Nyhed
Læsetid: 5 min.

Sejr til Supermand

Med fysik som en superhelt og ketsjersving som en huleboer slog Rafael Nadal i går fast, at der hverken er nogen over eller ved siden af spanieren, når det kommer til at spille tennis
Kultur
5. juli 2010
Med fysik som en superhelt og ketsjersving som en huleboer slog Rafael Nadal i går fast, at der hverken er nogen over eller ved siden af spanieren, når det kommer til at spille tennis

LONDON - Når Rafael Nadal ikke har ondt i knæene, så er han verdens bedste tennisspiller. For tiden har han ikke ondt i knæene, så i går vandt han finalen ved Wimbledon lige så suverænt, som han sejrede ved De Åbne Franske Mesterskaber for en måned siden.

Ingen ser ud til at kunne holde trit med spanieren, heller ikke sommerens store overraskelse, tjekken Tomas Berdych, der er i sit livs form med sejre over verdens nummer to og tre, Roger Federer og Novak Djokovic, på vej mod finalen.

Her ventede nummer et, Nadal, og det tog ham lige præcis 26 minutter at markere niveauforskellen.

Ved stillingen 3-3 i første sæt brød Nadal tjekkens serv ved først at løbe et ellers glimrende tjekkisk angrebsslag op og konvertere det til et unåeligt forhåndspassérslag op ad linjen, for så at slå en tung og dyb dobbelt baghåndsreturnering, som Berdych ikke kunne håndtere.

Sådan var det i alle tre sæt, som de 15.000 tilskuere blev vidne til: Finalisterne fulgtes ad til at begynde med. Berdych med sine knaldhårde server, der sendte linjernes hvide kridt op fra banen som krudtrøg, når han endnu engang ramte plet.

Nadal, i sine servepartier, kørte tjekken rundt fra side til side med sine nærmest voldeligt topspundne forhåndsslag.

Og så når det virkelig gjaldt, ved stillingen 6-5 i andet sæt og 5-4 i tredje, fandt Nadal de mest utrolige slag frem og brød serv. Som for eksempel den forhånd han rekordhurtigt sprang ud til flere meter bag baglinjen og sendte ned i fødderne på Berdych, der halvflugtede til midt på banen, hvor Nadal på ingen tid var fremme for at slå en vinderbaghånd.

Fysik som en gladiator

Det er ikke bare tennisteknisk, at Rafael Nadal er overlegen. Det er især fysisk. Han er bygget som en fuldvoksen superhelt. Især når han spiller med ærmeløs trøje ligner han en moderne gladiator med sine svulmende overarme, men hans fysiske vælde er ikke af den tungt-krigeriske slags. Det er, som om han er stærk og let på samme tid. I levende live, uden for fjernsynets bredformat, fremstår Nadal overraskende høj og slank. Taljen er smal og fører med stort svaj over i en markant strittende og utvivlsomt stenhård popo. Ansigtet er spinkelt og spidst, ingen stålkæbe, men et par stålsatte øjne, der gerne kniber sammen i øjeblikke af allerstørst koncentration.

Med let udadvendte fødder bevæger han sig på fjedrende tråd, benene er svulmende tætpakkede og ser ud til at kunne eksplodere i de højeste hop og hurtigste løb. Det kan de også, Nadal er hurtigere end nogen anden på en tennisbane. Og med sit greb helt i bunden af ketsjerens håndtag svinger han sin forhånd som en huleboer svinger sin kølle. Det ser vanvittigt ud.

Hvor Tomas Berdych fører ketsjeren fremad, når han slår sine rene slag, trækker Nadal sin ketsjer nedefra og op i en fremadkurvet halvbue, der strejfer bolden, men strejfer den med så meget kraft, at den bliver trukket op over nettet med utrolige mængder topspin for så at dale drastisk ned på den anden side.

Det var netop sådan et slag, der afgjorde kampen. Berdych slog bolden ned i Nadals forhåndsside og fortsatte frem mod nettet. Spanieren løb mod venstre, svingede sin kølle, sendte bolden på tværs af banen forbi en chanceløs Berdych, og smed sig baglæns ned på det slidte græstæppe i jubel.

Wimbledon-trofæet, som han værdsætter højere end noget andet og vandt for første gang i 2008, men måtte opgive at forsvare sidste år på grund af ømme knæ, er nok en gang hans.

Det er fuldt fortjent.

Kvinder og ketsjere

Kvindernes finale stod ligeledes mellem en favorit og en outsider, Serena Williams mod Vera Zvonareva. Zvonareva har i mange år været kendt for sine pludselige følelsesudbrud på banen. Hendes store talent gik til spilde, hed det sig, fordi hun brød sammen i tårer midt under kampe, slog sig selv i hovedet, udsendte unævnelige eder over dommerne og sig selv og smadrede - virkelig smadrede, som i: slog med fuldt sving og gentagne gange - sin ketsjer i jorden til den lignede et trafikuheld.

Lørdag stod hun i Wimbledon-finalen, sin første store finale, og det er ikke mindst blevet tilskrevet hendes evne til at kontrollere sine raserianfald.

Den 25-årige russer ser anderledes på det. Inden finalen blev hun spurgt, om hun kommer til at smadre ketsjere i fremtiden, svarer hun uden tøven:

»Ja, selvfølgelig. Ja, selvfølgelig. Det sker. Nogle gange har man brug for det. Du kan ikke gemme det hele indeni. Hvis du ikke er tilfreds med dig selv, er du nogle gange nødt til at smadre din ketsjer og komme videre. Hvis der er noget indeni, der forhindrer mig i at få det bedste frem i mig selv, og jeg har brug for at råbe af mig selv, pumpe mig selv op, smadre min ketsjer, så gør jeg det. Hvorfor ikke?« spurgte hun og efterlyste flere følelser på banen i professionel tennis.

»Man kan selvfølgelig ikke bare kaste med ketsjeren og råbe ting hele tiden. Men nogle gange er små følelsesudbrud gode. De skal være der. Ellers bliver vi ligesom robotter. Tit kan man ikke se forskellene mellem spillerne på banen, fordi de ikke har lov til at udtrykke sig selv,« siger hun med henvisning til de advarsler, pointstraf og bøder, spillerne får for 'ketsjermishandling' og 'højlydt banden'.

Dem fik hun ingen af i lørdagens finale mod Serena Williams. Zvonareva opførte sig ordentligt. Måske for ordentligt - i hvert fald spillede hun ikke så godt, som hun har gjort de seneste par uger. Men den eneste ketsjer, der blev kastet med, var Serena Williams'. Det var efter 67 minutters spil, ved stillingen 6-3, 5-2 til amerikaneren. Hun smashede sig til sejren og kylede ketsjeren i vejret i begejstring over at have vundet sin fjerde Wimbledon-titel og 13. grand slam-titel i alt.

Senere på dagen lod Zvonareva følelserne få frit løb. Som finalist i kvindernes doublefinale trillede tårerne ned ad hendes kinder, da hun sammen med Elena Vesnina tabte første sæt efter en tæt tiebreak. Hun kæmpede for at holde dem tilbage resten af kampen. Efterfølgende smed hun et håndklæde over linsen på det kamera, der konsekvent havde filmet hendes sammenbrud. To finalenederlag på én dag var ét for meget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her