Læsetid: 7 min.

Bestsellere fra Mellemøsten

Udsyn. Mellemøstlige forfattere fortæller en masse, vi aldrig får at vide i vestlige medier, hvor fokus er på politiske begivenheder og generel information. Romanernes sprog, billeder og tanker åbner en anden dør til virkeligheden
13. august 2010

Romanmarkedet bugner. Alligevel er der ikke fyldt op på alle hylder, og nogle steder er der bemærkelsesværdigt tomt. Næst efter danske og nordiske titler er overvægten af romaner oversat fra engelsk. Hvorimod andre europæiske forfattere har sværere ved at trænge igennem. Endnu tungere ligger det med verdenslitteraturen, især hvis forfatteren ikke i forvejen er hyped via det engelsksprogede bogmarked. Helt påfaldende er fraværet af titler fra den mellemøstlige samtidslitteratur, når lige undtages højdespringere som Orhan Pamuk, Naguib Mahfouz eller Khaled Hosseini. Dog titter der også bundvækster frem, f.eks. hos det lille prisværdige forlag Underskoven, som ud over to romaner af Mahfouz også udgiver tyrkiske Elif Safak på dansk (Bastarden fra Istanbul).

Så at dømme efter den tomme hyldeplads skulle man tro, at der ikke sker noget i tyrkisk, syrisk, libanesisk, iransk, egyptisk litteratur, som er værd at holde øje med. Hvilket står i klar kontrast til det store politiske mediefokus, der er på Mellemøsten, og til de mange debatbøger om islamiske samfundsforhold, der hober sig op på boghandlernes nyhedsborde. Sidste sommer tog Politikens Boghal dog et godt initiativ og indrettede en stand for mellemøstlig fiktionslitteratur fra engelske og amerikanske forlag. Og går man først vejen via global English, er der kun et par klik til den store mellemøstlige litteraturscene med dens livlige aktivitet og brogede spændvidde.

Bro mellem Øst og Vest

Et godt sted at begynde er webportalen http://www.qantara.de. Qantara betyder 'bro' på arabisk, og både som bro og som portal lever qantara op til sit navn. Sitet er en enestående informationskanal mellem Øst og Vest, et forum med nyheder og orientering fra hele Mellemøsten, og rummer links til tidsskrifter og andre sites. Portalen er finansieret af det tyske udenrigsministerium, Goethe-instituttet, Deutsche Welle (tysk international mediestation) m.fl. og vidner om Tysklands internationale rolle og multikulturelle orientering i kraft af landets store immigrationsbefolkning. Her møder man interviews med en stribe af Mellemøstens forfattere og præsentation af deres seneste udgivelser. Synspunkter fra Vest og Øst konfronteres, den amerikanske journalists syn på islam suppleres af indbyrdes dialog mellem forfattere fra muslimske lande. F.eks. i korrespondancen mellem tysk-tyrkiske Zafer Senocak og hollandsk-marokkanske Abdelkader Benalifx, der udveksler betragtninger om det at være migrationsforfatter. Eller man får et interview med den syriske forfatterinde Salwa al-Neimi, der er blevet en skandalesag i den arabiske verden, p.t. med sin erotiske roman The Proof of the Honey fra 2009. Bogen blev forbudt i de arabiske lande - undtagen de nordafrikanske Maghreb-lande. Noget lignende er skæbnen for mange arabiske forfatteres bøger, så snart de nærmer sig politiske eller religiøse tabuer, som der er et par stykker af. Men censuren kan omgås via distribution på nettet. I det hele taget er litteraturen i mange af de østlige regimer politisk virulent, og bøgerne kan ofte først udgives via udlandet. Derfor er det også en vigtig del af qantaras funktion at bringe links til forfatternes tekster på nettet, så de kan blive læst. Også på den måde er sitet en bro og et springbræt fra isolation ud til verdensoffentligheden.

Sprog- og forlagsbarrierer

Alfa og omega er, at teksterne er tilgængelige for publikum både i Øst og Vest. Og dette problem drejer sig ikke alene om politisk censur, men i høj grad om sprogbarriere og oversættelse. Her er kontrasten til de andre kunstarter iøjnefaldende. Musik, film og billedkunst har ikke samme begrænsning indbygget i deres medie - f.eks. har Istanbul-biennalen siden 1987 været en vigtig åbning af kunstscenen mod øst. For litteraturen handler det om oversættelseskapacitet og forlagspolitik. Disse ting findes i positiv forstand især i de lande, der har lange politiske engagementer med Mellemøsten, og det er på små forlag i Tyskland, Frankrig og England, at unge tyrkiske og arabiske forfattere dukker op. Her er der en sproglig og litterær ekspertise, der er flettet sammen med den kulturelle debat, og som tager sig af opgaven med at befordre interessen for ny mellemøstlig litteratur.

