Interview
Læsetid: 9 min.

'Danmark skræmte mig mere end Irak'

Danske Louise Bokkenheuser tilbragte mere end to år som korrespondent i Bagdad for avisen Los Angeles Times. Hun risikerede sit liv for historierne om krigens ofre og stirrede flere gange døden i øjnene. Men der var en anden krig, en indre krig med fortid og familietragedier, som hun samlede mod til at kæmpe. Nu er hun aktuel med en bog, der har fokus på begge krige
Journalist Louise Bokkenheuser lukker øjnene, hvis hun ser en film med blod og vold. Men i Irak virkede hendes notesbog som et skjold, fortæller hun.

Journalist Louise Bokkenheuser lukker øjnene, hvis hun ser en film med blod og vold. Men i Irak virkede hendes notesbog som et skjold, fortæller hun.

Chris Hondros

Kultur
25. august 2010

BROOKLYN, NEW YORK - Dette er et interview, der handler om overraskelser. Om at være to ting på en gang - mindst. Og om at forsøge at få dem til at passe sammen.

Hun kalder sig Louise Roug, når hun arbejder som journalist og redaktør i USA, Louise Bokkenheuser når hun om få dage udgiver sin første bog i Danmark, og det eneste, jeg ved om hende på forhånd, er, at hun er en erfaren krigskorrespondent, den eneste dansker (jeg kender), der har tilbragt flere år som fast udstationeret i Bagdad.

Da jeg ringer til hende for at aftale et møde forud for debutudgivelsen, er der imidlertid ingen hårdkogt krigsreporterattitude, i stedet spørger hun interesseret, hvad jeg synes om bogens omslag og bekymrer sig endda om min nattesøvn; undskylder høfligt at jeg kun har et par dage til at læse før vores samtale.

To dage senere ankommer hun til kaffebaren i Brooklyn Heights på en blomsterdekoreret cykel og fniser piget af en mand, der ruller sit bilvindue ned for at smile til os - men sætter sig få minutter senere og fortæller råt og uden falbelader om død og ødelæggelse, tab og savn og smertelige minder.

Hvis der er en ting, jeg er sikker på efter to kopper kaffe og en times interview i Brooklyn, så er det, at Louise Bokkenheuser er en sammensat person. Og hendes bog er som hun: Kompleks, sammensat, svær at sætte i bås. En reportagebog kalder hun den selv: »Med reportager fra både mit eget liv og fra Irak.«

Uden at afsløre for meget på forhånd, så handler bogen om en personlig rejse fra København via London, New York og Los Angeles til Bagdad, men også om en indre rejse mod afklaring og erkendelse. Den beskriver krigen og krigens ofre, men også en indre krig, og den begynder et helt andet sted, end man umiddelbart skulle tro.

Det sværeste

Louise Bokkenheuser voksede op i det indre København og havde, før hun fyldte 15, oplevet mere sorg og flere tragiske hændelser, end de fleste af os møder på et helt liv. Hendes bog begynder her, og denne første, korte del - om hendes opvækst og forældrenes tragedie - var klart den sværeste at skrive, fortæller hun som noget af det første, da vi har sat os. Efter mere end to år som krigskorrespondent i Bagdad, et ophold i Mellemøsten og et kort ophold som hjemlig valgreporter i USA kvittede hun sit job for Los Angeles Times, fik en bogaftale med Gyldendal og havde for første gang i 20 år både tid og mod til at se sig tilbage:

»Jeg havde lånt et hus på Sicilien, for det er jo drømmen: Så kan man sidde der i ensomhed og have masser af tid til at skrive denne her gode bog og skabe sammenhæng i det hele,« siger hun:

»Men det var underligt at sidde der helt afsondret. Jeg havde taget min fars dagbøger med, og det var hårdt, for jeg havde ikke læst ret meget i dem før, og pludselig sad jeg med alle disse spøgelser. Der var fem-seks bind, jeg var alene med hans stemme og kunne sidde og se min familie blive til. Det blev ikke nemmere af, at jeg vidste, hvordan det endte. Jeg læste langsommere og langsommere, jo tættere jeg kom på slutningen. Den ene dag skriver han, og så er der pludselig ikke mere. Kun et notat fra min lillebror om, at far døde i går.«

- Så efter alt det, du havde oplevet i Irak ...? Jeg behøver ikke gøre spørgsmålet færdigt:

»Ja, så var månederne i huset på Sicilien helt klart det hårdeste. Det var første gang, jeg vendte mig om og undersøgte min egen historie. Jeg havde nogle elementer, som jeg vidste, jeg ville have med i bogen - mest om de mennesker, jeg mødte i Irak. Men selve bogens struktur blev først klar, mens jeg skrev, og der er temaer om forældre og børn, om at miste og forlade andre, som jeg først har set bagefter,« siger hun: »Det, jeg fandt frem til, var, at i virkeligheden - efter alle de år - så var det mest skræmmende sted for mig at være ikke i Irak, det var i Danmark.«

Frygten for kidnapning

Det kan lyde utroligt. At to år som øjenvidne til en blodig og dramatisk krig kan blive en styrke. Især da hun begynder at fortælle mere detaljeret om, hvad hun mødte i Bagdad. Den konstante, nagende frygt for angreb og kidnapning. Kollegerne der blev dræbt eller lemlæstet. De amerikanske soldater, som bare var 18-19-årige drenge, der så videofilm og drak kakaomælk, og som kom fra et helt andet USA end det, hun kendte: Det fattige, konservative Amerika i Sydstaterne og Midtvesten, ikke det velstillede og liberale på Øst- og Vestkysten. Og især de civile irakere, som måtte leve med det hele, bomber, dødspatruljer, magtkampe - og ingen vej ud.

»Det var virkelig frustrerende, for der var ingen i USA, der ville læse om krigen mere. Vi skrev og skrev, og der var dage, hvor det var så forfærdeligt, at jeg sad og tudede, mens jeg skrev mine artikler. Men der var ingen, der orkede at læse om det mere.«

Selvom hverdagen var voldsom, angsten enorm, så mødte Louise Bokkenheuser ingen fysisk grænse for, hvad hun kunne tåle at se, høre eller overvære:

»Jeg er sådan en, som ikke særligt godt kan tåle at besøge et hospital. Jeg er ret sart og sippet og lukker øjnene, hvis der er blod eller vold på film. Jeg kan virkelig ikke lide det. Men når man står derude med en notesbog, så virker den som et skjold. I Irak kunne jeg se de mest forfærdelige ting, og det rørte mig ikke,« husker hun:

»Det, jeg syntes, var så fantastisk, og det, bogen også handler om, er, hvor sejlivet mennesket egentlig kan være - og hvor meget man kan gå igennem. Jeg har selv oplevet nogle ting, men især har flere af de irakere, jeg mødte, været forfærdelige ting igennem, og det har været vidunderligt at se, at de alligevel har skabt et nyt liv.«

Omvendt er der også ulykker og ondskab i bagagen, dræbte og sårede og ofre, der aldrig kommer over krigens lidelser. Louise Bokkenheuser er ikke en skribent, der lægger fingrene imellem. Men personligt er hun afklaret med, at opholdet i Irak hjalp med at få fortiden på afstand - og dermed hjalp hende fremad.

»Krig er som et narkotikum. Den er enormt forførende, når man er midt i den. Adrenalinen pisker rundt, og alting er enkelt: Man ved, hvad man skal hver dag, og man ved, hvorfor man gør det. Der er ingen grå hverdag, ingen kompromiser.«

Farvel cowboy-drenge

Efterhånden som usikkerheden og volden tog til i Irak, blev holdet af korrespondenter mindre og mindre. Der var ingen stjernefrø tilbage, ikke flere cowboy-drenge med store ambitioner, kun et hold af reportere, som hver især havde deres personlige årsager til at gå i krig, oplevede Louise Bokkenheuser:

»Det er helt klart mennesker, som har problemer med intimitet, som ikke passer ind på et kontor, og som søger adrenalinen. De færreste er gift eller i velfungerende parforhold hjemme. Når man er krigskorrespondent, så kan man ikke have en familie eller et andet liv ved siden af. Det er enten eller,« siger hun.

Derfor er adskillige af hendes venner og kolleger fra Bagdad også fortsat til nye krige og konflikter, f.eks. i Afghanistan:

»Jeg har selv beholdt min skudsikre vest og hjelm hjemme i skabet, hvis nu ...« siger hun med et grin. At fortsætte videre til en ny krig ville have været nemt. Men beslutningen om at skifte spor var et meget bevidst valg, forklarer hun:

»Der har været dage, hvor jeg har tænkt: Åh, gid jeg var i Bagdad nu. Det var som at lægge en bog fra sig uden at kende slutningen. Jeg troede, at det var krigsreportagen, jeg ville bruge mit liv på. Men omkostningerne er for høje. Jeg følte meget klart, at jeg stod ved en korsvej. Jeg troede, at jeg ikke havde en familie, at jeg kunne slippe af sted fra dem alle sammen og være fri. Men det fandt jeg så ud af, at det kan jeg ikke.«

Efter at have levet et halvt liv uden for Danmark, var der en anden historie, hun havde fået lyst til at udforske, en anden bog, hvis slutning hun gerne ville kende.

»Du kan blive den nye Åsne Seierstad,« sagde en af de danske forlæggere, da Louise Bokkenheuser henvendte sig, men den rolle var hun ikke interesseret i:

»Det er lidt sjovt, når man ser billeder af krigsreportere i marken. I Irak havde vi sgu ikke tid til at få taget billeder. Jeg har næsten ingen af mig selv på arbejde, for det var simpelthen for farligt,« siger hun og fortsætter hurtigt: »Jeg synes ikke, man er en helt, når man tager til fronten. Det er et individuelt valg, og alle har deres grunde. Jeg havde mine egne dæmoner plus selvfølgelig min nysgerrighed, og jeg skal ikke have en medalje, fordi jeg gjorde det. At tage til Irak er det bedste, jeg har gjort. Jeg tror virkelig på, at man skal gøre det, man frygter. Jeg føler, at jeg overvandt så meget.«

Siden hun som nyslået student tog til London for at læse journalistik, derefter videre til Columbia University i New York og videre vestpå til et job for Los Angeles Times, har hun levet med to forskellige identiteter: Louise Roug, journalisten der skriver og taler flydende engelsk og kører en succesrig amerikansk karriere. Og Louise Bokkenheuser, den unge danske pige på flugt fra sin fortid.

»Der, hvor jeg arbejder nu (netavisen The Daily Beast i New York, red.) driller de mig meget med, at jeg ikke er den, jeg siger, jeg er. De synes, det er så mærkeligt med de to navne. Jeg begyndte egentlig at bruge Roug, min farmors navn, fordi det var nemmere at stave på engelsk. Men det handlede jo selvfølgelig også om, at jeg var nødt til at distancere mig, genopfinde mig selv.«

En enorm tragedie

Nu skriver hun for første gang som Bokkenheuser igen: »Min far sagde altid: Jeg ved, du møder en eller anden filejs, og så dropper du Bokkenheuser lynhurtigt. Han var selv journalist i to minutter - på Fyn. Jeg har hans gamle pressekort, det er læderindbundet og kunne sidde i hatten. Men så holdt han op, fordi han syntes, det var en uærlig metier, han syntes det var mere ærligt at lave PR. Jeg ærgrer mig tit over, at han ikke fik set min karriere, for han ville have syntes, det var dødsjovt - og det ville have været sjovt at skændes med ham om det.«

Også på Columbia University blev Louise Bokkenheuser belært om, at journalistik er om ikke en uærlig så i hvert fald en brutal metier, hvor man må lære at forfølge sin historie og navigere mellem stærke interesser, magtstrukturer og forfængelighed.

I det lånte hus på Sicilien forsøgte hun for første gang at se på sit eget liv som en historie. At få den seje amerikanske reporter til at møde den danske pige på flugt. Hun begyndte først på dansk, men måtte smide 60 sider ud og begynde igen på engelsk, før det flød og fungerede:

»Det handler om at bevæge sig væk fra noget, både fysisk og lingvistisk og på alle mulige måder - for at kunne vende sig og forstå det. På dansk var det for hårdt, mit sprog blev stift. Så jeg begyndte forfra på engelsk, og siden har min forlagsredaktør og jeg så oversat i fællesskab,« fortæller hun:

»Pludselig sidder man og ser på sit liv som en narrativ kurve. Jeg anede ikke, om jeg kunne finde en slutning, binde en sløjfe. Men jeg synes, jeg fandt den. Historien om Irak-krigen er en enorm tragedie med 100.000 dræbte, men i mit lille univers har den på andre måder været en fantastisk oplevelse. Det er jo underligt - at det kan være to så forskellige ting på samme tid. På en måde havde jeg dårlig samvittighed over at være den, der bare kunne rejse fra Bagdad igen. Men min ven og kollega Muhammed sagde: Rejs nu, det er jo det, vi alle sammen ønsker os: En happy end

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

»Du kan blive den nye Åsne Seierstad,« sagde en af de danske forlæggere... men den rolle var hun ikke interesseret i: »Det er lidt sjovt, når man ser billeder af krigsreportere i marken...«

Mon ikke forlæggeren henviste til Åsne Seierstads forfatterskab ’Englen fra Groznyj’ og 'Boghandleren i Kabul, hvorom Åsne Seierstad siger »mit projekt er at formidle, hvordan et samfund ligger helt radbrækket tilbage. Et samfund, hvor alle samfundsstrukturer er opløst, og midt i det hele vokser der nogle børn op, hvis hjerter er fulde af had og hævn. Jeg vil formidle hele dette post-krigshelvede«.

Den bog ville jeg ihvertfald gerne læse: Familiekrøniken fra Bagdad.

Men inden forlæggeren havde fået forklaret sig var Louise Bokkenheuser sikkert hoppet op på den blomsterdekorerede cykel og spurtet videre til den næste krigsrepportage men en happy end...