Læsetid: 8 min.

De store tænkeres forum

TED er en festival for store ideer og tanker, hvor visionære inden for videnskab, teknologi og underholdning mødes. Men hvordan er et forum for internationale tænkere - hvor Richard Dawkins sidder side om side med folk som Al Gore og Steve Jobs - blevet så ekstremt populært i de sidste år? Forklaring følger...
TED er en festival for store ideer og tanker, hvor visionære inden for videnskab, teknologi og underholdning mødes. Men hvordan er et forum for internationale tænkere - hvor Richard Dawkins sidder side om side med folk som Al Gore og Steve Jobs - blevet så ekstremt populært i de sidste år? Forklaring følger...
13. juli 2010

Hvad er TED?
I 26 år var TED en eksklusiv konference, hvor de rigeste og klogeste kom for at høre Al Gore tale om klimaforandringer og Bill Gates om it og teknologiske fremskridt. Det ændrede sig drastisk for fire år siden, da de såkaldte Ted Talks blev lanceret online og straks blev en kæmpe succes. Konceptet bag Ted Talks minder om det vi kender fra YouTube, men i stedet for musikvideoer og optagelser af katte der falder i toiletkummen, så består Ted Talks af korte og ofte banebrydende foredrag med verdens førende neurologer, økonomer, videokunstnere, filosoffer, fysikere, raketforskere, atleter, aidsforskere... you name it, det har været på TED.

Arrangørene af TED har haft enorm succes med at finde de mest interessante, usædvanlige og potentielt banebrydende ideer på kloden, og derefter skabe en platform hvorfra de kan deles med hele verden. Kernen i hele foretagenet er konferencer, hvoraf den vigtigste finder sted en gang om året i Long Beach, Californien. I går åbnede dørene til den nye, årlige TED Global konference i Oxford, der er en mindre og mere intim affære. Her vil 700 delegerede (mod godt 2.000 i Long Beach) blive præsenteret for 50 talere i løbet af fire dage.

Der findes flere mystiske og elitære konferencer, hvor politikere og erhvervslivets spidser er samledes på f.eks. schweiziske bjergtoppe eller ved eksklusive middelhavsrejsemål for at planlægge overtagelsen (eller fastholdelsen) af verdensherredømmet (tænk blot på World Economic Forum i Davos eller sidste måneds møde i Bilderberg-gruppen i Sitges). Men hvor TED måske nok er mystisk og elitært, så samles verdenseliten her med et helt andet formål: for at diskutere hvordan man kan arbejde for en bedre og mere retfærdigt verden.

Kan TED ændre verden?
Måske, måske ikke. Men at samles for at diskutere bekæmpelsen af hungersnød eller konsekvenserne af de globale klimaforandringer synes på mange måder mere fornuftigt, end at deltage i endnu et krisemøde om redningen af fallerede finansielle institutioner. Det er denne socialfilantropiske mission der har gjort TED i stand til at tiltrække en broget flok af debattører, forfattere, forskere, hedge-fond milliardærer, iværksættere og radikale ideologer.

En ting er sikkert: du finder ikke en anden begivenhed hvor Richard Dawkins, Bill Clinton, filosofen Daniel Dennett og biologen Craig Venter taler uden vederlag, mens folk som Amazons Jeff Bezos og Googles Larry Page og Sergey Brin betaler for at lytte.
    
Det lyder frygtelig elitært …
Det er det også, eller i det mindste plejede det at være. En billet til TED Global i Oxford koster 4100 kr., mens en billet til TED Long Beach koster 36.000 kr. De store konferencer er udsolgt få dage efter billetterne sættes til salg, og for overhovedet at få muligheden for at købe en billet, skal du først udfylde et omfattende ansøgningsskema som bl.a. indeholder spørgsmål som: "hvad er dine største personlige bedrifter, og hvordan har de haft indflydelse på samfundet"?

Hvordan får jeg glæde af en elitær snakkeklub?
De første 22 år blev TED afholdt i den californiske kystby Monterey, og havde mest af alt karakter af en våd sommerferie for verdens førende tænkere, hvor inspirerende ideer opstod, men kun de få udvalgte hørte om dem. Det blev der ændret på i 2006.

