Læsetid: 5 min.

Man bliver ikke ved med at have åbenhed

Børn og unges logik er ofte overraskende og udfordrende at beskæftige sig med som forfatter. Derfor har Felicia Lensborn valgt at skrive til dem og ikke sin egen aldersgruppe: De voksne. Der er også i forvejen for mange, der skriver om sig selv, mener hun
'Nogle gange ser man voksenforfattere skrive børnebøger, mens de 'holder pause' mellem to romaner, men hvis man tror, det er nemmere at skrive børnebøger, så tager man fejl. Det bør det i hvert fald ikke være. Så er der noget galt', mener Felicia Lensborn, én af årets afgangselever fra forfatterskolens ved center   for børnelitteratur.

'Nogle gange ser man voksenforfattere skrive børnebøger, mens de 'holder pause' mellem to romaner, men hvis man tror, det er nemmere at skrive børnebøger, så tager man fejl. Det bør det i hvert fald ikke være. Så er der noget galt', mener Felicia Lensborn, én af årets afgangselever fra forfatterskolens ved center for børnelitteratur.

23. juli 2010

Børnelogik er meget mere interessant end voksenlogik. Voksnes tankegang er præget af vaner, regler, takt, forventninger, renteudvikling, seksuel frustration, homogenitet og klimaforandringer. Børns tankegang er ikke præget af noget. Endnu. De tænker frit, så derfor er de langt mere åbne overfor en skæv fortælling.

»For børn ligger hele verden åben, og de tænker ikke over begrænsninger. De møder dem selvfølgelig, men tænker ikke på dem, før de er der. Det er en enormt positiv og naiv tilgang til livet, som jeg da gerne vil opleve en gang til, og det får man på en måde lov til, når man skriver til børn,« siger Felicia Lensborn, der er én af dette års afgangselever fra forfatterskolen ved center for børnelitteratur. Men det er nu ikke fordi, at hun helst ikke vil være voksen, at hun gerne vil opleve barndommens naivitet én gang til.

»Jeg savner at flere voksne stod ved, at de er voksne. Men lige meget hvor længe man umiddelbart ligner én, der stadig er i puberteten, så er åbenhed noget, der hører barndommen og ungdommen til.«

Kedelige voksenromaner

Felicia Lensborn er uddannet bibliotekar, og vidste meget tidligt, at hun ville fokusere på børne- og ungdomslitteratur. Selv om hun også gerne læser voksenromaner, specielt de smalle og skæve af slagsen, synes hun, der er en tendens til at mange forfattere skriver om sig selv.

»Jeg tror ikke, vi behøver endnu en roman om en 39-årig kvinde, der bor i Indre By. Jeg synes da også, det ville være kedeligt at skrive om mig selv, så spændende er mit liv slet ikke. Jeg vil hellere skrive om noget, hvor jeg skal undersøge sagen og lære nyt, f.eks. ved at skulle kravle ind i hovedet på en person, der er helt anderledes end mig selv.«

Felicia Lensborns afsluttende projekt ved Forfatterskolen er begyndelsen på en ungdomsroman, der foregår i 1980ernes København. Hovedpersonen er den 17-årige Luca, der kommer i kontakt med alt det, der var sjovt i 1980erne, digterne, miljø-aktivisterne og det homoseksuelle miljø. Men med tiden også med alt det knap så sjove, der fulgte med.

»Det er en udviklingsroman, som handler om en ung mands søgen efter sig selv, sine grænser og sit ståsted i verden. I processen er han ved at miste sig selv og får taget nogle valg, som får fatale konsekvenser for ham.«

Håbløse digte

1980erne er en meget interessant periode, mener Felicia Lensborn.

