Baggrund
Læsetid: 4 min.

Tumulter under sag imod forbudt kunst

To russiske kunstudstillere er blevet idømt store bøder for at udstille værker der opfordrer til religiøst had. I protest mod censur slap aktivister horder af kakerlakker løs i retssalen
Russisk politi slår til mod et medlem af den radikale kunstnergruppe 'Vojna' (Krig), der forstyrrede censurretssagen i Moskva.

Russisk politi slår til mod et medlem af den radikale kunstnergruppe 'Vojna' (Krig), der forstyrrede censurretssagen i Moskva.

Denis Sinyakov

Kultur
14. juli 2010

En dom imod to udstillere af »forbudt russisk kunst« har sat sindene i kog blandt intellektuelle og kunstnere i Moskva. Jurij Samodurov og Andrej Jerofejev fik forleden en bøde på henholdsvis 200.000 rubler (40.000 kr.) og 150.000 rubler (30.000 kr.) for for tre år siden at have organiseret en udstilling, »Forbudt kunst«, med malerier bl.a. af Jesus som Mickey Mouse og Lenin, som myndighederne havde forbudt at udstille andre steder i Moskva. Statsanklageren havde krævet fængselsstraf på op til tre år, fordi der ifølge myndighederne var tale om »opfordring til religiøst had« og »blasfemi«.

Der havde på forhånd rejst sig en storm af protester imod denne nye form for censur, i form af en retssag, rejst af den russiske ortodokse kirke og en række højrenationalistiske organisationer. Udstillingen, som blev afholdt på Sakharov Centret, opkaldt efter den afdøde nobelprismodtager, atomfysiker og sovjetdissident Andrej Sakharov, viste en række antireligiøse og antinationalistiske billeder, hvor de besøgende skulle passere en censurvæg for at komme til billederne, som kun kunne ses igennem glughuller fra en taburet, og hvor det var forbudt at fotografere, og børn under 16 ikke havde adgang. Centrets tidligere leder Samodurov blev for fem år siden idømt en bøde på 100.000 rubler for udstillingen »Forsigtig, religion!«

God eller dårlig smag

Den ortodokse kirkes patriark Kirill havde dog på forhånd ladet sin talsmand sige, at han ikke ønskede fængselsdomme, men gerne store bøder. Præsident Dmitrij Medvedevs og premierminister Vladimir Putins kommissær for menneskerettigheder, Vladimir Lukin, havde på sin side på forhånd fordømt hele retssagen og sagt, at det her efter hans mening ikke var en sag for statsmagten og det juridiske system, men blot et spørgsmål om »god eller dårlig smag«. Dette var i god tråd med Medvedevs løfter om at modernisere retssystemet og frigøre det for statslig indblanding.

Flere hundrede kendte russiske forfattere, kunstnere og systemkritikere, bl.a. Andrej Sakharovs enke Jelena Bonner og de tidligere parlamentsmedlemmer Sergej Kovaljov og Julij Rybakov, offentliggjorde et protestbrev, hvori de tog kraftig afstand fra statsanklagerens forfølgelse af »anderledestænkende« og »modstandere af nationalisme og ortodoksi«.

Flere liberalt tænkende ortodokse præster var blandt underskriverne. Under selve domsafsigelsen brød en radikal kunstnergruppe Vojna (Krig, red.) ind i retssalen og slap 3.500 kakerlakker løs i retssalen i protest mod det, de kaldte en »kakerlaksag«, en hentydning til at KGB-medarbejdere i sovjettiden i folkemunde hed »kakerlakker«.

Russisk Muhammed-sag

En af deltagerne i de mange protester imod retssagen og dommen er den evige dissident Julij Rybakov fra Sankt Petersborg. Rybakov er født i en Gulaglejr, har siden selv siddet i lejr i seks år for graffiti imod sovjetstyret og har i det moderne Rusland været både parlamentsmedlem og systemkritiker, da han i protest mod krigen opholdt sig i Groznyj under bombardementerne af den tjetjenske hovedstad. Han er kunstmaler og leder i dag kunstcentret Puskinskaja 10 i Sankt Petersborg. Han er også med i bestyrelsen for Sakharov Centret i Moskva. Han siger over telefonen fra Petersborg:

»Jeg vil til enhver tid kaste mig ud i en kamp imod censur. Jeg er principiel modstander af censur og statens indblanding i den kunstneriske frihed. Jeg har om nogen følt denne indblanding på min egen krop, det har kostet mig seks år af mit liv. Der- for har jeg også skrevet under på protesterne imod forfølgelsen af Samodurov og Jerofejev. Men på den anden side, så mener jeg rent moralsk, at de to tager fejl. Ligesom jeres fjollede Muhammed-tegnere i Danmark. Udstillingen på Sakharov Centret kan meget vel sammenlignes med jeres Muhammed-sag, og den kan få lige så dramatiske og tragiske følger«, siger Rybakov over telefonen.

Han hævder, at der er visse emner, hvor man som kunstner skal træde varsomt. Det gælder især emnet religion.

»Der er visse emner, hvor det er utilbørligt at træde folk over tæerne, det gælder f.eks. folks tro. Også selvom man er i sin fulde ret til at kritisere og latterliggøre andres tro. Men behøver ikke gøre det. Det sagde vi også til Samodurov; at han skulle undlade at såre folks religiøse følelser, lige meget om det er muslimsk, kristen, jødisk eller buddhistisk tro. Jeg er selv troende, ortodoks kristen. Jeg har selv kæmpet imod censuren og vil altid gøre det, men jeg ser ingen grund til at såre andres følelser blot for at få opmærksomhed og penge. I den aktuelle sag er jeg bange for, at det handler om penge og berømmelse: se hvor modig jeg er!«

Alle utilfredse med dom

Ifølge Julij Rybakov så er alle utilfredse med den afsagte dom. »Alle. Landets ledelse vil være trætte af, at der nu igen vil blive sat fokus på deres undertrykkelse af den kunstneriske og journalistiske frihed, hvilket er et slag imod Medvedevs forsøg på at modernisere landet. De ultranationalistiske og reaktionære ortodokse vil fortsat kræve de forsmædelige kunstnere henrettet eller i lejr for evigt. De liberale demokrater vil kritisere, at retssagen overhovedet fandt sted. Organisatorerne af udstillingen er vrede over bøderne. De eneste, der er tilfredse, er kunstnerne, for de tjener mange penge på, at de nu er blevet kendt over hele verden«, siger Rybakov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karsten Aaen

Og hvor er DF, Trykkefriheds-selskabet, Pittelkow m. flere henne?