Det er ikke, fordi forlagene herhjemme på forhånd har besluttet at vende ryggen til tyrkiske eller arabiske romaner. Og det er klart, at det altid må indgå i en forlagsbetragtning, om en bog kan sælges. I en artikel i Kristeligt Dagblad skrev Lars Henriksen forrige år, at »danske læsere går glip af en lang række gode bøger og forfatterskaber fra den arabiske verden, fordi forlagene ikke kan få bøgerne oversat«. Og ved hans rundspørge hos forlagsredaktørerne lod det ikke til at skorte på interesse, men mere på litterært kvalificerede oversættere. Merete Borre fra Gyldendal sagde:

»Vi ville meget gerne oversætte flere arabiske bøger, men det er svært at finde kvalificerede oversættere. Det samme gælder for tyrkisk litteratur ... vi tør ikke satse på mindre kvalificerede oversættere, for vi kan ikke tjekke kvaliteten, når vi ikke selv kan sproget.«

Sammen med sprogproblemet virker, tror jeg, også en anden inerti. Den danske videnskultur er vestligt fokuseret, og der er ikke nok af specialister, journalister og formidlere med knowhow, der er i stand til at bringe arabisk eller tyrkisk litteratur frem i projektørlyset. Der er ikke en opdyrket interesse, der er ikke referencer nok, og derfor heller ikke den store genlyd, når der udkommer en forfatter med et mellemøstligt navn, der er svært at huske. Forfatteren og bogen kan være nok så blændende god, men hvad hjælper det, hvis man ikke kan huske, at man har hørt om ham eller hende?

Tyrkisk samtidslitteratur

Ved Bogazici Universitet, Istanbul, er dette problem blevet taget op. Institut for Tyrkisk sprog og litteratur, afdeling for oversættelse og fortolkning, står for en eminent flot webportal: Contemporary Turkish Literature (http://www.turkish-lit.boun.edu.tr). 144 forfattere er introduceret med i alt 238 originale tekster, digte, uddrag, kapitler og hele tekster, med præsentation af forfatteren og parallel engelsk oversættelse. Her kan man shoppe rundt eller fordybe sig i de bedste og hotteste navne i tyrkisk samtidslitteratur på universalsproget engelsk. Man kan se, om forfatteren er oversat til andre sprog, og så er der bare et klik hos Amazon og et par dage, til man står med den nyopdagede forfatters bog i hånden. Dette site er et sandt 'sesam luk dig op'.

Her bliver det også klart, at der er andre stjerner på Tyrkiets litteraturhimmel end nobelpristageren Pamuk, hvilket er svært at få øje på fra vores danske breddegrader. Interessant er det ikke mindst at se, hvor mange kvinder der er blandt de prisvindende og storsælgende forfattere. To af de mest succesrige, der ofte nævnes lige i hælene på Pamuk, er kvinder, Latife Tekin og Elif Safak, hende med Bastarden fra Istanbul, der er udkommet på dansk.

Latife Tekin og Elif Safak

Latife Tekin er født i 1959 og har skrevet otte romaner, der stilistisk befinder sig et sted mellem Samuel Becketts minimalisme og Gabriel Marquez' magiske realisme.

Hun er bestseller i Tyrkiet og oversat til engelsk, tysk, fransk, hollandsk og italiensk. Dear Shameless Death (engelsk titel) fra 1983 handler om en anatolsk landsbyfamilie, der migrerer til storbyen med alle de forviklinger og miserer, det indeholder. Det er sociologi omsat i absurd teater. Og Tekins fortælling om kultursammenstødet mellem bonde og by leveres med en helt suveræn dead pan-humor.

Også Swords of Ice fra 1987 har en lavmælt fandenivoldskhed i skildringen af en flok fidusmagere, der driver rundt på bunden af Istanbul med deres havarerede drømme. I hendes sidste roman Muinar fra 2007 lader hun sin titelperson pendle mellem flere tidsdimensioner, mellem fremskridtets og udviklingens tid og hendes egen magiske tid.

Elif Safak, født 1971, er med sine syv romaner en af de mest fremtrædende tyrkiske forfattere. Både Bastarden fra Istanbul fra 2007 og Forty Rules of Love fra 2009 røg op som nr. ét på bestsellerlisten i Tyrkiet, den sidste med 450.000 eksemplarer. Der er også sædekomedie og satire hos Safak, men hendes mennesker er individer af kød og blod og inkonsekvente tankegange, der kæmper med tilværelsens suppedas og prøver at få mening i det. Bastarden fra Istanbul viser et slægtsbillede med den hakkende sammenhæng mellem moderne vestlig opfattelse af sex og selvstændighed og fromme muslimske traditioner og ældgammel tyrkisk overtro. Safak fokuserer som Tekin på groteske og paradokse situationer, men den energi, der kommer ud af det, er ikke melankolsk - tværtimod er der i hendes billedrige og løst fabulerende stil en masse godt humør og overlevelsesvilje.

Set fra en nordeuropæisk vinkel fortæller disse bøger en masse, vi aldrig får at vide i de vestlige mediers behandling af Mellemøsten. Mediernes reportager gør det, de skal, de fokuserer på politiske begivenheder og leverer information på det generelle niveau. Men i romanernes sprog, billeder og tanker går vi ind ad en anden dør til virkeligheden - i en anden dimension af viden om, hvordan det er at leve i dette spændingsfelt mellem tradition og vesternisering, mellem politik og dagligdag, mellem Vestens nyfigne interesse og viljen til at definere sin egen identitet. Det er derfor, vi har så afgørende brug for at få flere mellemøstlige forfattere udgivet på danske forlag. Vi behøver de nuancer i debatten om Øst og Vest.

Marie-Louise Svane er lektor i Litteratur-videnskab på Københavns Universitet. Pt. ansat i et treårigt forskningsprojekt: 'Islam i europæisk litteratur'

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu