Baggrund
Læsetid: 9 min.

'For mig begynder en roman altid med smerte'

Bret Easton Ellis er aktuel med sin syvende roman, 'Imperial Bedrooms', og han var tilbage i sin gamle hjemby, New York, for at tale lidt om den - og desuden en del om usuccesfulde filmatiseringer, hans nuværende yndlingsdrink, at de bedste bøger stammer fra smerte, og om, at han måske har et mørkere syn på verden end andre, men at han egentlig ikke tror det
Kultur
13. august 2010
Mørkt sind? Bret Easton Ellis bedyrer, at han ikke tager sin sorte kappe på, før han sætter sig til computeren og skriver sine romaner.

Mørkt sind? Bret Easton Ellis bedyrer, at han ikke tager sin sorte kappe på, før han sætter sig til computeren og skriver sine romaner.

Hans Henrik Rasmussen

Det er tre timer inden
showtime, og de første rækker er allerede fyldt op i 'event'-afdelingen på 4. sal af boghandlerkæden Barnes & Nobles' kæmpestore
flagship storepå Union Square på grænsen mellem Manhattans Midt- og Downtown.

Bret Easton Ellis er stor i USA og ikke mindst i New York City, hvor han boede i de sidste 17 år, før han for nylig flyttede tilbage til Los Angeles.

Men i dag er Ellis altså tilbage på Øst- kysten, og anledningen er hans netop udkomne roman,
Imperial Bedrooms, som også ligger klar i skødet af de fleste af de tidligt fremmødte.

Undtagelsen er en tynd, anæmisk pige lidt til højre for Informations udsendte. Hun bladrer i stedet koncentreret i en bog med titlen
4.48 Psychosis- hvilket for folk med bare et vist kendskab til Ellis' forfatterskab dog heller ikke virker helt af vejen.

Imperial Bedroomser en efterfølger til Ellis' bestsellerdebut
Less Than Zerofra 1985 og foregår ligesom denne i Los Angeles, men med et par afstikkere tilbage til den lejlighed lige syd for Union Square, hvor Ellis selv boede i sine New York-dage.

Romanens karakterer er de samme, bare knap 25 år ældre, men derudover har efterfølger-prædikatet dog ikke så megen relevans.

Hip to be square

Da klokken har passeret 19.00, er salen stuvende fuld. På hver side af den endnu tomme scene står to kæmpe højttalere, der blæser blandt andre »Hip To Be Square« fra Huey Lewis and the News, »The Safety Dance« fra Men Without Hats og Depeche Modes »Just Can't Get Enough« ud over publikum, og dermed er scenen sat for Ellis' entre.

Den sker sammen med vennen, skuespilleren og tidligere
Brat Pack-kollega Andrew McCarthy, der spillede hovedpersonen Clay i filmatiseringen af
Less Than Zerofra 1987, og
Sex and the City-forfatteren Candace Bushnell, som ligner legemliggørelsen af en af
American Psycho's
hardbodies.

McCarthy tager scenen først og præsenterer Ellis med en bemærkning om, at McCarthy meget gerne ville have mødt ham dengang under optagelserne, men at han fik at vide, at det ikke var noget, Ellis var interesseret i. Det svarer Ellis - indtil videre - ikke på, og efter et ordentligt bifald indleder han i stedet med at læse et lille stykke op fra
Imperial Bedrooms. Et fra først i romanen, hvor Clay, der igen er hovedperson, fortæller, hvad han syntes om den film, der er blevet lavet over romanen om hans og hans venners liv,
Less Than Zero. I
Imperial Bedroomsindgår nemlig både Ellis' debutroman og filmatiseringen deraf som centrale elementer, og han fortsætter altså, i hvert fald til en vis grad, i det, skal vi sige biografisk-inspirerede spor fra
Lunar Park.

Efter endt oplæsning vender Ellis sig mod McCarthy, der i aften skal indtage rollen som interviewer/ordstyrer - noget de begge tydeligvis synes er ret sjovt.

»Var det let at få gang i 'stemmen' fra
Less Than Zeroigen knap 25 år efter?« åbner McCarthy.

»Ja, ja, jeg tænkte bare på dig i filmen; fik du virkelig gang i hende der? Og hvor slemt var det egentlig Robert Downey Jr.'s (der også havde en rolle i filmen,
red.) narkotikamisbrug var dengang?« svarer Ellis prompte til publikums jubel.

Som Philip Marlowe

Ellis tilføjer dog, at stemmen begyndte at pusle, da han for otte år siden genlæste
Less Than Zerosom research til sin forrige roman,
Lunar Park(fordi den har Bret Easton Ellis som protagonist).

»Og så var jeg desuden meget interesseret i at vende tilbage til den her meget minimalistiske stil, som jeg faktisk ikke har skrevet i siden
Less Than Zero,« forklarer Ellis. »Det var meget vigtigt for mig.«

McCarthy vil dernæst vide, hvor den nye romans noir-stemning kommer fra?

»Jeg læste meget Chandler, da jeg skrev den,« fortæller Ellis: »Chandler blev en ledestemme for mig, og det blev til en slags thriller med Clay som en anden Philip Marlowe, der søger rundt i det her kolde, trøstesløse Los Angeles-landskab og prøver at holde fast i sin moral - men der er et twist; det er der ikke i Chandler.«

Andrew McCarthy (AM): »Vidste du, hvordan den skulle slutte?«

Bret Easton Ellis (BEE): »Ja, det gør jeg altid. Ellers kan jeg ikke skrive.«

AM: »Den sidste sætning gjorde alt for mig.«

BEE: »Ja, den er
creepy. Den er meget
creepy. Det er den,« gentager Ellis og ser lidt op mod loftet, som om han husker tilbage, før han igen sænker blikket ned mod publikum og smiler:

»Det er den - I får mig ikke til at benægte det.«

En konstatering, der selvfølgelig modtages med stor jubel.

'Jeg reder min seng'

Ordstyrer McCarthy åbner nu op for spørgsmål fra salen, og en skov af hænder ryger i vejret.

»Mr. Ellison,« indleder den første udvalgte.

»Mr. Ellison?!« udbryder Ellis overrasket og grinende. »Well, det er altså Ellis, men du kan kalde mig, hvad du vil. Jeg er ligeglad.«

Spørger 1 (S1): »Hvad var dine tidlige inspirationskilder?«

BEE: »Altså, uden at gå hele vejen ned ad listen med Hemingway og Carver, vil jeg fremhæve Joan Didion og hendes roman
Play It As It Lays, som
Less Than Zerovar meget, meget inspireret af.«

S2: »Jeg vil gerne spørge ind til din kreative proces på mikroniveau. Ser du det som en kamp at skrive?«

BEE: »Nej, jeg ser ikke på det som en kamp. At skrive er noget, jeg altid har drømt om at gøre. Jeg kan godt lide at skrive en roman; at gå til det sted. For mig begynder en roman altid i smerte, og så går jeg i gang med at finde ud af, hvorfor jeg føler den smerte. Smerte på den måde forstår jeg, men jeg forstår ikke det med selve skriveprocessen som en 'forfatterens smerte'.«

S2: »Har du nogen faste rutiner i processen?«

BEE: »Jeg reder min seng. Det er, som Flaubert sagde: 'For at kunne skrive som en revolutionær må du leve som bedsteborger'.«

Filmatiseringer

Less Than Zeroblev allerede filmatiseret i 1987 blot to år efter romanen. Siden har også romanerne
The Rules of Attractionog
American Psychosamt novellesamlingen
The Informersnået det store lærred, og med romanerne
Glamoramaog
Lunar Parkpå vej samme sted hen har Ellis efterhånden et ret godt kendskab til filmatiseringer. Han fortæller dog, at de fleste af de ovennævnte film ikke ligefrem har været succesfulde, hverken kommercielt eller kunstnerisk, og en fra salen vil derfor vide, om han stadig er indstillet på at vove filmatiseringer af den nye og fremtidige romaner?

»Altså, der er ret dårlige odds. I 98 pct. af tilfældene bliver der slet ikke nogen film. Du får bare pengene, og de er gode. Men okay, jeg har så taget fejl en del gange, for de er alle blevet til film.«

S3: »Var det hjerteskærende at se den film,
Less Than Zeroendte som?«

BEE: »
Noo-ooh,« griner Ellis. »Og, Andrew - det passer ikke, at jeg ikke ville møde dig dengang,« siger Ellis og vender sig mod McCarthy. »Men jeg gik stadig i skole, tror jeg, og det eneste jeg vidste om filmen var, at der var to piger, der havde været i seng med instruktøren, for det var der en af dem, der fortalte mig. Men tre uger inden premieren bad instruktøren, Marek Kanievska, mig mødes med ham kl. 17, hvilket er et dårligt tegn. Jeg kom ind på hans kontor, og han var megafuld ...«

AM: »Så skulle du have set ham under optagelserne.«

BEE: » ... og jeg kommer ind, og han sidder helt sammenfalden over skrivebordet. Så rejser han sig lidt op og kigger på mig og siger 'Jeg er sååå ked af det. Jeg ville bare have, at du var forberedt, før du så den.' Da jeg så havde set 1 time og 25 minutter, tænkte jeg, 'Ok, de har ikke brugt en eneste linje fra bogen, og de har heller ikke tænkt sig at gøre det'. Men det er svært med filmatiseringer. Mine romaner er ikke skabt som film: Nogle gange sker der ikke ret meget, der er ikke ret mange sympatiske karakterer, ikke ret mange
feel good-øjeblikke. Mine filmmanuskripter er skabt som film, og det er to vidt forskellige ting.«

Gispe i skræk

S3: »Har du nogensinde tænkt over, at filmen kom på et utroligt velegnet tidspunkt - lige i kølvandet på John Hughes'
Brat Pack-film og ind i den rigtige sindsstemning?«

BEE: »Altså, jeg ved ikke, om jeg vil sige, at den kom på det rigtige tidspunkt. Den klarede sig jo ret dårligt.«

AM: »Yep, den klarede sig elendigt. Det var lige som den scene i
Imperial Bedrooms: Filmfolkene ville ikke portrættere deres børn som sådan nogle slemme og forstyrrede nogen, så vi endte med at skyde 35 pct. af scenerne om, efter at filmen var færdig, for at gøre den mere til en
'Just say no'-film - tilføje scener hvor kokain blev skyllet ud i toilettet og så videre.«

BEE: »Ja, jeg hørte at scenen, hvor Jami Gertz i stedet for at tage coke'n, smider den i vasken og skyller den væk, mens coke-pigerne gisper lamslåede, var en, der blev tilføjet.«

AM: »Ja, ja:
'Just say no'

BEE: »I dag ville vi alle gispe i skræk sammen med pigerne. Gispe!«

Da bifaldet til den forudsigelse har lagt sig, er en ny spørger klar. En lille, nydelig asiatisk pige nede bagerst, hvor de, der ikke fik siddeplads, står, spørger efter en lang, speedsnakkende indledning om, hvor mange år der egentlig er gået mellem
Less Than Zeroog den nye roman, og tilføjer derefter med sin lyse skolepigestemme til udbredt latter fra salen: »For det jeg har undret mig over hele aftenen er, hvordan en
junkie whoresom Julian har overlevet i alle de år?«

Ellis, der ser ud til at more sig storartet, spørger først: »Er du færdig?« og siger så grinende henvendt til salen: » Hvad foregår der her?« Og McCarthy, der sidder og klukker med, er hurtig til at vælge en ny spørger fra salen. Vedkommende starter med en lang, mumlende udredning for et eller andet, der synes ret kompliceret, og da han stopper, sidder Ellis og stirrer lidt frem for sig, inden han rejser sig lidt op i stolen og svarer:

»Tequila. Jeg kan godt lide Tequila. Det er min yndlingsdrink,« til aftenens største latterbrøl.

Ellis smiler drilsk til publikum, men rynker så panden og fortsætter: »Altså, det er en skoleopgave, du har der. Det er et meget intelligent spørgsmål, men det ville tage mig 20 minutter at forklare, hvordan de sidste tre bøger er udtryk for en form for fuldendt cyklus; at jeg fuldender et projekt, jeg har arbejdet på i 25 år ... Men jo, det er sådan, jeg føler det.«

Bøssesexroman

Næste spørger er interesseret i at vide, om Ellis overvejede ikke at udgive
American Psycho, med dens udpenslede voldsscener og deslige på grund af hvor kontroversiel, den var?

BEE: »Måske var jeg dum ikke at forudse konsekvenserne, men
American Psychostartede med, at jeg følte mig utroligt alene på tærsklen til en voksenverden, der var fyldt med
bullshit, og det var fra det sted, Patrick Bateman begyndte at komme til live. Derfor tænkte jeg slet ikke på, at den skulle være kontroversiel.«

Aftenens sidste spørger følger op på dette og spørger Ellis, hvordan han kommer ind i et så mørkt sted, som han skriver sine romaner fra?«

»Okay, de er romaner,« starter Ellis. »Det er ikke mit liv. Det er
made up. Det er følelser, og som jeg sagde, stammer de fra smerte, og det synes jeg, de bedste bøger gør. Det giver intensitet. Måske har jeg et mørkere syn på verden end andre, men jeg tror det egentlig ikke,« siger han og tilføjer så skælmsk:

»Det er ikke sådan, at jeg ifører mig min lange, sorte kappe, inden jeg sætter mig foran computeren.«

Andrew McCarthy slutter nu aftenen med at stille Ellis det typiske fremtidsspørgsmål 'Hvad så nu?', som dog ikke får et helt almindeligt svar fra Ellis, der nu sidder cool og tilbagelænet i stolen og ser ud til at nyde aftenen lige så meget som publikum:

»Næste gang? Hmmm. Jeg har tænkt lidt på Sean Bateman (protagonisten i Ellis' anden roman,
The Rules of Attraction,
red.). Jeg tror godt, jeg kunne tænke mig at skrive om, hvad han laver i dag. Sådan en vildt pornografisk bøssesexroman. Yeah. Det kan selvfølgelig betyde hvad som helst for hvem som helst. Men yeah ...«

Se filmtrailer for romanen 'Imperial Bedrooms' (jep, den er god nok) på: www.randomhouse.com/kvpa/eastonellis/

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her