Læsetid: 5 min.

Slalom for viderekomne

Festivalens musikalske ære blev reddet med tre store kunstneriske oplevelser lørdag aften. Men det skadede heller ikke, at et nomadisk folkefærd fra Sahara og et par knokleskæve rastafarianere fra Californien slog hver deres slag forbi
Kultur
5. juli 2010
'Tinariwen dyppede os i den rislende flod, som er deres musik. Et tuareg-band, et nomadisk orkester, som spiller den smukkest forsirede ørkenblues - i samme toneleje, stemning, tempo koncerten igennem, med en dybt besættende evne til konstant at blotte nye gløder i deres strømmende musik,' mener Informations anmelder.

'Tinariwen dyppede os i den rislende flod, som er deres musik. Et tuareg-band, et nomadisk orkester, som spiller den smukkest forsirede ørkenblues - i samme toneleje, stemning, tempo koncerten igennem, med en dybt besættende evne til konstant at blotte nye gløder i deres strømmende musik,' mener Informations anmelder.

Tomas Cochello

Slalom holder. Netop som man er ved at blive træt af den retning, som begivenhederne har forårsaget, så ændrer man retning. Slalom sænker farten og giver tid til at opleve mere intenst, ikke mindst fordi perspektivet ændres. For eksempel under den strålende zigzag denne anmelder + ledsagere faldt ind i fredag. Det startede med fyndig psykedelisk rock fra Wooden Shjips, så drattede vi direkte fra den langhårede rumkapsel og ned i en tøndefuld Slibowitch - i selskab med serbiske Boban I Marko Markovic Orkestar. Så tilbage til rocken, endda dekonstrueret af tre japanske kvinder: Nisennenmondai, der tog os på en minimalistisk rejse, hvor alt var stramt styret, lifligt eksekveret. Hvor repetitionen forskød sig forunderligt, mens de tre damer skød så usandsynlig skarpt og flabet et sted mellem Neu!'s metronomiske krautrock, Yo La Tengos enkelt formulerede cool og så noget rablende speedjazzet præcision. Et højdepunkt. Tidligere på dagen flød magien roligt og gavmildt. Tinariwen dyppede os i den rislende flod, som er deres musik. Et tuareg-band, et nomadisk orkester, som spiller den smukkest forsirede ørkenblues - i samme toneleje, stemning, tempo koncerten igennem, med en dybt besættende evne til konstant at blotte nye gløder i deres strømmende musik. Et studie i fordybelse, en destruktion af effektivisme. En sublim koger.

Humørfyldt selskab

Men tilbage til slalomen, hvor vi senere fredag aften blev frelst fra den hvide rock af et sæt polioramte congolesere: Staff Benda Bilili og deres strålende spændstige variant af afrobeat, congotronics, soul, rumba spillet på hjemmelavede instrumenter. Musikere i rullestole og på krykker, hvilket midt i dansen fik mig til at undre mig over, hvor groovet egentlig sidder i kroppen. I vores blodlegemer? Groovet kom jeg så til at savne i selskab med de lige lovlig sindige herrer i det over 40 år gamle band Orchestre Poly-Rythmo De Cotonou fra Benin. Det blev simpelthen for jovialt og kantløst. Så aftenen blev landet perfekt med et krukket aparte skrig fra Bonaparte - skapunk med teaterblod og mænd i høje hæle og kvinder med støvsugere. Slalom fuldført.

Lørdagen tog først - sådan rent musikalsk kvalitativt - fart hen under aften. Derfra var der så heller ikke tid til at se sig tilbage. De hypede, amerikanske melankolikere i Beach House tryllebandt nærmest fra første strofe et pakket Odeon-telt. Melankoli er tryghedsskabende heroppe nordpå, og når den eksekveres langsomt, i længselsfuld sirup, men med ungdommens indebrændte energi, så opstår der er et spændingsfelt, som vi alle kunne mærke sitrende om ørerne på os. Mens Beach House rakte ud efter Cocteau Twins og David Lynch/Julee Cruise, så transmitterede de alligevel fra et sted, hvor man headbanger mellem de sungne ord. Og hvor hvert taktslag, hver akkord, hver frasering er overmodne af betydning. Odeons narkotisk lyksalige stemning blev et par timer senere afløst af en boblende livsalighed. Altså, seriøst noget af det mest betagende, musikalsk elegante håndværk og humørfyldte selskab, jeg har oplevet på Roskilde. Ever.

Bassekou Kouyate & Ngoni Ba kommer fra Mali, men kunne - trods deres traditionelle udtryk - lige så godt være fra en anden planet. Deres ynde var af en anden verden - om det så var fingrenes flugt over gribebrættene på de håndbyggede strengeinstrumenter (den traditionelle ngoni), forsangerindens ubesværede rejse i skala og stemninger, hele bandets vuggende dans, håndfladernes overrumplende logiske vildveje over slagtøjet. Om det var i en langsom blues eller helt oppe på de lykkelige nagler var denne koncert en polyrytmisk velsignelse og et flimrende multimelodisk kys - tatoveret i erindringen. Der findes ingen vej tilbage fra en sådan koncert, så efter et danselyksaligt intermezzo i de urbane regioner af Afrika med den tyske dj Dala Dala, virkede det naturligt at zappe til noget helt andet, til koncert med den svenske pop-baronesse, Robyn.

Komisk og kosmisk

Ikke en enestående idé skulle det vise sig, da vi senere trak os organiseret tilbage gennem et genstridigt menneskehav. Men tillad mig først at besynge Robyns evner som entertainer. En dame, der bevarer værdigheden og gebærder sig hjemmevant, som holdt hun privatparty for sine nærmeste venner. Det er god pop, ikke sindsoprivende i mine ører, men solid. Og Robyn kan sit showwomanship. Tilbagetoget blev til Gonjasufis republik, der viste sig bygget af to knokleskæve rastafarianere, sindssyge produktioner og knap så forrygende rap og sang. Men efter en noget rodet og usikkert poserende start fik den californiske herre dog bedre fat og leverede nogle hæderlige vokaler. Fat fik hans rygekammerat, der mest bare satte de geniale grovkornede produktioner i gang, aldrig. Mens Gonjasufi surfede over de til tider afgrundsdybt støjende, gerne tyrkisk og arabisk forsirede, altid psykedelisk informerede tracks, ja, så smilede hans kammerat lykkeligt lallet, dansede i hippie-koreografiens vingummicirkler, kastede hashklumper, t-shirts og brugte lightere ud til publikum og lavede bollebevægelser mod en paryk. Det var ubetalelig morsomt - og det understregede fjolletobakkens klare tilstedeværelse på en californisk samplerdelisk scene, hvor Gonjasufi lyser - bare mere komisk live og mere kosmisk på plade. Matias Aguayo lyste blændende på Cosmopol en gåtur væk. Ganske vist var han henvist til det lille sidepodie, mens hovednavnet Moderats udstyr stod klar på den store scene. Men den chilensk fødte, i Berlin residerende producer og sanger lynede med sin trio, der piskede håndspillet liv i den sjofle, syrede techno-house fuld af samplede stemmer, infantil leg, korharmonier, slagtøj og samtale.

Sjovt nok blev Moderat efterfølgende en nedvarmning med deres symfoniske bastante, distanceblændende technoshow, der mere blev diktat end dialog. Med brillante koncerter lørdag med Beach House, Bassekou Kouyate & Co. og Aguayo reddede festivalen i mine ører sin kunstnerisk musikalske ære. Den var truet af et lidt vaklende program, især på Orange Scene, men også derude hvor fremtiden bliver plantet, på de mindre scener. Men hvor den endnu engang viste sig lysende og rank ved nogle koncerter så svangre med nerve og nærvær, at man ikke kunne andet end glo måbende med vidt åbne ører, med hjertet i galop og livet sitrende i lænderne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her