Læsetid: 4 min.

Det reneste hjerte

De færreste over 50 bevarer troen på, at menneskeheden vil vælge rigtigt, tage magten og ansvaret, men Patti Smith er så ren i hjertet som en teenager. Andre er bare som teenagere
'Patti Smith har altid sunget med en hel generations livserfaring i stemmen, men nu passer den også aldersmæssigt, og resten af bandet har heller ikke mistet hverken nerve eller tro,' mener Informations udsendte.

'Patti Smith har altid sunget med en hel generations livserfaring i stemmen, men nu passer den også aldersmæssigt, og resten af bandet har heller ikke mistet hverken nerve eller tro,' mener Informations udsendte.

Tomas Cochello

5. juli 2010

Der er noget sært engagerende ved Patti Smith. Få, meget få i hendes generation kan stille sig op og råbe »power, power, power«, »money«, »revolution« og »you are the future«, uden at størstedelen af et moderne dansk publikum trækker overbærende på smilebåndet over dette levn fra 1970'erne og tænker: Accepter nu den menneskelige ligegyldighed, den vestlige verdens grådighed og verdens undergang.

Men ikke når det er Patti Smith. Det er hendes kompromisløshed. Selv efter alle disse år griber hun fast om publikums bevidsthed og suger os ind i en verden, hvor vi kan gøre noget. Man begynder at tro på det. Selv når der går indianerstemning i den under numre som »People Have the Power«, en meget lang version af »Gloria« og en hilsen til alle de døde: »Shout out the names of your loved ones«. Patti Smiths stemme bliver bare bedre og bedre. Hun har altid sunget med en hel generations livserfaring i stemmen, men nu passer den også aldersmæssigt, og resten af bandet har heller ikke mistet hverken nerve eller tro. De har modet til at spille umådeligt langsomt og slæbende. Og Patti Smith er simpelthen i godt humør. Det skader bestemt ikke, at selv en levende legende smiler diskret, da publikum tager imod »Perfect Day« med et kæmpe brøl. Afslutningsvist løfter Patti Smith sin guitar op mod himlen og erklærer: »Behold the machine gun of my generation!« Og i det øjeblik, bare det lille øjeblik, har hun en hær af tusindvis af villige soldater i sit følge.

Røvballerock

Orange Scene har igen i år været skueplads for uhæmmet nostalgi. Om det så er fejringen af den sidste rest af blomsterbørnene, eller om det er tilladelsen til at drømme sig tilbage til tiden med indsmuglet vodka på sodavandsdiskoteket. Man kunne måske betvivle, om man overhovedet er i stand til at være nostalgisk, hvis alderen kun rækker til minder fra starten af 1990'erne, men oh jo skulle vi få at se ved Orange Scene fredag, da Dizzy Mizz Lizzy gik på. Man kan sagtens være nostalgisk, selv om man kun netop er fyldt 30. Det var en folkefest, da det økonomisk belejligt gendannede Dizzy Mizz Lizzy spillede nærmest samtlige numre fra deres beskedne bagkatalog. Én kvinde tyede til at tisse i et ølkrus for ikke at forlade skuepladsen og risikere at gå glip af »Silverflame«, og mens folk spredte sig om ølkruset, som var det en atombombe, så stod man og drømte sig tilbage, til dengang Tim Christensen satte el til sin guitar, dengang den danske Yoko Ono endnu ikke havde knust hans hjerte. Ren røvballerockkoncert, men publikum var ligeglade.

Sørgelig skygge

90'er-festen fortsatte på Orange Scene, da Alice in Chains gik på, men her fik vi i en lektion i grov udnyttelse af folks trang til nostalgi. Når folket har mistet illusionen om en fremtid, så kigger man hellere tilbage, og derfor var det da også med en hvis forventning, man gjorde sig klar til at føle trygheden gen-indfinde sig, men Alice in Chains var en sørgelig skygge af sig selv. Guitarist Jerry Cantrell virkede vanvittig uengageret, og musikken var uambitiøst repeterende. Den vigtige tunge bund fungerede, men heller ikke mere end det.

Det var kun den nye forsanger, William DuVall, der mente, at Roskilde-gæsterne skulle have noget ekstra ud af at opleve Alice in Chains live, og han var ikke engang med dengang i 1990'erne, da Alice in Chains var én af de fire store inden for grunge-musikken.

Én af de andre af de fire store var Nirvana, men trommeslager Dave Grohl er ikke typen, der forfalder til groft misbrug af den store arv. Han finder på noget nyt.

Den flinkeste mand i rock'n roll kalder man ham, og der var da også ekstra meget lys på trommesættet, da Them Crooked Vultures gik på. For dér sad netop Dave Grohl. Klar til at agere stor del af rytmesektionen til ørkenrockbandet med Josh Homme fra Queens of the Stone Age i front og selveste John Paul Jones fra Led Zeppelin på bas. Det må da være indbegrebet af en supergruppe. Og sådan spillede de også. Ikke som tre store ego'er, men som dygtige musikere, der er manifesterede talenter og ikke behøver bevise noget som helst. Dave Grohl hamrer afsted på trommerne med så kort og nærmest usynlig berøring af skindet, at man forundres over, hvordan han når at fremtvinge så megen lyd. Skarpt og præcist trommespil som fortjener meget lys. Man behøver ikke gå tilbage for at kunne se fremad.

Patti Smith, Orange Scene, lørdag 16.30. Dizzy Mizz Lizzy, Orange Scene, fredag 17.00. Alice in Chains, Orange Scene, fredag 19.30. Them Crooked Vultures, Orange Scene, fredag 22.30

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jimmi Thøgersen

Absolut spot-on.

Gik glip af det meste af Them Crooked Vultures for at gå til et andet nostalgi-trip med NOFX (endda den mindre reelle slags nostalgi-trip, fordi jeg var til de mere esoteriske sider af punk dengang i 90'erne). NOFX tillod mig dog ikke nostalgien - i stedet blev det til ren fuck-it-all musikfest.

Men hvad jeg hørte af TCV var fantastisk. Endnu mere unikt var dog, netop, Patti Smith, der stort set efterlod alle Oranges yngre musikere i urinstøvet, hvad angik ren rock'n'roll-attitude.

Og så kan jeg godt lide kategoriseringen af Dizzy Mizz Lizzy under "Organisationer". Uanset at det var det eneste af mine kig bagud, der blev til egentlig nostalgi. Ja, det handler måske* nok om penge for trioen, men det mærkede man ikke dén fredag eftermiddag.

* er det tilladt at indføje det naive "måske" så tæt på ordet "nostalgi"?