Her stod taler efter taler på scenen og beskrev Creative Commons licenser, open-source software og hvordan internettet kan omforme individuelle idéer til kollektiv handling. Det blev afgørende for TED's fremtid, og arrangørene valgte efterfølgende at frigive præsentationerne online under navnet Ted Talks.

Modtagelsen har været overvældende: der er til dato 727 Ted Talks online der tilsammen har opnået mere end 290 mio. visninger. På den måde spredes præsentationerne nu viralt, og Ted Talks er hypet som var det det nye rock'n'roll.
    
Og TED er ideernes rock festival?
Ja, på mange måder. Obskure akademikere, der tidligere levede en stille tilværelse gemt væk i ukendte forskningsinstitutter, er blevet slæbt ind i rampelyset og er efterfølgende blevet verdenskendte. Et eksempel på det er svenske Hans Rosling, en bebrillet professor i international sundhed, hvis Ted Talk om statistik (!) er blevet set af millioner.

Se Hans Roslings Ted Talk nedenfor:

Et velmenende råd til andre professorer i international sundhed: prøv at understrege Deres sidste pointe ved at sluge et sværd.

Præsentationerne på TED er ikke begrænset af sproglige eller kulturelle barriere. The Open Translation Project, der blev lanceret sidste år, opfordrer frivillige til at oversætte de mange Ted Talks ved hjælp af en Wikipedia-lignende model, og på bare et år er flere 8500 Ted Talks blevet oversat til i alt 77 sprog. Helt gratis.

TED's nye motto er "radikal åbenhed", og det tager organisation seriøst: alt indhold gives simpelthen væk gratis. Men det til trods er TED stadig en eksklusiv og dyr klub for de få. Lidt elitisme er godt for erhvervslivet, og TED tjener penge, masser af penge, og forsøger så at udtænke de mest interessante måder at give pengene væk igen.

Indadtil gør TED meget for at sikre, at konferencedeltagerne ikke forskelsbehandles. Det måtte Meg Ryan og Cameron Diaz sande ved sidste TED, da de blev pålagt at bære navneskilte på størrelse med middagstallerkener. Præcis som alle andre deltagere.
    
Hvorfor det fjollede navn?
TED blev grundlagt i 1984 af arkitekten Richard Saul Wurman. Wurmans mål var at samle de lyseste hoveder indenfor teknologi, underholdning og design (Technology, Entertainment & Design, red.), og det lykkedes. På den første TED-konference blev en ny og alternativ computer afsløret: den allerførste Apple Macintosh. Andre deltagere havde medbragt nogle sjove og skinnende skiver, og sådan gik det til at verden blev introduceret til CD-rom'en.  Indtil 2001, hvor Chris Anderson købte organisationen på vegne af Sapling Foundation, var teknologi, underholdning og design stadig de centrale emner på Ted.
    
Er det Chris Anderson, redaktøren af Wired og forfatter til The Long Tail, der opkøbte Ted?
Nej, det er en anden Chris Anderson. Men for at øge forvirringen, så har forfatteren Chris Anderson været hovedtaler på Ted. Her er der dog tale om den britiske Chris Anderson, der grundlagde en af verdens første computerblade og i dag ejer den gigantisk forlagsvirksomhed Future.

Chris Anderson om sine visioner for TED (TED 2002):    

Anderson er på ingen måde en gennemsnitlige multimillionær, og det var med hans opkøb at TED begyndte sin radikale forandring. Han blev født i et Pakistansk landdistrikt hvor hans forældre var udstationerede missionærer (hans far var også kirurg, der i årevis arbejdede i udviklingslandene), og hvor nogle filantropiske millionære først udvikler en social samvittighed efter at de har tjent deres formuer, så er der ingen tvivl om at Anderson var udstyret med en fra barns ben af. Derudover har Anderson en grad i filosofi, og siden overtagelsen i 2001 er udviklingen af TED - fra en elitær snakkeklub til en global platform for ideer - blevet hans livsværk.

Anderson selv siger, at der ikke var tale om "en top-down plan", men mere om et "bottom-up fænomen". Han mener, at TED's onlinesucces udelukkende skyldes, at der i lang tid har eksisteret en enorm appetit for idéer og visioner:

"Vi har lagt Ted Talks på nettet, men uden brugernes entusiasme for læring og input, så var det aldrig vokset til denne fantastiske bevægelse."

Selvom TED stadig har fokus på teknologi (sidste år så vi f.eks. en demonstration af et tv drevet ved hjælp af trådløs elektricitet), er der udviklet et nyt og mere filantropisk perspektiv under Andersons ledelse. Sloganet er ændret til "Ideas Worth Spredning", og TED udfordrer konstant sine deltager til at anvende deres kollektive formåen til at italesætte vanskelige globle udfordringer.
 
I 2005 blev TED Prize første gang uddelt. Den gives årligt til en "ekstraordinær person", der modtager 100.000 $ og en platform hvorfra man kan tale direkte til millioner af seere. Sidste års vinder var, til stor overraskelse for de der stadig ser ham som en stor dreng med hvalpefedt på sidebenene, den engelske tv-kok Jamie Oliver. Oliver modtog prisen for sit arbejde for at skabe en folkelig bevægelse, der skal inspirere folk til at ændre usande kostvaner.

Jamie Olivers takketale ved Ted Prize:

    
Tedsters?
Det er desværre sandt. Delegerede og foredragsholdere kaldes faktisk Tedsters. Det gælder også for de mindre nuttede deltagere som f.eks. Bill Gates og Rupert Murdoch.
    
Hvad er en Ted Talk?
Først og fremmest er en Ted Talk kort. Hver taler får præcis 18 minutter til at opsummere deres livsværk eller store vision. Det kan være udfordrende når man som den engelske biolog Craig Venters skal forsøge at forklare, hvordan skabelsen af kunstigt liv vil være muligt inden for fem år.

Se Venters Ted Talk nedenfor:

"Det geniale ved Ted Talks er, at det er for kort til en klassisk akademisk 45-minutters præsentation, og samtidig er for langt til at nogen kan improvisere sig igennem. Som taler er du nødt til at forberede dig, og du er tvunget til at vælge en ny tilgang til dit emnefelt. Det lægger virkelig pres på talerne", fortæller Bruno Giussani, der er direktør for Ted i Europa.

Selv om TED tiltrækker banebrydende videnskabsmænd, ex-præsidenter og andre berømtheder, så er det sjældent dem der får størst opmærksomhed. Det mest sete Ted Talk er ved den dengang ukendte neurolog Jill Bolte Taylor, der gribende beskriver hvordan hun oberverede sin egen hjerne slå fra, da hun på sin 37 års fødselsdag fik et slagtilfælde.

Se Taylors foredrag nedenfor:

På femtepladsen over mest sete Ted Talks finder vi havforskeren David Gallo, der for to uger siden deltog som hovedtaler ved TED x.
    
TED x?!
Ted x er den seneste succes fra TED arrangørene, og kan kort opsummeres som mini-TED konferencer. TED x er selvorganiserede og selvbærende initiativer, men for ikke at devaluere konceptet er det nødvendigt at ansøge om et værtsskab i TED's hovedorganisation. Bruno Giussani forklarer:

"Folk blev ved med at kontakte os og spørge: 'Hvorfor kan i ikke afholde en TED i Doha? Eller Barcelona? Eller Indonesien?'. Vi har simpelthen ikke mulighederne for at gøre det, så i stedet kom vi op med ideen om TED x for 13 måneder siden. Dengang anslog vi, at der vil blive afholdt i omegnen af 20 mini konferencer".

Faktisk har der allerede været afholdt 618 TED x begivenheder i 98 lande, og yderligere 577 er på tegnebordet, herunder TED x Teheran (en begivenhed der kan følges løbende på Twitter).
    
Herligt! Hvor tilmelder jeg mig?
Der er totalt udsolgt ved dette års TED, men billetter til næste års TED Global er gået i forsalg. Konferencens tema er "The Stuff of Life".

Indtil da må vi nøjes med de mange Ted Talks på internettet. De kan ses på www.ted.com, hvor der også findes flere detaljer om næste års konferencer.

Copyright: Guardian News & Media 2010. Oversat af Mikkel Marienlund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer