Læsetid: 2 min.

Facebook detox

I en verden, hvor man kommunikerer i stedet for at producere, bliver det den ultimative ferie at holde kæft
I starten af min Facebook detox blev min hjerne - helt uden for min bevidste kontrol - ved med at formulere små updates om livet i sommer-huset, de norske campister og det faktum, at jeg lige havde set en gråsæl.

I starten af min Facebook detox blev min hjerne - helt uden for min bevidste kontrol - ved med at formulere små updates om livet i sommer-huset, de norske campister og det faktum, at jeg lige havde set en gråsæl.

Sven Halling

12. august 2010

Da jeg var barn på 1970'ernes venstrefløj, kaldte de voksne fjernsynet for tossekassen, så ingen var i tvivl om deres foragt. Man blev en 'sofakartoffel' og fik firkantede øjne af at se for meget tv, og særligt børns forbrug blev rationaliseret med samme iver, som visse mødre i dag begrænser deres poders sukkerindtag.

De tider er forbi. I dag har de færreste noget særligt at sige den gode gamle flimmerkasse, til gengæld hører jeg et ekko af 1970'ernes tv-foragt, hver gang talen falder på Facebook og de andre sociale medier, som har suget danskerne fra den ene skærm til den anden.

»Er det ikke en tidsrøver ud over alle grænser,« siger de vigtige, som har alt for travlt med karrieren til den slags pjat. »Jeg har altså ikke brug for at lave online identitetsarbejde,« siger de ophøjede, mens jeg altid kommer til at smile af de frygtsomme, som simpelthen ikke kan vænne sig til udbasunering af meninger og privatliv i et offentligt forum, som føles privat. »Jeg ville jo aldrig turde,« siger min ven embedsmanden, der som et velopdragent barn må betragte sine medievenners vilde leg med holdninger og ordspil.

Jeg hører ikke til kritikerne. Jeg er lige så godt underholdt af Facebook, som jeg i sin tid var af Fjernsyn for dig, og når de foragtelige kalder Facebook narcissistisk, siger jeg 'demokratisk' og fortæller dem, at diskussionerne på Facebook er mere interessant end dem i Deadline og de kulturelle referencer langt mere mangfoldige end den samlede danske presses 2.-sektioner.

Problemet ved Facebook, har jeg måttet konstatere, er snarere det modsatte af fjernsynets. For hvor for meget fjernsyn passiviserer, fungerer Facebook som mental speed med sit konstante tilbud om deltagelse i et virtuelt middagsselskab, hvor alle kværulerer, intellektualiserer og kommer med fjollede vitser i munden på hinanden. Ens eget liv bliver formuleret i hurtige oneliners, som har til formål at få Facebook-vennerne til at grine eller hidse sig op, og man må logge sig på midt i barnets soveritualer for at se, om missionen er lykkedes.

Netop derfor erklærede jeg i juli 'Facebook detox' og loggede mig ikke på i tre uger, selv om både computere og iPhone blinkede lokkende. I starten blev min hjerne - helt uden for min bevidste kontrol - ved med at formulere små updates om livet i sommerhuset, de norske campister og det faktum, at jeg lige havde set en gråsæl. De stilnede langsomt af, som dagene gik, og jeg blev pludselig klar over, hvorfor antallet af pseudopsykologer, som udbyder silent retreats, er eksploderet i takt med informationsteknologien. I en verden, hvor vi producerer ord i stedet for produkter, bliver det den ultimative ferie at holde kæft.

Da jeg kom hjem fra Sverige, var der ikke en eneste status-update tilbage i mig - så loggede jeg mig på igen. De andre var også kommet hjem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Flot artikel, tak for den.

»I en verden, hvor vi producerer ord i stedet for produkter, bliver det den ultimative ferie at holde kæft.«

Det her virker for mig, som hele kernen i den omvending af manges indstilling til "deltagelse" og aktiviteter du "selv kan gøre". Da vi begyndte at kalde internet for web 2.0 så vi ganske rigtigt de demokratiske potentialer. Men vi så ikke udmattelsen og trætheden i følelsen af, at underlægges en slags arbejde. Som du selv bemærker, arbejder en ikke kun Facebook, men også i mellemtiden, når hjernen søger efter statusopdateringer, og hjertet efter værdige oplevelser at rapportere om. Det er klart at kynikerne ("Det er bare selvpromovering") og karriereræserne ("Det er spild af tid") har en pointe. De reducerer en hel teknologi og dens brug til én ting (hver deres ting), men deres skepsis siger noget om netop den træthed, som den mentale speed forårsager. Selvpromovering er hårdt arbejde. Det er spild af tid også (!).

Hvis jeg skulle tillægge noget i din udmærkede analyse, så vil det hjælpe os at ikke heller tænke al aktivitet på Facebook som "talende" og "ordproducerende". Jeg mistænker at langt størstedelen af aktiviteten på Facebook er ganske passiv konsumption af status-feeds. Se om der er sket noget på Facebook. Hvad laver de andre. Nåh, der var en video film. Og en artikel. Checke lidt billeder fra en vens ferie. Følge lidt med i en diskussion. Og så videre.

Det er ikke et massemedie. Men forbruget kan være forholdsvist passivt også.

Måske handler det desuden om, at der er vist skel i folk der bruger Facebook – og hinsides, internet som sådan. For nogle år siden skrev to svenskere om opkomsten af et elektronisk klassesamfund, Netokratiet, kaldte de det. Groft sagt vokser der mere og mere et skel op mellem de der på den ene side forstår at producere, og opretholde gejsten for at producere (fx. ikke bliver udmattede), og på den anden side de der i stigende grad blot forbruger.

Når produktionsformerne i stigende grad orienterer sig mod at opfinde selve livets form – hvordan vi lever, hvordan vi taler, hvordan vi opfører os – så er det klart at et sådant skel bliver problematisk.