Baggrund
Læsetid: 5 min.

'Med ryggen mod Jylland - og ansigtet mod verden'

Der lyttes stille og andægtigt med, når folkemusikken forvrides i eksperimenterende former på Danmarks første Free Folk festival. Festivalen blev afholdt i weekenden i Sønderho på Fanø - nok det eneste sted i Danmark, hvor folkemusikken aldrig døde ud
Der lyttes stille og andægtigt med, når folkemusikken forvrides i eksperimenterende former på Danmarks første Free Folk festival. Festivalen blev afholdt i weekenden i Sønderho på Fanø - nok det eneste sted i Danmark, hvor folkemusikken aldrig døde ud
Kultur
27. juli 2010

På væggen hænger grundlæggerne af Sønderho Forsamlingshus i ramme. De sort-hvide billeder af Fanøs kulturelite anno 1919, har fra væggen fint overblik over menneskemængden af lyttende gæster til Fanø Free Folk Festival.

Forsamlingshuset er fyldt. I skrædderstilling eller liggende på gulvet lytter gæsterne koncentreret. De er fuldstændig stille, mens to italienske musikere sidder fordybet på scenen.

Francesca Amati synger sfærisk henover bunden af rytmeguitaren, mens en lavstammet italiensk mand med et bemærkelsesværdigt tæt fuldskæg lader, den elektriske guitar forvrænge og støje henover hendes lyse stemme.

Det er musiktidsskriftet Geiger, der står for at afholde festivalen. Men mest var det bare en idé Rasmus Steffensen fik, fordi han gik og savnede sådan et arrangement i Danmark. Rasmus Steffensen var med til at grundlægge Geiger tilbage i 2000, og spiller selv eksperimenterende folk i sit projekt So Like Dorian, der også optræder til årets festival. Han drømte om, at festivalens gæster skulle hives ud af tid og sted på Fanø Free Folk Festival.

»Free folken er genremæssigt udkantsmusik, derfor var det fint at finde et outsider sted at afholde festivalen. Her på Fanø er der en levende tradition for folkemusik, og vi laver en anderledes slags folkemusik. Derfor giver det mening at give musikken et hjem, hvor genren ikke hører til på et museum,« siger Rasmus Steffensen.

Fanø har udsyn

Set fra toppen af klitterne ud imod Vadehavet, fremstår byen som virkeliggørelsen af et guldaldermaleri: Byens omtrent 300 velbevarede stråtækte huse er spredt og lave i stisystemer af små gader. Ligesom resten af Fanøs sydligste by, Sønderho, ligner forsamlingshuset et anakronistisk levn.

Og hvis nogle af forsamlingshusets grundlæggerne havde hørt den musik, der i den forgangne weekend blev spillet i forsamlingshuset, havde de måske taget sig til hovedet.

Det er ikke kun Sønderhos gamle viser, sønderhonigerne, der bliver spillet. Der bliver vredet i guitarerne og gjort op med musikalske former og regler med uprøvede stemmer og på hjemmebyggede instrumenter. Dissonans er noget, man endda bestræber sig på at opnå. Støj og skønhed er uløseligt forbundet, når de 22 band spiller over tre dage.

Over for forsamlingshuset bor Jørgen Bjørslev, der sammen med sit folkemusikorkester Det Yderste Hav, åbnede festivalen fredag aften.

I det lavloftede bindingsværkshus står døren åben, og ind og ud løber to kattekillinger, han forgæves prøver at afsætte til Informations udsendte. Det var også her festivalgæsterne holdt fest efter koncerterne fredag.

Han mener, at Fanø er det helt rigtige sted for Free Folk at finde et hjem.

»Her på Fanø lever man med ryggen mod Jylland, og med ansigtet mod verden. For nogle hundrede år tilbage sejlede alle mændene, derfor vidste de meget mere, om hvad der skete i Buenos Aires og San Francisco, end de vidste, hvad der skete i København. Det betyder, at man har et udsyn her på øen. Fanø er det helt rigtige sted at lave sådan en festival,« siger Jørgen Bjørslev, der er klassisk uddannet musiker og docent ved Syddansk Musikkonservatorium.

»Denne her festival spiller bold op af vores levende tradition på øen, og det er frugtbart for både os gamle folkemusikere og for de nye,« siger Jørgen Bjørslev. Han pointerer, at Fanø er det eneste sted i Skandinavien, hvor folkemusikken bestandigt bliver spillet, og at folkemusikken er forankret i de fleste fannikker.

Spillede op til dans

Der er eftermiddagskage, og den blandede skare af familier, unge hipstere fra København, folkemusikere fra Fanø og kvinder med hår til hofterne trisser stille ud af dørene på forsamlingshuset. Ud i solen på pladsen foran huset.

Den første eksperimenterende koncert begyndte allerede for fuldt hus kl. 11, og gæsterne er på deres fjerde koncert i dag.

Jan Stricker er vokset op i Nordby, øens største by med ca. 2.500 indbyggere. Rygterne vil vide, at Sønderho og Nordby altid har været i uforbederlig uenighed om, hvilken af de to, der er Fanøs navle.

Men Jan Stricker har nu alligevel vovet sig hjem fra København, hvor han bor og hele vejen til Sønderho for at deltage i festivalen.

»Mine forældre havde sølvbryllup for to år siden, og vi hyrede Iver og Jeppe til at spille Fanøs brudevals. Så dansede mine forældre. Nogle gange er det bare et kuriøst indslag, men mange gange er det ikke. Musikken er helt sikkert forankret i fannikker,« siger han.

Jan Stricker er selv en del af den scene i København, der spiller eksperimenterende musik, og han er taget til festivalen for at høre de mest avantgardistiske indslag.

»Det er jo en videreudvikling af folkemusikken, men her forholder musikerne sig fuldstændig frit til forlægget, og man ved ikke, hvad der skal ske. Man ved bare, at det altid er en enestående oplevelse, man ikke komme til at opleve igen på næste lørdag,« siger Jan Stricker, der læser moderne kultur på Københavns Universitet. Jan Stricker er en af de 120 gæster til den første udgave af Fanø Free Folk Festival, som udefra mest ligner en vejfest, men som blandt andet har samlet gæster og musikere fra England, Italien og Polen.

Den sarte musik

Det er helt bevidst, at festivalen kun kan rumme 120 gæster, påpeger Rasmus Steffensen fra Geiger.

»Der er en tættere kontakt mellem musikken og publikum, og meget af det musik, vi vælger at præsentere, er sart musik, som kan drukne på de store festivaler. Her laver vi et godt hjem til den sarte og stemningsprægede musik,« siger Rasmus Steffensen.

Inde i salen går et af festivalens hovednavne, finske Islaja, på. Med sit lange lyse hår står hun med bukket nakke og nærmest hvæser ned i mikrofonen.

Blandt publikum sidder unge mænd, med opsmøgede bukser og overskæg, og på stole allerbagerst sidder tre ældre kvinder og følger scenen med opspilede øjne. Islaja har inviteret tre af festivalens andre kunstnere med på scenen.

På gulvet sidder Woodpecker Wooliams, en ung kvinde fra Brighton og lægger et vokalt lydtæppe med sin naivistiske lillepigestemme. Bagest på scenen står HATI, to polske mænd, og spiller på en to meter høj metalkonstruktion af hjemmelavede bækkener.

Rasmus Steffensen står i hjørnet af salen og smiler.

»Det lyder corny, men vi vil gerne præsentere noget smuk musik, som tager én ud på en rejse. Det handler om stemninger og om fordybelse. Drømmen er, at man følelsesmæssigt og geografisk kommer vidt omkring til denne festival.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her