Baggrund
Læsetid: 7 min.

'Vesten læser arabisk litteratur forkert'

Med ambitionen om at introducere ny arabisk litteratur til resten af verden har litteraturfestivalen Beirut39 udvalgt og samlet 39 forfattere under 39 år fra hele Mellemøsten. Og mange af de unge forfattere er trætte af, at deres værker konstant læses og opfattes som politiske
Litteraturfestival. Den saudiarabiske forfatter Abdullah Thabit er en af deltagerne i litteraturfestivalen Beirut39. Et gennemgående tema i ugens paneldebatter er mellemøstlig identitet versus vestlig - i hvert fald i henhold til programmet. Men i virkeligheden er de inviterede forfattere trætte af at diskutere identitetspolitik.

Litteraturfestival. Den saudiarabiske forfatter Abdullah Thabit er en af deltagerne i litteraturfestivalen Beirut39. Et gennemgående tema i ugens paneldebatter er mellemøstlig identitet versus vestlig - i hvert fald i henhold til programmet. Men i virkeligheden er de inviterede forfattere trætte af at diskutere identitetspolitik.

Laurent Denimal

Kultur
10. juli 2010

Uden for det lille teater i Hamra står den første firkantede mand i sort jakkesæt og øre-snegl, og lige indenfor må jeg sno mig uden om den anden. Jeg kan ikke slippe fornemmelsen af at blive nedstirret, indtil den danske ambassadør i Beirut forklarer mig, at mændene er der for at passe på ham - og ikke for at høre den danske digter Niels Lyngsø læse op. Det forklarer også misforholdet mellem de køleskabsstore mænd og de elegante kvinder i høje hæle og tung makeup, der drikker hvidvin i foyeren. Som så ofte til digtoplæsninger og litteraturarrangementer er kvinderne i flertal. I Beirut er de bare eksklusive at se på - og ekspressive.

»Jeg arbejder meget med et sensuelt udtryk i mine film,« svarer en kvindelig dokumentarist på spørgsmålet om, hvad hun laver.

Niels Lyngsø er blevet oversat til arabisk og skal læse op af sin digtsamling 39 digte til det brændende bibliotek, mens hans oversætter, Jamal Juma, læser fra den arabiske oversættelse. Danskerne klapper ærbødigt efter hvert digt, libaneserne kommer med opmuntrende tilråb, hujer og klapper midt i det hele, når der er noget, de synes godt om. Særligt en kvinde på første række har svært ved at sidde stille af begejstring og rejser sig op flere gange for at få det hele med.

Ambassadører for Mellemøsten?

Litteraturfestivalen Beirut39 er årsagen til mit besøg. Siden 1988 har Hay Festival arrangeret litteraturfestivaler i særligt Latinamerika. I år har de udvidet til Mellemøsten. Med ambitionen om at introducere ny arabisk litteratur til resten af verden har festivalen udvalgt og samlet 39 forfattere under 39 fra hele Mellemøsten i Beirut. Et gennemgående tema i ugens paneldebatter er mellemøstlig identitet versus vestlig - i hvert fald på papiret og i henhold til programmet. I virkeligheden virker de inviterede forfattere temmelig trætte af at diskutere identitetspolitik. De vil hellere snakke om litteratur og for en enkelts vedkommende om maratonløb.

Under overskriften 'Ansvar, engagement og kunst' gør den libanesiske forfatter Zena El Khalil dog sit bedste for at holde diskussionen på sporet. Hun er ordstyrer for aftenens debat, og hun vil vide, om de fire forfattere i panelet betragter sig selv som ambassadører for Mellemøsten. Svaret er et enstemmigt nej. Som hollandsk-marokkanske Abdelkader Benali siger:

»Det kan godt være, at jeg skriver ansvarsfuldt, men det er ikke derfor, jeg skriver. Jeg lider ikke af identitetstab. Jeg har for meget identitet. Det er derfor, jeg skriver, for at slippe af med noget af al den identitet.«

Det er også derfor, han løber maraton, tilføjer han - for at tømme hovedet. Straks er der tilråb og klapsalver fra salen. Det viser sig, at ordstyrerens mor er engageret i Beirut-maraton og én af de libanesiske tilskuere, der gør debatterne til en fest. Hun hujer og klapper og glimter med alle sine diamanter, et kunststykke ud i eksklusivitet og high-end kosmetik.

En ting er imidlertid, hvorfor man skriver, en anden, hvordan man bliver læst. Som repræsentanter for ung arabisk litteratur har alle panelets forfattere erfaringer med at blive læst mod intentionen. Den egyptiske forfatter Youssef Rakha: »Forventningerne til arabisk litteratur er i vesten meget ofte ikke-litterære. De er snarere socio-politiske. Det er en forkert tilgang til litteratur. Jeg vil ikke læses som en case story, et lærebogseksempel. Man kan ikke arbejde som forfatter under de vilkår. Jeg skriver om individer, ikke ideologier.«

Det er åbenlyst en særlig politisk læsning, de fire stritter imod. Men det politiske spørgsmål er uomgængeligt. Randa Jarrer slutter:

»Som amerikansk-arabisk forfatter i USA post 9/11 er det helt umuligt ikke at blive læst politisk. Selv hvis jeg skrev en chick-lit bog om tre arabiske tøser på shoppingtur, ville den blive læst politisk. Det politiske er uundgåeligt, og det er måske o.k.«

Spørgsmålet er dog, om ikke modstanden mod at blive læst politisk har lige så meget at gøre med de fire forfatteres alder - de er alle under fyrre - som med deres mellemøstlige baggrund? Det er i hvert fald slående, at danske forfattere fra samme generation på samme vis gør meget ud af at lægge afstand til ældre forfatterkollegaers 1970'er-funderede forestilling om forfattere som ideelt og politisk engagerende. Eller også er det, fordi paneldeltagerne konstant konfronteres med vestlige mediers forventninger til den velintegrerede, unge araber, der både kan læse og skrive og sige nej til jihad. Ikke mærkeligt, hvis et sådant forventningspres afføder en konstant kredsen om identitet.

Til en paneldebat med overskriften 'At skrive og leve uden for den arabiske verden' dukker identitetsspørgsmålet op igen. Abdelkader Benali leverer det måske mest rammende svar i form af en lille historie om, hvad det betyder for ham at kunne fortælle historier:

»Vi havde to bøger i mit hjem. Koranen og telefonbogen. Den første handler om at genfortælle verden, om skabelsen, den anden handler om, hvordan verden virkelig er: et navn og et nummer. Som barn ville jeg vide, hvordan verden var, og hvordan hollændere var. Så jeg begyndte at ringe til folk i telefonbogen - for at få deres historie og måske mere vigtigt for at skabe en historie for mig selv ved at fortælle den til andre.«

Slogans på murene

Beirut39 er stort anlagt med arrangementerne på både arabisk, fransk og engelsk overalt i byen. Der er naturligvis stor prestige forbundet med at deltage og stor frustration blandt de forbigåede. Tarek Chemaly hører til de sidste. Han er vred. Så gode er de udvalgte heller ikke, og desuden mener han, at en af de prominente deltagere har snydt med sin alder for at komme med. Det sidste er svært at forestille sig; der er trods alt tale om en kulturredaktør for et af Beiruts førende dagblade. Da Tarek Chemaly først er kommet af med sin galde, har han dog meget at fortælle om sin by.

Tarek Chemaly er digter, reklamemand, billedkunster - og opvokset i Beirut. Født seks måneder efter den libanesiske borgerkrigs udbrud i 1975 som kristen maronit i byens østlige del satte han først sine ben i byens muslimske del 16 år senere, da krigen ophørte, og den grønne linje mellem øst og vest igen kunne krydses. Det er i Hamra, Tarek Chemaly gerne vil vise, hvordan byens historie står skrevet på dens hullede mure. Tarek startede det, han kalder sit by-arkæologiske projekt, med at dokumentere den såkaldte cedertræsrevolution i 2005, fordi han og hans jævnaldrende havde behov for at generobre byen, efter at den under borgerkrigen i så mange år havde været delt op i småbidder afhængig af skiftende alliancer. Siden er han fortsat med at tage billeder af byens mure for at bevare den kunst, der ellers males over alt for hurtigt.

Ifølge Tarek var der »en enorm ikke-identifikation med byen efter krigen. At bruge byens mure er en måde at tage byen tilbage, en måde at blæse identitet op på byens vægge. De traditionelle medier er alle sammen partiske og forudsigelige. Man ved på forhånd, hvad de vil mene, mens de nye sociale medier kan tage de emner op, som de gamle medier har ladet ligge«. Det gælder blogs som Tareks egen, hvor han livligt kommenterer alt omkring sig, men det gælder også for den graffiti, der spreder sig ud over hele byen; særligt de stencilerede slogans sprayet direkte på murene.

»Under krigen skiftede skriften på væggen konstant: 'Palæstinenserne er din fjende - kend din fjende' og næste dag på vej til skole hed det 'Israelerne er din fjende - kend din fjende'«.

I dag er de internt krigeriske udsagn færre, og de mere uudgrundelige udsagn flere. F.eks.: 'Fist me!' eller den samme røde, højhælede damesko malet hele vejen hen langs en mur akkompagneret af ordet 'intifada'. Men hvem er det, der tegner på væggene?

»Graffiti er traditionelt underklassens forsøg på at blive hørt, men i Beirut er de folk, der skriver på væggene, veluddannede og langt fra repræsentative,« svarer Tarek. Hvad gør alle de andre så? »De slås,« replicerer Tarek tørt.

Beirut39-festivalen afsluttes på Place de L'Étoile i byens skinnende nyrestaurerede centrum. Istandsættelsen af Beiruts centrum, der blev sat i værk af den nu myrdede premierminister Rafic Hariri, er et symbol på de nye tider i Libanon. Det er her, alle de dyre butikker ligger, og hvor familierne promenerer sig selv, deres børn - og den medbragte srilankaner, der tager sig af alt det kedelige. Inden festivalens 39 forfattere skal optræde på en lille scene midt på pladsen, drikker jeg kaffe med den 39-årige kvindelige digter, som Tarek Chemaly mistænker for at have fusket med sin alder. Det er umuligt at bedømme ud fra udseendet. Hun er indbegrebet af en libanesisk overklasseskønhed; evig ung at se på. Og jeg spørger ikke.

Afslutningen trækker ud. Før de 39 forfattere kan komme på scenen, marcherer en hel deling soldater ind for at sikre området. De tager opstilling hele vejen rundt om scenen i fuld kampdragt - maskingeværer, skudsikre veste og camouflagetøj inklusive. Man passer virkelig godt på digterne i Beirut.

Beirut39-festivalen har sammen med Bloomsbury Publishing udgivet antologien 'Beirut39 - New Writing From the Arab World' med bidrag fra festivalens 39 forfattere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her