Vandmoderen lokker

Ny Carlsberg Glyptotek hedder museet, og sært ser det ud, men sådan ville Carl og Ottilia have det, og sådan tegnede Vilhelm Dahlerup det, så det kunne åbnes i 1897 og give plads til ægteparret Jacobsens skulptursamling. Hurtigt blev det for trangt, og Hack Kampmann udvidede byggeriet bagtil. En mellemliggende gård blev overdækket af en glaskuppel, og den velkendte tropiske vinterhave voksede op. Dér ligger den så i sin mildhed og suger os til sig med sin uhørlige klang og forandrer trafikkens stormløb mod Amager til hviskende stilhed og palmesus.

Man stiger ned til den hvælvede rundhed, man nærmest nedsænker sig til det lave bassin med den marmorhvide kvindeskikkelse, der i en ufattelig barselsscene skaber liv til rummet, bogstaveligt og allegorisk set formulerer skulpturen selve livets skabelse, som en livmor, her kaldet Vandmoderen. Ungerne myldrer op af vandet, foreløbig 14 af dem, men det vil ingen ende tage eller forstyrre hendes yndefulde ro, mens hun dér vejer en på armen. Til siden i buskadset bagved står en brun flodhest og stirrer medvidende. Den må være kommet til senere, efter at Kai Nielsen huggede figuren på selve stedet efter gipsmodellen, der oprindelig blev udstillet på Den Frie i 1920. Han fik hjælp af en stenhugger, om hvem han skal have udtalt, at han var knusende dygtig.

Sæt mejslen
mod
hold kniven
til
slå
skær.
En klang
en kvasen
o lyt
til dets væsen.
Gør det ikke
fortræd.
Vær lydig
men fast
lad det gi
men tag,
lad det få
og se
det tar.
Mejslen synger
kniven piber
ømt springer
for øjet
et billede
frem.

Sådan står der midt i digtet »Glyptik« i Palle Jessens digtsamling Skæv dans på hårde ringe (1961). Skulpturen blev ikke ved at se så godt ud. De må have taget for hårdt fat, og Ny Carlsbergfondet besluttede sig for at få hugget en ny version i solidere makedonsk marmor, opstillet 2005, atter i det guldfiskebassin, kunstneren havde insisteret på, og hvor dyrene svømmer rundt og napper børnene i tæerne. Da vores egne børn var små, var fiskene den egentlige attraktion, siden de levede i en fabelverden af fortællinger med aber som særlige yndlinge. De leverede materiale til en godnathistorie om den lille abe, som vovede sig ind i Glyptoteket efter lukketid og morede sig med at stikke fingeren ned til de åbne munde. En guldfisk bed hul og den lille abes mor kom til, holdt straffetale til fisken og lagde plaster på såret. Som trøst fik ungen isdessert med paraply på.

Henfalden i betragtning

Jeg undgår ikke at memorere historien, når jeg på tremmebænken henfalder i betragtning af vandmoderens sceneri, fortryllet af atmosfæren, af krusningerne i vandet og rollingernes kraalen og klatren som ivrige pattegrise og desuden ombølget af madlugten fra restauranten deroppe på reposen. Materialismen overfalder mig, så jeg også overvejer faderskabet til så overdådig en frugtbarhed. Jomfrufødsel, guddommelig indgriben bag denne urscene?

Kai Nielsen kan have hentet inspiration til sin skulptur fra Nilguden,der hviler på en til gengæld knastør sokkel, kun vædet af regnskyl, hen-ne i det lille anlæg ved Dronning Louises bro. En meget mandig skikkelse med vildt-voksende skæg, bekravlet af seksten nøgne, men krøllede børn i bronze. Det er en aldrende herre, rent antik, skabt af en ukendt kunstner, men først fundet i 1600-tallets Rom. Også her hersker al- legorien, idet børnene repræsenterer forskellige stadier af Nilens oversvømmelser og dermed grunden til områdets frugtbarhed og kultur.

Den absolutte ro

Skulpturernes motiviske lighed er et eksempel på kunstnerisk interaktivitet, sådan lever statuerne deres liv i København, studeret af årvågne borgere. Fascinationen er den absolutte ro midt i det myldrende liv, skabt i det hvide gips, så støbt i bronze eller hugget i marmor. Glyptoteket gemmer originalen i sit magasin. Ellers har staten taget hånd om det hvide folk med sin afstøbningssamling henne på havnefronten, hvor jeg også finder på at gå min gang til et veritabelt mylder af guder og helte og drastiske scenerier. Bliver det for meget med frugtbarhed og moderskab i palmehaven, og når Nilgudenikke slår til i sin jovialitet, så konfronterer jeg med selve den prustende og entydige konfiguration af hankønnet selvtilstrækkelighed, dyr og menneske i én støbning. En rytterstatue. Fra anden sals højde i pak- huset skuer jeg ned på Bartolomeo Colleoni, den vene- tianske condottiere fra 1400-tallet, skulpteret af Andrea Verrocchio. Kriger, lejetropfører, general og rigmand, hvis stenhårde ansigt er drejet målrettet fremad i verden.

Hans hjerne er flamme, hans hjerte er koldt,
hans blik er af bly, hans øje en gloende bolt

skrev Sophus Michaëlis i sit digt Colleoni, henvendt til rytterstatuen i Venezias smøgelabyrint, hvor han står stejl på sin knejsende plint. Her i København er han endt i noget, der ligner et snævert bur, han mest af alt har lyst til at smadre. Hans skikkelse fristede også Ole Wivel til et digt med samme titel fra hans sjældne Udvalgte digtefra 1942, og her får det heroiske ikke for lidt allerede med optakten:

Mod aftnens blod på himlen står du tavs
Så blå og tung i stenens stive søvn