede hans hold besad i stigende grad er ukurant. Nogle mener, at slutrundens finale er udtryk for, at spillerne har tilbageerobret spillet fra superstjernerne og trænerbænken, men ret beset har trænerbænken bare lært nye managementmetoder. Den kontant, autoritære stil som kendes fra en Alex Ferguson og med en Morten Olsen midt imellem er afløst af en ledelsesform, i dette VM iøjnefaldende hos tyske Joachim Löw i afslappet V-trøje og hos Spaniens reptilt indolente gentleman del Bosque og den prokurist-ydmyge hollænder van Marwijk, der advarede sine spillere mod at være arrogante i mødet med Uruguay. De skulle spille disciplineret og uden nykker med fire mand fremme og seks mand nede bagved. Ikke just totalfodbold og dog.

Fodbold-journalisten Simon Kuper, hollænder og skribent for Financial Times, gør gældende, at de tre europæiske semifinale-hold alle har haft berøring med Bayern München-træneren Louis van Gaal, der havde Johan Cruyff som forbillede (som han efter sigende afskyr i dag), og som har lært ham alt. Cruyff, der opfandt totalfodbold sammen med Ajax- og Holland-træneren Rinus Michels i de tidlige 70ere, var også med til at udvikle de fodbold-akademier i Ajax og Barcelona, vi nu ser produkterne af, og som danner en trekant Ajax-Barcelona-Bayern.

Van Gaal, der siges at være diktatorisk under den moderne fernis, har trænet alle tre klubber, og har i Bayern München disciplineret romantikeren Jürgen Klinsmanns lidt flyvske ideer om at give spillet frit, akkurat som Joachim Löw har raffineret arven efter Klinsmann på landstrænerposten. Paradokset er, at Klinsmann, der spillede i den gamle tyske skole, indledte tyskernes transformation til den hollandske ideologi, som Löw videreførte inspireret af Spanien i 2008. Men som Bastian Schweinsteiger fra Bayern München siger til New York Times: »Vi har udviklet os, spanierne har stået stille.«

Holder hollænderne?

For løsenet er hverken kampånd eller lidenskab, men pasninger. Og van Gaal har i alle tre klubjobs prædiket Cruyffs evangelium: Aflever altid bolden en meter foran din medspiller, så han er i bevægelse ved modtagelsen, og sørg altid for, at en tredjemand løber i position som næste bande. Sådan vandt Spanien EM i 2008. Og den af de to finalister, der søndag slipper bedst afsted med pasningernes præcision, vil vinde VM. Efter tirsdagens match kan man betvivle, at det bliver hollænderne, hvis trekant-spil fungerede i højst 20 minutter, og i øvrigt var for langsomt til at virke effektivt. Det såkaldte omstillingsspil skiftet fra forsvar til angreb i samme bevægelse kræver sprintere. For som Simon Kuper konstaterer: Fodbold er skak, ikke fribrydning. Når Uruguay-Holland-opgøret, hvor Demi de Zeeuw fik et saksespark i ansigtet, var mere fribrydning end skak, skyldtes det hollændernes nervøse boldtab og mangel på pace i positionsspillet, der kun virker, hvis bolden passerer en eller helst flere modspillere.

To kapitalbrølere

Vel, vel, endnu en sidebemærkning: det er med stadig skamrødmende øren denne sidste kommentar indtastes: Både fordi jeg begik hele to kapitalbrølere i den sidste klumme, oven i købet i et lovlig kæphøjt tonefald: Jeg satte Inters Adriano på det brasilianske hold, hvor jeg mente Sevillas Fabiano, og værst af alt: Jeg forudså en semifinale mellem Argentina og Tyskland, der som bekendt pelsede Maradons mænd 4-0 allerede i kvartfinalen. Begge fejllæsninger, som omgående blev straffet af det midlertidige fællesskab, skyldtes forblændet lidenskabelighed for det smukke spil som et stjerne-domineret, begejstrende sus, der tilbage i 1978 forvandlede Argentina fra grimt militærdiktatur til konfettifest med Holland som taber i finalen. Nu er det fortid, hvilket kun bekræfter, at i fodbold kan alt ske. Også det, der ikke må ske.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu