Nyhed
Læsetid: 3 min.

Derfor elsker vi allerede Contador

Med tilgangen af Alberto Contador har Bjarne Riis sikret Danmark en ny stjerne
Kultur
4. august 2010

Med ansættelsen af Tour de France-vinderen Alberto Contador i de næste to år og med Saxo Banks et-årige forlængelse af sit sponsorat, viste Bjarne Riis i går, at der har været dækning for den tavshed og det lille finurlige smil, han gennem de seneste måneder har mødt medierne med, når der kritisk, skeptisk eller blot nysgerrigt er blevet spurgt ind til hans cykelholds tilsyneladende truede fremtid.

Truslerne var ellers til at både høre og se. Da Riis inden Tour de France ikke kunne, eller ville, offentliggøre navnet på en hovedsponsor som afløser for Saxo Bank, bimlede dødsklokkerne. Og klangen blev kun forstærket ved fyringen af hans nærmeste sportslige medarbejder, Kim Andersen, der i smug havde arbejdet på etableringen af et nyt stort cykelhold med de luxembourgske brødre Schleck som stjerner - og med masser af penge fra deres hjemland. At brødrene var tabt for Riis, vidste man inden Touren, men hurtigt løb rygterne om en veritabel rytterflugt fra holdet, i takt med, at Riis ikke havde fornyet kontrakter med nogen og tilsyneladende ej heller havde givet løfter eller garantier.

Riis er stjernen

Men nu har Bjarne Riis endnu engang leveret varen og bestyrket sit brand, som er blevet kaldt Danmarks stærkeste inden for sport. Ikke på trods af den dopingtilståelse, han gav i 2007, men måske endda i kraft af den. Danskernes tilgivelse af og identifikation med den angrende har styrket ham, og ikke svækket ham. Når danskere på skift i Tour de France har holdt med Jalabert, Hamilton, Basso, Sastre og Schleck, så har de ikke holdt med rytterne, men med Riis. Det gav mening i de år, hvor der ingen landsmænd var på holdet, eller blot en enkelt eller to, for der var national stolthed i, at et danskejet cykelhold kunne hævde sig blandt verdens bedste. Riis blev tilskrevet hele fortjenesten af det. Med rette. I dette års Tour var fire af de ni ryttere danske, og det har selvfølgelig kildet nationalfølelsen, men har ikke været afgørende for støtten til holdet. Det vil det heller ikke være, når kaptajnen nu kommer til at hedde Contador, og Riis vil kunne høste folkelig anerkendelse for, at det er lykkedes ham at hyre disse års dyreste, mest vindende og mest eftertragtede etapeløbsrytter og samtidig finde de penge, der gør det muligt.

Så betyder det mindre, at danske tour-seere for mindre end to uger siden bed negle i håbet om, at Andy Schleck ville køre fra Contador og bandede over den usportslige spanier, da denne angreb i den situation, hvor kæden hoppede af for vores Andy. En strid, der hurtigt blev bagatelliseret - også af Riis, der på det tidspunkt vidste, at det var hans nuværende og kommende stjerne, der duellerede. Hvad de implicerede måske også vidste, men vi andre ikke kunne vide.

Alberto bliver en af vore

Cykelsport er international, ligesom klubfodbold, og når aktørerne skifter trøje og tilhørsforhold, så forbliver publikum trofast mod hold eller klub. Sådan vil det også gå med Bjarne Riis og hans cyklister, uanset hvem de er. Vi vil lære at elske Alberto, når vi lærer ham lidt bedre at kende. Historien viser, at sådan er mekanikken.

Men det behøver ikke at udelukke en dansk fandyrkelse af Andy Schleck, som jo skal køre for et andet cykelhold, ledet af danske Brian Nygaard og Kim Andersen. Det betyder blot, at publikum kan vælge ligesom i de store cykelsportsnationer, hvor der er mere end et nationalt hold, hvis finansiering heller ikke nødvendigvis følger flaget. I virkeligheden har den stærke fokusering på Riis og kun ét dansk hold været unaturlig i en større sammenhæng, og med flere dansk ledede cykelarbejdspladser nærmer man sig blot det internationalt normale.

Den større valgmulighed vil også komme til at gælde for talentfulde danske ryttere. Det har været naturligt for dem at søge til Riis, som har opfostret mange af dem. Det vil han sikkert blive ved med, men han vil ikke være alene om det, og så kan man efter smag og valg holde med Andy eller Alberto eller danskere på alle andre cykelhold.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Riis er helt sikkert Danmartks største Brand.

Som cyklist og cykelsportsinteresseret er der to danske navne der hænger ved hos mig. Rolf Sørensen og Bjarne Riis. De to har budt os seere af Tour de France på nogen helt fantastiske oplevelser da de var aktive. Idag hvor Rolf Sørensen arbejder som kommentator på TV2 Sporten bl.a. under Touren kan vi glæde os over Rolf`s analyser af ryttere, holdene og etaperne sammen med Leth, Ritter og dig Henrik. Efter min opfattelse er Tv2`s sending fra Touren langt det bedste danske TV program.

Og nu kan vi så begynde at glæde os til næste år. Contador skal køre for Riis og Team Saxo Bank-Sungard. Riis har med de to hovedsponsor aftaler sikret at han kan videre føre hans helt specielle måde at lede et cykelhold på. Riis er uden tvivl en af de allerstørste sporsdirektører lissom han i en årrække var en af de allerbedste cykelryttere. Og Riis bliver bedre og bedre som årene går. I år havde hans iderige hjerne fået en ny ide, sikkert inspireret af hans dejlige kone Anne Dorthe Tanderup: Et rullende køkken med sund mad. Køkkenet fik stor eksponering i sendefladen. Husker den dag hvor den herlige midtjyde Chris Anker var i køkkenet og lave mad sammen med kokken.

Riis viser vejen indenfor cykelsport og dansk cykling.

Hvem er den forelskede "vi"?

Niels østergård

Jeg elsker heller ikke Contador.
Og har absolut ikke brug for Riis til at vise mig vejen indenfor min danske cykling.
Er jeg i tvivl om ruten, bruger jeg Google-maps' rutevejledning.

Første tanke -

http://ing.dk/modules/xphoto/cache/22/46823_460_460.jpg

"Vi" skal nok komme til at elske Alberto C. når han vinder touren næste år, og så er det i princippet ligegyldigt hvad han gør/ikke gør med sit blod, indtager/ikke indtager af medikamenter, fordi "Vi" kender gamet indenfor cykelsport ganske godt efterhånden, og det lader til at være "Lad være med at blive taget. Lad være med at spørg." Det er ligesom forloren hare lavet af torskerogn.

Hans Jørgen Lassen

Derfor elsker vi allerede Contador

Jamen, til lykke til Henrik Jul Hansen med hans nye kæreste!

Flemming Adelskov

Hvordan kan B. Riis vise vejen for dansk cykelsport, når han satser på udenlandske ryttere for at gøre sig berømt? Den strategi gør mig ikke entusiastisk og interesseret i at følge Tour de France næste år!!

.... sikrer Danmark en ny stjerne ????

Øhme, en-eller-anden, som vi allered elsker, er hyret af en dansk forretningsmand. Er det mon det, der menes ?

Google - Maps er en meget fin måde at finde vej på:-) Så brug du bare den.

Så vidt jeg husker var der fire ryttere fra Damark på Tour Holdet.

Problemet med mange Danske idrætsudøvere er at de ikke har det der skal til når det gælder. Vi har set et dansk fodboldlandshold der her til VM gjorde sig selv helt til grin. De lignede gamle mænd, der ikke anede at en fodbold er rund og skal sparkes i nettet i den anden ende af banen og altså ikke i ens eget net. Vi har set idrætsudøvere ud i atletik, der totalt floppede. Det var pinligt.

Riis og Piotr ved hvad der skal til for at blive verdens bedste idrætsudøver. De skaber stjernen, der elsker sin sport og udfolder sit talent til stor nydelse for os seere.

Vil også lige nævne Viborg Håndbold Klub. Verdens bedste klub. De har skabt mange stjerner i tidens løb. Og budt os seere på hådbold i absolut verdensklasse.

Jacob Nielsen

Lige nøjagtig det, at der nu er større mulighed for en "udbredelse" af de bedste danske ryttere, sender jo tankerne tilbage på dansk cyklings guldalder i midt-halvfemserne, en præ-Riis Cycling tid, hvor de bedste danskere alle kørte på store italienske, tyske og hollandske hold.

Jeg husker en fantastisk god energi blandt de danske ryttere, når de mødtes før, efter og mellem etaperne i Tour de France (sikkert også i andre løb, men mediedækningen af Frankrig Rundt var og er jo enorm i forhold til andre store løb) og de danske medier gjorde et stort nummer ud af, når Jesper Skibby fra det hollandske TVM-hold pludselig stod i den tyske Telekom-lejr og fyrede jokes af sammen med Brian Holm og Bjarne Riis.

TVM var jo iøvrigt lidt af en danskerlejr, hvor bl.a. Jesper Skibby, Bo Hamburger, Claus Michael Møller, Peter Meinert og Nikolaj Bo Larsen kørte i løbet af deres karriere. Antallet af danskere på det nye "Team Luxembourg" bliver vel nogenlunde det samme. Sjovt nok husker jeg ikke den store danske opbakning til det kaotiske og balladeprægede TVM-hold, men der var selvfølgelig heller ikke dansk ledelse bag, som i tilfældet med det kommende storhold i Luxembourg.

Apropos Claus Michael Møller, så var han jo starten af 2000-tallets svar på Michael Rasmussen i dansk cykelsport. En rytter, som havde leveret gode internationale resultater, men som følge af et par dopingsager var uønsket af DCU, hvilket Rasmussen egentligt har været i mange år - også før 2007-skandalen in Tour de France.

Søren Kristensen

Hvis Contador viser sig at være lige så charmerende som Andy Schleck er der ikke noget i vejen for at overskriften kommer til at passe. Men charme eller ej bliver det svært al overgå det drama vi var vidne til i år, hvor det på en måde var Danmark mod Spanien.

Apropos cykelryttere og Tour de France:

For nylig fik jeg den ide, at man for at følge med tiden fremover skulle udelukke cykelryttere, der havde været så formastelige IKKE at bruge doping ;-)

Lars Peter Simonsen

Her har vi igen et eksempel på det irriterende, alt-og-alle inkluderende "vi". Jeg, og sikkert osse mange andre, er hamrende ligeglad med cykelløb...;-)
Erik K.: Thunbs up!

Glenn Lynge Andersen

Det er blevet spurgt hvem "VI" er . I praksis er dette "vi" TV2-sporten der for længe siden besluttede at tildele Riis Cykling en slags uofficiel landsholdstatus. DR følger så med som det tynde øl. derfor bliver dette kommercielle foretagende behandlet som om det på en særlig måde repræsenterede danskerne i den professionelle cykelverden, og "vi" elskede som en selvfølge alle ryttere der kørte for vores landshold. Nu skal det blive spændende at se i hvor høj grad de populære Schleck- børdre kan lave om på dette arrangement. Hvis de klarer sig godt på det nye hold i Luxembourg og Contador bliver en fiasko på Riis Cykling får vi nok et nyt "landshold", da holdet jo også ledes af en dansker.

Anders Vinderslev

Contador er feltets stærkeste etapeløbsrytter, og, selv efter dette års tætte duel med Andy Schleck, storfavorit til tour sejren i 2011.
Disse facts er interessante, for hvordan vil det danske cykelpublikum reagere, når vi pludselig skal holde med favoritten? Hamilton, Basso, Sastre og Schleck brødrene har alle været mere eller mindre heroiske underdogs i kamp mod favoritter, ja endda i kamp mod den unedbrydelige Armstrong. Sastre vandt måske sin sejr i et favoritløst felt, men skulle til gengæld overkomme en enkelstart, der ikke blev regnet for en tourvinder værdig. Og før disse klassementryttere var Jalabert det danske holds suveræne profil, en mand der på baggrund af dåbsattesten kunne anklages for at have sine bedste dage bag sig. Alle var de underdogs i brav kamp mod overmagten, noget som sportsfans fra en lille nation meget nemt kan identificere sig med og glædes over.

Nu har vi den monstrøse kæmpefavorit: Den perfekte klassementsrytter.

Med Cancellaras dominans i de store brostensklassikere har vi oplevet det lidt uvante at skulle håbe på det forventede: at favoritten sejrer. Jeg tror bare, at tour de france, der er cykelsportens og de danske mediers klare fokuspunkt, præsenterer en anderledes. Løbet varer 3 uger. Det er dybt afhængigt af drama. Og det er ikke dramatisk, hvis favoritten vinder.

Eller det vil sige, at det kan sagtens være dramatisk, selvom favoritten vinder. Det har vi jo netop oplevet. Men der skal være nogle seriøse bump på vejen. De bump som Andy Shleck i år leverede, og som vi tiljublede.

Hvordan vil de bump blive håndteret næste år? Vil eksempelvis tv2 sporten kunne glæde sig, hvis "hjemmedrengen" Contador hjuler sig til en dramakvælende og ubesværet sejr?

Forventningens eufori er en stor del af de fantastiske 3 uger med tour de france. Men det er nemmere at opbygge denne eufori, når man drømmer om det overraskende og den vilde sensation. Det er svært at drømme om det forventede.

Jeg tror, at jeg ender i Kim Andersen og Schleck lejren. Spændende bliver det.

Hans Jørgen Lassen

Personligt elsker jeg ikke Contador. Eller brødrene Schleck.

Faktisk finder jeg, at det tangerer det sygelige, det perverse at fremsætte udtalelser om, at vi elsker Contador.