'År Nul' i Reykjavik

Han havde aldrig troet, at det skulle komme så vidt. Men en dag stod den islandske forfatter Hallgrímur Helgason og hamrede på statsminister Geir Haardes bilrude og råbte, at han skulle gå af. Sekunder efter, at statsministerens bil endelig var sluppet gennem den vrede folkemængde foran regeringsbygningen i Reykjavik, begyndte en velkendt tekst at glide forbi Helgasons indre blik:

»Vi har brug for en revolution. Nationen har brug for en forbandet revolution. Det her går ikke længere. Vi er ynkelige stakler, der lever i en ynkelig tid og har det åh, så godt i det her varmt vandshelvede, som det her samfund er gået hen og blevet til. Vores liv er blevet for nemt. At skumme fløden er at friste døden.«

Sådan skråler hovedpersonen Bøddi i Hallgrímur Helgasons bog Stormland fra 2005. Bøddi er en desillusioneret, ung islænding, der på sin blog skriver om det moderne samfunds forfald. Nærmere bestemt om islændingenes eksploderende materialisme og nepotisme. En dag drager han mod Reykjavik for at slå statsministeren ihjel og starte en revolution på live tv.

Og så stod Hallgrímur Helgason dér i januar 2009 ved regeringsbygningen og følte en lidt for voldsom identifikation med den hovedperson, han havde skrevet om længe før nogen anede, at den islandske økonomi var på vej ud over afgrunden.

»Det var en meget foruroligende oplevelse for en forfatter,« siger Hallgrímur Helgason i dag.

Han deltager i denne uge ved Louisiana Literature-festivalen i Humlebæk og kan igen opleves i eftermiddag. Ikke fordi han er aktuel med en ny udgivelse, men fordi det er blevet åbenlyst, at den kaotiske situation i Island kommer til at spille en stor rolle i litteraturen, og at litteraturen kommer til at spille en stor rolle i kampen for at få Island ud af netop den situation.

Lukket islandsk elite

Ved en af verdens største bogmesser, messen i Frankfurt, kommer islandsk litteratur næste år til at være et hovedtema.

»Jeg tror på forfatterens sociale rolle og mener, at vi har et ansvar. I Island får folket intet at vide. Alting foregår bag lukkede døre, som det også gjorde den dag, hvor jeg hamrede på statsministerens bilrude. Og dér har forfatteren en enestående mulighed for at skrive om og fortolke situationen. Vi har fiktionens frihed. Det har journalisterne ikke - og når de ikke får noget at vide, så bliver befolkningen heller ikke orienteret. Derfor er det vigtigt, at forfatterne ikke lader debatten dø ud.«

Hallgrímur Helgason fortæller, at kunstnerne generelt er meget aktive i debatten i Island, og han mener, at det i bund og grund er kunsten og litteraturen, der kan løfte Island ud af krisen.

»Men jeg må fastholde, at jeg mener, at det er med kunsten, at kunstnerne skal gøre en forskel. Det er ikke en god idé lade kunstnerne få magten, men det er desværre det, der er ved at ske. Kunstnerne går ind i politik. Reykjaviks nuværende borgmester er for eksempel tidligere klovn. En klovn ...,« gentager han tørt.

Som Tyskland i maj 1945

Hallgrímur Helgason har gennem hele sit forfatterskab forholdt sig kritisk til udviklingen i Island. Det virker derfor nærliggende at tro, at han så sammenbruddet komme.

»Man kan sige, at meget af det, jeg har skrevet, faktisk er sket. Men jeg havde på ingen måde forestillet mig, at det ville være så voldsomt. Og jeg har fra begyndelsen interesseret mig mest for den udbredte nepotisme blandt embedsmænd, der gør, at vi har mange dybt inkompetente mennesker ansat i vores centraladministration. Jeg var slet ikke klar over, at det var disse forretningsmænd, der skabte størst ravage. Og at deres handlinger kunne have konsekvenser for andre end dem selv og islændingene. Men det var jo igen heller ikke noget, man kunne se. Det var penge, der flød fra land til land. Helt usynligt.«

Man kan tale om før og efter krisen i Island, som man kan tale om før og efter Anden Verdenskrig i Tyskland, mener Hallgrímur Helgason. Det er Stunde Nul i Island.

»Det her har været så voldsomt et slag mod vores psyke og selvforståelse, at det vil have langtrækkende effekt. I perioden fra vi løsrev os fra Danmark i 1944, til USA forlod landet i 2006, var vi som et lille barn, der skulle bevise, at vi kunne selv og ville selv. Da USA forlod os, blev vi som en teenager, forældrene havde efterladt alene hjemme for første gang. Der gik ikke længe, før vi havde smadret hele huset.«

Selv om den økonomiske situation er kaotisk, så er Hallgrímur Helgason ikke i tvivl om, at det, der er værst for islændingene, er, at de har mistet anseelse i det internationale samfund.

»Vi har ellers altid været meget vellidt. Vi klarede os godt på trods af at være en lille nation. Vi har en rig kulturarv, og generelt har mange islandske kunstnere international succes. Nu er vi pludselig skurke. Netop på grund af vores størrelse har det altid været vigtigt for os at bevise vores værd og opnå anerkendelse.«

Supermaterialismen

I Hallgrímur Helgasons forfatterskab har det nu heller aldrig været et rosenrødt billede, man så af Island. Med et rasende sprog og et besnærende tempo leverer han en beskrivelse af et Island, »hvor materialismen er enerådende. Det drejer sig kun om at æde, købe og kneppe. Det er livet i Island i dag. Dette forbandede land har fået lokalbedøvelse,« som Bøddi siger det i Stormland.

I den seneste bog, der udkom på dansk, Lejemorderens guide til et smukt hjem, kommer kroaten Tomislav, kaldet Toxic, til Reykjavik.

Han er lejemorder i den kroatiske mafia i New York og kommer ved en fejl til at skyde en FBI-mand og må flygte. Helt tilfældigt - og fordi han myrder en præst i lufthavnen, hvis billet gik dertil - lander han i Islands hovedstad.

»Jeg ville opleve Island fra en udlændings synspunkt. Jeg gik endda så langt som til at skrive bogen på engelsk. At jeg ikke kunne bruge mit eget sprog, gjorde det lettere at se de ting, som en islænding tager for givet. En udlændings oplevelse af Island er helt anderledes end vores egen.«

De fleste kommer til Island med hovedet fyldt af klicheer, forklarer Hallgrímur Helgason. Om vild natur, sagaer, et sindssygt natteliv og penge.

Utryg ved blid natur

»Den islandske natur er smuk, men også grim. Når vi islændinge kommer til lande, hvor man ser naturens idylliske skønhed, som her,« siger Hallgrímur Helgason og peger ud mod den frodige grønne have, der omkranser slotshotellet i Hornbæk, hvor han er indlogeret, »ja, så bliver vi utrygge. På den måde har den vilde natur påvirket vores sjæl. Men det er langt fra alle islændinge, der har et konkret forhold til naturen. De fleste sidder indenfor, fordi det er for koldt,« forklarer han.

»Og så tror jeg de færreste udlændinge helt forstår, hvor lille en nation vi er. Alle kender alle. Det er der både fordele og ulemper ved. Det føles, som om vi alle er i familie, så derfor er der en enorm gæstfrihed. Men det bliver også for familiært. I islandsk politik handler det ikke om idealer, men om at få ansat folk, man kender.«

Men mest af alt så tror Hallgrímur Helgason ikke, at omverdenen forstår i hvor høj grad Island først er ved at blive voksen som nation.

»Min bedstemor blev født i en tørvehytte omkring år 1900 og døde lige før årtusindskiftet i det moderne Island. Hun blev født i stenalderen og døde i informationsalderen. Det er ikke meget mere end 50 år siden, at vi blev en nation, og derfor er det vigtigt at være bevidst om, at alt, hvad der sker, kan have betydning på et meget større niveau, fordi vi stadig er ved at formes som nation. Og lige nu er vi tvunget til at blive voksne meget hurtigt.«

Hallgrímur Helgason kan opleves i dag på festivalen Louisiana Literature kl. 15.30, hvor han fortæller om sit forfatterskab