Læsetid: 6 min.

Hun er ikke bange for at sælge billetter

Laver hun 'indholdsløst lort', der beregnende manipulerer med publikum - eller er hun ganske enkelt en professionel storyteller? En af Danmarks mest succesrige instruktører, Susanne Bier, ligger i grænselandet mellem at være en stor kunstner eller blot en stor sællert. I dag har hendes nyeste film, 'Hævnen', premiere
Laver hun 'indholdsløst lort', der beregnende manipulerer med publikum - eller er hun ganske enkelt en professionel storyteller? En af Danmarks mest succesrige instruktører, Susanne Bier, ligger i grænselandet mellem at være en stor kunstner eller blot en stor sællert. I dag har hendes nyeste film, 'Hævnen', premiere
26. august 2010

På ladet af en jeep sidder den svenske læge Anton. Den hvide bil lyser op i det rødbrune landskab, hvor Anton bumper af sted i takt med hullerne i den bulede afrikanske jordvej. Bag ved bilen løber en håndfuld børn. De smiler og vinker. Anton er på vej til at redde en ung afrikansk piges liv - og bagefter sit eget privatliv.

Allerede fra første scene i Susanne Biers nye film, Hævnen, står det klart, at hun heller ikke med denne film er bange for at udfordre hele ens underspillede danske følelsesregister. Hun laver film, der blæser de velkendte følelser op i stort format. Utroskab vises dramatisk og som andet end betuttede kvinder med udtværet mascara. Døden indtræffer uafladeligt og ubarmhjertigt. Og kærligheden i de danske hjem forvandler sig til en snærende smerte. Først og fremmest laver Susanne Bier film, der er tilgængelige:

»Der er ingen hemmelige religiøse dagsordener som hos Kieslowski, ej heller mystiske visioner om menneskehedens undergang som hos Trier. Susanne Bier er en professionel og effektiv storyteller. Der er fokus på følelser og mennesker, og den genre håndterer hun glimrende,« siger Peter Schepelern, der er lektor i Film- og Medievidenskab ved Københavns Universitet.

»En underlig cocktail,« er Peter Aalbæks karakteristik af filmene. Han er direktør i Zentropa og mødte Susanne Bier på Filmskolen. De har nu arbejdet tæt sammen i 27 år.

»Mange af hendes film er en sjov blanding af Barbara Cartland, lidt håndholdt kamera og nogle rådne dyr, der smides ind hist og her og fuldstændig vilkårligt. Normalt skal de store, simple følelser helst pakkes ind i dansk film. Det er en mærkelig ting at lave et massemedie, hvor man ikke bruger sentimentaliteten, glæden og morskaben. Men det har Susanne Bier gjort op med i sine film,« siger han.

Peter Aalbæk lægger vægt på, at Susanne Bier modsat mange af sine kolleger ikke er en del af det »krampe-onanistiske, selvhævdende selskab« af selvsmagende kunstnere, der prøver at være noget, de ikke er. Susanne Bier er ikke bange for at være kommerciel. Hun vil gerne sælge.

Savnet tilgængeligheden

I Susanne Biers succesrige melodramaer, Elsker dig for evigt, Brødre og Efter brylluppet forstørres følelserne op på biograflærredet med pompøs filmmusik og sydfynske bølgende marker som scene. Danskernes hverdagsproblemer bliver grandiose.

Skuespilleren Ulrich Thomsen har arbejdet sammen med Susanne Bier på tre film, Sekten, Brødre og Hævnen, og han fremhæver Biers tilgængelighed som nøglen til hendes succes.

»Filmene er ikke kunstlede, så man bliver hægtet af. De er mainstream med en dybde, der giver dem et poetisk udtryk, og Bier løfter historierne til mere end hverdagsdramaer,« siger Ulrich Thomsen.

Tilgængeligheden i Biers film har været et frisk pust i et dansk filmlandskab af indadvendte kunstnere med svære film til et smalt publikum, mener Kim Skotte, der er filmanmelder på Politiken.

»Susanne Biers store følelser i filmene tager udgangspunkt i mennesker, som man kan genkende, og dramaer der ikke nødvendigvis er hængt op på en eller anden udspekuleret mordgåde. Det tror jeg, danskerne har savnet,« siger han.

Nok er Biers film tilgængelige, men det udspekulerede element, kan hun ikke undsige sig, mener Peter Schepelern.

»Det er ikke European Art-film, som man ellers forventer fra Europa, der er ingen dybsindige parabler om, hvad livet er. Det er altid velafleverede historier, med en stærk emotionalitet - nogle gange på grænsen til sentimentalitet og nogle gange over grænsen,« siger han.

»Filmene kan fremstå en kende beregnede, og handlingen kan virke lidt for handy. De dramaturgiske skabeloner er lige rigeligt velfungerende, med en krise efter 25 minutter, og man føler ikke, at man er i selskab med en auteur med en stor kunstnerisk vision om, hvad livet, kærligheden og døden er. Men til gengæld er Biers film perfekt Hollywood-professionalisme, som man sjældent ser det i europæisk film.«

Lidt for velfungerende

Filminstruktøren Lars von Trier har ligeledes haft Susanne Biers medrivende og professionelle dramaer i skudlinjen. Brødre anså Trier for konstrueret. For manden bag Dogville, Antichrist og Dancer in the Dark var alle Biers perfekt løste ender et lidt for velfungerende puslespil.

»Noget indholdsløst lort,« kaldte han det.

»Sådan kan det selvfølgelig godt se ud for en stor, mystifistisk instruktør som Lars von Trier. Men hun er jo en rigtig Hollywood-begavelse, hvilket også er hendes begrænsning. Hun laver ikke stor kunst, der kalder på fortolkning og udredning. Der er ingen, der genser Brødre for at forstå dybderne af den, for det er der ingen grund til,« siger Peter Schepelern.

Men danskerne og kritikerne skal holde op med at være efter den Bierske skabelon, mener Kim Skotte. Susanne Bier laver velfungerende film, der både virker for publikum og rent kunstnerisk. Derfor gør det heller ikke så meget, at de ligner hinanden, pointerer han.

»Det er typisk dansk, og der er lidt andedam over det, når alle har travlt med, at instruktører hele tiden skal forny sig,« siger han.

Det handler alt sammen om, hvad man lægger i begrebet kunstner, mener Kim Skotte.

»Jeg er ikke kemiker nok til at kunne skille det at være kunster fra det at være en kommerciel pengemaskine. Men hun er ikke en kunstner som Lars von Trier, og gudskelov at vi har andre instruktører end den slags,« siger han.

Det melodramatiske ståsted

50-årige Susanne Bier blev færdig på Filmskolens instruktørlinje i 1987. I 1991 spillefilmsdebuterede hun i Sverige med Freud flytter hjemmefra. Og allerede i sin debutfilm illustrerede hun dramatikken i hverdagen:

»Susanne Bier fortæller en stor historie i omgivelser, der er relativt små og stilfærdige, hvilket hun gør meget overbevisende i sin debutfilm. Efter den fulgte nogle lunkne mellemvarer, både Det bli'r i familien og Sekten var film, der ikke viste Susanne Biers potentiale. Men så kom Den eneste ene,« siger Peter Schepelern.

Den romantiske komedie Den eneste ene blev med 840.205 solgte billetter Susanne Biers første publikumssucces - og 1990'ernes største danske film. Den anden publikumssucces kom i 2002 med Elsker dig for evigt, som var Susanne Biers bud på en dogmefilm.

Og godt det samme. Susanne Bier skulle ikke stagnere i komediegenren, mener Kim Skotte.

»Hun gjorde overordentligt godt opmærksom på sig selv med sin debutfilm. Men efterfølgende var det, som om hun gennemlevede en periode, hvor hun ledte lidt efter, hvad hun skulle fortælle. Så kom gennembruddet med Den eneste ene, der som komedie er en usædvanlig film i hendes karriere. Hun fik stor succes, men var også meget på det rene med, at hun ikke skulle fanges i den genre,« siger Kim Skotte.

Med filmens succes fik Susanne Bier anerkendelse og støttekroner til at arbejde videre med de store melodramaer, som hun allerede havde beskæftiget sig med inden Den eneste ene. Melodramaet har siden været hendes varemærke, og her har hun fundet sig godt til rette, mener Kim Skotte.

Med de seneste fire danske film - Den eneste ene, Elsker dig for evigt, Brødre og Efter brylluppet - er Susanne Bier blevet en anerkendt instruktør i Danmark, men man kender også hendes navn i USA, hvor hun i 2007 lavede Things We Lost in the Fire med Halle Berry og Benicio Del Toro i hovedrollerne. Det vidner også om filmenes gennemslagskraft, at Brødre i 2009 blev genindspillet i USA af den amerikanske filminstruktør Jim Sheridan.

Biograferne takker

Biers gennemgående temaer fra melodramaerne kan genkendes på indersiden af ligusterhækkene, og det er der godt salg i. De år, Bier ikke udkommer med en storsællert, mærker de danske biografer det hårdt på pengepungen.

»Der er meget langt imellem seriøse danske film, der har trukket et stort publikum. I den ene ende har du haft Far til Fire, der sagtens har kunnet sælge flere hundredtusinde billetter, og i den anden ende en masse roste danske film, som har ligget og rodet nede omkring 10-30.000 billetter. Derfor er det brede og appellerende drama, som samtidig holder en høj kvalitet, noget danskerne og biograferne har savnet. Og det har jeg også som anmelder,« siger Kim Skotte.

Susanne Bier har leveret kunst i øjenhøjde, og det har givet dansk film en tiltrængt vitaminindsprøjtning, mener Skotte.

»Hendes film har været en sund organisme i dansk film, for hvis man har Lars von Trier i det ene ringhjørne og Krummerne i det andet, så har man et problem. Susanne Bier har bevist, at man i Danmark også kan lave sund mainstream af høj kvalitet.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu