Læsetid: 8 min.

'Om 15 år er aviser lige så forældede som telegrammer'

Brugerbetalt onlineadgang til aviser er en dødssejler, fremtiden tilhører de nye sociale medier, og internettet har stadig et kæmpestort uforløst potentiale for demokratisk borgerinddragelse, siger internetguruen Clay Shirky
I stedet for at beklage os over de sociale online-massemedier bør vi være begejstrede over de spontane kollektive kampagner og den nye sociale aktivisme, som de også har skabt,   siger Clay Shirky.

I stedet for at beklage os over de sociale online-massemedier bør vi være begejstrede over de spontane kollektive kampagner og den nye sociale aktivisme, som de også har skabt, siger Clay Shirky.

Torben Klint

2. august 2010

Hvis De læser denne artikel i et trykt eksemplar af Information, sidder De med noget i hånden, som om kun 15 år vil tage sig lige så besynderligt antikveret ud, som et telegram gør i dag. Ja, om mindre end 50 år vil aviser slet ikke eksistere, spår Clay Shirky. Grunden til det, siger han, er meget enkel og meget indlysende:

»Hvis du er 25 år eller yngre, læser du sikkert allerede i forvejen dette på computerskærmen. Og for nu at sammenfatte det hele i én brutal sætning: Intet medie har nogensinde overlevet ligegyldighed fra 25-årige.«

Når jeg beder Clay Shirky om at definere, hvad han egentlig laver, griner han bare og indrømmer, at netop det spørgsmål, får han ofte stillet. Hans standardsvar - »Jeg arbejder med sociale mediers teori og praksis« - er ikke blot bevidst uigennemsigtigt. Det er nærmest lammende intetsigende, hvilket er ganske paradoksalt, for Shirky er et af de mest oplysende mennesker, jeg nogensinde har mødt.

Mennesker, som kender Shirky, kalder ham gerne »internetguru«. Shirky er i dag 46 år, har en karriere i New Yorks teaterliv bag sig og fik først sin første computer som 29-årig. Det var en gave fra hans mor, der samtidig introducerede ham til internettet.

Shirky har skrevet om internettet siden 1996. Som teknologichef for flere web-designfirmaer op igennem 1990'erne blev han snart hyret som konsulent af de store amerikanske medievirksomheder - News Corporation, Time Warner, Hearst - som alle var nysgerrige efter at få mere at vide om, hvad man kunne vente sig af denne nye spændende ting ved navn world wide web. I 2000 »efter intuitivt at have skimtet, at internettet ville tage en drejning imod det sociale«, rettede Shirky sin opmærksomhed imod det spæde fænomen 'sociale online-netværk', der dengang endnu var et ret dunkelt begreb, men som i mellemtiden har udviklet sig til MySpace, Facebook og Twitter og efterhånden er blevet internettets primære formål for milliarder af mennesker verden over. Shirky underviser nu i nye medier på New York University.

Blodbad for aviser

Hans forudsigelser af den skæbne, som venter print- medie-organisationer, har vist sig uhyggeligt nøjagtige. 2009 ville blive et sandt blodbad for aviser, advarede han. Og ganske rigtigt. Sidste år lukkede snesevis af amerikanske aviser, mens flere andre som Christian Science Monitor, flyttede alle deres publicistiske aktiviteter til onlineplatforme. Avisernes traditionelle forretnings- model er ifølge Shirky brudt uigenkaldeligt sammen, i og med at det nyhedsmonopol, som de har nydt godt af siden trykpressens opfindelse, er lige så uddødt som dronten.

Ikke desto mindre er mediemogulen Rupert Murdoch netop begyndt at afkræve betaling for online-adgang til The Times - det såkaldte paywall-princip. Shirky er overbevist om, at eksperimentet vil mislykkes.

»Lad mig forklare, hvad der bekymrer mig mest ved paywall. Når vi taler om aviser, plejer vi at sige, at deres altafgørende rolle er at informere offentligheden. Vi siger aldrig, at deres altafgørende rolle er at informere deres kunder, for vi antager, at deres journalistiske dækning er så værdifuld, at den vil forgrene sig fra deres læsere og ud til samfundet som helhed. O.k., den køber jeg gerne. Men det, Murdoch gør, er at forhindre den værdi i at smitte af. Han vil kun oplyse sine kunder, han ønsker ikke, at historier fra hans avis skal deles vidt og bredt. Ved at opkræve betaling via paywall, udelukker han den generelle offentlighed fra at deltage i den demokratiske samtale, som The Times lægger op til.«

Den kritik falder helt i tråd med den grundstemning, som gennemsyrer Shirkys nye bog, Cognitive Surplus: Creativity and Generosity in a Connected Age. Bogen hævder, at de sociale onlinemediers popularitet overtrumfer alle vore gamle antagelser om det fagligt kvalificerede indholds overlegenhed og den finansielle motivations styrende rolle. Det har vist sig, hævder Shirky, at folk er mere kreative og generøse, end vi nogensinde havde forestillet os, at de ville være. Og at de gerne vil bruge al deres fritid på at deltage i online-amatøraktiviteter som Wikipedia - uden finansiel belønning - fordi de hermed får afløb for en grundlæggende menneskelig trang til kreativitet og forbundethed.

På samme måde som opfindelsen af trykpressen forvandlede samfundet, har internettet også gjort det. Dets evne til at levere »ubegrænsede mængder af omkostningsfrie reproduktioner af et hvilket som helst digitalt element fra hvem som helst, der ejer en computer« har fjernet alle de gamle barrierer for universel deltagelse og afsløret, at mennesker hellere vil være medskabende og aktivitetsdelende væsener end passive forbrugere af, hvad en privilegeret elite synes, de bør se. I stedet for at beklage os over den ufattelige dumhed ved mange sociale onlinemassemedier bør vi være begejstrede over de spontane kollektive kampagner og den nye sociale aktivisme, som de også har skabt. Den potentielle samfundsnytte af den øgede borgermobilisering er intet mindre end revolutionerende, konkluderer Shirky.

Frisættelse

På det ene punkt, hvor internetutopister og internetskeptikere dog er enige - nemlig i den teknodeterministiske antagelse om, at internettet fundamentalt har ændret menneskers adfærd - indtager Shirky en helt anden position:

»Begge parter tager fejl. It-entusiasterne er gået ud fra den fejlslutning, at hvis man føjer ny teknologi til en eksisterende situation, og ny adfærd bliver resultatet, så er det teknologien, som har skabt den nye adfærd. Men jeg siger, at hvis ny teknologi skaber ny adfærd, så er det, fordi den har frisat eksisterende tilbøjeligheder og motiver, som tidligere var låst fast.«

Men selv om han måtte have ret, og internettet virkelig blot har afsløret gamle sandheder om menneskelig adfærd, er det så ikke stadig legitimt at føle sig en lille smule chokeret eller skuffet over Facebooks åbenbaringer af en næsten uendelig narcissisme? Shirky udstøder et høfligt, men træt suk.

»Ville verden virkelig være bedre, hvis vi forsøgte at skjule den kendsgerning, at teenagere spilder en masse tid på at iscenesætte sig selv, og flirte eller lave fis med hinanden?« griner han i godmodig forbløffelse.

»Fik vi måske ikke erotiske romaner, lige så snart trykpressen var opfundet, mens det tog halvandet århundrede, før Royal Society offentliggjorde det første videnskabelige tidsskrift på engelsk? Så selv den hellige trykpresse blev altså med det samme medium for de laveste menneskelige drifter. Tilstedeværelsen af erotiske romaner forhindrede os dog ikke i at bruge trykpressen i videnskabelige revolutioners tjeneste.«

Shirky erkender, at nettets evne til at forbinde mennesker igennem en fælles entusiasme for ofte bizarre mål, kan skabe et farlig fordrejet indtryk af, hvad der er sundt eller normalt.

»Men det afgørende spørgsmål må altid være: Er nettoresultatet, når alt kommer til alt, bedre eller værre for samfundet? Jeg har aldrig været cyberutopist. Jeg har altid forstået, at dette her virker begge veje. Internettet har givet os organiserede pædofiliringe, men det har også betydet, at homoseksuelle, som vokser op i snæversynede og fordømmende miljøer, har fået en mulighed for at forstå, at de ikke er abnorme. Det forekommer mig, at nettets mindskelse af samfundets evne til at projicere en følelse af normalitet, som ingen alligevel kan leve op til, faktisk er en rigtig god ting.«

Skadeligt for børn

Neurologen Susan Green- field udsendte sidste år en rapport, hvori hun angiveligt dokumenterede, at sociale onlinemedier har en skadelig virkning på børns hjerne, især på deres evne til at føle empati. Shirky har to børn i alderen ni og seks år, og siger, at de lever i »en husstand med begrænset medieadgang« - og kun en voksenovervåget adgang til en fælles computer.

»Alt det, vi ikke dyrker med mådehold, kan altid have negative virkninger. Men sortsynet omkring, at Facebook skulle være ved at ændre vores hjerner, forekommer mig at være en slags historisk bedrag. For vi ved nu fra hjerneforskningen, at alt hvad vi gør, ændrer vores hjerner. At køre på cykel ændrer vores hjerner. At se tv ændrer vores hjerner. Hvis der er en skærm, vi skal bekymre os for i vores husstand, er det ikke den, som er forbundet med en mus. Som jeg siger i bogen, er selv den dummest mulige kreative handling stadig en kreativ handling.«

- Men hvis internettet virkelig er stand til at låse op for hele dette menneskelige potentiale for generøsitet og fællesskab, hvordan kan det så være, at mange af de mennesker, som bruger det med størst ihærdighed, anvender en så forfærdelig tone over for til hinanden?

Shirky smiler, overbevist om, at selv dette kan han svare på:

»Der er to sider af dette paradoks. Den ene er, at sådanne samtaler altid har fundet sted. Folk sagde også grimme ting til hinanden på pubben, ikke sandt? Vi har bare ikke lagt så meget mærke til dem før. Så dette er en ændring i vores bevidsthed om et stykke menneskelig virkelighed, ikke en ændring i den menneskelige virkelighed.«

»Men så er der også det forhold, at anonymiteten har det med at få folk til at opføre sig endnu mere ondskabsfuldt. Det, som jeg tror vil komme til at ske, er, at vi langsomt vil skabe os øer af mere høflig diskurs. Der er ingen metode til at afanonymisere internettet, og hvis der var, ville de mest entusiastiske brugere af denne teknologi være den iranske, kinesiske og myanmarske regering. Men der findes måder til at kommunikere det budskab, at mens du er her, så brug venligst din rigtige identitet. Vi har brug for at skabe sociale normer, der siger, at her på dette sted har vi brug for en ordentlig henvendelsesform, hvor du skriver under eget navn eller et eller andet kendt alter ego.«

»Hver gang man siger det, er der straks nogen, der råber op om censur. Men helt ærligt? Den er for langt ude!« Han bryder ud i latter. »Det afgørende er at få helheden med her. Er internettet en god ting eller en dårlig ting? Det spørgsmål er vi færdige med. Det er bare en ting. Hvordan vi kan maksimere den tings demokratiske potentiale for inddragelse af hele fællesskabet, det er den store udfordring.«

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske, men bestemt ikke den favre ny verden.
For ikke så længe siden mødte vi på tingstedet, når oldermanden kaldte i sti horn. og der findes stadig mange mennesker, der ikke læser en avis eller åbner en bog foruden alle dem, der ikke kan læse (mange flere end de fleste tror). De tror på den personlige kontakt!
Problemet er ikke papir vs. internet, men kvaliteten af informationer. Det har været sagt, at avisen i dag skal overleve på lokalstoffet, men det har i årevis været nogle avisers redaktionelle linie. Folketidender bringer et partipolitisk udvalg fra Ritzau og sænker også i debatten niveauet til laveste fællesnævner eller gør som BT og Ekstrabladet. I øvrigt har den fremgangsmåde været prøvet, f.eks. i Aktuels dage med lokalredaktioner og lokaludgaver (Ny Dag m.fl.)
Mængden af stof bliver overvældende på it-udgaverne og derfor ofte uanvendelig Information og som talerør for alsidig politik og budbringer af almindelige meddelelser, der vel overtages af fagblade, partiaviser o.lign.
For tiden er vi inde i den økonomiske centralisme, der medfører fusioner af bladhuse, men også af biblioteker, som hører med til informationsformidlingen. Her i kommunen er flere lokalbiblioteker lukket og nu varsles de næste, så vi til sidst har et eneste for ca.60.000 indbyggere, der skal transporterer sig frem og tilbage, et billede på internettet. Et skønmaleri eller en central for rygter og skrøner?

Bo S. Nielsen

I og med, at denne artikel, som det fremgår under forfatterens navn ovenfor, er dateret 1. januar 1970, kan vi jo afskrive forudsigelsen som det rene futurisme-overtro på linje med flyvende biler og millionbyer på Månen. Jeg har da med glæde haft papir-informeren med på det lille hus tidligere idag, her ikke 15, men 40 år senere. Ingen fare på færde.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Fremragende artikel, hvor især sammenligningen med telegrammer var rørende og klar.

Jeg sidder dog med et girokort til Information, idet mit forsøgsabonnement skal fornys - og iflg. artiklen skulle jeg jo glemme alt om den trykte avis og "nøjes" med den elektroniske?

Eller nej: Ikke engang den elektroniske avis, som f.eks. Information udgiver er til stede om føje år. Det hele foregår via Facebook/Fjæsbogen ??

Det mente jeg allerede helt tilbage i 1973, hvor jeg arbejdede med Fremtidsforskning og var timelærer på Biblioteksskolen (nu: Det Informationsvidenskabelige Akademi).

"Bøger bliver fremtidens veteranbiler" erklærede jeg fromt - men sådan kom det ikke til at gå. Bogen lever stadig i bedste velgående og sælger måske endnu bedre end dengang via supermarkeder.

Samtidig er bibliotekerne blevet så dyre at bruge, at man næppe tror det. De arme bibliotekerne nænner ikke at fortælle folk, at udlånstiden er udløbet, for så går de glip af de støt voksende bødetakster.

Nå - men tilbage til fremtiden: Jeg er imponeret over Dagbladet Information's trykte udgave og forstår, at det koster penge at lave den - men ... den er et godt supplement til de elektroniske udgaver, herunder især læserbrevene (som ikke fortjener papir og tryksværte!!) - så jeg er uenig i artiklens titel om "avisens forældelse" om 15 år. Forfatteren har åbenbart ikke haft kendskab til Information - og jeg kan i øvrigt henvise til en anden avis, der er blevet udgivet trofast siden den 7. september 1945: Kajs Avis - eller Hareskov-Værløse Avis (http://kajsavis.dk)

Fidusen er: Indhold, indhold og atter indhold - annoncer er af det onde ...

Poul Kjeldgaard

Betaler man for Informations internetudgave alene, er det lidt af en skuffelse. Trykker man p[ linket med den trykte udgave, er det jo IKKE den trykte udgave. Der er muligvis de fleste store artikler, og mange fotos, men det meste notitsstof mangler, for slet ikke at tale om annoncer og den grafiske opsaetning. at forlange fuld pris for det, i stedet for, som alle andre aviser, at give adgang til en pdf med den fulde udgave, tenderer vel naermest bondefangeri.

Søren Kristensen

Aviser har den fordel at man kan pakke fisk ind dem. Men ellers er en laptop fuldt ud lige så god. Og for den ivrige oven i købet bedre, for så kan man selv deltage i debatten, samtidig med at man fisker.

Det er indlysende at denne artikel ikke kunne være blevet lavet i 1970. Der er en tyrkfejl. Men bortset fra det vil nok mene, at det er for optimistisk at antage at det frigjorte sociale/politiske potentiale får lov til at leve.
Man har allerede set gentagne omstruktureringer af Googles side, som har haft den effekt - og derfor må man formode at det har været et becidst tiltag - at bortcensurer populære politiske videoer, osv. Derudover er det nu muligt at bringe visse sider op fortil, således at den officielle og kommercielle version kommer først, og al kritisk information om et emne to hundrede længere nede.
Jeg er enig i at gratis adgang vil være mere sandsynlig end brugerbetaling, men der vil være stadigt flere tiltag i retning af udvanding og fordummelse af indholdet, og sandsynligvis vil der i det lange løb komme ikke blot strukturelt udløst censur, men direkte målrettet censur. Således vil internettet i det alnge løb blive lige så intetsigende som fjernsynet. Dansk fjernsyn var også udmærket engang, men den bevidste konservastive repolitisering under den siddende regering har gjort meget ondt for ytringsfriheden, og sådan vil det osse gå med internettet. Kontroversielle synspunkter vil blive helt lige så marginaliserede som de i dag er papirpressen.

Per Erik Rønne

Personligt tror jeg også at papir-aviser lige som papir-bøger er på vej ud. Jeg tror dog ikke at alt bliver gratis; så drukner alle i overflødig information.

Snarere tror jeg at aviser og bøger fremover læses på en iPad - og når Apples konkurrenter om et par år kommer i gang på tilsvarende tavler med Android. For avisernes vedkommende med et abonnement der er markant billigere end i dag, da såvel papir som distribution spares væk. Og for bøgernes vedkommende ved køb for alt, der ikke har klassikerstatus [hvor forfatteren har været død i mindst 70 år]. Forlagene har så blot endnu ikke opdaget at for at få gang i salget skal e-bøgerne være billigere end papirbøgerne. I øvrigt vil en fordel ved at udgive dem i ePub-format være at bøger aldrig behøver at »udgå fra forlaget« ...

Lidt hurtig statistik

Bøger har haft en årligt vækstrate siden år 2000 på ca. 1% i årlige salgstal - først i 2009 så man et lille fald - nemlig 1,1%. Samme år steg salget af Ebooks med 175%.

Det er alt andet end lige et tyndt grundlag at dømme bogen død på - der kommer til at ske et væsentlig fald, det er jeg sikker på, men dør bogen? Ikke de næste 50 år.

Helt anderledes forholder det sig selvfølgelig med aviserne - men som flere kommentarer er inde på så glemmer Clay Shirky i alt sin iver og hype om de nye medier, avisernes aller vigtigste funktion - og de er faktisk lidt ved at glemme det selv også - nemlig selektion og kvalifikation!

I en verden fyldt med (ligegyldige) nyheder er det største problem ikke at få fat på information, men at sortere i den - og det er facebook og andre sociale medier mildest talt ikke ret gode til!

På et tidspunkt når informations-hypen har lagt sig - må det begynde at gå op for folk, at man ikke kan måle kvaliteten af information alene på mængden, indtil da burde aviserne indstille sig på at deres dage som "nyhedsformidlere" er forbi

Er mediet "avisen" så død? På ingen måde i informationssamfundets slipstrøm kommer et gigantisk marked for sortering og decifrering af viden, og her har aviserne i allerhøjeste grad deres berettigelse.

Om det kommer til at foregå på papir er en anden sag - min forsigtige gæt er at der også findes papiraviser om 20 år - men det kan være jeg tager fejl.

Per Erik Rønne

Uggi Kaldan,

E-bøger er naturligvis også bøger. De burde bare være langt billigere [og klassikerne er i forvejen gratis, hvis de ellers er scannet ind] og så fylder de ikke så meget.

Og ja, mine vægge er i dag på det nærmeste tapetseret med bøger - men sådan er det vel for de fleste akademikere.

I øvrigt er det først fra i år at der for alvor kommer gang i e-bøger og e-aviser, ja, vel først fra næste år. Den førte tavle er, Apples iPad, er jo ikke engang rigtigt kommet til landet endnu.

@ Per

Kan godt se min skelnen ikke var helt tydelig - når jeg omtalte bøger mente jeg bøger i papirform og så Ebooks som et "andet" medie - men det stod ikke så klart frem.

Uanset - jeg mente af bogen i papirform ikke dør - det er selvfølgelig ikke noget jeg kan vide, og måske kan i allesammen grine af mig om bare 3 år - det er helt sikkert en mulighed, men der er jo ikke noget ved ikke at have holdninger, af ren angst for at de måske er forkerte...

Personligt kan jeg ikke læse en bog på Ipad - jeg har prøvet - men til den opgave er den ligeså elendig som PCere til alletider har været - aviser er den derimod udemærket til, jeg har svært ved at se hvordan Ipad bliver den store revolution på det marked - det kræver jo at der er ordenlige aviser at læse - og det marked halter gevaldigt, men en hel branche der er alt for fokuserede på at holde fast ved de traditionelle distributionskanaler af deres produkt, hvilket selvfølgelig og helt tydeligt for enhver, er en håbløs strategi.

Amazons kindle derimod er virkelig et seriøst alternativ til bøgerne - her er en elektronisk platform som man kan holde ud at sidde og læse på intensivt i 10 timer uden at øjnene føles som sandpapir, og så holder den batteri så længe at man nærmest glemmer at det her er noget der bruger strøm - det virker!

Måske får du og en masse andre lov til at sige hvad sagde jeg om bare få år - det bliver under alle omstændigheder spændende at følge udviklingen!

Per Erik Rønne

Tjae, jeg kan så kun sige at jeg endnu ikke har prøvet at læse på en iPad [staves sådan; ikke Ipad] og ej heller på en Kindle, så det vil vise sig.

Jeg har dog ingen problemer ved at læse på en min fladskærm - bortset fra at jeg bliver træt af at sidde i en kontorstol. Med en iPad eller en Kindle kan man læse i en lænestol eller i sengen, og med en Kindle også i sollyset. At dømme efter anmeldelserne; til gengæld giver den så ikke selv lys når man har brug for det.

Det nærmeste til en iPad jeg har prøvet at læse på er min iPhone, men til at læse eksempelvis Tassos »Gerusalemme liberata!« [Det befriede Jerusalem, epos om 1. korstog] eller Miltons »Paradise Lost« er skærmen altså for lille.

Til Hans Jørgen Storgaard Andersen:

Nu har bogforlag og biblioteker i et par menneskealdre lagt mange kræfter i at finde den rette skrifttype og har tilmed fremstillet let-læsebøger for børn og magnaprint-bøger for svagtseende, har ipot m.v. nogen som helst berettigelse i den sammenhæng? (Jeg forestiller mig en betydning af den almene og fælles information for alle.)

Hvis aviserne forsvinder forsvinder også noget af den autoritet, der er forbundet med selve det, at holde et papirmedie med en nøje branded mediehistorie, forside, papirfarve, format og fotopolitik. Deadlinens iboende sandhedsanalyse vil forsvinde. Mediemogulerne vil ikke længere kunne gribe ind og indstille pressekanonerne i de for samfundet afgørende øjeblikke – Tale med alvorlige ord i krisesituationer: Valg, katastrofer, konflikter - Axel Springer AG, Berlusconi, og Murdoch vil få deres magt stækket.
… jeg tror ikke jeg vil savne aviserne efter at de blevet monopoliseret.

...men jeg læser papirudgaven af avisen hurtigere og mere koncentreret end det tilsvarende stof på et netmedie – til gengæld er efterbehandlingen af det læste – den aktive læsning langt mere nuanceret på netmediet. Problemet med netmediet er at historikken kan manipuleres. Historieforfalskning bliver måske et mere påtrængende problem i fremtiden.

Per Erik Rønne

@Per Diepgen:

Selv om jeg endnu ikke har erfaring med iPad har jeg et par års erfaring med iPhone [bruger iPhone 3G og kunne ikke drømme om at opgradere til iPhone 4 efter kun to år]. iPhone og iPad bruger samme styresystem og i princippet samme applikationer, også til e-bøger.

På en iPad vil man således kunne skifte font på de bøger man læser. Og skifte størrelse på bogstaverne. Og skærmens karakteristika gør det muligt at læse på den selv i mørke - til gengæld er den ubrugelig i direkte sollys.

Så også svagtseende vil få det lettere med en iPad. Og sandsynligvis tilsvarende når det i 2011 eller 2012 bliver muligt at få tavler med andre styresystemer, som Android.

Henrik Eismark

jamen så må jeg hellere opsige mit abonnement på Information, da det alligevel uddør og jeg jo skal være med fremme på trenden.

Så slipper jeg også for horden af venstresnoede skribenter, der mere fører politik end journlaistisk aktivitet i avisen.

Henrik Eismark

Problemet med de hysterisk opreklamerede internetmedier er, at læserne, f.eks. de omtalte 25 årige, ikke vil kunne overkomme at læse større sammenhængende tekster, men holde sig til fragmenter, overskrifter og videoudgaver af nyheder.

Så bøger og historisk kendte aviser på e-medier får næppe en lang levetid på denne iPAD, som sikkert også har en kort levetid, og erstattes af nyt trendy stuff.

Fremtidens e-Aviser bliver nok bare onlineudgaver af Politikens gratis lysavis.

Jeg har arbejdet på en avis som IT-administrator. Jeg havde min gang på avisen fra 1995 til 2000. Da internettet i dens stille start i 90erne, var jeg hurtig til at se at mediet kunne blive et problem for avisen, hvis man ikke handlede på det. Jeg havde set hvordan en verden kunne ændre sig på grund af ny teknik, i 80erne gik det hurtigt, kunne se at det gik endnu hurtigere i 90erne. Jeg luftede mine tanker for den tekniske direktør, som straks afslå min bekymring, da han var overbevist om at der altid ville være brug for en trykt avis. Jeg var uenig, mente at den ville holde 10 til 20 år. Dengang havde aviserne mange penge, rigtig mange penge. Men på grund af krig mellem aviserne, og kampen om de trykte kunder tror jeg at det hele gik lidt hurtigere ned af bakke. Da vi dag skriver 2012, Ipad og diverse tablets er kommet på frem, og de bliver vel også billigere og billigere, tror jeg det er her vi skal finde avisen frem over. De fleste der køber en trykt avis i dag er vel mellem 65 og 90. Den yngere generation læser den elektronisk.

Men skal måske ikke spørge sig selv om avisen skal være trykt eller elektronisk. Men måske skal spørgsmålet måske mere være, hvordan får vi kvaliteten over på det elektroniske medie? Hvis jeg søger på nettet efter informationer om min by, altså nyhedes relaterde, så er det godt nok et ringe udbud.
Hvis jeg husker tilbage, så var der mere dækning af små begivnheder, det kunne være at nogen havde fået en ny handicap bus, eller historien om to drenge som tilfældigvis var ude og fange hundestejler i en lokal å. Der var også mere fokus på virksomhederne. Eller når en lokal politiker har brugt 3 gange budgetet. Meget af dette er sparet væk også i den trykte avis, fordi man ikke har pengene til det. Jeg tror heller ikke det kommer igen, selv om avisen skulle blive ren elektronisk, desvære.

I dag kan man selvfølgelig stadig se overskrifterne på spisesedlerne i koiskerne, men hvis de trykte aviser er væk, hvordan finder vi så de gode nyheder? Førhen købte man avisen, eller fik den leveret dagligt.

Problemet med at få en reminder om at man har fået avisen i ens indbakke, kender alle jo. Du får jo 1000 mails hver dag, så den er vel allerede soteret fra?

Så må man jo også se på de unge i dag, de zapper sig igemmen nettet, det er de hurtige nyheder der trækker i dem. Vil de nogensinde læse en længere artikel?

Hvis avisen i fremtiden skal være ren elektronisk, ville jeg ønske at den blev dybdegående, og at man også følte at den var lokal. Vi kommer jo ikke uden om at uden gode journalister og fotografer, kommer der ikke nogen avis!

Jeg kan da godt sidde og tænke tilbage på da jeg var ung i 70erne og 80erne, og mange gange sad og ventede på at avisen kom. I starten var det mest pågrund af tegneserien, men senere også for at se hvad der skete i byen. Lugten af den trykte avis glemmer jeg aldrig....

Kenn Nilsson, tak for en glimrende analyse; problemet er, at vi tror, efterspørgsel dikterer udbud. Enhver kan sige selv, at det ikke er tilfældet - det er ikke ønsket, der stimulerer producenten, men producenter, der stimulerer efterspørgslen.
En meget stor del af nyhedsstrømmen tegnes af ligegyldige, eller ligefrem fordummende, ureflekterede rapporter fra den uendelige bunke af menneskelig handlen; men måske er det i endnu højere grad end aviser journalister, der er gammeldags? Oplysningsniveauet vokser i samfundet, ikke kun fordi flere får videregående uddannelser, men fordi al mulig information, også substantiel, er blevet langt mere tilgængelig. Når man hører 'politiske iagttagere' udtale sig, krummer man tæer: hvordan er de nogensinde blevet lyttet til, når deres indsigt er så dum at høre på? Jeg husker, hvor forfærdet jeg blev, da jeg hørte Ulla Østergård i Guldbrandsens glimrende film om Ny Alliances derôute: det var simpelthen hesteprangeren på arbejde, fuldstændig uden sans for den verden, der ageredes i.
Så hvad vi vil se, tror jeg, er informationsnetværk, hvor folk med langt bedre indsigt indenfor diverse områder, informerer hinanden løbende, når der sker noget væsentligt. Det er jo en anden del af problemet: at der skal produceres, selvom der ikke sker noget reelt væsentligt.