»Jeg synes slet ikke, man kan tale om en Nå-generation. Der var mange politisk bevidste unge, som for eksempel bz-bevægelsen, og det var også i 1980erne, det rigtig begyndte at være ok at være homoseksuel. Der skete en masse ting blandt unge. Jeg synes ikke man kan sige det samme om for eksempel 1990erne. De var ret anonyme.«

Temaerne i romanen, fortæller Felicia Lensborn, er venskab, grænser, seksualitet, identitet og det at skrive. Hovedpersonen vil nemlig gerne være forfatter. Felicia Lensborn var også selv ung i 1980erne og skrev også »håbløse digte,« som hun siger, men først meget sent begyndte hun at give sig selv lov til at tage det seriøst. Hun har altid skrevet, men kun for sig selv. Men for nogle år siden begyndte hun at opsøge undergrundsmiljøet og skrev til for eksempel digte.dk. Den sidste portion selvtillid det kræver at give sig selv lov til at skrive seriøst, fik hun på Forfatterskolen ved Center for børnelitteratur.

»Jeg har altid haft en stor ydmyghed og respekt for det at skrive, måske det også er derfor, det har taget mig så mange år at kaste mig seriøst ud i det. Den ydmyghed og respekt er kun blevet større af at gå på skolen. Det er gået endnu mere op for mig, hvor benhårdt det egentlig er at skrive og hvor meget det kræver. Det tager bare rigtig rigtig lang tid at blive rigtig god,« siger hun.

Netværk

Hun beskriver det at blive optaget på skolen, som at få et stempel, der siger: Du er et manifesteret talent.

»Men skolen har også givet mig en meget større disciplin omkring min skrivning, både i forhold til at få skrevet, men også at skrive tingene om, igen og igen og at kassere alt det, der bare ikke er godt nok. Derudover har den også givet mig et fantastisk netværk i mine dygtige medstuderende. Vi er alle ret motiverede for at holde fast i hinanden nu, når skolen er slut, og mødes i vores skrivegrupper. Det er utroligt givende og motiverende at have nogle at sparre med, som også brænder for at skrive det samme, som man selv gør,« siger hun. Og dette samme er at skrive til børn og unge.

»Der er et meget højt fagligt niveau på skolen, og der er stor respekt for børn og børnelitteratur. Det bliver taget meget seriøst og bliver betragtet som noget særligt. Nogle gange ser man jo voksenforfattere skrive børnebøger, mens de holder pause mellem to romaner, men hvis man tror, det er nemmere at skrive børnebøger, så tager man fejl. Det bør det i hvert fald ikke være. Så er der noget galt.«

Hård konkurrence

Felicia Lensborn lægger ikke skjul på, at hun syntes, det er ærgerligt, at børne- litteratur ikke nyder samme agtelse som voksenlittera- tur.

»Vi rangerer lige lidt lavere, men det er vel også den tankegang som skolen skal være med til at gøre op med. Den har et meget kunst- nerisk og litterært fokus og er med til at højne standarden.«

Samtidig bliver børnelitteraturen også ofte mødt med megen konservativisme. Det oplever Felicia Lensborn også som biblioktekar. Hun ser forældre låne de bøger til deres børn, som de selv fik læst højt da de var små.

Både for børn og voksne

»Som børnebogsforfatter skal man konkurrere med folk som Ole Lund Kirkegaard og Astrid Lindgren, og det er ikke nemt. Og slet ikke når børnelitteraturen ikke får lige så meget spalteplads som voksenlitteraturen, for skal man læse noget nyt, så tjekker de voksne ofte lige anmeldelserne.«

Men man kunne jo også vælge at skrive noget, der også tiltaler voksne at læse.

»Hvis man skriver til mindre børn skal man selvfølgelig altid være bevidst om at man har to læsere, men man skal passe på, at det ikke går henover hovedet på barnet, når man forsøger at fange den voksne. Det er jo trods alt barnet, man skriver til, men når det er en rigtig god bog, så rammer den begge parter.«

På forfatterskolen prøvede Felicia Lensborn at arbejde med mange forskellige målgrupper og vil ikke afvise, at hun også kommer til at skrive til mindre børn, men lige nu arbejder hun videre på sin bog om den unge forfatteraspirant. Og har fået selvtilliden til ikke længere at opfatte sig selv som en aspirant.

Serie
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu