Læsetid: 3 min.

Danseteater sætter fokus på kvindehandel

Dansekompagniet Mute Comp. behandler heftige emner i et ekspressivt formsprog. Deres kommende forestilling handler om trafficking og bliver første del af en trilogi om henholdsvis sex, våben og narko. Hos hovedkræfterne bag det, Jacob Stage og Kasper Ravnhøj, er der ingen faste grænser eller regler, kun en ustyrlig drift efter at fortælle den grumme historie
To af de seks dansere i den koreograferede forestilling om handlede kvinders verden: Fra venstre Tiziana Fracchiolla og Marie Bergby Handeland (med masken). De øvrige dansere er Maxim-Jo Beck McGosh, Thomas Bentin, Kasper Ravnhøj og Jacob Stage.   pr-

To af de seks dansere i den koreograferede forestilling om handlede kvinders verden: Fra venstre Tiziana Fracchiolla og Marie Bergby Handeland (med masken). De øvrige dansere er Maxim-Jo Beck McGosh, Thomas Bentin, Kasper Ravnhøj og Jacob Stage. pr-

jacob stage

18. august 2010

Hvis man tror, at moderne dans ikke kan behandle et svært tilgængeligt emne, kan man godt tro om igen: Dans er mere end bevægelser i rum og kroppe i abstrakte koreografier.

Ambitionerne er høje, når dansekompagniet Mute Comp. Physical Theatre opfører forestillingen Knock on Unpainted Wood, der handler om kvindehandel og trafficking.

Forud ligger næsten et års researcharbejde, hvor instruktørerne og danserne Kasper Ravnhøj og Jacob Stage blandt andet har rejst i Polen, Japan og Cambodja.

Det har været skræmmende historier, de dér er blevet vidner til, forklarer Kasper Ravnhøj:

»Hele processen har været en øjenåbner for mig og Jacob. Læren har været, at trafficking er så utrolig mange gange værre, end man kan forestille sig.«

De to instruktører har under hele forløbet været i tæt kontakt med flere humanitære organisationer, blandt andet HopeNow, Safe and Alive og den verdenskendte organisation Somaly Mam Foundation, men de har også været på gaden med de prostituerede, på strip-barer og på bordeller. For hvis man vil have kontakt med en prostitueret, må man købe hendes tid. Tid er penge:

»Den business er så lukrativ, at den er næsten umulig at få bugt med. Det vil kræve mere end politiske beslutninger. Man skal vende folks bevidsthed«, siger Kasper Ravnhøj.

Jacob Stage nikker og tilføjer, at selv om en danseforestilling ikke kan redde verden, er intentionen med Knock on Unpainted Wood at gøre opmærksom på problemet. Stage forklarer, at forskere anslår, at op mod 14 procent af de danske mænd har købt sex. Og eftersom en stor del af de prostituerede i Danmark kommer fra andre lande, har Danmark også en rolle i den globale problematik omkring sexslaver og trafficking. For tiden ligger vi på en grim top 10 på listen over aftagerlande for trafficking - handlede kvinder.

I kassen med insekter

En af de mest forfærdende historier, instruktørerne har været vidne til, var historien om en 16-årig pige, der som 13-årig blev bortført, holdt fanget i en kælder under tortur, hvor hun blandt andet lå spærret inde i en lille kasse i to dage. Kassen var fyldt med insekter, som bed hende.

Efterfølgende blev hun brugt til prostitution, hun fik opereret en kunstig mødom flere gange, fordi kunderne var villige til at betale store summer for at være sammen med en jomfru.

Da hun efter sin 3. abort, der foregik i 4. måned, bad om lov til at holde en dag fri, blev bordelmutteren så rasende, at hun stak øjet ud på pigen.

Historien er med som en af de mange fortællinger i Knock on Unpainted Wood, fortæller Kasper Ravnhøj, der samtidig forklarer, hvordan sådan en historie kan omsættes i fysisk fortolkning og en koreograferet bevægelse.

Selv om Jacob Stage og Kasper Ravnhøj er eksperter i nonverbal formidling, vælter ordene ud af dem begge. Det er tydeligt, at emnet ligger dem voldsomt på sinde, og derfor har de ledt efter både den rigtige form og den rigtige lyd at formidle med.

11.000 kunder på fire år

»Det viste sig, at alle vores cases havde en rød tråd. De havde på en måde en egen dramaturgi,« siger Ravnhøj og forklarer, at den faldt i fire hovedblokke: Første blok var løgnen eller illusionen om et andet sted, et andet liv, for eksempel som frisør i Danmark:

»Den næste blok er rejsen, så følger konsekvensen og til sidst slutningen.« Begge instruktører understreger, at prostitution, hvordan man end vender eller drejer det, har ufatteligt store menneskelige omkostninger.

»Hvis en prostitueret har omkring otte kunder om dagen i fire år, kan man stille dem op på en række, der går fra Danmark til Gibraltar, skulder ved skulder. Selv hvis der var tale om blide elskere, må alene antallet (over 11.000 kunder i alt) have store konsekvenser for den prostituerede,« slutter Stage.

Knock on Unpainted Wood er den første i en trilogi om verdens store kriminelle økonomier sex, våben og narko. Til forestillingen har kompagniet engageret det unge, polske rockband Pchelki / The Fleas, som spiller live under forestillingen.

'Knock on Unpainted Wood' af Mute Comp. Physical Theatre. Dansehallerne, Pasteursvej 20, København C. Premiere 27. august og løber til 18. september. Koreografi: Kasper Ravnhøj og Jacob Stage i samarbejde med de medvirkende. Dans: Kasper Ravnhøj, Jacob Stage, Tiziana Fracchiolla, Maxim-Jo Beck McGosh, Thomas Bentin og Marie Bergby Handeland. Scenografi: Johan Kølkjær. Lysdesign: Michael Breiner. Dramaturg: Anne Hübertz Brekne. Live musik: Pchelki / The Fleas

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Katrine Sekjær.
Jeg er klar over, at det ikke ændrer på hovedbudskabet i artiklen - men undrede du dig ikke over, hvordan Jacob Stage kunne få 11.000 mænd til at nå fra Kbh. til Gibraltar skulder ved skulder? Selv hvis de alle var 1 meter over skulderen (og det er der vist ikke mange, der er), ville de vel stadig kun fylde ca. 11 km....
Vh Bo